Trine Appel
“Jeg har været hovedperson i et drama, jeg ikke selv kan se.”© Thomas Dahl

Trine Appel døde, men blev bragt tilbage til livet

For tre år siden fik skuespilleren hjertestop, og her fortæller hun, hvorfor døden har kureret dødsangst hos hende.

11. april 2021 af Louise Thorsted

Trine Appel (48)

  • er gift og mor til Viktor på 24, Ida på 21 og Leo på 13 år, som hun har fra tidligere forhold.
  • er skuespiller, forfatter og instruktør.
  • er aktuel med fantasy romanen Fortidens Port – Ildfuglen 1.

Trine Appel bor i toppen af et vind og skævt hus i København fra 1720’erne, hvor døre og vinduer har forskellige størrelser og hældninger, og trappen skråner let. Et af de huse, hvor man ville ønske, murene kunne tale, for så ville de sikkert kunne fortælle kulørte historier om Nyhavns sømænd og letlevende damer. Og den om en 45-årig kvinde, der udåndede i sin stue på tredje sal. Den kvinde er Trine Appel. Det var i 2017 – i dag sidder hun heldigvis lyslevende over for mig.

“Jeg døde, men blev bragt tilbage. Jeg har været hovedpersonen i et drama, som jeg ikke selv kan se. Men jeg har været utroligt heldig, for man siger, at kun 1 ud af 12 overlever et hjertestop uden for hospitalet.”

Jeg forsvandt

Dødsårsagen var et hjertestop forårsaget af de hjertekramper, Trine Appel fik konstateret for syv år siden, efter hun fik åndenød på en løbetur og oplevede en pressen for brystet, som fik hende til at tænke lungebetændelse.

Da det ikke gik i sig selv, men blev ved med at komme og gå, kontaktede hun sin læge, som lyttede og tog tests, og som til hendes store forundring også lige ville tjekke hendes hjerte. Trine Appel fik kørt en EKG-strimmel, men de kramper, hun har, kan man kun se, når de små blodkar i hjertet ikke kan finde ud af at udvide sig og derfor får hjertet til at krampe af iltmangel. Resten af tiden ser hendes hjerte helt normalt ud. Ikke noget med klapper eller blodpropper.

“Kramperne kom oftere og oftere, og en dag lander jeg hos lægen med både kramper og vejrtrækningsproblemer, og hun ringer efter en ambulance med det samme. Og så lå jeg indlagt i tre-fire dage, hvor de slet ikke kunne finde ud af, hvad det var. Indtil de gav mig noget medicin, der udvidede mine blodkar, og det virkede, og lægerne fandt ud af, at jeg har det, man kalder angina pectoris – hjertekrampe, som i mit tilfælde mest kom tidligt om morgenen, når jeg sov, men med smerter så stærke, at jeg vågnede.”

Det gjorde Trine Appel også 23. november i 2017, hvor hun var oppe ved 4-5-tiden for at tage de morfinpiller, hun havde fået med hjem efter en nylig operation for galdesten, som hun ikke havde. En forkert diagnose baseret på de kramper, som rent faktisk kommer fra hjertet.

“Jeg lagde mig igen, men den her morgen gik smerterne ikke i sig selv igen. Da jeg stod op for at få min lille søn op, havde jeg smerter ved spiserøret, som strålede om i ryggen. Det begyndte at summe ud i mine arme, og jeg havde kvalme. Det var nyt.”

I stuen sidder Trines yngste søn og spiser havregryn, som alle andre morgener. I sengen sidder Trine og kaster op i den sauté-pande, hendes mand har grebet ud efter i farten. Da hun vil rejse sig, besvimer hun i stedet i sin mands arme. Han får lagt hende i aflåst sideleje på sengen, som står midt i deres store stue. I bevægelsen finder en smule ilt frem til Trines hjerne, og hun registrerer, at hendes store søn ringer 112 og siger, at de skal komme hurtigt.

Interview med Trine Appel
Trine Appel døde men kom tilbage til livet. © Thomas Dahl

Væk flere gange

De næste mange timer er hun ikke ved bevidsthed, så hun husker intet, men hun har leget detektiv på, hvad hendes krop var midtpunkt i: Da hun tjekkede ud af sit hylster, tjekkede en masse mænd ind i hjemmet:

“Først kommer der en paramediciner op, som hiver mig ned på gulvet med det samme, og da han konstaterer hjertestop, BING, så vælter det ind med folk, har min mand fortalt. Han stod ude i køkkenet, mens de var fire mand i gang med alt det der stød inde ved mig, men da han hører, at de pludselig siger: ‘Hej Trine!’, er han inde og se, at de har fået min vejrtrækning i gang. Jeg er online igen, men jeg er ikke ved bevidsthed. Nogle dage efter, i den korte fase mellem søvn og vågen, genkalder min krop sig fornemmelsen af at blive hevet op fra en meget, meget dyb drøm, som når nogen vækker dig, men du er meget langt væk. Nærmest flere verdener væk.”

Trine vågner kortvarigt op ude på trappen, da Falckredderne prøver at bugsere hende ned ad trappen på en båre. Hun når lige at sige, at hun har kvalme, så er hun væk igen. At turen går gennem et morgentravlt København for fuld udrykning, ænser hun intet af. På hospitalet er hun vågen igen i få sekunder, hvor de gør klar til at sprøjte kontrastvæske ind i hendes hjerte, for at se om hun har en blodprop. Og igen, da hun hører en stemme oppe ved sit hovedgærde, som siger, at hun har haft hjertestop.

“Jeg tænker: Nå for helvede! Men husker kun korte bevidste øjeblikke, hvor jeg lige registrerer, hvor jeg er. Og så en langsom opvågning på intensiv, hvor jeg overhører min mand og sygeplejersken tale om, at mine farver er blevet meget bedre. I den der drømmetilstand, jeg befinder mig i, synes jeg, det er så underligt, at de snakker om min farve. Jeg havde det, som når man vågner op efter en heftig bedøvelse, og hvis du ikke har prøvet det, så kan det sammenlignes med at have været så fuld, at du har haft et blackout, og der er huller i din hukommelse.”

Alle, der var omkring Trine Appel det døgn, har efterfølgende fortalt, at hun virkede overraskende rolig, da hun vågnede, og at hun på intet tidspunkt gik i panik. Hun husker selv kun én situation, hvor hun blev ked af det, og det var, da hendes mand fortalte hende, at han, mens de ventede på ambulancen, havde lettet på hendes øjenlåg, men det var et zombieøje, der havde kigget tilbage.

“At han skulle stå med mig sådan ... Jeg kan ikke lade være at tænke – hvor fanden var jeg henne?”

Trine Appel
“Jeg kan ikke lade være at tænke – hvor fanden var jeg henne?”© Thomas Dahl

Ud af kroppen – men hvorhen?

Det kan kun Trine Appel selv svare på, og svaret er mere en følelse end et konkret sted.

“Jeg oplevede et kulsort mørke, men det var et smukt mørke, et trygt mørke, hvor jeg ikke var alene. Det føltes som en drøm, men jeg så hverken lys eller mødte slægtninge eller Gud, som vi ser det på film.”

Først for nylig fik hun lagt en afgørende brik i puslespillet om, hvor hun var i de 5-10 minutter, som der står i hendes journal, at hun var død. Hun har hørt og læst andre fortælle om, at de har set sig selv udefra, er fløjet en tur eller har set noget dragende lys.

“Da jeg kom hjem her efter at have ligget på Rigshospitalet i 14 dage, tænkte jeg, at det måske ville blive lidt emotionelt og svært at komme hjem, men det var bare rart.”

Men mens hun gik rundt og indtog sit hjem på ny, var det tydeligt, at en lille krog i en gang bag køkkenet og stuen blev ved med at kræve hendes opmærksomhed.

“Jeg havde en stærk fornemmelse af at have været der, og fornemmelsen var kædet sammen med mit hjertestop. Jeg spurgte min mand, om de havde båret mig derigennem på båren, så jeg ubevidst havde sanset, at jeg var lige der, men nej, de gik gennem køkkenet. Vi snakkede ikke mere om det, før jeg hørte en podcast, hvor de talte om, at man i alle kulturer åbner et vindue, så sjælen kan slippe ud. Min mand og jeg grinede lidt af, om jeg havde været ude i gangen for at prøve at komme ud gennem spjældet i skorstenen, fordi ingen af vinduerne i lejligheden stod åbne.”

Selv om Trine Appel flere gange har fået forklaret, hvor hendes familie befandt sig den morgen, så spurgte hun alligevel sin yngste søn, Leo, igen nogle år senere.

“Min store søn og min mand var inde hos mig i stuen. Leo viste mig én gang til, hvor han havde siddet ved hoveddøren, ‘men så kom de der mænd jo’ … sagde han, og så rykkede han først lidt længere ned ad gangen. Og da de allesammen var i fuld gang med mig, rykkede han helt ned i hjørnet ved skorstenen.

Alle hårene rejste sig på mig, da han sagde det. Jeg er ret overbevist om, at jeg har været ude hos ham! Det giver mening for mig, at jeg har villet trøste ham, og det passer også med min følelse af at være et meget smukt, vægtløs sted, hvor jeg ikke var alene, fordi jeg var hos ham. Det blev vi lidt rørte over begge to, og så har vi jo bevis for, at ‘når jeg dør en dag rigtigt, forhåbentlig først når jeg er gammel, så vil jeg jo være hos dig’, som jeg sagde til ham.”

Trine Appel
Trine Appel har faktisk altid haft en angst for at dø. En angst, hun fysisk prøvede at løbe fra. Men efter hun døde, er den angst helt forsvundet.© Thomas Dahl

Tomrum

Trine Appels livreddere er ikke kun dem, der kom og genoplivede hende den morgen i hendes hjem, eller sygeplejerskerne, der havde en fin fornemmelse for lige at rette lidt på gardinerne på hospitalsstuen, hvis nu hun skulle have brug for at snakke, eller det lille ICD-instrument i hendes bryst, der kan starte hendes hjerte, hvis det skulle sætte ud igen. Et uventet opkald fra Hjerteforeningen landede også på helt rette tidspunkt.

“Tre måneder efter mit hjertestop var folk holdt op med at spørge, hvordan jeg havde det. Og Hjerteforeningen ringede på lige præcis sådan en dag, hvor jeg var lidt nede og lidt ked af det. Bare det, at der var en anden end min nærmeste familie, der spurgte, ‘Hvordan har du det?’ og lyttede, det betød virkelig noget. Det er jo ikke, fordi jeg vil snakke om det hele tiden, men det er rart at blive spurgt, ‘Hvordan går det?’.”

Tremåneders krisen gik i sig selv, men otte-ni måneder efter oplevede Trine Appel endnu en gang følelsen af tomrum.

“Jeg var træt og ked af det og kunne sidde flere dage på sofaen og stirre ud i luften og ikke rigtig have energi til noget. Jeg tror, jeg oplevede en eksistentiel krise og ensomhed, hvor jeg lige stillede spørgsmål ved mit liv og livet generelt, og hvad det skal til for. Sådan nogle af de helt store ting. 

Reaktionen er vist meget normal, for mig kom den bare sent og på et tidspunkt, hvor min krop stadig var lidt fremmed for mig, for den har forandret sig meget på grund af al den medicin, jeg tager. Jeg vejer mere og får vand i kroppen, men når kroppen oplever et traume, så er det jo ikke mærkeligt, at det også gør ondt, og at der kommer nogle stærke følelser. Kroppen kan jo huske! Jeg er stadig ved at flytte ind i min krop, eller jeg er faktisk ved at føle mig godt tilpas i min krop nu – iført støttestrømper og med en bule på min brystkasse.

De store spørgsmål har Trine Appel vendt med en krisepsykolog og vigtigst hospitalspræst Lotte Blicher Mørk. Samtaler, som af og til fortsatte på sms om natten.

“Vi talte om sorg og eksistentiel ensomhed. Om at komme tilbage til livet og hvad så? Og så grinte vi faktisk også en del. Og om natten kunne jeg pludselig forstå nogle af de ting, vi havde talt om. Eller få nye tanker, som gav mig fred.”

Interview med Trine Appel
Trine Appel sætter stor pris på at ride en tur i skoven. Det giver luft og plads til både krop, tanker – og nye opdagelser.© Privat

Noget større 

“Jeg er opvokset uden tro. Jeg er ikke døbt, og jeg er ikke konfirmeret. I min familie var det kun min mormor fra Sønderjylland, som gik i kirke og sang salmer. Min første mands familie er indremissionske, og jeg sad nærmest og var teenage-på tværs, når vi var i kirke, selv om jeg indimellem kunne mærke, at jeg jo godt kunne lide det.”

Først da Trine Appel og hendes eksmand blev skilt, i en “kæmpe forfærdelig skilsmisse”, opdagede hun for alvor værdien af at sætte sig ind og ned i en kirke.

“Til at begynde med var det noget med bare at gå hen og ruske i døren og se, om den var åben. Jeg havde brug for at komme ind i det rum og tage lidt fra mine egne skuldre. Jeg havde brug for at sende noget op, og det var også en måde at føle mig set på. Det var ikke noget med at fralægge mig ansvar, men nogle gange kan man ikke bearbejde alting hele tiden. Jeg gik også i terapi, og det gjorde alt muligt godt, men der var ligesom en tredje dimension ved at gå i kirke og et sted hen til noget, som var større end mig. Et sted, jeg kunne læne mig tilbage og sige: ‘Jeg kan ikke mere, end jeg kan lige nu, men det er godt nok’. Så følte jeg, at jeg fik en energi tilbage, som sagde: ‘Det er fint’.”

Død kurerer jo dødsangt ...

Siden er Trine Appel blevet både døbt og gift i en kirke, og mens hun var indlagt på Rigshospitalet, fandt hun sin hjertepræst.

“Hun har skrevet en ret fantastisk bog, På en måde skal vi dø – fortællinger om livet, hvor hun beskriver og reflekterer over sit arbejde. Den er hård, men også meget smuk. Hendes mission er, at vi ikke bare skal turde tale om døden, vi skal også huske, at vi alle skal dø.”

Død har fyldt en (for) stor del af Trine Appels liv, siden hun som syvårig var ved at drukne, da hun på en koloni sejlede i en båd, som kæntrede.

“Reaktionen kom først nogle år efter som en slags klaustrofobi. Fra jeg var omkring 11 år, tænkte jeg meget over, at jeg skulle dø, og at jeg ikke kunne flygte fra det. Der er mange former for angst, men der er altid noget, der sætter den i gang. For mig var det små rum, en bus eller at skulle sove, for der er du jo på en måde også på vej til at dø, fordi du giver slip. 

For mig blev det tanken om ikke at kunne komme væk. Som barn og ung var min reaktion at løbe, indtil jeg ramte noget. Det var i panik og ikke noget, jeg kunne styre, men når jeg helt fysisk blev stoppet af noget som for eksempel en dør, kunne jeg mærke min krop igen.”

Dødsangsten fulgte hende tæt, også selv om hun gik i terapi og lærte sig at have hovedet under vand og snorkle.

“Jeg kunne stadig knalde ud i mit hoved, når jeg gerne ville væk, men ikke kunne komme det. Den værste gang som voksen var til min debutforestilling i 1997 på Husets Teater, hvor scenen er lille og mørk. De første to scener, jeg spillede, var jeg ude af min krop og sagde bare mine replikker som en mekanisk dukke. Virkeligt ubehageligt, for man vil jo så gerne være til stede. 

Jeg er blevet bedre til at styre min angst med alderen, fordi jeg har arbejdet med det, arbejdet med mig selv. Jeg havde ikke længere brug for en dør til at bremse mig. Efter mit hjertestop er den helt forsvundet. Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg vil sgu gerne blive her meget længere, også end det er muligt, gerne 200 år.”

Pas på hjertet

Hvert år rammes ca. 4.000 mennesker i Danmark af hjertestop uden for landets hospitaler. Kun 8 % overlever. De mange offentligt tilgængelige hjertestartere ser ud til at have en positiv indflydelse på tallet.

Ny taknemmelighed

Trine Appel føler en grundlæggende taknemmelighed, men ikke på den måde, at hun nu er hævet over at blive irriteret på håndværkere, der kommer for sent, og andre, i dette perspektiv, “bagateller”.

“Så meget zen er jeg ikke gået i. Men jeg bliver omvendt ramt på en anden måde, når jeg for eksempel rider i skoven og stopper hesten for at kigge på en lille skovmus, der bare kigger tilbage på os. Så kan der da godt komme sådan en: ‘Ej, hvor er det fantastisk, at jeg får lov til at opleve det her. Hvor er jeg taknemmelig for, at jeg ikke døde’. 

Jeg oplever også momenter af lykke, når jeg har nogle helt særlige øjeblikke med mine børn: Tænk, hvor er jeg heldig, at jeg får lov til at opleve det. Jeg har altid sanset meget, det er ikke fordi, jeg sanser mere nu. Taknemmeligheden er bare ny, for det kunne være stoppet der, men jeg er her endnu, og ej, hvor skal jeg bare nå at få det hele med, inden det for alvor slutter.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. februar 2021. 

Seneste

Måske er du interesseret i...