Gik du også engang på din barndomsgågade og drømte om at blive opdaget, springe ud som fotomodel, skippe lille Danmark og rejse verden rundt, mens dine jævnaldrende gik i skole? Og til og med blive betalt for det? I så fald så er Alberte Clement Meldal hende, du drømte om at være. Hun var 14 år, da hun i 1992 gik videre til Eileen Fords konkurrence Supermodel of the World, som kickstarede hendes modelkarriere, der varede de næste 17 år. Men det er ikke kun glædesfulde og sjove oplevelser af et liv som feteret model, hun nu som 45 årig husker tilbage på. Det er også historien om at være i krig med sin krop. En krig om kilo. En krig, Alberte først begyndte at trække sig ud af, da hun fik børn sidst i sine 30’ere.
Alberte Clement Meldal (45)
- er gift med Lars, som er filmfotograf, og mor til Aurora på 9 og Ursula på 7 år.
- er ansat i DR Kultur, er cand.mag., journalist og forfatter. Har blandt andet skrevet og instrueret radiodramaet Supermodel og lavet podcasten Tynd og glad? Og arbejdede som model, fra hun var 14 til 30 år.
- er aktuel med bogen Vægtløs – hvordan jeg stoppede krigen mod min krop, som er skrevet i samarbejde med Mette Bender.
Efterfødselsvægt
“Der skete rigtigt meget med min krop, da jeg fik børn. Jeg havde det godt med min krop, da jeg var gravid, men efter mine fødsler sad alt anderledes. Jeg er 180 centimeter høj og har kunnet passe en størrelse 38, så længe jeg kan huske. Men efter mine fødsler blev de ekstra kilo ligesom siddende, og det efterlod mig i en følelse af total panik, og jeg tænkte: Hvem er jeg så som kvinde? Nu jeg ikke længere var hende den tynde eks fotomodel, nu tv vært, som er en figur, vi alle kender fra de glittede blade. Det var en udfordring for hele min identitet.”
På det tidspunkt var Alberte studievært på adskillige seriøse tv programmer på DR2 og DR K. Programmerne handlede ikke om udseende, men før optagelserne sad hun i makeuppen og kiggede sig selv i spejlet, og når hun bagefter så programmerne, havde hun ufrivilligt meget fokus på, hvordan hun så ud.
“Jeg havde svært ved at håndtere den forandring, jeg så der, så jeg smed en hel masse kilo. Jeg er sindssygt god til at tabe mig. Jeg kan bare holde op med at spise. Bum. Og så ryger kiloene af. De kommer bare på lige så hurtigt, som jeg kan stave til slankekur.”
Spild af liv
De usunde sultevaner var blevet ren rutine i modelårene. Et liv, Alberte iscenesætter i radio-dramaet Supermodel, som handler om en ung fotomodel, der dør af at sulte sig. En historie inspireret af virkelige begivenheder.
“At sulte sig selv, at være hård ved sig selv, at hade sig selv, det efterlader om ikke synlige ar, så i hvert fald ar, som jeg skal lære at leve med og helst også have omsorg for. Følelsen af ikke at holde af min krop har ikke været den samme i alle årene. Det var slemt, fra jeg var 14 år og begyndte at arbejde som model og til et sted oppe i 20’erne, hvor mange ting normaliserede sig. Jeg begyndte at læse på universitetet og arbejde i Danmarks Radio, og mit model arbejde gled i baggrunden. Jeg hverken sultede mig selv eller overspiste i samme grad. Men jeg havde stadig en forstyrret spisning.
Den var bare ikke så meget anderledes end den, mange kvinder, jeg kender, har. Kvinder, som er optaget af at kontrollere og begrænse, hvad de spiser, og optaget af at tælle skridt og måle deres puls, så de ved, hvor mange kalorier de forbrænder."
"I de samme år har jeg også haft alle mulige gode oplevelser med kroppen: Jeg har danset hele nætter i festtøj, svømmet nøgen i søer og i havet, haft kærester og dyrket god sex. Der har været øjeblikke af glæde. Og så har der været en masse bekymring, og gør jeg regnskabet op, har jeg været meget mere bekymret, end jeg skulle have været. Jeg skulle have været mere tilfreds og glad for det, der var, og ikke så selvkritisk. Spild af liv, tænker jeg nu.”
Af diætist Inger Bols har jeg lært:
“At spise, når jeg er sulten, og at stoppe, når jeg er mæt. Det lyder måske banalt, men for de fleste mennesker, inklusive mig, er det faktisk ikke noget, der er naturligt eller let. Jeg har en lang historik med at tænke i regler og restriktioner for min spisning, hvilket ofte har resulteret i, at jeg først har spist, når jeg var blevet meget sulten.
Det har så haft den yderligere konsekvens, at jeg har spist mig overmæt. Det er en super ubehagelig følelse at spise for meget, få ondt i maven, få kvalme og blive oppustet. Og det føles utroligt dejligt, når jeg i dag mærker efter i kroppen og følger mine behov. Det er meget længe siden, jeg er blevet overmæt. Ikke engang juleaften,” siger Alberte Clement Meldal.
Gode og dårlige dage
I dag øver Alberte sig i at acceptere, hvad der har været, fremfor at forsøge at få det til at forsvinde.
“For mit liv vil jo for altid være præget af det, jeg har udsat min krop for af sult og mæthed og overmæthed. Men når man har været i krig, vender man jo aldrig tilbage til det, der var før, man er nødt til at finde et nyt sted hen.”
Det nye sted, hvor Alberte er ved at finde hen, er der ikke længere krig, selv om: “... der er forskel på at stoppe krigen og slutte fred. Og jeg har stadig både gode og dårlige dage."
"De dårlige dage hænger ofte sammen med, om der sker noget andet i mit liv, som er udfordrende: En fyringsrunde på mit arbejde, problemer med børnene, situationer, hvor jeg føler mig utilstrækkelig. Og den ene utilstrækkelighed skubber til den anden utilstrækkelighed og inviterer den ind, så jeg sagtens kan have dage, hvor jeg går forbi mit spejlbillede og tænker: Aj, det, der foregår der, kan jeg slet ikke overskue at tage stilling til. Så kigger jeg den anden vej. Andre dage kan jeg stille mig foran spejlet og tænke: Hold kæft, den klæder mig da virkelig godt den der kjole!”
Krop som job
Hvor Albertes unge krop var på arbejde foran et kamera, så har hendes voksne krop været på job dels som studievært på tv, dels senere i radioen, hvor den igen endte med at spille hovedrollen. Fra at stille sit skønne ydre til skue er hun gået over til at dele sit skamfulde indre blandt andet i podcasten Tynd og glad? og nu i sin bog Vægtløs.
“Det føles paradoksalt nok stadig skamfuldt at tale om min vægt. Også om det er med gode veninder. Det er ikke rart at sige: ‘Jeg er ked af, hvordan jeg har det med min krop’, det er tabu at have det dårligt med sin krop. Og det har jeg til fælles med mange kvinder, forstår jeg nu.
Som model var mit selvværd bundet op på noget ydre: Jeg har været en ung slank kvinde, der kunne passe helt ned til en størrelse 36. Nu er jeg en voksen kvinde, en størrelse large, jeg er mor, og jeg er ikke så ung længere."
"Til gengæld er jeg højtuddannet og har et godt job og en stærk faglighed, men hvem er jeg ellers? Kan jeg stadig være attraktiv?” Det var spørgsmål, jeg stillede mig selv efter at være blevet mor, og så begyndte jeg at kigge efter kvindelige forbilleder og faldt over en radio-udsendelse med film instruktørerne Lotte Svendsen og Anna Emma Haudal, som taler om at føle sig tykke og være kede af deres kroppe.
Det var rystende lytning. Men deres ærlighed om at gå mere op i, hvordan de ser ud, end i, hvad de får sagt, når de for eksempel taler om kulturpolitik på tv, gav mig modet til at stå frem og undersøge problematikken. For det gik jo op for mig, at mange af de kvinder, jeg synes er megaseje, har det lige som mig. Jeg kan spejle mig i dem, men tænker også, at det bare ikke kan være rigtigt!"
I bogen siger tykaktivist Dina Amlund om Alberte og om privilgegeblindhed:
“Jeg synes godt, jeg kan tillade mig at sige til dig, at du ikke er tyk, Alberte. Selv om du måske selv mener, at du er det. For var du tyk, ville du have besvær med at finde tøj, smykker, soveposer og meget andet, og du ville opleve besvær med stole med armlæn og opleve, at sikkerhedsseler i fly og biler kun lige kunne lukkes rundt om dig eller slet ikke. Vi skal alle sammen være opmærksomme på de privilegier, vi har.
Du kan muligvis kun tage dette emne op i denne bog, fordi du ikke er tyk. For når tykke mennesker prøver at tale om det, kan det være svært at trænge igennem. Vi møder stor modstand. Når jeg kalder mig selv tyk, er det, fordi tyk er det eneste neutrale ord, der beskriver min krop. Ordet overvægtig står i modsætning til ordet normalvægtig, og hver gang vi bruger de begreber, reproducerer vi et hierarki, hvor man som tyk er uden for normen, så det vil jeg ikke høre på.”
Fra sin samtale med Dina husker Alberte især:
“Dina gjorde mig opmærksom på min privilegieblindhed. Det var fantastisk sundt for mig. Det
burde være en daglig øvelse ud i alle de privilegier, de fleste af os har. Altså egenskaber, som gør, at vi i samfundets strukturer bliver behandlet ordentligt. Jeg er for eksempel også hvid, heteroseksuel, dansker og kropskapabel.”
Bryd tabuet
"Vi burde ikke være så optagede af, hvordan vi ser ud. Det er jo helt ude af proportioner selvhadsk! Jeg følte en pligt til at bryde tabuet og få startet den samtale, ikke mindst for de unge kvinders skyld. Jeg fandt jo ud af, at når jeg selv havde svært ved at finde forbilleder, så jeg var nødt til at være mit eget og mine døtres forbillede, jeg måtte selv ‘walk the talk’. På den måde er Vægtløs også en bog, jeg har skrevet til mig selv."
Et nyt perspektiv
Det sker ikke ved et trylleslag, heller ikke med alle de bedste forklaringer, argumenter og stor omsorg i ryggen, at vi ændrer holdning til vores kroppe fra den ene dag til den anden. Alberte har været undervejs i mere end syv år og er nået et mere “neutralt” sted hen.
“Det er først nu her, efter det store arbejde, jeg har gjort, først med mine radioudsendelser og nu med min bog, at jeg forstår, at tynd ikke nødvendigvis er det samme som sund og glad, for det kan faktisk gøre, at man bliver syg. Jeg har formodentlig fået knogleskørhed af at sulte mig. Det er jo et nyt perspektiv.”
Albertes bog er måske også især det. Et nyt perspektiv. På vores kroppe, på vægt og på tykhed. Set gennem øjnene på så forskellige fagpersoner som en diætist, en psykolog, en professor med speciale i genetik, en teolog og en tykaktivist og to tidligere modeller, hvoraf Alberte selvfølgelig er den ene.
Forpligtelse over for de unge
“Jeg føler en forpligtelse især over for de unge, og der tror jeg faktisk, at jeg taler fra en stærk position, for jeg har jo været en af dem, de allerfleste piger og kvinder synes, er det mest attraktive i hele verden: Forestillingen om at være fotomodel, skuespiller eller rockstjerne. Og jeg kan bare sige: Da jeg var allertyndest, følte jeg mig også meget tyk. Det handler ikke om, hvordan du ser ud. Det er en af de ting, jeg bliver ved at fortælle mig selv, hvis jeg har en dag, hvor jeg er ked af, hvordan jeg ser ud. Selv da jeg så helt anderledes ud end i dag, kunne jeg også være ked af det, og så tænker jeg: Find dog på noget andet at gå op i så! For inden for det perspektiv findes der ingen tilfredshed.”
Det er også her, det er vigtigt for Alberte at understrege, at hendes bog ikke er en selv-hjælpsbog. For det er ikke din skyld eller dit ansvar, hvis du har det dårligt med din krop.
Ikke dit ansvar
“Det stresser os jo, at vi tillægger os selv ufatteligt meget ansvar med hensyn til at få livet til at virke. Kravet om, at vi skal holde af os selv og være positive over for vores kroppe, kan meget let blive et krav oven i alle dem, vi i forvejen stiller til os selv. Vi føler, at vi har ansvaret for, at vi er slanke og sunde og raske, men jeg oplever det også som en forventning til os fra samfundet, når vi hører fra Sundhedsstyrelsen, at vi skal tabe os. Det er ikke noget, der kommer indefra mig: Jeg har ikke en mor, der har sagt til mig, at jeg var for tyk. Min mor kommenterer aldrig på min vægt og har aldrig gjort det."
"Hun har til gengæld kommenteret meget på sin egen vægt. Jeg tror, vi skal give os selv lov til ikke nødvendigvis at elske vores ydre, men i stedet nyde alt det, vores kroppe kan, og mærke glæde og tilfredshed indefra. Måske kan man sammenligne det med følelsen af, at vi skal elske vores børn, ægtefælle og forældre, men jo også nogen gange tænker: Jeg ville ønske, jeg kunne sende dig til månen på en raket lige nu. Der er masser af tidspunkter i livet, hvor vi skal rumme den ambivalens."
Professor Thorkild I. A Sørensen om fedme:
“(...) Det er simpelthen aldrig lykkedes at bevise, at det at spise mere eller være mindre fysisk aktiv påvirker normalvægtige menneskers risiko for at blive tykke på længere sigt. Jeg selv og mange kollegaer ude i verden har forsøgt at verificere den tese uden held. Vi kan ikke ud fra mad og motionsvaner forudse, hvem der ender med at blive fed.”
Alberte fik rystet sin grundvold af professor Thorkild I. A. Sørensens ord: “Det her citat er bare mindblowing. De fleste mennesker er overbeviste om, at det modsatte er lige så sikkert og vist, som at jorden er rund.”
Hvor er Alberte i dag?
Og så lige et slag tilbage til udgangspunktet, Albertes søgen efter, hvem hun er nu, for er hun kommet nærmere det?
“Ja, men noget af det handler måske netop om ikke at være nogen bestemt, at holde op med at lede efter at være en bestemt slags kvinde. Så jeg kan svare på det på en lidt anden måde: Jeg hviler meget mere i mig selv, end jeg nogensinde har gjort. Jeg hviler i min faglighed og i mine personlige holdninger. Jeg føler mig meget mere sikker i et socialt rum. Jeg har nemmere ved at mærke, når mine grænser bliver overskredet, jeg føler mig mere voksen. Jeg føler mig endda
tit smuk og dejlig. Og ansvarlig i forhold til min mor rolle.
Jeg er landet på begge ben i mit liv, men det er ikke det samme som, at jeg føler, at jeg er lykkedes som mor, eller at hverdagen er nem, og jeg ikke har udfordringer eller problemer. Jeg kan stadig blive ked af det over en masse ting og være selv kritisk nogle dage, men det er noget helt andet end at være ung og usikker og i tvivl om retningen på livet."
Ikke tyk, men tykfob
Alberte har en mission og går gerne forrest, også når hun skal indrømme det grimme:
“Det gjorde indtryk på mig, da tykaktivist Dina Amlund beskrev, hvor meget hun har oplevet at blive diskrimineret som tyk. For jeg kan jo mærke tykfobien i mig selv, og det er sorgfuldt at indse, for alle typer af had, fobier og fordomme er onde at have indeni og rædselsfulde at blive udsat for.
Jeg vil ikke længere udskamme hverken min egen eller andres kroppe, og jeg gider heller ikke høre andre tale grimt om deres kroppe eller vægt. Det kommer jeg til at slå mere ned på. Er det en god veninde, der gør det, så synes jeg godt, man kan være direkte og sige: ‘Ved du hvad, jeg bliver simpelthen så ked af, når jeg hører dig tale sådan om din krop. Jeg tror, det vil være godt for dig at lade være at sige sådan, for ord bliver til virkelighed og forgifter vores fælles rum’.”
Vægtløs
"Noget, jeg er blevet mere opmærksom på i kraft af min diætist, er sult og mæthed. Jeg er
blevet opmærksom på, at jeg ikke er ret god til at mærke, hvornår jeg er sulten, men heller ikke, hvornår jeg er mæt. Der ligger en mindful-øvelse i at mærke efter. Det er jo ikke raketvidenskab, og det er en virkeligt god følelse, når det lykkes. Jeg er også blevet mindre bekymret og optaget af alle de superfoods, folk taler om. Når en siger, hun føler, hun kan se, hun ikke har trænet i en uge, så tænker jeg: En uge! Slap lige af!"
"Jeg kunne aldrig drømme om at sætte mine ben i et fitnesscenter, jeg opsøger mere rolige steder. Der, hvor jeg går til meget langsom yoga, er der lutter damer på 70+ og så mig. Svømmehallen er også et godt sted at være, det har jeg altid dyrket, for at svømme og gå i sauna er det bedste, min krop ved. Her er spejlløst, og her føler jeg ikke, at nogen kigger. Jeg kan helt klart anbefale steder, hvor der ikke er fokus på udseende, men på hvordan det føles at være inde i kroppen.”
Og sådan et sted lader det til, at Alberte har fundet, ikke kun i vandet, men også i sin vægtløse krop.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i januar, 2023.
