Tina Müller (42)
- er single og har ingen børn.
- er tv-vært og reporter på DR, hvor hun har været siden 2014 og har stået for dækningen af de største nationale og internationale sportsbegivenheder. De seneste måneder har du også kunnet se hende på DR Nyhedernes morgenflade og i Aftenshowet. I 2017 var hun vært på Madmagasinet. Hun har tidligere været ansat på Viasat Sport, på TV 2 Sport, som hun var med til at starte op, og på TV 3 Sport.
- Hun har en bachelorgrad i dansk fra Københavns Universitet. Og som ung blev hun flerdobbelt sjællandsmester i fodbold med Ringsted IF.
- er den nye og den første kvindelige vært på DR-klassikeren Hammerslag.
Hvis du er vild med sport, kender du hende helt sikkert allerede. Tina Müller, som de seneste 14 år har hævet kønsfordelingen på sportsprogrammer på både DR, TV 2, TV 3 og Viasat Sport.
Er du mere til mad, husker du hende i sprudlende makkerskab med Adam Aamann i DR’s Madmagasinet. Og er du bare typen, som falder over sjove tv-fraklip på Youtube, så er hun muligvis også dukket op spruttende af grin i selskab med overlæger og skadede sportsstjerner.
Lidt af en teaser, ikke? Nu kan du også opleve hende som den nye vært i DR-klassikeren Hammerslag. Den kun fjerde vært i rækken til trods for tv-programmets 26 år på skærmen. Og så er det da oplagt at lave en Hammerslag-intro. Så:
Hvis du var et hus, hvordan ville din tilstandsrapport så lyde?
“Et kæmpe lokum!” griner Tina Müller. Og refererer til sin høje højde. “Nej, jeg tror, jeg ville have nogle K2’ere hist og pist. Jeg har efterhånden nogle småskavanker, som jeg skal lære at leve med og acceptere. En menisk, der er røget. Ryggen, der knager og knirker, og så det med, at jeg kan ikke kan løbe 10 kilometer, når det passer mig.”
Hvad er absolut herlighedsværdi for dig?
“At være tæt på naturen. Derfor bor jeg heller ikke i centrum af København, men lidt væk fra det hele, hvor jeg hurtigt kan komme ud. Det er vigtigt, når jeg skal finde mig selv, for med alderen har jeg fundet ud af, at jeg nok er lidt introvert.
Jeg er enormt udadvendt, når jeg er på arbejde, det skal jeg jo være, men når jeg kommer hjem, så har jeg brug for roen i naturen, så jeg kan komme ud og mærke mig selv. BUM, der var jeg, her er jeg!
Det giver mig energien til at være udadvendt og til min hektiske hverdag, hvor der bliver krævet meget af mig, og hvor jeg skal præstere. Jeg har brug for at kunne trække stikket mentalt og bare vide, her er min base, det er her, jeg er, og her, jeg finder mig selv.”

Hvis vi ikke taler fast ejendom, hvad er så den bedste investering, du har foretaget?
“Min investering i mine veninder, for de er i den grad også min base, og mange af dem er det, jeg ville kalde familie. Uden dem ville jeg slet ikke have et hus. Jeg ville ikke kunne stå. Det er dem, jeg sparrer med, dem, jeg deler alverdens tanker, problemer, udfordringer og glæder med.
Jeg har veninder, som dækker mig ind på forskellige områder. Jeg har en veninde, som er enormt nærværende i sin måde at være på, og som jeg kan tale med om, hvordan jeg har det i maven og i hovedet, og om, hvad er det for nogle følelser, jeg render rundt med.
Så har jeg for eksempel en anden veninde, som jeg er meget aktiv med. Vi løber og cykler og hygger.
Det er fantastisk at have både dem, der går helt tilbage, og nogle nyere. Venskaber er lidt ligesom en rulletrappe, som der hele tiden er nogle, der stiger af og hopper på. Jeg tror på, at i takt med at vi udvikler os, støder vi ind i mennesker, som er der, fordi vi har brug for dem lige der.
Jeg tror på, at når der bliver plantet en ny person i mit liv, så er det, fordi vi skal give hinanden noget, som har en værdi.”
Hvordan får man nye venner? Man spørger jo ikke...
“... skal vi lege!?” Hun griner igen, så jeg næsten sidder og ønsker, hun vil spørge mig, om vi skal lege.
“Jeg stoler på den kemi, jeg fornemmer. På, at den går begge veje, og ellers så må vedkommende afvise mig eller sige nej til, at vi mødes. Jeg synes egentlig, det er ret nemt at få nye bekendtskaber og et bredere netværk, fordi vi jo tit spejler os i andre med samme interesser.
Jeg har haft nemt ved at skabe nye bånd, men jeg har også behov for det. Jeg har ikke en særligt stor familie og finder styrke i at have stærke venskaber.”

Aldrig sat i bås
Tina Müller er bevidst om at pleje sin investering, veninderne, venskaberne. Selv når hun rejser med sit arbejde, sender hun beskeder for lige at række ud, og hun husker veninders børns fødselsdage. For som hun siger:
“Selv om jeg ikke kan være der fysisk, så kan jeg stadig være nærværende mentalt, og jeg tænker over, hvordan kan jeg være der for dig, uden at være der?”
De næste par måneder går rejserne mest rundt i det danske land for at kigge på boliger som ny vært i Hammerslag. Selv om hun lige skulle overveje jobbet, inden hun sagde ja, så glæder hun sig og spår, at vi kommer til at se mere af den person, hun også er privat.
“Jeg er heldigvis aldrig blevet sat i en eller anden bås med, at jeg kun kan lave sport. DR har haft tillid til mit håndværk. Det holder mig til ilden. Og i det her format har jeg mere tid og mere plads til at være mig.”
Solgt!
“For mig er der en ydmyghed over at få lov til at forsøge at bære så stort et tv-program som Hammerslag. Da de spurgte, om jeg havde lyst til at komme til casting, var jeg lidt overrasket:
Mig og Hammerslag? Så tog jeg til casting og gennemgik et helt hus, og der kunne jeg bare mærke, at det var en fest og skidesjovt. Der er et konkurrenceelement i det og en stor del nysgerrighed og inspiration. Det er noget, vi alle kan forholde os til.”
Er der ting, du siger nej til?
“Av! Ømt punkt, du rammer der, for det er nok den øvelse, der er sværest for mig. Jeg tror, samtlige MUS-samtaler med min chef har handlet om det. Og det er ham, der bringer det op.
Inden for de seneste år er jeg blevet mere opmærksom på også at huske at sige fra, selv om jeg synes, det er svært, fordi jeg elsker alle mine opgaver.
Mit arbejde er jo et rent slaraffenland, jeg er drevet af udfordringer og af at møde mange mennesker og opleve meget, og det er jo det, jeg skal. Jeg har nok mest dårlig samvittighed over, at jeg nogle gange løber så stærkt, at jeg glemmer at nyde det.”
Når hun går ind i en opgave, er det med ambitionen om at løse den til “UG med kryds og slange”, sætte hak og rykke videre til næste opgave.
Hun vil gerne blive bedre til at stoppe op, trække sig ind i sig selv og mærke efter, hvad der gik godt, hvad der gik skidt, og hvad hun kan tage med sig videre. Og så skal motoren også lige hvile en gang imellem.

Hvad kører din motor egentlig på?
“Det er vel egentlig det med at præstere. Jeg tror, det stammer helt tilbage fra min barndom, hvor nærmest uanset hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok for min stedfar. Det var enormt hårdt at være i som barn, men jeg har prøvet at bearbejde det og sige: ‘Nej, det er ikke optimalt at opdrage et barn til aldrig nogensinde at føle sig god nok’. Men det har også skabt et drive, som jeg prøver at bruge positivt.
Jeg har fået den bagage med, at jeg har en evig sult efter at blive bedre. Jeg drives af at performe, blive bedre og være den bedste udgave af mig selv. Ingen skal komme og sige, at jeg ikke har gjort det godt nok. Jeg har knoklet fra bunden og op, og det kan jeg sgu godt være stolt af. Faktisk!”
Fornemmelser for mennesker
Noget, Tina Müller også kan være stolt af, er måden, hun møder mennesker på, på skærmen. Det er altid med nysgerrighed, hun spørger ind til det menneske, hun står eller sidder over for, når hun tager dem i hånden for at skabe en tryg stemning. Og så sætter hun en stor faglig og personlig ære i at være et ordentligt menneske.
“Det med at have fornemmelser for mennesker og hurtigt kunne afkode og reagere på, om den person, jeg står over for, er nervøs, sur eller vred, det lærte jeg også som barn. Det kommer helt klart af, at jeg altid har skullet mærke, hvordan stemningen i mit barndomshjem var.
Når jeg kom hjem fra fodbold, skulle jeg lige finde ud af, om mine forældre havde været oppe og skændes. Var min stedfar hjemme, var han sur? Jeg er vel egentlig det, man kalder et antennebarn. Jeg har i en ret tidlig alder skullet fornemme stemninger.
Det er ikke særligt rart at vokse op i, men som voksen er den bagage blevet værktøjer, som jeg kan bruge til at fornemme, hvad er det for et rum, jeg træder ind i, og hvordan jeg skal agere i det rum.”
Hun har sin barndom iført listesko til fælles med sin fire år ældre storebror. En opvækst, hvor deres mor brugte meget energi på at indprente dem vigtigheden af at få en uddannelse.
“Min kære mor fik aldrig selv en uddannelse og kunne godt se, hvilken situation det satte hende i. Økonomien satte grænser for hende og hendes selvstændighed. Både min bror og jeg endte med at bryde vores families mønster og har i dag høje uddannelser. Nogle gange følger man sine forældre, og andre gange gør man det stik modsatte.”
Der er gået sport i...
“At jeg skal huske at nyde mit liv. Jeg har været vant til at jagte hele tiden. Jagte at blive bedre, jagte at få ros og anerkendelse. Men den brønd bliver aldrig fuld, så nu er der gået sport i, at jeg skal huske at stoppe op og nyde det, jeg er i. Nyde, hvor privilegeret jeg er. Der er kommet mere ro på med alderen. Nu accepterer jeg mere mig og det, jeg er i.”

En drøm om uafhængighed
Allerede som barn satte hun sig det mål, at hun ville tjene 30.000 kroner om måneden. Det var det beløb, hun forestillede sig, der skulle til, for at hun kunne klare sig selv, uanset om hun fik børn eller ej.
Hun ville aldrig nogensinde være afhængig af nogen, hverken instanser eller mænd, og stor var dagen, da hun skrev under på en kontrakt på det magiske beløb i 2007 med TV 2 Sport.
“Jeg var skideligeglad med pension og tillæg, jeg skulle bare have en kontrakt, hvor der stod 30.000 kroner sort på hvidt, for så var jeg kommet i mål og vidste, at det nok skulle gå. Det gav tryghed.”
At tabe...
“Er det værste, jeg ved. Jeg kan huske engang på en efterskole, hvor vi sad og spillede Risk, og jeg kunne se, at det her, det kommer jeg til at tabe. Så tog jeg bare brættet og klappede det sammen og skred. Jeg har meget temperament, når det gælder sport og spil, og derfor er jeg en røvdårlig taber.”
Tryghedslommer
Små lommer af tryghed og frirum fandt hun som barn i sine fritidsaktiviteter uden for hjemmet. Til svømning, badminton og fodbold, og senere på idrætsefterskole og -højskole.
“Her kunne jeg bare være mig og dyrke al den begejstring og glæde, nedture og opture og fællesskab, som sport står for, og som stadig giver mig kuldegysninger. Der er simpelthen så mange følelser i sport, og det er der også for mig. Sport var og er blevet en indgroet del af mig og mit liv. Tænk at have et job, hvor det er min primære opgave at se sport og arbejde med sportsfolk!”
Mange af Tina Müllers kollegaer er mænd, og når hun kigger på sit arbejdsliv, har hun altid følt sig villet og hjulpet. Ikke mindst af de få nøje udvalgte, som hun rækker ud til, når hun har brug for et godt råd eller en stærk skulder.
“Mit arbejde er en vigtig del af min identitet. Og eftersom jeg, som de fleste andre, bruger de fleste og bedste timer af min dag på arbejde, så skal det være et, der gør mig glad, men også et sted, jeg føler mig tryg og tilpas ved både at grine og græde.
Ikke mindst som vært skal jeg være stærk i mig selv, men ingen går jo gennem livet uden at være sårbar. Det har taget mig tid at lære at have så meget tillid til en kollega, at jeg også tør være sårbar, men jeg har jo opdaget, at det gavner mig og skaber balance. Det gør mig faktisk stærkere at være sårbar. Det giver mig noget at turde sænke paraderne og vise, at jeg også kan være usikker, for det kan jeg.”

Usikkerhed
Noget af det, hun har været meget usikker på, er, hvor vigtigt det er for hende at få børn.
“Min biologiske far forlod os, da jeg var seks måneder. Jeg kendte intet til ham i hele min barndom, og det skabte en masse tanker oppe i mit lille hoved om, hvorfor han ikke ville os. Og så havde jeg en stedfar, som jeg aldrig følte, vi kunne gøre det godt nok for. Jeg har dårlig erfaring med faderfigurer, og det har jeg taget med mig.
Jeg skal være tryg, før jeg åbner op og tør kaste mig ud i et forhold, for hele hele min historik og lærdom ligger i, at jeg ikke har været god nok for de mænd, der har været i mit liv, så hvorfor skulle jeg være det nu?
Jeg ville for alt i verden gerne have haft børn, men jeg har ikke været i et forhold, hvor vi nåede dertil. Mine forestillinger om at skulle have børn var noget med ren og skær kærlighed til en mand, at vi kunne skabe noget sammen, være noget sammen.
Jeg er fuldt ud bevidst om, at det er og bliver en kæmpesorg resten af mit liv, men jeg vil ikke have et barn alene, for jeg ved, hvor stor en sorg det har været for mig ikke at kende til min rigtige far.
Respekt til de stærke kvinder, der vælger at få et barn alene! Det kræver dælme nosser – ja, det gør det så også...”
Jeg drømmer om at få en guldmedajle...
“Af min bror. Og for at være den bedste lillesøster. Man håber jo på gensidig kærlighed, og den ved jeg også godt er der. Han er den vigtigste i mit liv, han er den træstamme, jeg læner mig op ad, og derfor ville det at få en guldmedalje af ham betyde allermest for mig.”
Den vigtigste mand
Den vigtigste mand i Tina Müllers liv er hendes storebror, Per. Det er hans børn, hun kan være noget for, og ham, hun deler sin barndom med.
Er I enige om oplevelsen af jeres barndom?
“Ja, vi er fuldstændigt på bølgelængde, og det, tror jeg også, er det, der har gjort os så tætte, særligt efter at vi er blevet voksne. Vi har kunnet læne os op ad hinanden. Vi har fået vendt og drejet vores barndomsminder, hvordan vi husker tingene. Det har været en kæmpe del af min udvikling, at jeg har haft ham at snakke med.
Om, hvad var det for nogle følelser og oplevelser, vi havde, hvad det gjorde og gør ved os, og hvad kan vi gøre ved dem.”
Brug for afklaring
En af de ting, de to søskende har talt meget om, var, om de skulle tage kontakt til deres biologiske far. Tiden skulle være den rette, og det var den først for fire år siden.
“Jeg var nysgerrig på, hvem han er, og hvad han står for, og havde brug for afklaring på, hvad jeg kommer fra. Men vi er jo ikke vokset op med ham, og vi ligner ham ikke menneskeligt i forhold til værdier. Men da jeg mødte ham, var det jo tydeligt, at jeg ikke kan spejle mig i ham eller genkende noget. Han har jo ikke opdraget mig, han har ikke lært mig noget, vi har aldrig lavet noget sammen.
Han har i det hele taget ikke dannet mig som menneske, og jeg fandt måske virkelig der ud af, hvor meget arv og miljø betyder. Min biologiske far er i bund og grund et fremmed menneske, som jeg dog gerne vil lære at kende, og derfor har vi også stadig kontakt.
Jeg vil ikke sige, der faldt noget på plads, men det er en rar følelse at have mødt ham og finde ud af, hvad hans historie er, kende hans baggrund og vide, hvorfor han traf de valg, han gjorde, da jeg var seks måneder. Det har været givende at blive klogere på ham, på hans valg og på hans historie.”

Hjemme i sig selv
“At være nu!” Det står der med blæk på Tina Müllers højre arm. En tatovering, hun fik lavet for nogle år siden. Hjemme har hun en stor tavle, hvor hun skriver andre sætninger, som minder hende om at være i nuet: ‘Du kan ikke ændre på problemerne, men du kan ændre på det, der skaber problemerne’. Og: ‘Husk at dyrke det, du gerne vil have til at blomstre’.
“For mig er det også det mentale i at stå og skrive det og bagefter kigge på det hver dag. For jeg skal simpelthen bare blive bedre til at nyde det, jeg er i. Det, jeg har opnået.
Tag nu bare sådan noget som alder: Når jeg ser billeder, fra jeg var 35 år, så tænker jeg: Hold da kæft, jeg var sgu da meget pæn, hvorfor satte jeg ikke pris på det dengang? Men nu er jeg 42 og jeg ved, når jeg bliver 50, så tænker jeg: Gud, dengang jeg var 42, der gik det da meget godt!”
Når det gælder det, der sker indeni, er hun mere trænet i at tage temperaturen på lige nu. “Uanset hvor jeg er i verden, skal jeg kunne finde mig selv. Jeg skal huske at sætte mig ned og sige: ‘Nå, hvad er det så, der nager dig?’. For sådan snakker jeg med mig selv. Har jeg ondt nogen steder? Eller har jeg det egentlig meget godt. Også apropos min tatovering: At være nu.”

Hvordan finder du så hjem til dig selv?
“Jeg bruger veninder og naturen, og jeg mediterer. Du kan jo være helt sikker på, at efter en tur i naturen, og lige meget om det blæser eller regner, eller solen skinner, får du det bedre. Du skal tage vare på dig selv, for der er ingen andre i verden, der tager vare på dig. Det lever jeg efter. Det kræver, at jeg har styr på mit eget bord. At jeg finder ud af, hvad der ligger på det, hvad jeg slås med lige nu, og hvad jeg kan blive bedre til?
Det kræver, at jeg er til stede nu og lige her. Lige nu sidder vi to her på en græsplæne, og solen skinner, det er sgu da meget dejligt! Jeg kunne også være blevet irriteret på den græsplæne... jeg har nemlig en tendens til at skabe problemer og tanker og bekymringer og må hele tiden lige sige: ‘Tina, ro på. Hvad er problemet her?’.
Når jeg synes, noget er irriterende eller et problem, er det jo ofte noget, jeg skal lære af, og det kan jeg kun, hvis jeg kigger på det og spørger mig selv: ‘Hvorfor er det, du synes, det er et problem?’.
I stedet for at se dig vred på det og bruge den forkerte energi, så prøv at vende den og sige: ‘Okay, jeg er irriteret på den græsplæne. Handler det om, at jeg ikke selv har en græsplæne, er det, fordi jeg gerne selv vil have en have?’. Hvad er det, jeg skal lære her? Og tage dig tiden til det.”
Jeg spiller helst...
“Holdspil. Det er jeg faktisk nødt til, for jeg er afhængig af hele produktionsholdet. Jeg kan ikke kun have fokus på mig selv, for så kommer jeg ingen vegne.”
Magi i naturen
Tina Müller har mærket efter, og hun savner ikke at have sin egen græsplæne, så længe hun har udsigten til en.
“Jeg elsker at stå i min lejlighed om aftenen, slukke alt lyset og så bare stå og kigge ud over Fælleden. Det er så smukt, og der er noget magi i det for mig. Der er i det hele taget noget magisk ved naturen. Jeg elsker at bevæge mig i den, blive blæst igennem, eller sidde hjemme i min stue og kigge på stjerner og meditere.
I bund og grund handler det om at kende mig selv. Jeg er i lykken lige nu. Jeg er i den lykke, jeg selv har skabt. Det skal jeg nyde. Også selv om livet godt kan gøre ondt en gang imellem.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. august 2020.