Tina Kristensen danser tango, og det gør hende glad
Tina Kristensen (55). © Kåre Viemose

Tina Kristensen: “Tangoen er en måde at sige ja til mig selv på”

Da livslysten falmede, genfandt Tina Kristensen sin danselyst og dansede sig gennem sin sorg over sin kærestes død

18. august 2020 af Louise Thorsted

Tina Kristensen (55)

  • er single og mor til Maria på 34, Frederik på 27 og Emma på 26 år.
  • er skribent og spirituel mentor.

Tina Kristensen blev mor som 21-årig. Da hun fyldte 30 år, var hun mor til tre. “Det var nogle år, hvor jeg glemte mig selv, men det var okay, for da jeg havde mindre børn, var det jo det og dem, jeg havde lyst til.”

Men Tina husker alligevel tydeligt fornemmelsen af at glemme sig selv. Hun huskede dog stadig sin ungdoms kærlighed til Andalusien og den sydspanske regions musik.

“Efter at have gået rundt i en forvasket T-shirt og jeans i flere år meldte jeg mig til flamenco. Det var lidt ligesom at gå til fitness. Et tirsdagshold, hvor vi stod ved siden af hinanden og øvede trin.”

Det blev også en inspiration til at tage “nogle store, fede øreringe og en nederdel på, for her kunne jeg lege”. 

Og så mødte Tina kærligheden i form af Poul, og hendes fritid blev fordelt mellem kæresten og børnene.

Tonerne af flamencomusikken forstummede, og dansen stoppede. Indtil en dag i 2012, hvor hun faldt i snak med en kvinde til et netværksmøde. 

“Da hun fortalte, at hun dansede tango, reagerede jeg nærmest helt fysisk. Det var, som om der blev trykket på en ukendt knap i mig, som der åbenbart stod tango på. Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle jeg også. Jeg øver mig normalt i at lytte til de ting, livet fortæller mig. Jeg har været dårlig til det i perioder, men så indimellem kommer der et skub så kraftigt, at jeg ikke kan andet end at lytte, og sådan var det med tango.”

Tilbage til krop og sjæl 

Men der skal som bekendt to til en tango, og kvinden fra netværksmødet finder en erfaren dansepartner til Tina. Sammen melder de sig på et begynderhold i argentinsk tango.

“Det er megasvært at lære at danse tango. Du skal ikke bare lære nogle trin, for i virkeligheden er det mere en improvisationsdans, hvor du sjældent kender det næste trin, for det afhænger af den partner, du danser med.

Når først du har lært trinene, er det en vekselvirkning mellem to mennesker, en særlig forbindelse. Det var det, der drev mig, jeg vidste det bare ikke. Jeg kommer nemt til at føle mig udenfor og forkert, måske fordi jeg sanser mere, end mange andre gør. Men til tango fandt jeg et fællesskab og fik følelsen af at være kommet hjem. Jeg var pludselig kommet tilbage til min krop og sjæl på én gang.”

Til tangobal i Hamborg

Da Poul bliver syg sidst i 2014 og i januar 2015 beder Tina flytte hjem til sig og passe ham, er det selvfølgelig det, hun gør.

“Mit hjerte bristede i 100.000 stykker, da han døde 14 dage senere. Jeg vidste ikke helt, hvem jeg var. Jeg gik rundt med det her åbne, blødende hjerte. Jeg kan godt forstå dem, der siger, at sorg er kærlighed, som ikke har noget sted at gå hen.”

Og hvad gør man så? Tina tog fint tøj på og pakkede sine tangosko og kørte til Hamborg, hvor der er en stor tangoscene og flere steder at gå til milonga – eller tangobal.

“Jeg havde brug for at heale mit hjerte, men også for, at folk ikke kendte min historie. Jeg var nervøs de første gange og sad der lidt Palle alene i verden, men til tangobal kan du altid komme ud at danse.”

Tina Kristensen danser tango
Tina Kristensen nyder det her i fulde drag.© Privatfoto


At takke nej

Noget af det, Tina faldt for ved tangoen, er de helt klare regler for dansen. Der drikkes mere kaffe end alkohol til et tangobal, der gramses ikke på gulvet eller i hjørnerne, man taler ikke under dansen, og hvert par danser tre til fire danse sammen, før de går af gulvet og finder en ny partner.

“I Tyskland oplever jeg en endnu større høflighed end herhjemme, og så har jeg fundet et sted, hvor de danser den tætte version af tangoen. Hvor jeg bare kan lukke mine øjne og give mig fuldstændigt hen til den, jeg danser med, og når jeg gør det, så opstår der magi. Der er noget femininitet og maskulinitet i det, men det er ikke erotisk. Jeg vil hellere kalde det yin og yang.”

Tina har danset tango, hvor og når hun havde lyst, men hun har skullet øve sig i, at hun også selv må bestemme, hvem hun har lyst til at danse med. 

“I starten troede jeg, at jeg skulle sige ja til alle, der bød mig op. Når vi ikke var et godt match, var det en smerte for mig, og nu har jeg lært, at jeg gerne må mærke efter, hvem jeg har lyst til at danse med. At takke nej er også en måde at sige ja til mig selv på.”

Alt det, tangoen kan

Tina er bevidst om ikke at “tango-forelske sig”, som de kalder det i miljøet. Hun har da heller ikke fundet en ny mand i sit liv, men den nærhed, hun oplever på gulvet og i dansen, har blidt helet hendes blødende hjerte.

Spørger du hendes børn, så har hun dog forelsket sig. I tangoen. 

“Når den argentinske tango er smukkest, er den meget større end mig og bliver til et kæmpe vi, fordi min partner og jeg kommer i forbindelse med noget større end bare os.

Det, der måske startede som et jeg-projekt, er blevet noget, der rækker længere ud. Jeg vil gerne være med til at ændre den måde, vi omgås hinanden på. 

Mine børn sagde på et tidspunkt, lidt i sjov, men også i alvor: ‘Vi kan ikke være sammen med dig, uden at du siger: ‘Det er ligesom i tango’!’. Og det er rigtigt. Jeg kan hele tiden se sammenhænge.

Og den afhængighed er okay, synes jeg, for jeg har selv været bevidst om den og er bevidst om, at den forløste en masse smerte og sorg i mig.”

I går kørte Tina fra Aarhus til Hamborg for at danse, og selv om natten har været lang, så taler effekten sit tydelige sprog:

“Efter sådan en danseaften er det, som om mine celler er lidt mere bløde. Jeg kommer ind til en mere ægte udgave af mig selv.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juni 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...