Billedet er købt til artiklen og forestiller således ikke Tove.
Hvorfor gør du det?
“Da jeg blev sygemeldt med stress for lidt over tre år siden, fik jeg lejlighed til at kigge ind i mig selv og besluttede mig for at prøve noget, jeg brændte for, og som gav mening for mig.”
Hvem er du noget for?
“De hjemløse kvinder, som finder frem til Natherberget i Hvidovre. Kvinder, som ikke har andre steder at gå hen, fordi de ofte er uden et netværk af familie og venner, som kan have dem boende. Få er der kun for en enkelt nat, og nogle bor der over et halvt år.
Kvinderne kommer i alle aldre, fra 18 år og opefter, men har det tilfælles, at et eller andet er gået helt galt i deres liv, og at de nu står i en akut krise. Det kan være voldsramte kvinder, der kommer og overnatter et par nætter, eller kvinder med misbrug, som ikke har kunnet betale huslejen. Her bor også unge piger, som er smidt ud hjemmefra, og kvinder, som faktisk har et sted at bo, men som på grund af deres psykiske tilstand ikke tør være i lejligheden, fordi de hører stemmer.
Som frivillig kender jeg ikke altid den enkeltes historie. Vi har ikke adgang til deres journaler, men bliver selvfølgelig briefet, hvis der er noget, vi skal tage særligt hensyn til.
Ellers er det op til brugerne selv, om de vil betro sig til os. Det er meget rart, fordi det gør os mere ligeværdige. Når jeg mærker, at en af kvinderne begynder at cirkle om mig og tage tilløb til at ville snakke, så gør vi det. Det kan være om kærestesorger eller deres børn, hvis de har nogen. Jeg deler også ud af mit liv og mine erfaringer. Jeg kan godt forsøge at skubbe til de unge, der er gået i stå – foreslå cykelture, lokke dem ud og opleve noget nyt eller til at genoptage en gammel hobby.”
Hvordan fandt du Natherberget?
“Jeg søgte i Hvidovre lokaltelefonbog efter krisecentre. Jeg kendte intet til stedet i forvejen, men tog chancen og ringede. Det var et tilfælde, at det blev udsatte kvinder, jeg valgte at lægge min fritid i. Det vigtigste for mig var, at jeg fik med mennesker at gøre. Efter aftale med forstanderen kom jeg på flere besøg i løbet af en måned. Natherberget er en almindelig fireværelseslejlighed med plads til otte brugere, som bor sammen tre og tre og to. Der er en opholdsstue, en spisestue, et køkken og to bade-værelser. På mange måder minder det om et hjem, og jeg følte ret hurtigt, at jeg var kommet til et sted, hvor jeg hørte til.”
Hvad laver I?
“I løbet af dagtimerne er der uddannet personale til stede, som forsøger at ruste kvinderne psykisk til at komme videre og hjælper dem med at finde en bolig, men også med alle de andre sager, de kan have med kommunen for eksempel om børn og behandling. Om eftermiddagen tager to frivillige over. Vores primære opgaver er ret basale. Vi skal være til stede, men også stå for, at der bliver vasket håndklæder og lavet mad, og at vores få, men faste regler om for eksempel spise- og komme hjem-tider overholdes. Det kan nogle gange minde om at være forældre, men vi er ikke autoriteter på samme måde som det faste personale. Om aftenen og natten afløser to andre frivillige os.”
Hvad giver det dig at hjælpe?
“Det har udviklet mig som person at møde nye mennesker under andre omstændigheder. Det giver mig en tilfredsstillelse, jeg har ledt efter længe. Det lyder måske egoistisk at sige, at jeg har fået det bedre med mig selv af at gøre noget for andre, men gælder det ikke for os alle, at vi bliver gladere af at være med til at gøre en positiv forskel?”
Hvornår er det svært?
“Kvinderne flytter ind og ud, og der er selvfølgelig nogle af dem, der fylder mere i mine tanker end andre. Kvinder, hvor jeg har tænkt: Kan jeg ikke gøre noget ekstra for hende? Den omsorg og empati, det kræver at være frivillig, er også den, der kan få det til at gøre rigtig ondt, når en kvinde forsvinder fra herberget igen. Jeg har ikke holdt kontakten med nogen. Det er en beslutning, jeg har taget én gang for alle, måske for at beskytte mig selv.”
Hvad gør det nemt?
“Når jeg er på vej på vagt, er jeg glad. Vi gør meget for at have det hyggeligt. Vi snakker sammen over maden, ser tv, spiser slik og spiller spil. Er der en, der har købt nye sko, skal de også beundres. Nogle af kvinderne bliver venner, og de går alle sammen meget op i at fejre fødselsdage og komme med en lille gave.”
Hvor stort er dit ansvar?
“Jeg skal møde op mindst to gange om måneden. Er jeg i nærheden, kan jeg godt finde på at stikke hovedet ind og hilse på. Med tiden er jeg kommet tæt på de andre frivillige. En broget skare af unge, studerende og kvinder på min alder og ældre – alle interessante mennesker, som brænder for at gøre noget for andre.”
Hvor længe forbliver du frivillig?
“Jeg arbejder sammen med frivillige, som har været med siden starten for 17 år siden, mens andre har været der kortere tid end mig. Jeg har ingen tanker om at stoppe.”
Ville du gøre det igen?
“Uden tvivl. Hvis det ikke var for herbergets næsten 100 frivillige, eksisterede stedet ikke. Hver eneste kvinde, jeg møder i mit arbejde, minder mig om vigtigheden af at have et tilbud som natherberget. Havde jeg tid, ville jeg bruge mere tid på det.”
Har du et godt råd til andre, som vil hjælpe?
“Du skal være en ansvarsfuld person med mod på at være noget for mennesker i krise. Du skal kunne rumme kvinderne og deres forskelligheder, yde trøst og støtte og samtidig være i stand til at møde dem i øjenhøjde.”
Sådan bliver du -frivillig på Røde Kors’ natherberg
- Du ringer og aftaler et møde med herbergets forstander.
- Du kommer ud til en uformel snak om, hvorfor du vil være frivillig.
- Du kommer med en garvet frivillig på vagt, så du kan mærke, om det er noget for dig.
