Trine Larsen (57) er gift med Erik og mor til Simone på 28 og Sara på 25 år. Hun er grafisk designer.
Ringene er sluttet
“Jeg går hver dag med ringe, jeg har arvet fra min mor og min mormor. Min mormor blev en gammel dame, mens min mor døde alt for tidligt, da hun var kun 65 år. Jeg tænker på dem begge to hver dag.
Min mormor blev student omkring 1920. Det var der ikke mange piger, der blev dengang. Hun ville have haft plads i en bank, men blev i stedet kvinden bag min morfars karriere. I dag tror jeg, hun kunne være blevet bankdirektør.
Både hun og min mor var gode til at fortælle familiens historier. De var humoristiske og havde god stil. Jeg er glad for at have dem med mig hver dag, og da min mand skulle finde en vielsesring til mig, sørgede han for, at det blev en ring, der passede til mine andre ringe. Det, vidste han godt, var vigtigt for mig.”
Vandgrød og O'Boy Kakao
“I min barndom i 1960’erne var der en helt anden madkultur i Danmark end i dag. Jeg er vokset op med en ugentlig grøddag, og vi fik retter som vandgrød, øllebrød med piskefløde, kærnemælkssuppe og stegt lever.
Jeg er vokset op i Charlottenlund, min far var ingeniør, og vi manglede ikke noget økonomisk, men maden var bare sådan dengang. Jeg husker det, som om der skete et skifte i 1970’erne, hvor vi pludselig fik avocado og culottesteg og den slags. Hvis jeg skal nævne en smag, som altid vil minde mig om min barndom, må det være O’Boy Kakao, som vi tog flyvebåden til Sverige for at købe. Det fik jeg altid om eftermiddagen sammen med ristet brød, når jeg kom fra skole.
Min mor gik hjemme, indtil jeg var omkring 10 år, og det passede godt til mit temperament. Jeg var stille og indadvendt og elskede bare at være derhjemme med min mor eller lege med overboens datter.”
Store, brune øjne
“De minder, jeg holder allermest af, er minderne om dengang mine døtre var små. Der er et klip i introen til tv-programmet Den store bagedyst, hvor man ser en lille pige med store, brune øjne, og hun ligner simpelthen sådan min datter Simone, da hun var lille. Det tænker jeg på hver gang.
Babytiden har været den bedste tid i mit liv, og jeg ved da godt med min fornuft, at det også var hårdt, og alt kunne være kaos, men hold kæft, hvor var de søde med hver deres personlige træk og små finurligheder.
Begge mine døtre er for længst flyttet hjemmefra, og jeg nyder at følge dem, men det er stadig hårdt, at de ikke er lige ved siden af mig hver dag.”
Får det hele til at hænge sammen
“Det at have børn er jo en måde at genoplive dine egne minder på. Sådan er det i hvert fald for mig. Da mine døtre var små, tænkte jeg på min barndom, og i løbet af deres ungdom genoplevede jeg min egen ungdom. Sådan tror jeg, at det fortsætter. Det er en sund refleksion, selv om jeg ikke altid kan huske præcist, hvordan tingene var.
Jeg taler tit med mine jævnaldrende veninder om for eksempel alle de børn, der har angst i dag. Hvordan var det før i tiden? Var det bare, fordi man ikke snakkede så meget om det, dengang vi var børn, eller er det blevet værre i dag?
Jeg føler mig lige så tæt knyttet til mine døtre, som jeg selv var til min mor, og alligevel er det noget andet, for jeg har jo gået på arbejde, de har begge gået i børnehave, og de er også mere udadvendte, end jeg er."
De fri 70'ere!
“Jeg gik på Det Fri Gymnasium sidst i 1970’erne. Det var en flippet tid, og alle de andre røg hash. Tænk, at jeg fik lov til at gå der af mine forældre. Men jeg er altid blevet opdraget frit og med meget tillid, og jeg ville gerne ind i det kreative miljø. Selv om jeg også var lidt chokeret over, hvor mange der flippede helt ud.
Jeg syede selv meget af mit tøj. Det var sådan noget med en poncho af lamauld, jeg syede om til en nederdel, en velourjakke, hønsestrik og træskostøvler. Altid i afstemte farver. Jeg elskede den kreativitet, der var i 70’erne – og som forsvandt helt i 80’erne, hvor alle drenge blev klippet korthåret, og tøjet blev lyserødt og meget Jane Fonda. Jeg var mere til patchwork og ølkasser på værelset.”
Med på første yoga-bølge
“Jeg kommer tit til at tænke på min ungdom, når jeg hører, at yoga og vegansk mad er en ny trend. 1970’erne var fyldt med klidbrød og bønnespirer, tahin-krydderi og alt muligt mærkeligt vegetarisk fra Østen, og vi dyrkede også yoga. Og så havde vi utroligt meget kernelæder. Jeg kan huske, at jeg var til Shit og Chanel-koncert i Huset i Magstræde i København med min kernelædertaske over skulderen.
Og nu kommer det måske til at lyde, som om jeg var virkeligt fri og alternativ og oprørsk, men i virkeligheden har jeg altid været en flittig pige, som kom til tiden og altid lavede mine ting. Men jeg kunne godt lide tankegangen og værdierne i tiden og diskussionerne om politik og miljø. Selv om jeg senere er blevet bevidst om, at det værste, du kunne være på Det Fri i 70’erne, var kapitalist, så var det børn af det bedre borgerskab, der gik der. Det kostede jo penge.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 2.
