Stine Trampe Broch og Lise Mühlhausen
Stine Trampe Broch (55) og Lise Mühlhausen (51). © Trine Bukh

To mødre står frem: Vores børn tog stoffer – og vi anede det ikke

Stine Trampe Broch og Lise Mühlhausen vidste da, at deres sønner ikke tog stoffer. Indtil de fik det modsatte bevist. Sammen med sønnerne Julius og Magnus har de skrevet den bog, de selv manglede, da de stod midt i deres sønners misbrug, overvældet af skyld og skam og andres fordomme

12. januar 2020 af Louise Thorsted

Stine Trampe Broch (55) er gift og mor til Magnus på 23 og Mikkel på 21 år. Hun er grafiker i egen virksomhed.

Lise Mühlhausen (51) er gift og mor til Julius på 27 og Valdemar på 21 år. Og farmor til Rosa på 1 år. Hun er performancetræner og erhvervscoach og uddannet journalist og cand.mag. i psykologi og formidling.

Lise Mühlhausen og Stine Trampe Broch har kendt hinanden, siden deres yngste drenge, som i dag er 21 år, kom i samme gymnasieklasse. Lise og hendes mand, skuespiller Peter Mygind, har aldrig lagt skjul på, at deres ældste søn, Julius, har haft et stofmisbrug, og derfor var Lise en af de første, Stine ringede til, da hendes ældste søn, Magnus, tilstod sit misbrug.

I foråret udkom Lise, Stine, Julius og Magnus’ bog Mit barn tager ikke stoffer – jeg har spurgt... En bog med råd til forældre og børn i samme situation. En bog, der desværre er relevant for mange flere, end vi nok går og tror. 

Og bare lige for at få det på det rene. Deres sønner har ikke levet på banegårde og stukket sig i armen som vores ungdoms skræmmebillede, Christiane F.

Julius røg hash hver dag i to år og eksperimenterede med kokain, amfetamin og ecstasy. Magnus var festmisbruger af blandt andet kokain og ecstasy i to år.

Lise: “Folk forstiller sig måske børn, der ligger på deres værelser og ingenting kan, men det er så langt fra virkeligheden. Jeg har set Julius påvirket én enkelt gang. Både Julius og Magnus var aktive børn, der passede deres skole og sport og spiste hjemme hver aften.

Og det er jo det, der gør det så skræmmende. Men også det, der gør, at du skal starte med at sige til dig selv: ‘Ro på. Det er ikke, fordi dit barn stikker sig i armen!’.

Ikke for at sige, at det, de gør i stedet, ikke er farligt. Men for at citere Julius, der i dag lever af at holde foredrag og rådgive unge med misbrugsproblemer, så: ‘Er alt forbrug et misbrug, når det gælder unge. Deres hjerner kan simpelthen ikke tåle det.'”

Stines historie

Stine var ved at være rigtigt træt af de gentagne og insisterende opkald fra hendes 19-årige søn Magnus’ fodboldtræner, som også er en ven af familien. Træneren var sikker på, at de unge var begyndt at tage stoffer. Stine ville ikke tro det. For Magnus benægtede jo.

Stine: “Vi er en familie på fire, som bor i København. I 2012 søger vores ældste søn Magnus ind på Gammel Hellerup Gymnasium efter folkeskolen, fordi mange af hans fodboldkammerater også skal gå der.

Midt i 2. g bliver han promoter for en natklub. Og det er sejt at blive! Som forældre har vi det lidt svært med, at Magnus også går ud torsdag aften, men vi vil heller ikke udelukke ham fra det sociale, så ofte får de unge lov at varme op til fest hos os, og hans kammerater sover her, så vi kan vække dem fredag morgen og sende dem i skole. 

Men festerne bliver flere og flere, og de kommer senere og senere hjem. På et tidspunkt begynder Magnus’ gamle fodboldtræner og vores ven at ringe til os og sige: ‘Jeg er simpelthen så bekymret for, at de ikke bare drikker, men også tager stoffer’. Vores reaktion er: ‘Det kan ikke være rigtigt!’.

Men efter en privat fest hos en af deres venner, kommer faren hjem og finder et spejl på stuebordet. Det tager han et billede af og ringer til en af forældrene. Jeg taler med Magnus, som forklarer, at han var taget videre til fest i byen og ikke havde været der, da der blev taget kokain.

Det med at skyde skylden på hinanden er åbenbart en klassiker. Vi stoler på Magnus, men hans træner har selvfølgelig plantet en tvivl hos os, så jeg tvinger Magnus til at se DR’s programmer om skuespilleren Søren Vejby. En fantastisk dokumentar om skuespillerens eget misbrug.

Vi viser også Magnus alle de artikler, vi kan finde om, hvor farligt misbrug er. Men han er fuldstændigt ligeglad.”

Tid til test

“Så bliver Magnus student i 2015. For fuld skrue. En lørdag i løbet af efteråret vågner han op og er så tømmermændssyg, at han sidder og ryster. Jeg siger til min mand, Jacob, at det er nu, vi skal prøve at give ham en drugtest, for adfærdsmæssigt har han ændret sig.

Jeg cykler ned på apoteket, men de er udsolgt, så jeg fortsætter til næste apotek. Magnus bliver chokeret, da vi præsenterer den for ham. Han synes, det er grænseoverskridende, at vi giver ham sådan en, og vi kan kun sige, at det også er grænseoverskridende for os.

Men vi er bekymrede og vil lade tvivlen komme ham til gode. Inden han tager testen, erkender han at have taget både ecstasy og kokain om natten.

Testen boner ud på de to stoffer, og den nat havde ikke være vildere end sædvanlig. Vi spørger ham, hvad han vil med sit liv?

Han svarer, at han gerne vil ud af det, og så spørger vi ham: ‘Hvordan kan vi hjælpe dig?’. Han er 19 år på det tidspunkt, det er jo hans eget valg og beslutning. Han siger, at han gerne vil tale med en, der har været der selv, og at han vil testes hver søndag.

Jeg køber 50 test. Og så spørger vi ham hver søndag: ‘Vil du have en test?’. Det skulle være hans valg, det er hans liv. Det er først her, det går op for ham, hvor svært det er at komme ud af, for det er partydrugs for ham og så meget forbundet med byliv.

Da han falder i én gang, er han så ulykkelig, at han slet ikke kan holde sig selv ud. Men han får kæmpet sig ud af det på et par måneder.”

Stines søn tog stoffer
Stine Trampe Broch (55). © Trine Bukh

Lises historie

Lise Mühlhausen har været en sporhund. I sit eget hjem. Efter lang tids mistanke om, at hendes dengang 16-årige søn Julius ryger hash, har hun brug for at finde beviser. Det er hun ikke stolt af.

Lise: “Vi bor her i Charlottenlund med vores to drenge, Julius og Valdemar, som er seks år yngre. De har haft et ret sorgløst liv med de almindelige konflikter, man nu har.

Julius har altid været et ekstremt udadvendt, glad og meget socialt barn, og vi har også totalt åbent hus under mottoet: Hellere 15 børn i huset end to børn på gaden. 

I 2006, da Julius er 14 år, bliver han overfaldet to gange ved højlys dag – fuldstændigt umotiveret af nogen, som ikke kender ham. Jeg oplever, at han skifter karakter efter det. Fra at være en udadvendt, popsmart dreng, bliver han kronraget og går med hættetrøjer. 

Han skifter sin omgangskreds ud og bliver mere og mere indadvendt. Men hvad er en teenagedreng i fuldt flor, og hvad er en reaktion på at blive banket ned helt umotiveret?

Men da han og en kammerat kommer hjem småsløve og med røde øjne en søndag eftermiddag, flyver det ud af munden på mig: ‘I har røget hash!’. De siger, de har siddet i en biograf i tre timer.”

SSP og psykolog

“Der begynder vores mistanke, og jeg gør det, man ikke må. Jeg begynder at gå i hans ting. Til sidst finder jeg en klump hash, og jeg fyrer alt fra tilbud til pres og tvang ud af mig. Julius reagerer helt roligt og siger, at det er noget, han gør en sjælden gang imellem til fester, og at han bestemt ikke har noget problem.

Der går et lille års tid fra vores konfrontation, til hans far, Peter, møder en SSP-medarbejder (Skole, Socialforvaltning og Politi), som vi siger til Julius, at han skal tale med. Det er først her, at Julius fortæller os, at han ryger hash hver dag.

Den ene samtale med SSP-medarbejderen bliver til flere, og Julius begynder også hos en psykolog.

Efter endnu et år ryger han ikke længere. Han har fået diagnosen ADD, er begyndt på hf, har fået nye venner og har udskiftet stofferne med træning. Julius taler meget om, at hans lykkefølelse er blevet ødelagt, for når hjernen bliver vant til at få kunstig dopamin fra stofferne, så bliver den dårligere til selv at producere lykkestofferne. Dem må Julius i dag gøre en indsats for at få gang i, blandt andet ved at træne.”

Lise Mühlhausen (51)
Lise Mühlhausen (51). © Trine Bukh

Hvad var det sværeste, da først I fik mistanke til jeres sønner?

Stine: “Det var virkeligt forfærdeligt, at vi ikke længere kunne nå Magnus. Den der tæthed, jeg havde haft til mit barn, var pludselig en tæthed med plade foran.”

Lise: “Selv om det er mere end 10 år siden, så husker jeg det stadig som en forfærdelig tid, hvor jeg var dybt, dybt, dybt bekymret.

Det er jo forfærdeligt, når du som forælder opdager, at dit barn ikke har det godt, men at du ikke kan hjælpe det. Det hårdeste i det her er jo, at vi forældre ikke kan få dem ud af det. Vi kan line up og være der og støtte og heppe, men det er først, når de selv vil, at der sker noget. Og det er vigtigt at blive ved, til timingen viser sig at være rigtig.”

Stine: “Jeg var bange for stofferne. Jeg har aldrig selv prøvet at tage dem, men alt, hvad der har med stoffer og bander at gøre, er afskyeligt, betændt og grimt. Og så er der bekymringen om, hvad der sker med deres hjerne? Kan de komme til skade? Er de slet ikke selv klar over, hvor farligt det er? Der er jo folk, der dør af det her, for pokker! Det kan være én forkert bane, de tager, og bum, så er de færdige.”

Hvad gjorde I for at få dem til at forstå alvoren?

Lise: “Vi præsenterede Julius for alt, vi kunne finde af fakta, og diskede op med tilbud om psykolog og coach. Vi prøvede alt fra pres til tvang. Og ja, du bliver nødt til at eksperimentere, men du skal gøre det i kærlighed og som et tilbud. Du skal vise overskud. 

Og hvis du hører dig selv trække ‘mor er skuffet’-kortet, er det på tide, at du får hjælp hos veninder, venner, din ægtefælle eller en professionel. Du må ikke blive et offer over for dit barn. Men den er svær.”

Stine: “Både Lise og jeg og vores mænd har alle sammen sagt nogle dumme ting til vores børn og gjort alle de forkerte ting. Det gør du i afmagt, fordi du er bange, dybt bekymret og ikke kan nå dit barn.”

Lise: “Du ender med at stå og råbe til dem, fordi det føles, som om de er inden i en boble.”

Stine: “Det dur heller ikke at bombardere de unge med spørgsmål, for så bliver det hurtigt et forhør. Det har altid været vigtigt for os at sige til vores børn: ‘I kan ringe 24/7. Vi kommer og henter og bringer. Der er altid en livline og åbning hjemme hos os. Også hvis det er en ven’. Vi har vist dem den tillid, at hvis de ringer, så kommer vi.”

Lise: “Og med tillid kommer den rette timing også lige pludselig. Det er også derfor, Peter altid har sagt, at han gerne vil hente og bringe, for det er der i bilen om natten, at du kan få sandheden. Flere har sagt til mig: ‘Er det ikke alt for vattet bare altid at troppe op?’. Men det kommer jo an på, hvad du vil opnå!”

Stine: “Vi var ekstremt heldige med vores timing. Jeg kan ikke anbefale at hive en drugtest frem, første gang du får mistanken, for så ender du med at miste din unges tillid. Du skal hele tiden afveje, hvornår og hvordan du spørger, hvordan de har det.

Og når I endelig snakker, så skal du holde den hos dig selv. Når vi siger: ‘Jeg er bekymret for dig’ til vores unger, så tror jeg, at det planter sig nede i maven på dem.

I begge vores familier har vi altid fortalt vores børn, at de kan fortælle os hvad som helst, de skal nok blive hjulpet. Og jeg tror på, at får de fat i de værdier nede i maven igen, så vil de tænke, at det, de har gang i, ikke er særligt godt.”

Lise og Stine
Lise og Stines erfaring er, at du skal holde den hos dig selv, når du snakker med dit barn om misbruget. © Trine Bukh

Hvordan havde I det, da de indrømmede deres misbrug?

Stine: “Jeg var sindssygt lettet. Det var en frygtelig afmagt ikke at kunne komme ind til Magnus, men nu var der noget konstruktivt, vi kunne gøre.”

Lise: “Der er en afmægtighed i forhold til sorgen og skyld og skam, men en lettelse i: ‘Okay, så må vi tage arbejdshandskerne på’.”

Stine: “Mistanke og mangel på tillid til sit barn er hårdt at gå med. Vi følte et decideret tillidsbrud, og Magnus brød fuldstændigt sammen. Han havde det så dårligt over at have løjet for os i to år. 

Han var skuffet over, at han havde skuffet os. Men i det sekund han rakte ud til os og sagde: ‘Jeg vil gerne ud af det, og I må gerne hjælpe mig’, var tilliden der jo igen. Vi blev aldrig nogensinde sure på ham. Det havde vi besluttet os for, at vi ikke ville blive. Vi kunne bare kramme ham og sige: ‘Kom her, nu skal vi nok hjælpe dig’.”

Lise: “En af de væsentligste pointer for mig er, at det godt kan være, at de opfører sig skidt over for os, men det er, når de er allermindst elskværdige, at de har allermest brug for at blive elsket.

De holder ikke op med at elske os. De holder op med at elske sig selv, for de bryder sig jo ikke om sig selv i det her, som bare er ekstra vand på deres opfattelse af sig selv som en idiot. De gør alt for at beskytte sig selv og os, de gør det ikke for at være lede ved os. Så jeg har ikke følt mig svigtet af Julius.”

Hvad oplevede I som afgørende for, at jeres sønner kom ud af deres misbrug?

Stine: “Jeg er taknemmelig for, at Magnus’ fodboldtræner plantede en mistanke i os. Og så har Julius reddet Magnus’ liv. Julius kan noget. Magnus beskriver det som at møde sin bedste gamle ven, selv om de aldrig havde mødt hinanden, før vi satte et møde op. Julius sagde til Magnus: ‘Det her kan du sagtens komme ud af’.

Han gav ham troen på det, og i modsætning til os vidste Julius jo nøjagtigt, hvad Magnus var i. Magnus fik Julius’ nummer, og han måtte ringe til ham 24/7, hvis han var ved at falde i. Han gjorde det vist aldrig, men bare at få den sikkerhedsventil gjorde en forskel.”

Lise: “Det er også at forstå det, der ligger bag misbruget, for det er sjældent én ting, der trigger det. Julius røg ind i en gruppe af unge lidt ældre end ham, hvor joints var en del af fællesskabet. Det er svært at sige nej til i en tid, hvor du i forvejen er skrøbelig og føler dig ensom og ikke lige så dygtig, lige så smuk og lige så populær som de andre.

Der skal desværre også mange forskellige faktorer til at få dem ud af det igen. Selvindsigt hjælper dem til at forstå, hvad stofferne giver dem, og hvad det kan betyde på sigt, og hvad de kan gøre i stedet. Og det kan måske hjælpe dem til at danne nye relationer og komme væk fra de personer og de miljøer, de ellers har taget stofferne i.”

Stine: “Jeg tror, Magnus lod os hjælpe ham, fordi han aldrig har fået skældud, når han har bedt om hjælp. Som Julius siger til sine foredrag: ‘Man må ikke slippe de her børn. Heller ikke når de er 17, 18, 19 eller 20 år. Bliv ved at spørge ind til, hvem var du sammen med i går, hvad lavede I? Bliv ved at interessere dig, tilbyd at køre dem, forbliv en del af deres liv’.”

Hvem rakte I selv ud til i processen?

Stine: “Jeg ringede til en misbrugsportal for at få råd, men de sagde: ‘Der er kun én ting at gøre, og det er at smide ham ud i en fart'. Okay. Så rækker mit barn endelig hånden ud for at få hjælp, og så får vi det her råd! Det var jeg virkeligt chokeret over, så jeg ringede til et andet sted og fik samme svar. 

Og så rodede jeg ellers rundt på nettet. Og fordi jeg var sårbar, var det meget voldsomt, det, jeg fandt. Folk, som skal have kokain hver dag, og som tager dine ting og smykker for at få råd til det. Der er vi ovre i en helt anden boldgade.”

Lise: “Peter ringende til læge og misbrugsekspert Henrik Rindom lige med det samme. Han sagde, at der bare ikke er noget quickfix.

Vi prøvede også at tage det op ovre i skolen med opbakning fra læreren, men fra de andre forældre oplevede vi bare en total udskamning og holdningen: Aj! Det gør vores børn altså ikke. Det er et problem, I har, det må I deale med.”

Stine: “Man taler faktisk om stoffer i folkeskolen, men du kan bare slet ikke rumme at høre om hash og kokain, når du sidder som forældre til et barn i 9. klasse og egentlig bare skal tage stilling til, om der skal være øl til en fest eller ej.

Vi bør også tale om hash i folkeskolen, for det er der, det starter. Og når først de begynder i gymnasiet, er du med til ét forældremøde og så ikke mere. Gymnasiet har ingen kontakt til forældrene.”

Lise Mühlhausen og Stine Trampe Broch
Det er sjældent én ting, der trigger misbruget. Så det handler om at forstå, hvad der ligger bag. © Trine Bukh

Føler I ansvar for, at de røg ud i et misbrug?

Lise: “Er du sindssyg, jeg har grublet og gravet! Også for at finde ud af, hvorfor Julius havde så lavt selvværd, at han kompenserede for det med hash. Heldigvis har Peter hele tiden sagt: ‘Er du klar over, hvor meget vi har været der! Og ikke har haft fokus på, at de skulle være dygtige og have høje karakterer, men har støttet dem og bakket dem op og elsket dem lige meget hvad’. Peter har en helt anden tillid til, at vi har gjort, hvad vi kunne.

Vi har været rigtigt meget hjemme og rigtigt meget sammen med vores børn. Og selvfølgelig har vi da helt sikkert gjort noget galt, jeg kan da godt komme i tanke om et par ting, men det er jo ikke årsagen til, at de gør det. Det er summen af mange små ting.”

Stine: “Jeg tror, der er nogen, der tænker: Stine og Jacob er selv sådan nogle festaber, så selvfølgelig tager Magnus stoffer, men det er jo ikke lig med omsorgssvigt at være meget sociale.

Vi har da tænkt: Har han haft for frie rammer, har vi været for ustrenge? Haft for få regler. Skulle vi have sagt, at han skulle komme tidligere hjem? Skulle vi have tjekket ham? Er der noget, vi har overset. Har han haft det dårligt eller været ked af det? Og i forhold til vores venner har vi tænkt: Gad vide, om de tænker, hvad vi er for nogle forældre? Vi har en søn, der tager kokain!

Det er, som om folk gerne vil finde en årsag, så det ikke sker for dem, hvis bare de ikke ligner os. Men med den viden, jeg har i dag, tror jeg ikke, Magnus’ misbrug har anden årsag, end at det var en del af bylivet, en del af at være sej og med på beatet.”

Lise: “Og et skud selvtillid i forhold til de helt grundlæggende udfordringer, du har som ung. Hvor du gerne vil føle dig som den lækreste, fedeste type i byen.”

Stine: “Det er jo ligesom, når vi drikker. Så får vi også mere selvtillid, skuldrene ryger ned og brystet frem. Sådan får de det gange 10 med kokainen. De bliver helt flyvende.”

Hvorfor har I trodset al skam og skrevet den her bog?

Stine: “Vi ledte selv efter den her bog. En, som kunne forklare, hvad der sker i de unges liv. Vi håber, bogen kan være en start og et værktøj til at tale med dit barn om din bekymring. Men også til at få en dialog med dine venner og din mand, som måske ikke forstår eller ser det samme som dig. 

Stoffer fylder meget i vores unges liv i dag, men det er der ikke mange forældre, der tør tale højt om, men jo mere vi taler om det, jo bedre.”

Lise: “Når vi holder foredrag med drengene, bliver de nærmest udspurgt af de fremmødte forældre om det, der for dem er en lukket verden. Julius og Magnus og bogen kan give et lille indblik i, hvorfor de unge tager stoffer. Det er jo ikke, fordi de er dumme eller vil os det ondt eller bare vil bryde regler.”

Og her i interviewet træder Julius, Lises ældste søn, som jo selv har været der, og nu hjælper unge mellem 15 og 30 år, der er der, ind i stuen. Som var han hidkaldt.

De unge, der kommer til dig, Julius, har de noget til fælles?

Julius: “De har alle sammen de samme problemer! Ensomhed. At de ikke føler sig gode nok. Forventningspres. Og det prøver de så at flygte fra. Stofferne er én måde. 

Vi havde ikke forudset, at så mange unge ville tage godt imod bogen, men der er mange, der skriver til mig og Magnus, at de kan spejle sig i de følelser, vi har været igennem. Også selv om de ikke har taget stoffer.”

Lise: “Det er bare blevet meget naturligt og almindeligt at tage stoffer, men i stedet for at gå efter stofferne vil vi gerne flytte fokus over på, at det handler om noget andet for vores unger. 

Det handler ikke kun om stoffer, men om, hvad det giver dem. Hvad kan vi gøre for at støtte vores unge meget mere? I dag måler forældre også deres succes på, hvor godt det går deres børn, og det gør, at det bliver et endnu større tabu, hvis det går skidt for dem, for så har jeg ikke været god nok. Jeg har ikke præsteret som mor.

Lad os se på, hvad vi kan gøre for at styrke vores børns robusthed, for alle er skrøbelige, når de er unge. Og lad os gøre det sammen, for det er ikke et individuelt problem, men et fælles samfundsproblem. Vi bliver nødt til at tage vores fællesskaber alvorligt. Vi oplevede tabuet, og det er derfor, vi nu råber så højt.”

Stine: “Vi vil meget gerne have, at flere autoriteter anerkender, at der er reelle problemer. Allerhøjest ønsker vi, at gymnasierne vil begynde at melde ud til forældrene: At, ja, vi har elever, der har problemer med stoffer, men vi gør faktisk noget ved det.

Det kunne være at invitere Drugrebels eller os ud på gymnasiet eller bruge bogen til undervisning. Jeg var sammen med en i går, som sælger skirejser til gymnasieelever. De havde kontaktet politiet og spurgt, om ikke de ville komme ned med en narkohund, når de har pakket bussen med afgang fra gymnasiet.

For de unge har åbenbart masser af stoffer med på skiferie. De putter det alt sammen i en taske uden navn på. Så bliver bussen stoppet, så er der ikke nogen, der kender til tasken. Det vidste han godt, og derfor ringede han til politiet. Også for at vise forældrene og de unge: Det er ulovligt, det vil vi ikke have. Men det kan politiet åbenbart ikke, så det har ikke nogen konsekvens for de unge.”

Lise: “Desværre er det er ikke sådan, at du putter penge ind i en automat og trækker bogen og propper den op i røven på dit barn, og så bliver alt godt. Sådan er livet bare ikke.

At erkende, at dit barn tager stoffer, er en proces, som griber ind i dit eget liv, i din egen selvopfattelse og i dit værd som forælder og i, hvordan du ser på dit barn.

Det lyder måske hårdt, men det er lettere, hvis du kan spejle dig i andres tanker og følelser. Så du må gerne kigge ind i vores liv. Måske kan du genkende dig selv og sige: ‘Gud, det er sådan, jeg har det’. Og forstå: Du er ikke den eneste, der har det sådan.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. oktober 2019.

Seneste

Måske er du interesseret i...