For fem år siden sad Susanne Bier i Kodak Theatre i Los Angeles. Helen Mirren står på scenen og åbner en kuvert.
“... In a better world (Hævnen, red.) and Susanne Bier!" lyder det.
Susanne Bier var næsten lammet. Hun havde vundet en Oscar-statuette, og det var fuldstændig fantastisk.
I går blev historien om den 56-årige filminstruktør endnu mere eventyrlig, da hun vandt en Emmy-statuette for miniserien Natportieren.
"Jeg er rystet og meget lykkelig. Jeg havde virkelig ikke regnet med det," sagde Susanne Bier efter prisoverrækkelsen. Hun kan nu prale af at være den første danske instruktør, som både har vundet en Oscar og en Emmy.
Film er det, jeg kan
Arbejdet som instruktør har været omdrejningspunktet i Susanne Biers liv. Siden hun fik sin eksamen fra den danske filmskole i 1987, har hun valgt og prioriteret at forfølge sit talent 100 procent. Ikke fordi berømmelsen trak, men fordi et af de steder hun føler sig allermest tilpas og fuldkommen er i instruktørstolen.
“Jeg har det rigtig sjovt med at lave film. For at være helt ærlig er jeg ikke god til særlig meget andet end at lave film. Jeg ville elske også at være super god til at synge og holde orden. Men nu er det sådan, at jeg faktisk er exceptionelt rodet og helt vild dårlig til at synge. Der er sikkert nogle i mine omgivelser, der ville sætte pris på, at der også var mange andre talenter, men det er der ikke” sagde Susanne Bier i interviewet med Magasinet Liv i 2012.
Susanne Bier er ikke fortaler for, at børn skal drives frem af forældrenes høje ambitioner, men hun synes der ligger en gave i at få lov at udvikle et talent og i at kunne fordybe sig i det.
“I vores del af verden er vi ikke særligt gode til at kultivere talent hos børn eller et særligt talent. Faktisk er balletskolen det eneste sted i vores samfund, hvor man må gøre det, og det er jo en ekstrem variant. Men det gør måske også, at vi ikke oplever tilliden til, at der er noget, vi virkelig kan. Vi skal ikke pace børn, men jeg synes, at der kan være en enorm glæde og tilfredsstillelse i det, at du tillader dig selv at være god til en ting, og så at hengive sig til det,” fortæller Susanne Bier.
At kunne zoome ind på én ting, kræver også mod til at fravælge, og det kan være svært i en verden, der bugner med bud på det perfekte liv, det bedste parforhold, det gode sexliv og de klogeste og mest kernesunde børn.
“Der er rigtig mange parametre, vi kan dumpe på. Jeg tror, at en del kvinder går ned med stress, fordi de føler, de skal leve op til alle de krav. Jeg tror, at der for mange mennesker ville være en kæmpe lettelse i at acceptere, at de ikke kan være gode til det hele. Det gælder også for parforholdet. Jeg tror, det i alle aspekter af livet er en fordel, at du erkender, hvad det er for en to, tre krydser, der er alt afgørende for dig, og så lærer at acceptere, at der er andre steder, du ikke kan vinge af. Du kan godt føle en fuldkommenhed i dit liv uden, at du kan sætte kryds ved alle talenter.” siger Susanne Bier.
Husmor med lille h
Filmkarrieren har et kæmpe kryds på Susanne Biers blok. Filmskaberen i hende fylder meget, helt bevidst, og hun er helt på rene med, at det har en pris i forhold til familielivet og hendes sociale liv.
“Jeg har aldrig været nogen super husmor. Jeg har valgt at hellige mig det at lave film i stedet for. Men derfor har jeg da et rigtigt fint forhold til mine børn alligevel. Du er nødt til at sige: ‘Det her er, den jeg er, og det vil jeg prioritere’. Der er alt for mange kvinder, der føler sig presset til, at de skal være en super mor og bage en million speltboller – frem for at prioritere det, de brænder for, og som de synes er vigtigt og interessant. Det synes jeg er rigtig ærgerligt,” siger Susanne Bier.
Karriere og børn kan sagtens forenes i hendes verden, men det har også været magtpåliggende for hende, at prisen i forhold til hendes to børn blev den lavest mulige.
“Når jeg taler med yngre instruktører, gør jeg meget ud af at fortælle dem, at jeg i rigtigt mange år, brugte nærmest hele min løn på at betale for, at mine børn blev passet på en måde, så jeg havde det godt med det. Så jeg med god samvittighed kunne lave det, jeg laver. Jeg ville ikke have det pres. Jeg vidste, at jeg ikke kunne hente børnene kl.17 om eftermiddagen eller nå at lave aftensmad til dem, hvis jeg var på optagelser. Derfor var jeg nødt til at få det til at fungere på anden vis. Men det er et også valg. Jeg gider ikke skulle føle dårlig samvittighed over, at der ikke er hjemmebagte boller i madpakkerne. Det er også spørgsmål om at verfe utilstrækkeligheden væk og glæde sig over alt det sjove og det gode.”
Dele af artiklen er tidligere blevet bragt i Magasinet Liv nummer 19
