Tammi Øst: “Jeg bliver tosset, når ting bliver for snævre”

Chancer

"Jeg er nok et menneske, der tager en del chancer. Jeg har for eksempel tit sagt op nogle steder, hvor jeg ikke vidste, hvad der skulle ske bagefter. Jeg bliver tosset, når ting bliver for snævre. Derfor har jeg flere gange i mit liv oplevet at gamble lidt. Sidste gang var sidste sommer, hvor jeg sagde op på Det Kongelige Teater. For hvis det at være skuespiller skal være relevant for både mig selv og et publikum, så skal der være en form for glatis indimellem. Ellers er det ikke interessant. Jeg skal ud og søge noget, der er lidt mere usikkert. Jeg har altid haft det sådan og med alderen måske endnu mere, for hvorfor skal alt, fordi man bliver gammel, også blive kedeligt?”

Snak 

"Jeg kan huske en, der engang sagde, at kvinder taler rundt om ting, mens mænd taler ligeud. Måske vil jeg mere sige, at nogle folk taler rundt, mens andre taler ligeud, og jeg er mest til ligeud. Jeg vil hen til noget. Jeg farer nogle gange vild i det, hvis folk snakker for meget. Jeg er mere løsningsorienteret, men det skal jeg indimellem passe på med. Det kan godt være fint for mig, at ting ikke bare skal løses. Jeg har bare
ikke så meget brug for mange ord, og da jeg blev skilt i sin tid, gik jeg ikke rundt og talte med mine veninder om min eksmand og om, hvordan jeg havde det. Det gik jeg med selv. Jeg følte så meget, at det var en privat ting. Men jeg respekterer, at det kan være noget andet for andre.”

Plads

“Jeg er hele tiden opmærksom på, om jeg skal give folk plads eller tage min egen plads. Jeg prøver at give noget. Jeg har måske tendens til at tage lidt meget ind. Engang fik jeg lagt mit horoskop og fik at vide, at når jeg kommer ind i et rum, så tager jeg alt ind, og den evne er altså både god og dårlig. Jeg kan være dårlig til at fordøje ting.”

Usynlighed 

“Jeg er jo ikke 80 år, jeg er 64 år, men tanker om min alder fylder, fordi jeg ser alle vegne, at jeg som kvinde ikke har nogen særligt stor kapital længere. I min alder kan jeg gå på gaden og være usynlig, trods det, at jeg faktisk har en cykel med. Folk går nærmest ind i en, fordi de tænker, nå, der går da ikke nogen. Man skal komme med noget særligt, hvis man skal gøre sig interessant. Og jeg synes ikke, at den tilstand er beskrevet særligt meget. Det kan undre mig, for de fleste vil jo gerne leve længe, ikke? Vi skal da fortælle historier om, hvilket interessant liv man kan have på den anden side af 50. Jeg vil gerne fortælle historier om min alder. Så kan I jo se, hvordan det er ... og så kan I beslutte, om I vil begå selvmord, inden I bliver så gamle, eller om det faktisk kunne være sjovt at prøve.”

Opladning

“Det er godt at gå ture i naturen, kigge på træer og fugle uden noget, der larmer i ørerne. Mine børn og min mand lader mig også op, og jeg har også venner, hvor jeg får energi af at være sammen med dem. Især dem, jeg kan være stille med.”

Paradokser 

“Det er et paradoks, at vi gerne vil leve længe og samtidig synes, det er hæsligt at blive ældre. De fleste mennesker gør alt muligt for at forlænge deres liv med urter og god mad, venskaber og sex, og vi prøver at holde os i vigør, men så må vi jo til at gøre op med os selv, hvad vi vil holde os i live for? Hvorfor ser vi ikke flere afklædte gamle mennesker? Jeg har det jo egentlig godt, men i en periode gik jeg ikke i svømmehallen, fordi jeg tænkte, at folk ikke kunne holde ud at se på mig. Det var jo helt forfærdeligt, så gammel jeg var blevet. De her rynker, det kan jeg da ikke. Mine lår er ækle. Det var flovt. Men så tænkte jeg også: Det skal kraftedeme være løgn, selvfølgelig skal jeg i svømmehallen. Det er jo noget forpulet pis.”

Vedligehold

“Lige nu sidder jeg og tager en læbestift op af min taske. Fordi mine læber var lidt tørre. Jeg har også brugt øjendråber, fordi jeg var tør i øjnene. Tørhed er et tema her. I min taske har jeg også tandstikker, for jeg skal ikke have dårlige tænder, og håndcreme og lidt foundation, så jeg ikke ser alt for rødsprængt ud. Hov, der er en læbestift mere og en lipliner. Og et kreditkort, så jeg kan købe noget mere, hvis det bliver nødvendigt. Senere skal jeg til yoga, og i morgen skal jeg nok i svømmehallen.”

Overraskelser

“Der er stadig så mange ting, jeg ikke ved om mig selv. Om hvordan jeg vil reagere i den ene eller den anden situation. Hvis jeg fik brystkræft, hvordan ville det ramme mig? Jeg aner det ikke. Ville jeg kæmpe eller blive slået ud? Det falder mig lige ind, at da min søn i 2. g ville gå ud af gymnasiet, da blev jeg overrasket over mig selv, fordi jeg sagde: ‘Fint, hvis det er det, du synes’. For jeg er et menneske, som virkelig godt kan lide at afslutte ting. En opgave skal føres til ende. Men jeg er åbenbart mere rummelig over for mine børn, end jeg er over for mig selv! Det kunne man jo godt lære noget af!”

Stilhed 

“Jeg har altid troet, at jeg var et meget udadvendt menneske. Jeg kunne godt tænke mig at være sådan en, der inviterede folk ind til kaffe og bare sagde: ‘Ja, bliv endelig og sov’. Og sådan er jeg bare overhovedet ikke. Jeg vil egentlig helst bare hjem efter arbejde og brodere nogle nisser og se nogle serier. Jeg er faktisk ikke så god socialt, som jeg troede, jeg var. Eller også er det bare, fordi jeg er vant til at have antennerne ude hele tiden og opfange folks stemninger, at jeg hurtigt bliver træt? Måske er det, fordi jeg med alderen er blevet opmærksom på, hvor meget det koster at være rigtigt til stede?”

Ambitioner 

“Jeg er ikke den, der planlægger meget. At jeg stadig er ambitiøs, er bestemt et faktum, men lige præcis hvad der skal ske, tror jeg ikke, jeg vil vide. Jeg kan godt lide tilfældet, og jeg kan alligevel ikke regne ud, hvad der skal ske. Jeg har lavet musical i sommer i Aarhus, og det var sjovt at betræde nye stier med nogle, jeg ikke kendte, så gerne flere af den slags ting. Jeg er jo freelancer, og jeg ved ikke, om jeg ligefrem hviler trygt og roligt i den rolle, men med alderen nok lidt mere. Jeg tænker: Det går sgu nok.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december, 2022.