Som 47-årig fik jeg diagnosen ADHD – og pludselig forstod jeg en masse

Denne artikel er blevet skrevet med 87 afbrydelser og med 21 browsere åbne. 21 browsere, der varierer i emner fra Ikea til Niels Bohr, Jotuns farvekoder, BBC-dokumentar om egetræer. Fra interviews med jagerpiloter om forberedelsen til den nye Top Gun-film til termoflasker i japansk design. Velkommen til mit liv med adhd.

Da jeg var barn 

“Det handler om matematik, ikke billedkunst, Annamette,” sagde min matematiklærer Eriksen og hamrede sin hånd hårdt ned i bordet, hvor jeg sad. Jeg fik et chok og blev flov. Alle i klasselokalet kiggede på mig, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle have skældud for at udfylde blomsterne i min matematikbog. Når de var malet færdige, skulle jeg jo nok gå i gang med matematikken. Det måtte min matematiklærer da kunne forstå. 

Dette er min første erindring af at zone ud og være absolut ikke-modtagelig for en undervisning i noget, jeg fandt uinteressant. Det er også min første erindring om at gå i hyperfokus med noget, jeg fandt interessant, selv om det var noget, man ikke måtte. 

Men de blomster i min matematikbog talte til mig, de kaldte på at blive malet, og den tanke kunne jeg ikke slippe. De måtte males. Så skulle jeg nok lave mine lektier bagefter. Bagefter. Ikke først.

I folkeskolen

Jeg havde en nem skolegang i folkeskolen. Havde gode nære relationer, var et kreativt barn, der elskede musik, samtaler og at lege i skoven. Jeg havde ingen uvenner eller blev mobbet, tværtimod, og jeg gik til ridning og spejder i mange år og var vedholdende med det. 

Jeg elskede at skrive stile og ønskede mange gange, at man kun skulle det. Skrive. Jeg kunne bedst lide at skrive historier og fortællinger om noget fantasifuldt og eventyrligt. De bundne opgaver om et specifikt emne havde på ingen måde interesse. Heldigvis havde jeg en klasselærer, som så gennem fingrene med, at hver gang man havde mulighed for at vælge fristil, så var det mit valg. Ikke en stil om Anden Verdenskrig eller noget andet samfundsrelateret, som jeg kunne have haft godt af at lære noget om. Nej, det var fristil, der trak. 

Min afgangseksamensopgave i skriftlig dansk var derfor også fristil. Om en ørkenrotte, der hed Elvin, som fik sin hale i klemme i en stikkontakt og dermed også kontakt til det ydre rum. Den fik jeg 13 for, og således opmuntret glædede jeg mig til at komme på gymnasiet efter sommerferien.

Min ungdom 

Her fik piben en anden lyd, og i min første tyskprøve fik jeg et par briller i karakter af min tysklærer Niels. 00. Det var, hvad det kunne blive til. Måske kunne jeg have fået 03, hvis ikke jeg havde lyttet til min sidemakkers gode råd om at den rette bøjning af “sein” i førdatid var “ge-sein”. Men hvad vidste jeg? Tysk havde ikke haft min store interesse i folkeskolen. 

Dette 00 blev startskuddet på tre svære år i gymnasiet. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Kunne ikke finde ro. Syntes, det meste af pensum var uinteressant, og jeg kunne ikke rigtigt se, hvad jeg skulle bruge det til, ud over at man fik en karakter, man kunne søge ind på en uddannelse med. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ville, så der var ingen gulerod eller et mål, jeg kunne sigte mod. 

Således fik jeg mere fravær end gode karakterer, og efter 2. g var jeg udmattet. Jeg traf den virkeligt åndssvage beslutning, som jeg selv syntes var moden: At gå 2. g om. Dårligste beslutning ever, men den lød jo moden, og jeg ville så gerne passe ind, og derfor købte de voksne ind på mit valg og bakkede mig op. Både min mor og studievejlederen. 

Da vi nåede syv måneder hen i skoleåret, var jeg flad som en udbrændt pandekage. Kunne ikke mere. Ikke en eneste dag mere var der energi til. Jeg besluttede mig for at stoppe fra den ene dag til den anden. 

Sabatår og HF

Så stod jeg der. Uden udsigter til en studenterhue. Jeg rev et år ud af kalenderen og rejste til USA, hvor jeg kørte tværs gennem landet i en van. Da jeg var hjemme igen, startede jeg på HF på VUC, hvor man havde en ny klasse ved hvert fag, og fordi de mennesker i klasserne havde valgt det pågældende fag ud fra interesse, så var det topmotiverende at være i. Deres entusiasme smittede af. Lige noget for en adhd-hjerne. Men det vidste jeg ikke dengang. 

Jeg kom ud af HF med et karakterblad, der var et tydeligt billede på, hvordan en adhd-hjerne kan se ud: Topkarakterer eller bundkarakterer – alt efter interesse. Med det i lommen sagde jeg farvel til livet i provinsen og flyttede til København, hvilket var noget, jeg havde besluttet mig for på et par uger og tilfældigvis skaffet mig et job i København. Det er blandt andet den superpower, vi har: Vi kan rykke igennem på det, vi brænder for, på ingen tid.

Mit tidlige voksenliv 

Det var første gang, jeg for alvor stod alene på scenen i voksenlivet, hvor det at lægge budget, tilmelde ting til betalingsservice, ringe til borgerservice, få en forsikring og finde ud af, hvad jeg skulle vælge af uddannelse, skulle stå sin prøve. 

Det ville være en underdrivelse, at jeg var ret udfordret her. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med det at skulle drifte en hverdag, hvor 80 procent af opgaverne var dødkedelige, hvorfor de syntes umulige at gennemføre.

Her var det også første gang, jeg oplevede, at andre muligvis også syntes, de ting var kedelige, men de gjorde det alligevel. Jeg derimod havde en fornemmelse af at flakse rundt i galaksen. Jeg kunne se mig selv udefra, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg godt kunne se, hvad der var godt og ofte nødvendigt at gøre, men alligevel undlod at gøre det. At tjekke netbank, betale regninger, planlægge mit arbejdsliv og lægge en plan. Eller bare tømme en opvasker og gå ned med skrald. Det føltes som en u-m-u-l-i-g-h-e-d.

Famlen

De første otte år, jeg boede i København, var præget af meget forvirring. Jobskifte, påbegyndelse af studier, en famlen rundt i mig selv og mit sind, som var jeg en blind jonglør med tallerkner. 

Jeg formåede ikke at finde ro i noget som helst, trods det at jeg var vellidt på mine arbejdspladser, var steady og lavede mine ting. Jeg fik ofte tiltusket mig opgaver, som var større, end jeg lige kunne magte, men fordi jeg havde en evne til at tænke stort og overbevisende, fik jeg hurtigt mine chefer med. 

Det er et klassisk billede på et menneske med adhd. Vi evner at tænke ud af boksen, finde på nye ting, ofte tænke store ting, og vores energi smitter. Men vi ender også ofte med at blive brændt ud, hvis ikke vi lærer at styre energien. 

Det skete også for mig. Indtil flere gange.. Det er det, der er med adhd, der er ikke en mellemvej. Det er full on. Lige indtil den dag, det ikke er det mere. Og det skifte kan ske fra den ene dag til den anden, fordi vi ofte ikke evner at stoppe op og rette ind i tide.

Jeg fandt min vej

I 2003 skete der det, at jeg fandt ud af, at man manglede en redaktionsmedarbejder på en radiostation i København. Radio og lyd har altid været min helt store passion, og jeg har ikke tal på, hvor mange interview jeg har lavet på min båndoptager, da jeg var barn. Jeg hørte Radio Luxembourg og optog sange fra radioen, som blev de første mixtapes, jeg lavede. Jeg slugte radioprogrammer råt og kunne sidde i dagevis og lytte til måden, værterne talte på, mens jeg gled hen i egne tanker imens. Det hedder hyperfokus i adhd-sprog, men det vidste jeg ikke dengang. 

Besøg hos Hjortshøj i radioen

Jeg havde samme år skrevet en artikel til et magasin om, hvor trælse de fleste prøverum var, og den artikel havde Lars Hjortshøj læst. Han var vært på et nyt fremadstormende radioprogram og kaldte mig ind til samtale. Hos ham. 

Han havde bedt mig tage tre bøger med, som jeg godt kunne lide, og her er det, at en med adhd kan udskille sig fra en neurotypisk, for jeg fik så stort dopaminboost over at skulle til den samtale, at jeg ikke tænkte over, om det muligvis var en halvskidt idé at medbringe en tegneseriebog om en kanin, der ønsker at begå selvmord, Kærlighed ved første hik og Peter Høegs Frk. Smillas fornemmelse for sne. 

I mean. Andre ville måske tage nogle bøger med, der gav udtryk for en form for intellektuelt vid og bid, og jeg husker da også, at jeg i det sekund, jeg hev dem op af tasken, blev flov over mine valg. Heldigvis syntes Lars, det var toppen, og vi grinede meget af den kanin, der ville begå selvmord. Siden den dag har radio været min første og største arbejdsmæssige kærlighed.

Match med ADHD-hjernen

At arbejde med radio var nemlig det perfekte match til min adhd-hjerne og muligvis også grunden til, at jeg meget sent i livet opdagede, hvad der var los. Du kan få lov til at gakke helt ud med ideer, men fordi formatet og strukturen er så stram, har du en tidskøreplan, du skal overholde. Der kan ske mange uventede ting, mens du sender live, og den puls og det kick, det kan give, passer fremragende til en neurodivergent.

Da jeg blev mor

I 2006 fødte jeg mit første barn, og da jeg altid har været meget glad for børn, arbejdet med dem i seks år på forskellig vis, var jeg ikke nervøs for at blive mor. Hvad kunne være svært ved det? Sådan cirka alt. Det, jeg ikke vidste, men som jeg ved i dag, er, at adhd er enormt følsom over for hormonændringer. 

Selvfølgelig har alle nybagte forældre en ret stejl læringskurve, men jeg syntes godt nok, jeg var ramt. Af dødsangst, heftige pms-symptomer, kraftig reaktion på søvnmangel og en uoverkommelig overvældethed over de mange praktiske opgaver. 

Jeg var så meget på glatis med at skabe struktur for det her lille menneske, at da jeg fik en bog fra en veninde, skrevet af en engelsk sundhedsplejerske, så overholdt jeg den plan, hun havde lavet, til punkt og prikke.

Strukturen for den nyfødte var inddelt i en tidsplan på dagen, og det gav mig ro. Men også umuligt at være spontan i. Bare det at skulle på café, for hvilket system skulle jeg SÅ bruge? 

Jeg fik i mellemtiden et barn mere, og det at have fået børn har været en fantastisk, uundværlig gave, og selvfølgelig knuselsker jeg mine to drenge, men det har også kostet enorme kræfter. 

Det gør det for alle, men havde jeg vidst, at jeg havde adhd, ville jeg ikke have været så fuld af skyld og skam over alle de ting, jeg fandt så svære, og jeg ville nok have været mere nænsom og kærlig over for mig selv, og mine omgivelser, fordi jeg ville vide, hvor grunden til de mange udfordringer havde rod.

Min udredning 

Vi skal kun to år tilbage, før jeg, efter en del research på området, fik en fornemmelse af, at jeg kunne have adhd. Det er nemlig sådan med adhd-hjerner, at dykker man først ned i et emne, så kan man ikke holde op, hvis interessen er der. Man går i hyperfokus. Alt bliver gennempløjet: podcasts, radioprogrammer, artikler, bøger og Youtube-videoer. Hele internettet bliver slugt og ædt råt. 

Jeg fik en åbenbaring, og jeg grinede min r*v i laser over at opdage så meget genkendelighed i det, jeg studerede. Spontaniteten, idébanken i hjernen, originaliteten, gå på-modet, talestrømmen, følsomheden, det at komme til at dele for meget ud, det ikke at kunne stoppe med noget, hvis først interessen er der, det at blive brændt ud, det at have svært ved mange helt almindelige dagligdagsopgaver, det at mangle koncentration ved opgaver, man ikke finder interessante, det at føle sig misforstået, forkert eller have svært ved at sortere i indtryk. 

Det at sidde til møde, hvor folk taler om det samme om og om igen, og man har lyst til at gå ud ad døren, fordi ... det er spild af tid. Du har sagt det én gang, du behøver ikke at sige det igen, men bare på en anden måde. Spild. Af. Tid.

Ingen tvivl

Det at have adhd kan godt være ‘an inside job’, hvor man ikke er hyper, men bare har en hjerne, der hamrer afsted med lynets hast, selv om man sidder helt stille imens. 

Forskellen på en med adhd og en uden er, at den med adhd meget hurtigt kan finde på at sidde og vippe utålmodigt med benene, klikke på en pen, dimse med mobilen, zone ud ved at kigge ud af vinduet og ikke høre efter, fordi det hele kunne være foregået på den halve tid. 

Med lynets hast bookede jeg derfor en tid ved en psykiater, der til gengæld havde ventetider, der er det omvendte af lynets hast. Hold op, hvor var det vildt at skulle vente SÅ længe på en udredning! Min psykiater var flink, og min test var ikke til at tage fejl af. Ingen inkonklusive svar at finde her. Hej og velkommen i adhd-klubben.

Hvad så nu? 

Jeg blev meget lettet over testen, men også lidt stille. Jeg har ikke været et hyperaktivt barn, jeg har også klaret mig fint igennem tilværelsen og er indtil flere gange blevet anerkendt for det arbejde, jeg har leveret. 

Hvad ville folk ikke tænke, når jeg sagde det højt? Ville man tro på det? Var det ikke bare noget opreklameret fis, at alle pludselig skulle have en diagnose? Hvad med mit fremtidige arbejdsliv? Tror folk, man nu er sådan en ustabil gøglertype, der ender sine dage med åbne sko og en indkøbsvogn fuld af plastikposer?

Jeg må sige, at når jeg kigger på mit fædrene ophav og mine gener, og når man ved, at adhd er arveligt, så er jeg ikke i tvivl. Når jeg møder andre med adhd, så kan jeg genkende alt, hvad de siger. Når jeg griner af et adhd-meme på de sociale medier, så er det, fordi det er 1:1 genkendeligt. 

Når jeg læser eller hører om adhd, så forstår jeg 100 procent, hvad de taler om. Og det er godt. For der er også mange fordomme om adhd og voksne kvinder, der bliver udredt for adhd. 

Det er ikke en fiks ide

Er det ikke bare en fiks idé? Har alle ikke de udfordringer? Nej. Det har alle ikke. Noget af det værste er, hvis jeg har sagt det højt og så er blevet mødt med: “Har DU adhd, det forstår jeg ikke?” eller “sådan har jeg det da også” eller “man behøver da ikke at have adhd for at have det sådan”. 

Så føler jeg mig forkert og kan blive ramt af lavt selvværd, selv om jeg godt ved, at man ikke kan købe en udredning hos en psykiater nede i Føtex. Der er trods alt noget faglighed, som vejer tungere end andre menneskers uvidenhed, og det er blandt andet også derfor, jeg vil dele min historie. For at gøre det ufarligt. For at fjerne fordomme. For at almengøre det, så vi med tiden ved mere om, hvordan adhd ser ud, så man ikke bliver set på som en spedalsk med en klokke på skulderen. 

Det er aldrig lykkedes mig at gennemføre en uddannelse, men jeg har haft et dejligt givende og interessant arbejdsliv, og jeg har turdet tage nogle chancer, som jeg er stolt af. Jeg har opnået mere, end jeg turde drømme om, og som der stod om mig i en folder til et bryllup, hvor alle gæster blev præsenteret: “Annamette var kaospilot. længe før det blev hipt og certificeret”. Adhd er en superpower, som jeg ikke ville være foruden. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i maj, 2023.