Sofie Lassen-Kahlke: “Jeg har længtes efter voksne roller”

er gift med Hans Poul Petersen, som arbejder i Styrelsen for Slotte & Kulturejendomme, og som hun har Alfred på 9, Agnes på 6 og Liva på knap 1 år med.
er skuespiller og cand.jur. Debuterede som 14-årig i filmen Vildbassen. Fik sit store gennembrud som Anja i Kærlighed ved første hik i 1999. Den blev fulgt op af fire Anja og Viktor-film og en musical.
Hun sang VM-sangen Danmarks drenge i 2002. Og blev voksen i filmen Familien Gregersen. Hun kyssede med David Owe i Mig og Charlie og var medvært i Melodi Grand Prix 2013.
Har spillet med i flere tyske tv-serier og film og været en del af comedy-kvartetten City Singler. Vandt Vild med dans i 2017. Spillede sidste sommer med i Odense Sommerrevy. Og har gået på skuespillerskole i Los Angeles.

Når jeg ser mig tilbage

I Sofie Lassen-Kahlkes barndomshjem var der plads til både klassikerne og det mere kulørte i bogreolen. Forældrene er begge advokater, men havde ingen forventninger om, at nogen af deres to døtre skulle bringe familiefaget videre.

“Essensen af det, jeg har fået med hjemmefra, er: Gør de ting, der er sjove. Få dig et sjovt liv. Min mor har altid sagt: ‘Du kan sove, når du bliver gammel’, og den sætning lever jeg stadig efter. Da jeg blev spurgt, om jeg ville komme til casting på en film som 14-årig, var der ingen spørgsmålstegn ved det og den verden.

Jeg tror, at mine forældre måske nogle gange har tænkt, at det var lidt flagrende, men så så de jo, at jeg tjente en fin årsløn. Da jeg i 2002 fik tilbuddet om at synge VM-sangen Danmarks drenge, var jeg virkelig i tvivl og meget skeptisk, men jeg kan huske, at min far sagde: ‘Selvfølgelig skal du det! Grib det sjov, som livet byder på. Af sted med dig’.”

Det har indtil videre resulteret i knap 20 film, flere tv-serier, værtsroller, musicals og shows. De første mange film var i selskab med det faste hold bag Anja og Viktor-filmene: Robert Hansen, Mira Wanting, Joachim Knop og Karl Bille, og med deres fælles professionelle, næsten bonusforældre, arbejdsgiverne Regner og Tove Graasten, som hun stadig ser privat af og til.

“Det var altid de samme pressedamer, der passede på os, og de blev nærmest som bedsteforældre eller mødre, og bag dem var Regner og Tove, som skubbede os, men også passede på os. Vi var der jo også for at lave noget, at arbejde, og bagefter skulle filmene promoveres på presseture, hvor vi skrev autografer for tusindvis af mennesker syv gange om dagen.

Det kunne være ret voldsomt, men jeg husker det som sjovt, selv om jeg ikke er sikker på, jeg ville kaste mine børn ud i branchen, som den er i dag.”

En film tog måske 20 dage at filme, og så var Sofie Lassen-Kahlke tilbage på Tranegårdskolen og gymnasiet i Hellerup.

Barndommen

Til trods for den tidlige debut på arbejdsmarkedet gik hun ikke glip af barndommen, som vores generationer husker den. Det var dengang, vejret altid var godt, og sommerferierne uendelige. Hun nævner de stille ferier hos farmor og farfar i sommerhuset ved Sejerøbugten og de tilbagevendende, meget sociale familieferier på Fanø som højdepunkterne.

“Jeg har aldrig været i tvivl om mine forældres ønske om at være tæt på mig og min lillesøster. Når de havde fri, var vi sammen. Når jeg selv planlægger eventyr i dag, så tænker jeg hele tiden mine børn med under armen, og det har jeg helt klart med hjemmefra.

Børnene er det vigtigste, men jeg har da fået luft under vingerne alene, når jeg har været på turné.”

Drømmen om Skuespillerskolen

I dag bor Sofie Lassen-Kahlke kun få hundrede meter fra sine forældre. Fagligt endte hun også med at tage samme uddannelse som dem, da hun begyndte at læse jura som 19-årig, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle. Sit speciale om medieret afleverede hun dog først 17 år senere.

“Det var en virkeligt stor dag. Det betød rigtigt meget for mig, at jeg fik nosset mig sammen. Også trods omstændighederne med helt vildt meget arbejde og to små børn. Jeg tror, mine omgivelser havde lave forventninger til, at jeg ville komme i mål, og jeg gjorde det udelukkende for mig selv.”

Sideløbende mødte hendes alter ego, Anja, Viktor, de flyttede sammen og blev forældre, og parret trak danskerne i biografen. Alene Kærlighed ved første blik blev set af over 500.000 danskere i biografen.

“I dag fortryder jeg, at jeg ikke søgte ind på Skuespillerskolen. Det var jeg desværre ikke mentalt klar til. I dag ville jeg jo elske at tilbringe fire år på sådan en skole og arbejde med tekster og stof. Det ville være et drømmescenarie, men erkendelsen kom bare for sent.”

Hvad har været dit oprør som barn eller ung?

“Jeg tror faktisk ikke, jeg har haft det store oprør. Og egentlig heller ikke det lille, men jeg har jo også fået lov til alt hjemmefra: ‘Nå men vil du ryge? Det er da virkeligt dumt, men du bestemmer det selv’.

Der var ikke noget med, at jeg ikke fik kørekort, hvis jeg havde røget, før jeg blev 18. Jeg måtte også gerne få huller i ørerne, men jeg hverken røg eller fik huller i ørerne. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg skulle være en pæn pige, sidde ordentligt ved bordet og sådan noget med manerer.

Jeg er heller ikke blevet en, der rydder op. Jeg kan sagtens drikke en kop kaffe og læse avisen, mens det bare er kaos omkring mig. Jeg ser det ikke rigtigt, og jeg begynder at rydde op på et tidspunkt...

Måske i morgen. Der er vigtigere ting her i livet for mig, end at det hele står snorlige. Det synes min min mand vist er lidt ærgerligt nogle gange.”

“Hvis man mangler lidt legeinspiration i disse dage, kan man jo altid lege den gode, gamle leg: Hvem kan spise et stykke rugbrød uden at drikke vand på under 2 min... #jegku!”

Er du et legebarn?

“Ja! Og jeg sørger for at huske at lege og ikke mindst spille med mine børn. Når jeg spiller med dem, sørger jeg ofte for at vinde, hvis det kan lykkes mig, for jeg tror, det er nemmere for dem at tabe i spil ude i den virkelige verden, hvis de har tabt mange gange til deres mor først.”

Træt af den unge, søde pige

Måske er Sofie Lassen-Kahlkes oprør, at hun altid har insisteret på at være præcis, som hun er, selv om det for nogle kan være både hvinende sødt som glasur. Og helt nede på jorden som publikummet til en sommerrevy.

“Jeg har egentlig vænnet mig til og lært at være ligeglad med, når medierne skriver noget om søde-Sofie. Men jeg har været træt af, når journalister vil have mig til at komme med eksempler på, hvornår jeg bliver sur.

Det der med at skulle forsvare eller kommentere ‘den søde pige’, der havde jeg det til sidst sådan: ‘Jeg er ikke 10 år mere. Jeg er faktisk voksen!’. Det kunne måske have givet nogen lyst til at lave det vilde nøgenbillede, men sådan har jeg bare aldrig nogensinde haft brug for at have et oprør. Der har jeg tænkt fremad og på, hvordan jeg bevarede min selvrespekt.

Jeg har længtes efter at blive tilbudt voksne roller. Roller, hvor det er tydeligt, at det er en kvinde og ikke en pige. De film, jeg lavede, da jeg var teenager, kører jo hele tiden – og heldigvis for det. Men nogle gange tror folk, at jeg ikke er blevet ældre, men BUM, lige pludselig var hun 80! Sådan kommer det jo til at være.

Jeg kan godt være lidt træt af at blive tænkt på som den unge pige. Jeg glæder mig faktisk til grå hår. Og rynker kunne jeg aldrig drømme om at få glattet ud. Jeg tror helt klart, det hænger sammen med, at jeg er blevet kaldt den unge, pæne pige i så mange år, og så er det et eller andet sted meget fedt, når det går den anden vej.”

Når jeg ser på mig selv i dag

Fagligt nævner Sofie Lassen-Kahlke sidste års debut som revystjerne som hendes nok største oprør. Mod sig selv.

“Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i Odense Sommerrevy, sagde min indre stemme: ‘Det skal jeg ikke!’. Jeg synes ikke selv, jeg er Guds gave til revyscenen eller bare virkeligt sjov. Så jeg havde bare lyst til at sige: ‘Jeg kan ikke den uge’. Men så var der alligevel sådan en: ‘Hold nu kæft, Sofie, selvfølgelig skal du det! Ud over rampen. Kom nu!’.

Og jeg behøvede ikke at ringe til mine forældre eller at spørge min mand, for jeg vidste, at alle ville sige: ‘Kom nu’. Før i tiden havde jeg nok tænkt mere over, hvad andre ville tænke om mig, men selv om det også der ruskede i min mave, så sagde jeg ja. Og det er måske ikke et oprør, men i hvert fald noget med at skubbe mig selv et sted hen, jeg ikke lige troede, jeg ville hen.

Og når først jeg så har sagt ja, så... hvis det viser sig ikke at være sjovt eller godt, så er det sådan, det er, og så læser jeg måske ikke lige den anmeldelse.

Jeg hviler mere i de valg, jeg tager. Men jeg er så lykkelig for, at mine fantastiske kollegaer gav mig verdens bedste oplevelse, så jeg faktisk følte, jeg var sjov.”

Tvivl, tanker og bekymringer

Tvivl, tanker og bekymringer fylder ikke længere lige så meget, som de har gjort. Og så alligevel, for...

“Jeg tvivler virkelig meget. Jeg er ikke typen, der med det samme kan svare ja eller nej til noget. Jeg vender hver en sten og snakker med en veninde og med min mand. Og kommer først frem til et svar efter en grundig søgen i maven.

Jeg bekymrer mig også meget, men jeg arbejder med det, og jeg skjuler det lidt for min mand. Og det er nok godt, at jeg har mødt en modsætning, for selv om jeg tror, at det er godt at tvivle og bekymre sig, så er det også godt at afgrænse tvivlen og bekymringerne, så jeg vender lige nogle af stenene selv, inden jeg vender resten af dem med Hans.”

Mødet med Hans

Sofie Lassen-Kahlke kender Hans fra Fanø, hvor begge deres familier har holdt ferie i flere generationer. Bekendtskabet var længe kun på afstand, indtil en sommer, hvor Sofie spiller golf med sin far, og et lille fly kredser over golfbanen.

“Min retskafne far syntes, at flyet fløj alt for lavt. Om aftenen var vi så til en fest, hvor vi fandt ud af, at piloten også var der, og hvor min far til min store pinlighed fortalte ham, hvad han mente om hans flyvning. Og det var så Hans.”

Først mange år senere blev de to et par.

“Vi er meget forskellige, vi arbejder i to fuldstændigt forskellige verdener, men det tror jeg, jeg har søgt ubevidst. Hans er typen, man meget gerne vil fare vild i en skov med. Så bygger han lige en træhytte ud af noget tømmer og tænder et bål. Selv herhjemme bliver stearinlys tændt med en bunsenbrænder.

Han er på mange måder min modsætning, men han er god til at skubbe mig af sted og sende mig på tour, mens han passer børnene uden at ringe og klage sin nød en eneste gang.”

Stille liv

2019 var altså året, hvor Sofie Lassen-Kahlke debuterede på en revyscene, men også den sommer, hvor hun fyldte 40 år. På dagen i juli var hun højgravid med lille Liva, som kom i september.

“Jeg var gravid, mens jeg spillede revy, men jeg havde vildt mange kostumer på, som nok gjorde det svært at se. Ingen spottede det og spurgte mig. Havde de gjort det, havde jeg svaret ærligt.

Nu nød jeg i stedet at kunne gå stille med det, i modsætning til da jeg var gravid med min første, Alfred, og både Robert Hansen og Regner Grasten ringede og sagde tillykke, fordi de var blevet ringet op af et ugeblad, som vidste det.

Jeg kan stadig huske følelsen i maven, da jeg aflyttede deres telefonsvarerbeskeder. Jeg var otte-10 uger henne og havde ikke fortalt det til andre end min søster og Hans. Ikke engang mine forældre vidste det.

Jeg tror, den oplevelse gav mig en angst, som gav mig lyst til at være helt privat omkring mine andre graviditeter. Selv om alle her i Hellerup jo har kunnet se det, har det alligevel føltes som noget, vi har haft for os selv, fordi det ikke har stået nogen steder.”

De kulørte blade har helt sikkert ærgret sig over først at kunne viderebringe nyheden om familieforøgelsen, da lille Liva var to måneder gammel.

“Jeg søger ikke selv opmærksomheden, det fik jeg så rigeligt af for mange år siden, men gjorde jeg det, så kunne jeg jo bare have puttet et billede af min gravide mave på Instagram.

Jeg har jo et job, hvor jeg meget hurtigt får ekstremt meget opmærksomhed, jeg bliver jo observeret både på og af scenen, men allerhelst lever jeg bare SÅ godt stille. Virkelig. Jeg har så meget brug for mit eget stille liv.”

Følelsen af zen

Sjovt nok er det ikke kun omgivet af sin flok hjemme i rækkehuset i Hellerup, men også i rampelyset, at Sofie Lassen-Kahlke rammer følelsen af zen.

“Det er noget af det mest fantastiske, når jeg fyrer den af på scenen sammen med nogen. Jeg holder helt vildt meget af den energi. Jeg kan blive fuldstændigt lykkelig og høj, selv om jeg altid bliver hamrende nervøs til at starte med, og den der zenfølelse først kommer, når vi har spillet nogle gange.

Men der er forskel på nervøsitet og nerver. Nervøsitet er ødelæggende, også for mig, men jeg er bare blevet så meget bedre til at tackle det med alderen. Og til at forstå, at nerver, den der adrenalin, der pumper i blodet, er god, for det er den, der får mig til at føle, at jeg lever.

Da jeg var med i Vild med dans, brugte jeg enormt meget tid på at tænke over det og tale med min partner om det og også om: Hvad er det værste, der kan ske? Hele dagen op til var jeg nervøs for at træde ved siden af, men det er jo, når man gør det forkerte, at man også bliver menneskelig. Det gør ikke noget, at der kommer en sprække. Jeg er blevet meget bedre til at minde mig selv om: Træk vejret, du er pisseheldig, at det her er dit job, og hvad er det værste, der kan ske: At du glemmer teksten eller et dansetrin!”

“2 dage som 40-årig, og det gør faktisk ikke udpræget ondt”

Hvordan mærker du 40+?

“Da jeg fyldte 40, var jeg gravid og havde nogle uger, hvor jeg ikke kunne gå på grund af bækkenløsning. Natten inden min 40-års fødselsdag kravlede jeg ud på toilettet, fordi det gjorde så ondt. Jeg prøvede at grine af mig selv og se mig selv udefra og tænkte: Shit, Sofie, så blev du 40... Da jeg så blev mor igen, har jeg ikke haft tid til at have 40-års krise og har egentlig bare mærket en stor taknemmelighed for det hele.”

Når jeg ser fremad

I de maj-dage, hvor jeg taler og skriver med Sofie Lassen-Kahlke, er der ikke mange danskere eller verdensborgere for den sags skyld, der helt ved, hvor vi er på vej hen. Hun er fortsat på barsel, og hun har nydt at få hele familien sendt hjem til sig.

“Mine børn var der, hvor de ellers hele tiden skulle ud og være sociale, de havde 117 aktiviteter, og jeg var helt rundtosset og ville egentlig bare gerne være lidt sammen med dem. Og den tid fik jeg. Der er intet, vi skal. Ingen middage, ingen fritidsaktiviteter, ingen legeaftaler. Intet!

Men når det så er sagt, så er vi også heldige, for min mand er offentligt ansat, vi har ikke fået tæppet revet væk under os. Jeg havde jo trukket stikket ved at vælge at få nummer tre, men på min branches og mine kollegaers vegne er det jo katastrofalt, de blev jo revet ud af produktioner fra den ene dag til den anden, og hvor er min karriere, når jeg kommer tilbage?”

“Jeg synes simpelthen den her karantæne tid har gjort så meget godt for mit udseende, har I det også sådan?”

Hvad ser du egentlig, når du ser i spejlet?

“Jeg er grundlæggende glad for det, jeg ser i spejlet. Men jeg synes også ofte, at jeg er træt og tenderende til ikke særligt pæn. Jeg jagter ikke en evig ungdom og går sjældent med makeup, når jeg ikke arbejder.

Men jeg bliver glad, når jeg kigger mig selv i spejlet, og der i ny og næ er kommet pudder og mascara på. Nu har jeg et job, hvor man ofte bliver sminket, så jeg ved jo, at der er håb forude med et par sminkebørster.”

At turde sige nej

Som det er lige nu, glæder Sofie Lassen-Kahlke sig til, at kulturen åbner igen. Til, at hun og hendes familie igen kan gå i teatret og biografen. Og til igen at være sammen med sin familie uden begrænsninger. Veninder har hun set, når de har gået med på tur med barnevognen.

Hun glæder sig også til, at der bliver lidt mere rum til den nyvundne egoisme, hun er nået ind til med alderen.

“Da jeg var yngre, havde jeg nok mere et pleasergen, men jeg er jo 40 nu. Jeg er sgu da næsten gammel, jeg har tre børn! I dag vælger jeg mere til og fra, og det kan være alt – noget med en veninde eller et job.

Jeg er blevet mere egoistisk – på en god måde. Jeg lytter til, hvad der er godt for mig og for dem omkring mig, og der er en stor ro i at være kommet derhen. I at turde sige mere nej.”

Vi taler om ordet egoisme, og hvad vi lægger i det. “Når jeg siger det om mig selv, egoistisk, kan jeg mærke en kvindepower. Sådan: Nu er jeg 40, nu er jeg nødt til at gøre det her. Stadig meget familie, men også mere Sofie-kerne.”

Hvilke andre egenskaber er du også glad for?

“Jeg er et meget ikke-dømmende menneske. Der skal meget til at forarge mig. Jeg prøver at være rummelig og se det humoristiske. Vi har jo alle vores bevæggrunde.

Jeg er også ret tilgivende. Du oplever mig sjældent være sur på nogen lang tid ad gangen. Jeg kan godt blive meget sur, men jeg er blevet meget bedre til at skrive en sms og sige undskyld eller tage telefonen og sige: ‘Det der syntes jeg virkelig var irriterende’, og så råber jeg højt, men jeg bliver god bagefter, og du kan høre mig sige: ‘Nå, men vi skulle også have den der middag der’.