Susie er opdraget til ikke at vise vrede: “Inderst inde er jeg stadig i tvivl om, hvornår det er okay, at jeg siger fra”

“Mine første erfaringer med vrede var, at jeg som barn helst ikke måtte være vred. Jeg skulle være sød, når vi var ude, ellers fik jeg mor-blikket. Jeg måtte ikke svare de voksne igen, skulle tie stille og måtte ikke rode ved noget. 

Jeg var en stille og artig pige, også i skolen. Jeg er aldrig blevet smidt uden for døren, og det værste, jeg kunne forestille mig, var en lærer, der skældte mig ud. 

Indtil cirka femte klasse blev jeg mobbet. Jeg var et nemt offer. Jeg blev ked af det, men jeg turde ikke blive vred. Børn kan være modbydelige ved hinanden. Jeg kan huske, at de andre stod i en kreds og spyttede på mig. 

En enkelt gang prøvede jeg at tale med en lærer om det, men hun sagde bare, at jeg skulle holde mig fra dem, som mobbede. Derefter opgav jeg at få hjælp. 

Jeg sagde ikke noget derhjemme. Vi var fem børn, og min lillesøster fyldte meget, hun var lidt en ballademager, så jeg prøvede nok at tage hensyn til min mor. Indimellem kunne jeg godt afreagere over for min nærmeste familie. Jeg kan for eksempel huske en gang, hvor jeg væltede en reol.”

Føltes godt at sige fra

“Jeg begyndte at tænke anderledes om vrede, da jeg som voksen oplevede, at mine børn ikke trivedes i skolen. Min ældste søn græd ofte om morgenen og ville ikke af sted, og jeg pressede ham i skole lidt for længe.

Han har Aspergers, og da han også fik angst, besluttede jeg at lytte til min intuition og holde ham hjemme, indtil han fik et bedre skoletilbud. Min yngste søn har ADHD, og med ham var jeg mere kampklar fra starten.

Da han var blevet udredt, bad jeg om at få en handlingsplan for ham, men der skete ingenting i otte måneder, og da vi endelig fik den, stod der ikke noget brugbart i den. Jeg blev så frustreret, at jeg krøllede den sammen og smed den efter pædagogen. 

Ikke særligt konstruktivt, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med min vrede. Da jeg sagde fra på mine sønners vegne, føltes det godt endelig at gøre noget. Også selv om det ikke var det, som jeg burde gøre. Den der nu er det nok-vrede hjalp mig til at træffe en beslutning.”

Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg inderst inde stadig i tvivl om, hvornår det er okay, at jeg siger fra på mine børns vegne. Jeg har tit brug for at snakke med mennesker, som jeg stoler på først, og der er min storesøster helt uundværlig.

Hun er god til at hjælpe mig med at se en situation i et større perspektiv, så jeg ikke handler udelukkende på min vrede og følelse af uretfærdighed, men også lige har tænkt over, hvordan det ser ud på den anden side af bordet.”

Okay at blive vred

“Jeg bruger mine erfaringer til at sende et signal til mine børn om, at det er okay at blive vred, når deres grænser bliver overtrådt. Vi er alle nødt til at turde sig fra for at kunne være os selv, men det gælder om at sige fra, inden vi bliver så vrede, at vi mister selvkontrollen og vælter reoler eller smider med ting.

Samtidig kommer jeg nok også indimellem til at signalere, at det ikke er okay at blive vred. For det er også svært at ændre den måde at tænke og handle på, som jeg har haft med mig, siden jeg var barn.”

Mine 3 bedste råd er

“Hvis du føler, at noget er forkert eller uretfærdigt, så er det nok forkert. At stole på dine egne følelser er første skridt til at turde handle og sige fra.”

Find nogen at tale med

“Vend dine tanker med et eller flere mennesker, som du stoler på, og som kender dig – og også tør sige dig imod. Det er trygt for dig og kan hjælpe dig til at forstå situationen bedre.”

Vær åben, når du møder modstand

“Jeg er i et forum, der begyndte på Facebook med forældre til børn med udfordringer. Det har udviklet sig til et forum, hvor vi også mødes og udveksler erfaringer. Det giver en god følelse af ikke at være alene, og vi hjælper hinanden.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 9. januar 2020.