Interview med Stéphanie Surrugue

er international korrespondent for DR med base i Paris og var tidligere USA-korrespondent. Hun er uddannet i fransk og journalistik fra RUC og begyndte som journalist på Politiken, hvor hun sideløbende forfattede to bestsellere: Det store bogtyveri (fra 2005 og sammen med journalist og nu Zetland-chefredaktør, Lea Korsgaard) og Enegænger – portræt af en prins (fra 2010 og om Prins Henrik).

Hun var derefter vært på Kulturen på News og Go’ morgen Danmark på TV2, hvor hun vandt prisen som årets kvindelige tv-vært i 2014 og 2015. Stéphanie Surrugue er desuden en fast panel-del af Mads & Monopolet på P4.

Hun er single (hvilket hun kommer frem til efter en lille tænkepause ...) og har ingen børn.

Og så har hun netop været aktuel med det store DR-show Kronprinsparrets Priser 2. november, hvor hun for fjerde år i træk var vært sammen med makkeren Kåre Quist.

Kilroy was here

Jeg kommer til at tænke på det historiske graffititag fra husmure overalt på kloden, da jeg forbereder mit møde med Stéphanie Surrugue. For hendes karriere er én lang række af nedslag i historiske brændpunkter og milepæle i hele verden.

I Irak i 2003, da Saddam Hussein flygtede ud af Bagdad, og på Haiti i 2010, da et jordskælv dræbte langt over 100.000 mennesker, var en ung Stéphanie Surrugue på stedet som journalist for avisen Politiken.

Da 12 thailandske fodbolddrenge forrige sommer sad fanget i en grotte i 17 dage, rapporterede hun som korrespondent for DR. Da Trump blev valgt, var Stéphanie der. Da Prins Henrik blev begravet, og da Notre Dame brændte, var hun til stede. Da de gule veste sidste efterår spredte uro i Paris’ gader, lagde Stéphanie Surrugue stemme til de tumultariske billeder.

Og nu er hun her. På den mest franske af Københavns franske cafeer, L’Éducation Nationale. Hun har stadig Ibiza-glød i kinderne og poolrester i håret efter en solferie med gode venner, for den slags holder hun altså mellem de hverdage, som for nogle lyder som et drømmeliv af travlhed, frihed, oplevelser og relevans, mens det for andre lyder som et mareridt af rodløs ustabilitet og usikkerhed.

Hun er her for at tale om netop det: Drømme og mareridt. Barndomsdrømme, drømme, der brast, og andre, der gik i opfyldelse. Drømme om fremtiden, våde drømme og mareridt – de store og de mere banale.

Derfor rykker vi tilbage til begyndelsen. Til dengang Stéphanie Surrugue var en lille mørkhåret pige med en fransk far, en dansk mor og en storesøster. En pige, der boede på den københavnske vestegn, gik i katolsk privatskole i København og drømte om, ja, om hvad egentlig?

Barndomsdrømmen

“Den første drøm, jeg kan huske, er, at jeg som cirka seksårig ville være arkæolog, og det giver på mange måder ikke mening, for jeg har meget lidt tålmodighed. Men jeg havde set et indslag i TV-avisen med Dronning Margrethe i en arkæologisk udgravning et sted ude i verden og havde luret, at der skinnede solen.

Jeg tænkte, at arkæologi foregik i eksotiske lande, og derfor forestillede jeg mig, at jeg kom på eventyr solrige steder. Jeg fortalte det til min mor, som var ved at dø af grin og sagde: ‘Jamen, Fanny, så skal du jo ligge på knæ og børste ting af med en lille kost, og det gider du ikke’.”

Lige bortset fra den hurtige afvisning af arkæologdrømmen, så voksede Stéphanie Surrugue op i lykkelig overbevisning om, at hun kunne blive, lige hvad hun ville.

“Jeg kommer fra et hjem, hvor mine forældre sagde: ‘Du har et godt hoved, tag en uddannelse, du kan opnå mange ting’. Det har jeg hvilet trygt i. Der gik lang tid, inden jeg opdagede, at det kan se helt anderledes ud her på jordkloden.”

Så barndom og ungdom var tryg og rolig?

“Når jeg ser tilbage, tror jeg, at min generation havde den der: Hey, alt kan lade sig gøre. Vi måtte godt tage fjumreår, det var ‘find dig selv’, rejs ud, og kom hjem igen. Jeg havde en løs idé om, at jeg ville være filmanmelder.

Det hele var i det hele taget meget løst i mange år for mig. Op gennem 1990’erne gik jeg på universitetet med Buffalostøvler og blå hårmascara og hårspikes, for det havde Søren Rasted fra Aqua, og det syntes jeg kørte meget godt for ham! Og så Information i tasken.”

1990’erne var i det hele taget et overvejende optimistisk årti, som hun husker det. “Vi, der har været unge i tidsrummet mellem muren, der faldt, og tårnene, der faldt, vi havde lige 12 år, hvor vi troede, at verden var blevet et bedre sted.”

Men så kom 11. september?

“Den dato har været afgørende for den måde, jeg har valgt at arbejde på som journalist, og de valg, jeg har truffet.”

I orkanens øje

For Stéphanie Surrugue var i gang med at blive journalist i 2001. Et lidt tilfældigt karrierevalg, som til gengæld i dag føles så naturligt, at hun ikke selv kan sige, hvor journalisten slutter, og Stéphanie begynder.

De er én sammensmeltet organisme, og hun har elsket jobbet lige siden den rystende formiddag med tårnene, hvor hun sad som praktikant på Politikens forbrugerredaktion og skrev en artikel om vitaminer i frosne grøntsager.

Da redaktionen imidlertid begyndte at stimle sammen foran tv-skærme og måbende forsøgte at forstå, at nogen fløj ind i skyskrabere, stak praktikanten næsen ind blandt de garvede og tilbød sin hjælp.

“Jeg sad flere aftener på nyhedsredaktionen og hjalp med småting. Hvis nogen havde bedt mig flytte fire papirklips, havde jeg gjort det med stor ildhu. Jeg ville for alt i verden være med til dække historien.

Jeg tror, at der skete to ting: Et: Jeg opdagede, hvilken slags journalist jeg var. To: Og senere forstod jeg, at jeg lige siden har arbejdet på den historie om civilisationernes clash, som begyndte der. Mange af de konflikter, jeg beskriver i dag, kan trevles tilbage til den urkonflikt, der blev tydelig for os alle sammen 11. september 2001.”

Drømme, der brast

Mens verdensbegivenhederne gjorde hende til nyhedsjournalist, var det en anden og mere personlig begivenhed, som gjorde hende voksen. Hendes franske far, der talte samme syngende danske sprog som Prins Henrik, døde pludseligt, da hun var 20 år.

“Jeg havde forestillet mig, at ligesom min søster, hvis jeg blev gift en dag, så ville min far følge mig op, og hvis jeg fik børn, så ville de have en morfar. Det var nogle drømme, det var noget, jeg ikke vidste, jeg drømte om, men hvor muligheden forsvandt.”

Hvornår tænker du på din far i dag?

“I morgen er det hans fødselsdag, så tænker jeg på ham. Det er ikke længere et dagligt savn for mig, for det er 22 år siden, men det har været med til at definere mig, fordi jeg var så ung. Når man får det grundlæggende chok – for det er det, når man er 20 og stadig tror, at alt kan lade sig gøre – den følelse af, at verden, som man tror den er, den ophører her. Det var sindssygt.”

Hun tager en slurk vand.

“Det her er måske en helt sindssyg sammenligning, men alligevel... på Haiti under jordskævlet, hvor jeg fysisk oplevede, at jorden flyttede sig, og jeg stod på et fladt stykke jord og ikke kunne holde balancen, det knagede og bragede, den oplevelse mindede mig en lille smule om min fars død.

Det er nogle få ting i livet, vi er sikre på: At solen står op i øst og går ned i vest, og at jorden står fast under vores fødder. Og jordskævlet på Haiti illustrerer konkret den følelsesmæssige oplevelse, jeg fik, da min far døde. Jorden var der ikke mere.”

“Alt kan forsvinde i morgen”

Hvad har det betydet for dig senere?

“Det har defineret mig på tusind måder, det, at jeg har en grundfæstet oplevelse af, at alt kan forsvinde i morgen. Der skal jo ingen stor psykologuddannelse til at forstå, at det nok er derfor, at jeg oplever så meget, og også derfor, at jeg er dårlig til at langtidsplanlægge. Jeg planlægger to år frem. Ikke mere.”

Stéphanie Surrugues far var tidligere cykelrytter på det franske landshold, og fra sine rejser med cykelholdet rundt om i verden havde han samlet frimærker.

“De frimærker var en hel verden hjemme på spisebordet i vores lille parcelhus. Jeg har altid haft en drift i retning af at rejse, og det har jeg arvet fra min far. Jeg har ikke på noget tidspunkt forestillet mig, hvad mine børn skulle hedde, og at jeg skulle arbejde på et kontor.”

Du har ikke set dig selv med brudeslør?

“Jo, måske. Det er ikke sådan, at det ene udelukker det andet, men jeg har nok mere set frimærker og arkæologi og flyture i min fremtid, end at jeg skulle blive i min fødeby, og at mine børn skulle gå i den samme skole som mig.”

Tæt på et etableret liv

Men altså. Så nemt er det ikke nødvendigvis at vælge eventyrvejen. Slet ikke, eftersom de fleste af os andre trasker rundt på en mere almindelig parcelhusvej. På et tidspunkt var hun ret tæt på at blive gift og få en grill og en carport.

“Jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle leve et mere etableret liv med hus og have, og det var smerteligt at opdage, at det skulle jeg ikke. Frisættende, men også smerteligt, for jeg troede, at jeg ville, og folk blev kede af det. Det er svært at lave sådan en grundlæggende forandring. Du ligger der og gisper efter vejret i et par år bagefter...”

Hvad hjalp dig i den periode?

“Venner. Meditation. Da jeg opdagede, at jeg ikke engang kunne trække vejret ordentligt, da tænkte jeg, at jeg skulle have mere fokus. Jeg vendte mig indad, og jeg fandt ud af, at jeg havde plantet min egen energi i andre mennesker.

Sådan er det tit med pres og forventninger, det er tit noget, vi tillægger andre mennesker. Når du så snakker om det, siger de som regel: ‘Jeg vil bare gerne have, at du er glad’.”

Drømmekvinder

Et af de emner, som Stéphanie Surrugue for nylig har tænkt en del over, handler om kvinder. Om vores muligheder for at få opfyldt vores ambitioner og drømme.

Denne sommer har hun fulgt et kursus på universitetet Sorbonne i Paris i kvindehistorie, og det er noget, som optager hende så meget, at bestikket klirrer over den franske omelet, mens hun forklarer, hvorfor vi stadig har noget arbejde at gøre i ligestillingens navn.

“Det er gået op for mig, at jeg lige nu bor i et land – Frankrig – hvor kvinder fik stemmeret i 1944. Det lyder umiddelbart som lang tid siden, men det betyder, at min franske farmor var 30 år, da hun måtte stemme første gang, og 51 år, da hun måtte åbne sin egen bankkonto uden sin mands underskrift.

Min far er vokset op med en mor, som ikke kunne stemme. Det er jo sindssygt! Det forklarer til dels, hvorfor der er nogle mekanismer, som er svære for os at ændre på.

Når nogle mænd i dag siger, at kvinder har overtaget magten, og nu er de det nye undertrykte køn, så tænker jeg bare: Seriously? Seriously? Altså! Min farmor havde ikke stemmeret. Tror vi virkelig, at hele den århundreder gamle verdensorden er væk på én generation? Jeg tror det ikke.”

Tager du selv nogle sværdslag på dit job?

“Ja, det gør jeg. Men jeg tager det ikke så tungt længere. Sværdslag kunne tidligere være virkeligt skræmmende og altopslugende for mig. Hvis jeg møder en kompliceret situation i dag, kan den sagtens bide, men ikke på samme måde, for jeg er bedre til at skille ting ad og lade være med at tage drama med hjem.

Min erfaring giver mig et fundament at stå på, som er enormt rart. Og som betyder, at jeg ikke går i panik. Det skal nok gå. Og hvis det ikke går, er det ikke enden på hverken mit liv, min karriere eller jordkloden som sådan. Den ro, jeg har fået inden for de seneste år, er en kæmpe befrielse.”

Mere frækhed

Er du god til at sige, hvad du gerne vil have?

“Ja, men det er lige så vigtigt at sige, at jeg også kan æde et nej. Jeg går ikke ud fra, at chefer kan læse mine tanker, og jeg ved, at man sjældent får noget, hvis ikke man beder om det. Jeg lider ikke af skam, som jeg oplever, at mange kvinder gør.

Jeg kan huske, at da jeg var 26 år og havde købt en hus med min daværende kæreste, gik jeg ned til Politikens chefredaktør og bad om lønforhøjelse, fordi jeg havde brug for flere penge. Jeg blev kylet ud i hoved og røv og fik at vide, at det var jordens dårligste argument, og det havde han da sådan set helt ret i.

Jeg tog heller ikke hans nej personligt. Men siden har jeg tænkt, at det var en kæmpe frækhed fra min side.”

Men måske har vi brug for mere frækhed?

“Med fare for at lyde skrap synes jeg, at kvinder er lidt dårlige til det der. Når vi taler om job og løn, bliver jeg overrasket over, at det kan føles så grænseoverskridende at sige, hvad man gerne vil have.

Du er ikke grådig. Det er nok din chefs strategi at få dig til at føle dig grådig. Men du skal ikke tage det tungt og føle dig som et dårligt menneske, hvis du får et nej. Det skal vi være mere ubange for. Men vi lærer det nok på et tidspunkt...”

Den våde drøm

Er det her et godt tidspunkt i samtalen at spørge til Stéphanie Surrugues våde drøm? Her, hvor vi lige har været inde på ikke at være bange for at blive afvist. Jeg vover det ene øje, og hun svarer uden betænkning.

“Min våde drøm er at blive modig nok til at tage et dykkercertifikat. (Griner lidt). Er det godt nok?”

...Jaaaeh, det er det... (Havde godt nok håbet, at hun ville sige noget om sin fascination af Nik og Jay, som jeg ved, hun som indfødt vestegnspige og tidligere bagerjomfru i Hundige Centeret er vild med, men okay, det er da ret elegant at tale om dykning som en våd drøm).

“Jeg er bange for næsten ingenting her på jorden, men jeg er sindssygt bange for at dykke. Jeg får klaustrofobi under vand. Jeg hører folk tale om fascinationen af det stille rum under vand, men jeg ved ikke, om jeg kommer til at se den skræk i øjnene.”

Rynker og røv og grå hår i hovedbunden

Hendes kærlighedsliv i øvrigt kommer vi ikke ind på, men jeg forstår, at der er muligheder. Også selv om hun tilbringer sit halve liv i en kuffert ind og ud af lufthavne. Lige nu ligger der for eksempel i hendes taske en papirlap fra franske Pierre, steward på Air France.

“På mit fly hertil i dag oplever jeg pludselig, at en utroligt pæn steward knæler foran mig og siger, at de kan se, at jeg er en af deres mest loyale kunder, og derfor bliver jeg tilbudt champagne. Hold da op, ikke? Da jeg står i København ved bagagebåndet, kommer han så gående og siger, at det er kedeligt at drikke champagne alene. Måske kan vi drikke et glas sammen en dag?

Og så får jeg en lille lap med hans telefonnummer stukket i hånden. På den måde bliver det aldrig kedeligt at flyve, og han kunne jo være et nyt eventyr.”

Stéphanie Surrugue smiler, og så snakker vi lidt om, at det gælder om at samle på den slags oplevelser, som kan hjælpe på de dage, hvor man vågner hvid i hovedet med hævede øjne og næsten bliver helt forskrækket over at se sig selv.

Hun finder grinende en selfie frem fra sådan en morgen og viser herefter forvandlingen to timer senere, hvor hun har været i hænderne på DR’s dygtige makeupartister.

“Jeg må bare sige, at jeg sender alle sminkedamerne en utroligt kærlig tanke, når jeg ser mig selv på skærmen, hvor jeg kan have taljelangt hår i et tv-show og aldrig har rande under øjnene. Men når det er sagt, så synes jeg, at det er for tidligt at brokke sig over... skal vi kalde det kropsforandringer?

Jeg gider ikke bruge mit liv på at fokusere på rynker og røv og grå hår i hovedbunden. Ham Air France-fyren, ham kan jeg leve højt på længe.”

Det værste mareridt

Men når hun nu ikke er bange for noget, hvad er så hendes værste mareridt?

“Det værste, jeg kan forestille mig, vil være at gå fra sans og samling for nu at bruge et mormor-udtryk. Det at miste min forstand, miste mig selv og blive andre menneskers ansvar.

Så har jeg variationer af småmareridt: Ingen skal sætte mig på en lang flyvning på en midterplads, så går min klaustrofobi i gang. Et andet småmareridt har længe været 14 dage i regnvejr i et sommerhus. Men faktisk er jeg forsigtigt begyndt at prøve at sætte pris på sommerhuse, efter at jeg er fyldt 40.

Det har ellers stået for mig som arbejdsferie, hvor du skal gøre rent og rense grillen og alt det der. Jeg arbejder så meget, at jeg virkelig gerne vil slappe af, når jeg har ferie. Sidste år lejede jeg et sommerhus i Danmark en uge for at teste mig selv, og vejret var godt, folk kom på besøg, og det var jo abeskønt.”

Fremtidsdrømme

Langsigtede fremtidsdrømme er, som sagt, ikke noget hun gør det i. I nærmeste fremtid drømmer hun om mere ferie (dog ikke i sommerhus) med de venner, hun lige har sagt farvel til på Ibiza. Gerne til Palm Springs i Californien, som hun netop har foreslået de andre, så hun kan glæde sig til et break i efteråret.

“Mine venner er min selvvalgte familie, et omrejsende cirkus af mennesker, som afspejler der, hvor jeg er i mit liv. De synes, det er ukompliceret at rejse, de er friske på at improvisere og synes ikke, det er mærkeligt, at vi bor i Paris, Spanien, London og København.

Dem, jeg lige har været på ferie med, er en gruppe fra dengang, jeg boede i Studiestræde i København. I dag bor vi i fire forskellige lande. Altså, jeg har også venner i villa med tre børn, men de er nok mere fra gamle dage. Dem, jeg bumper ind i nu, lever nok lidt mere flydende.”

Korrespondent-livets omkostninger

Luksusferier er et af de privilegier, hendes liv giver hende. Til gengæld ejer hun ingenting. Hverken hus eller aktier. Ikke engang en bil. Og der kan også være andre omkostninger ved livet som korrespondent. Indimellem ramler ting i verden for eksempel på én gang.

“Jeg kan arbejde sindssygt meget, så jeg kan nå langt, inden jeg opdager, at der ikke er mere benzin på motoren. Jeg havde et par måneder sidste efterår, da al balladen med oprørsbevægelsen 'De gule veste' begyndte, og jeg havde en masse andre opgaver samtidig.

Der havde jeg en weekend, hvor jeg ikke havde holdt fri i to måneder, og det er ikke meget usædvanligt, men til gengæld havde der været meget pres og tusind forskellige opgaver og flyvninger – og så ringede radioavisen en lørdag, og der begyndte jeg at pive.”

Hendes daværende kæreste var i lejligheden og tog affære.

“Han var sådan: ‘Det, der sker nu, er, at nu gør du, hvad jeg siger hele weekenden, for du er helt kogt over. Så nu ligger du der, og jeg laver mad, nu går vi en tur, nu går vi i biografen’. Det var virkeligt rart at slippe kontrollen og lade en anden tage styringen, for jeg kunne ikke sove, og der skal du jo virkelig passe på.”

Hvordan gjorde du så det?

“Så vidste jeg godt, at okay, jeg er nødt til at prioritere, hvad der skal flyttes fra min tallerken, før læsset vælter. Jeg har set og hørt nok om folk, der er gået ned med stress, til ikke at tage det alvorligt.

Jeg prøver at være meget obs, fordi jeg læsser meget på, og egentlig passer det mit temperament godt med forskellige opgaver, men søvn for eksempel, det er jeg blevet bevidst om, at jeg er nødt til at prioritere.”

Hjem til Danmark

Hun hælder mere vand op. Ingen af os har bestilt vin til maden, selv om det måske ikke er helt comme il faut på den franske café, men vi har vores grunde...

“Jeg kan mærke, at tømmermænd – dem er jeg nødt til at have færre af, for de bliver værre med årene. Så nu er jeg blevet hende, der siger nej tak til en ekstra gin og tonic, fordi jeg gerne vil have lidt ud af dagen i morgen, ikke,” siger hun med stemmen helt oppe i mormor-diskanten.

“Gud, så er jeg blevet så voksen, og det har jeg det egentlig ret fredeligt med.”

Hvad med Danmark? Findes der også en fremtidsdrøm, der handler om at flytte tilbage?

“Jeg har det sådan, at det hele tiden er lidt oppe i luften, hvornår jeg skal hjem til Danmark. Jeg føler helt klart, at Danmark er mit anker. Men det er også lidt uoverskueligt at skulle hjem igen.

Så jeg har aftalt med en dansk veninde, der bor i Los Angeles, at vi flytter hjem nogenlunde samtidig. Så er vi to om det.”

Mit største kiks...

“Var, da jeg fik et solointerview med Ryan Gosling til DR’s nyheder og kun formåede at sige konsonantlyde. Han sagde: ‘Nice to meet you’, og jeg sagde: ‘Rrhhmm’ og var helt evnesvag at høre på. Klappen gik ned. Han var hot, og jeg var starstruck. Der sad en redaktør bagefter med meget begrænset materiale til aftenens udsendelse.”

Mit længste tilløb...

“Tog jeg til posten som korrespondent, for det har jeg taget tilløb til, siden jeg var i 20’erne. Dengang havde jeg en dansk kæreste med et barn, han ikke kunne rejse fra. Senere var jeg bange for at blive ensom.

Jeg er en social abe og tanken om at opbygge en ny vennekreds i et fremmed land var skræmmende. Men så på et tidspunkt tænkte jeg: Det kan jeg godt, og så flyttede jeg til Washington og blev USA-korrespondent.”

Mit største bifald...

“Fik jeg, da min bog om Prins Henrik udkom. Jeg havde arbejdet to år alle aftener, i weekender og ferier og slidt to kærester op på den bog. Der var så meget hjerteblod i den, fordi den handler om det dansk-franske kultursammenstød, som et eller andet sted også er min egen historie.

Og jeg var optaget af den her mand, der kom med sit franske væsen og skabte postyr i 40 år. Da den blev taget godt imod, var jeg grædefærdig af lettelse.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. oktober 2019.