Sofie Randel blev fyret: “Det var en sund proces for mig”

er single og mor til David på 14 og Emma på 10 år.
er selvstændig i Rethinkevent.dk.

For Sofie Randel kom det som et lyn fra en klar himmel, da hun i 2012 blev fyret fra sit job som salgskoordinator. Ganske vist var hun sygemeldt med stress, da fyringen kom, men indtil da havde hun følt sig tryg, fordi hendes arbejdsgiver og kollegaer forsikrede hende om, at det kan tage tid at komme tilbage til jobbet, når høj puls og hjertebanken har været en daglig oplevelse lidt for længe. Og at hun bare skulle tage sig den tid, det krævede.

“Jeg var i forvejen sårbar, fordi jeg forsøgte at vænne mig til at være en, der fik stress. Da jeg så blev fyret, følte jeg mig fravalgt. Som om jeg ikke kunne bruges til noget. I en periode var jeg enormt vred og syntes, at det var virkeligt uretfærdigt.”

Skamfuldt men sundt

De første måneder uden et arbejde havde Sofie svært ved at sige højt, at hun var arbejdsløs. Det føltes ikke som hende.

“Jeg havde ikke lyst til at sige, at jeg var blevet fyret. Jeg følte, at det var skamfuldt. Og det var en stor omvæltning at gå fra at have en lederstilling, at skulle lægge linjen for en virksomhed og have en tryg lønindkomst til at være på dagpenge og skulle til møder i jobcentret.”

Sofies to børn var til gengæld glade. “Hvor er det dejligt, at du ikke hele tiden skal arbejde, mor,” sagde de til hende, og deres glæde var med til at få hende gennem en tid, hvor hun pludselig havde mistet det fællesskab og den formodede status, som et arbejde og kollegaer repræsenterer.

“Når jeg tænker på det i dag, var det faktisk en sund proces for mig at få tid til at komme ned i gear og få tænkt mere over, hvorfor jeg egentlig havde brug for at køre sådan på. Lagde jeg så mange timer i mit arbejde for min egen skyld eller for andres?”

Jo det samme menneske

Sofies tidligere direktør fik hende til at kontakte en psykolog, og på eget initiativ fandt hun en erhvervscoach, som hjalp hende.

“Coachen sagde, at det kun er stærke mennesker, der går ned med stress. Den sætning bed jeg mærke i. Det hjalp mig til at forstå, at det er, fordi jeg er ambitiøs og gerne vil løse opgaverne bedst, at jeg fik et burnout. Men jeg havde aldrig tidligere tænkt, at lige præcis mine ambitioner var et parameter, der pludselig kunne give bagslag.”

Sofie valgte at deltage i nogle netværksfora for arbejdsløse og kom i den forbindelse i kontakt med forskellige virksomheder. Det gav hende nye kontakter og en følelse af igen at tilhøre et fællesskab.

Men frem for alt hjalp det hende til at tænke nyt om sig selv. “I stedet for at sige: ‘Jeg er det og det’ og nævne min titel, lærte jeg at sætte ord på, hvad det er, jeg kan – hvilke opgaver, jeg kan løse. Og hvad jeg har lyst til. Det sidste er jo virkelig et vigtigt spørgsmål at stille dig selv.”

Og jo mere Sofie åbnede op for nye og gamle bekendtskaber om sin situation, jo flere mødte hun, som havde lignende erfaringer med stress og med at skifte arbejdsidentitet som følge af livets finurligheder.

“Det blev mere og mere ufarligt at tale om. Jeg var jo det samme menneske, bare uden arbejde.”

Selvstændig på sin måde

At blive selvstændig var ikke noget Sofie planlagde, men en dag blev hun spurgt af en kvinde i hendes netværk, om ikke hun ville stå for at planlægge en tur for en kunde. Og for at løse den opgave skulle hun momsregistreres, og så var hun pludselig i gang.

“Jeg havde aldrig tænkt på at starte for mig selv, men jeg var åben for, hvilke muligheder der bød sig, og jeg opdagede, at jeg blev motiveret af at gøre tingene på min måde.”

I dag er Sofie selvstændig eventmanager og foredragsholder på fuldtid. Hun har travlt igen, men ikke så travlt, som dengang hun var fastansat. Arbejdet er spredt ud over flere morgener, aftener og weekender, men uden at være stressende på den destruktive måde, fordi hun netop gør det på sin måde.

Langsom tid er god tid

Hun løser blandt andet opgaver for festivalerne Northside og Tinderbox og for en række erhvervskunder. Og inden for de seneste år har hun haft fokus på at lave kreativt bæredygtige løsninger, hvilket giver “god mening for sådan et hippiebarn fra Thy som mig”.

“Det er en god følelse, at det hele falder i hak. Jeg har virkelig fundet ind til mig selv og det, jeg står for. Når jeg kigger tilbage på mit gamle arbejdsliv, tænker jeg: Hold nu op. Nød jeg det egentlig nogensinde? Det hele gik så stærkt. Men langsom tid er god tid. Det ved jeg nu.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juli 2019.