Tina Dickow
Tina Dickow (41). © Ditte Capion

Tina Dickow: “Kontraster er blevet et pudsigt vilkår i mit liv”

Tina Dickow er på én gang en mørk vintermorgen og en lys sommeraften. Hun er både sikker og tvivlende, mor og superstar. Hun er pigen fra Aarhus, som tog til pulserende London og endte i stille Island. Hun er fuld af kontraster, som vi sammen med hende prøver at blive klogere på

18. april 2019 af Louise Thorsted

Tina Dickow (41) er gift med musiker og komponist Helgi Jónsson, som hun har Emil på 6, Jósefína på 5 og Theodór på 2 år med. Hun er sanger og sangskriver, og debuterede med albummet Fuel i 2001 og fik sit gennembrud med In the Red i 2005, som hun udgav på eget pladeselskab.

Hun har også skrevet biografien Tæl til Tina, som udkom på eget forlag i 2017. Hun udgav sidste år albummet Fastland, som er hendes 11. album. Hun har spillet og spiller med sin mand, Helgi Jónsson, men også med Steffen Brandt, Søren Huss, Suspekt og engelske Zero 7. 

Hun modtog i 2006 P3 Guld Prisen og i 2008 Kronprinsparrets Kulturpris og har flere Danish Music Awards-statuetter stående sammen med to Robert-priser for sin filmmusik.

Hun er aktuel med flere koncerter i Danmark i 2019. Se hvor og hvornår på Tinadickow.dk.

Fuldtidsmusiker vs. mor til tre 

“Jeg var mit arbejde tidligere. Det var livet i musikken og for musikken, og førhen var der derfor ingen kontraster, men det er der nu, hvor jeg har fået et mere almindeligt liv ved siden af mit arbejde. 

Kontraster er blevet et pudsigt vilkår i mit liv. Det kan nu godt undre mig, hvorfor det at stå på en scene foran et publikum føles som sådan en kontrast. Det er jo stadig bare mig, der står der, og det er faktisk ikke svært, det jeg laver. Jeg går ind på scenen og synger nogle sange, og der sidder måske nogle tusind mennesker og lytter. 

Kontrasten ligger i, at jeg, halvandet minut før jeg gik ind på Operaens scene i går, stod og skiftede Theodórs ble. Da vores ældste var bare tre måneder, var han med på en kæmpestor koncertsalsturné i Tyskland.

Det er surrealistisk for mig, når jeg ser det udefra. Men hvis jeg kunne nøjes med at se det indefra og glemme tankerne om, hvor mærkeligt et skift det er, så er det jo bare mig. Som gør det ene, og så gør jeg det andet, og så går jeg tilbage til det første igen. Efter vi har fået børn og især med nummer tre, er alting blevet mere ukontrolleret og spontant.

Lidt mere ‘hovsa!’, og det har helt klart en kvalitet, hvis man som jeg har været mega kontrolfreak i forhold til arbejde og til at ville have styr på sagerne. Jeg er i langt højere grad blevet tvunget til at lade mig flyde med strømmen, og det er befriende.”

Dobbeltliv 

Det er ni år siden, at Tina Dickow og hendes islandske kollega, som til at begynde med kun var et navn på listen over bandmedlemmer, blev et par. På seks år er de også blevet forældre. Tre gange. 

Men på det tidspunkt, hvor de fleste småbørnsforældre siger godnat til dagen og deres guldklumper, mens de ligger og kæmper for ikke også at falde i søvn, der trækker Tina Dickow i lang kjole, glatter sit hår og varmer sin stemme op til dagens arbejde.

“Vores dobbeltliv fungerer, fordi vi også har rolige perioder derhjemme, hvor det virkelig bare får lov at være hverdagsliv med børnerutiner. Og når jeg så får lov at synke ned i den der hverdag, så er det jo endnu mere mærkeligt, når jeg lige skal et smut til Danmark og spille tre koncerter i Operaen. Men også endnu mere fantastisk. Der giver kontrasten mig faktisk en langt større taknemmelighed – for begge dele.”

Havde du turdet tro på, at du hvilede så godt i det her setup?

“Nej, jeg er overrasket over, at jeg ikke er gået i panik undervejs, så hurtigt som det er gået med at lande fra min ungdoms drømmeflyvning. Men jeg tror, naturen og biologien spiller ind der. I min frihedshungrende ungdom var jeg fuldstændigt sikker på, at jeg ville gå i panik, når jeg en dag fandt ud af, at jeg var gravid. Det er jo det mest forpligtende, du kan komme ud for. Men der har ikke været skyggen af den slags tanker. 

Jeg er over 40 nu, og så bør jeg jo være voksen. Så skal jeg begynde at finde mig til rette. Jeg er jo ikke et potentiale længere. I hvert fald ikke inden for det, jeg laver! Det er jo i den her alder, vi pludselig sidder med alle svarene på ungdommens store spørgsmål – som: Hvem er prinsen på den hvide hest? Hvor mange børn skal vi have? Bliver det pige, dreng? Eller dreng, pige? Eller tvillinger. Og gad vide, hvordan han vil fri, og hvor skal vi giftes og bo?”

Bypigen vs. vikingen

Islandske Helgi Jónsson var prinsen på den hvide hest. Det tog bare tid, før de begge indså det. Efter det første kys og Tinas afvisning af, at det skulle være mere end det, var Helgi ulykkeligt forelsket i et år.

Først da hans strålende forelskelse i en anden, vækkede hende, gik det op for hende, at hun havde mistet sit livs største kærlighed! Alligevel var hun bange og i tvivl, da han fortalte, at han havde brudt med sin kæreste og var single igen.

“Vores start var meget tumultarisk, og ingen af os var sikre på noget som helst. Da vi havde været kærester i fem måneder, hvor jeg kun havde været på et par korte visitter på Island, tog jeg på en måneds besøg hen over nytåret 2010. 

Det var lidt uvist, om vi ville kunne få det til at fungere, og der var ingen tanker om at flytte sammen. Vi havde den her historie sammen, som gjorde det svært for os at give os hen til hinanden, og den måned var testen på, om det ville briste eller bære.

Det var i den allermørkeste tid, hvor du stort set ikke ser solen, men når jeg kigger i min kalender i dag, så kan jeg se, at der kun gik 10 dage, fra jeg ankom. Så var vi ude og kigge på hus sammen. Det hus, vi bor i i dag.”

Læs resten af interviewet med Tina Dickow i Magasinet Liv

I Magasinet Liv, der nu er på gaden, kan du læse resten af interviewet med Tina Dickow. I interviewet fortæller hun blandt andet om sine unge år i London, om sin selvbiografi og om at dyrke taknemmelighed for livet. 

Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

Magasinet Liv nr. 5
Magasinet Liv nr. 5 © Ditte Capion

Seneste

Måske er du interesseret i...