Lene Beier (41) er gift med ejendomsudvikler Anders Beier, som hun har Arthur på 9 og Otto på 7 år med. Hun er tv-vært på blandt andre TV2-programmerne Landmand søger kærlighed og Kurs mod fjerne kyster - ekstra.
Arbejdsliv
“Lige nu står jeg med bare tæer i græsset sammen med en ged. Det er mit arbejde, og det er fedt. Jeg er midt i optagelserne til Landmand søger kærlighed. Det er sjovt, og det er hårdt. Jeg tager af sted mandag morgen og kommer hjem fredag aften.
Det er mange kilometer på landevejen og mange nætter på hotel og mange dage, hvor jeg er på fra morgen til aften, og jeg savner mine børn. Men jeg ville ikke bytte mit arbejde for noget. Det er et kæmpe privilegium at møde forskellige mennesker i hele landet.
Jeg elsker at være ude i naturen, og jeg har stor respekt for de mænd og kvinder, som lukker mig – og et helt kamerahold – ind i deres livs inderste.”
Kærlighedsliv
“Jeg mødte Anders på en sushirestaurant i København, hvor vi begge arbejdede. Jeg var 25 år og lige ankommet fra Skive, hvor jeg er vokset op. Han var 21 år, havde en smart frisure og var fra Sjælland, og det var ikke lige det, jeg havde set for mig. Men jeg faldt for ham, og til februar har vi kobberbryllup.
Anders er min bedste ven, og når jeg er væk, taler vi typisk i telefon flere gange om dagen. Det kan blive helt op til 18-20 timer om måneden, men kommunikation er også det vigtigste i et forhold.
Det lyder måske lyserødt? Vi kan selvfølgelig sagtens skændes, men vi har de samme værdier og interesser. Jeg ville ikke kunne gøre, hvad jeg gør, uden ham. Han er den primære forælder i sommerhalvåret, hvor jeg har travlt med tv, og han piver aldrig. Om vinteren bytter vi, så jeg er mere på banen.”
Privatliv
“Jeg er ikke noget særligt privat menneske. Jeg elsker at fylde mit liv med mennesker, og vores hus minder om Hovedbanegården med venner, familie, kollegaer og legekammerater ind og ud.
I min fritid går jeg i øjeblikket helt agurk i havebøger. Sidste weekend kom jeg hjem med min pickup fyldt med stauder og en gammel mælkejunge til haven, så Anders korsede sig.
Om vinteren er vi altid på skiferie, og hvis du har set en tomat løbe rundt på landevejen denne sommer, så har det nok været mig. Jeg løber altid mellem optagelserne for at ryste mit speederben lidt fri efter bilturene.”
Livtag
“Jeg var ved at dø som 25-årig af en stofskifte sygdom. Der gik lang tid, inden det blev opdaget, selv om jeg var til læge flere gange. Jeg var svimmel, besvimede og havde forstoppelse, og jeg følte mig så udmattet, at jeg ikke kunne løfte min føntørrer om morgenen.
Da jeg endelig fik diagnosen, var jeg ikke langt fra et hjertestop. Jeg blev sygemeldt i to måneder for at komme ovenpå. Det betød, helt klassisk, at jeg fik et perspektiv på, hvad der er vigtigt i mit liv, og holdt op med at bruge tid og tanker på uvæsentlige ting.
Jeg blev faktisk et gladere menneske, da forskrækkelsen havde lagt sig. Jeg tager medicin dagligt, og så har jeg ellers et helt normalt liv og tænker ikke på mig selv som syg i dag.”
Livredder
“Det var min svigermor, der opdagede, at jeg har en stofskiftesygdom. Ingen forstod, hvad jeg fejlede, selv om min hjertefrekvens var nede på 42 – normalen for kvinder er 70.
Min svigermor er overlæge, og sikkert fordi hun kendte mig og vidste, hvordan jeg normalt var, kunne især hun se, at jeg var alvorligt syg. Hun lagde mærke til, at jeg ikke kunne huske noget, og så, at jeg var ved at gå i stå. Hun har reddet mit liv.”
Livsvidner
“Anders er et vigtigt livsvidne. Derudover har jeg veninder fra flere epoker i mit liv. Jeg har en, jeg mødte i 10. klasse, og vi er som nat og dag. Jeg er impulsiv og højtråbende og fylder meget i et selskab. Hun er en, som altid tænker, før hun taler. En solid pige med få, men gode relationer. Det er hende, jeg går til, hvis jeg skal have et godt råd.
Jeg har veninder fra gymnasiet, som jeg drikker rødvin med til den lyse morgen, mens vi når gennem pikante emner, og jeg har en relativt ny veninde, som jeg mødte, mens jeg ventede min yngste, Otto.
Jeg kunne bare mærke, at vi var ens, og at jeg havde brug for hende i mit liv. Jeg bruger hende til at dobbelt tjekke, om min egen impulsreaktion på ting er rigtig. Alle disse tætte veninder, som jeg deler alt om børn og familie med, kan jeg slet ikke undvære. De er min klan.”
Livræd
“Jeg er altid bange for, at der skal ske noget med mine børn. Min fætter druknede, da jeg var barn, og vi er en sejlerfamilie med egen båd, så de angstfyldte tanker kommer, selv om jeg ikke kan fordrage dem.
Jeg bekymrer mig om meningitis, trafikken, åbne vinduer, flyveture, alt muligt. Jeg er 100 procent et hjertemenneske, så jeg kan ikke berolige mig selv med tal og statistik. Det siger mig ikke noget. Anders er heldigvis et hjernemenneske, og han er god til at stoppe mig, hvis jeg kører i ring.”
Livskræft
“Jeg henter min livskraft i naturen. Til lands og til vands. Ikke så meget i luften, for jeg er bange for at flyve. Jeg har det bedst i nærheden af vand, dyr og planter. At komme hjem fra en dag ude med børn med røde kinder giver mig energi. Når vi tager på ferie, er det altid til et nyt sted. Der skal være nye oplevelser og nye indtryk, og vi rejser gerne primitivt med rygsæk og uden iPads. Det er vigtig for mig, at mine børn lærer at kigge op i stedet for ned.”
Livvidde
“Jeg har det underligt med at se mig selv fra alle vinkler på tv. Jeg har hverken makeupartist eller stylist med ud på optagelse. Det er bare mig i jeans og gummistøvler, og indimellem skal jeg lige tygge over, hvordan det nu ser ud.
Jeg gad da godt have en talje og en flottere røv, men det er, som om jeg har en djævel på den ene skulder, der siger sådan, mens en engel på den anden siger, at det er helt lige meget. Det fylder i hvert fald ikke så meget, at jeg handler på det. Heller ikke selv om jeg godt kan mærke, at min forbrænding ikke er, hvad den har været.”
Livsråd
“For mig er det noget med ikke at tage tingene for tungt. Jeg prøver altid at se det positive i enhver situation. Livet er for kort til at dvæle ved det negative. Det gælder om at vælge de mennesker til, der er gode for os.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.
