Sofie Gråbøl
Sofie Gråbøl. © Youtube

Sofie Gråbøl: “Jeg er stadig frygtelig genert”

Selv om Sofie Gråbøl er en af Danmarks mest succesrige skuespillere, er det ikke de store armbevægelser, der kendetegner hende. Faktisk har hun det bedst med få nære venner og arbejder til tider med selvværdet

28. oktober 2015 af Heidi Vesterberg


Da Sofie Gråbøl fyldte 40 år, markerede hun det med en tur i Tivoli med sine børn og den nærmeste familie. Hun nægtede at lade sig diktere af et rundt ‘0’ i sin alder og alle forventningerne om stor fest, lokaleleje og lange taler. For hvem har besluttet, at en rund fødselsdag er anderledes end alle de andre? Og hvorfor er det lige dén dag, alle er enige om, at vi skal stoppe filmen, se tilbage på det hele og gøre offentlig status? Det er sikkert dejligt, hvis du lige har vundet i lotto, er nyforelsket og står midt i dit livs største succes. Men det gjorde Sofie Gråbøl ikke.

“Jeg var næsten nyskilt, lige flyttet og i færd med at finde mine ben igen. Mit liv var shaky, og det var ikke lige dér, vi skulle nyde en fotomontage med scener fra mit liv med lækker musik henover for rigtigt at fejre det hele. Det ville blive nogle smertefulde scener. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at gøre status, eller til at nogen skulle slå på glasset og holde tale. Hvad skulle de også sige?” forklarer Sofie Gråbøl

I stedet underspillede hun dagen fuldstændigt. Indtil hun vågnede næste morgen.

“Efter otte timers nattesøvn tænkte jeg: ‘Nå ja. Så er der et nul – og hvad så?'. Så snart dén var punkteret, trommede jeg gæsterne sammen med to dages varsel, lavede en kæmpe kage og tog en rød kjole på. Det blev en dejlig fest,” fortæller hun.

Historien er ikke usædvanlig for Sofie Gråbøl. Hun har det nemlig bedst med at falde lidt tilfældigt ind i livet. Det var også et tilfælde, der gjorde hende til skuespiller i en alder af 17 år. Hendes mors blik faldt på en annonce i Politiken, hvor filminstruktøren Henning Carlsen søgte en pige, der var god til engelsk og så yngre ud, end hun var. Det førte til debuten i filmen Oviri og blev starten på en lang skuespillerkarriere. Selv havde hun aldrig fundet på det.

“Jeg svarede på annoncen, men det var lidt som at købe et skrabelod. Ellers var tanken om at blive skuespiller aldrig faldet mig ind. Jeg var frygtelig genert og blufærdig, og det er jeg stadig. Jeg rødmer og bliver utilpas, når jeg skal stille mig op i andre sammenhænge end mit fag. Skuespillet er noget andet. Det er ikke mig, men en rolle, jeg tager på mig, og en fortælling, jeg stiller mig til rådighed for. Når opmærk-som-heden drejer sig om mig personligt, ved jeg aldrig helt, hvem jeg skal være.”

Der er på en måde også mange personer i Sofie Gråbøl. I et alvorligt og eftertænksomt øjeblik springer vicekriminalkommissær Sarah Lund frem og tager over. Andre gange glider søde, skilsmissetruede Julie fra tv-serien Nikolaj og Julie forbi, eller du aner skyggen af den gennemført kiksede søster Mulle fra filmen Den eneste ene.

Det var muligvis et tilfælde, at Sofie Gråbøl blev skuespiller. Men det er ikke tilfældigt, at den 42-årige skuespillerinde i år har 25-års jubilæum som en af Danmarks mest anerkendte skuespillere. Eller at det lige er hende, der kan få et helt land til at holde af en knudret politi-kvinde i en færøsk sweater. For Sofie Gråbøls figurer sidder godt fast. Både i hende selv og i publikums hukommelse.

Til april føjer hun endnu en figur til listen, når hun går på scenen som moren Emilie i svenske Ingmar Bergmans familiesaga Fanny og Alexander på Det Kongelige Teater. Sofie Gråbøl var ikke ret gammel, da filmudgaven fra 1982 blev sendt på dansk tv, men hun husker tydeligt stemningen i den store, kærlige og kaotiske teaterfamilie Ekdahl. Og især børnene Fanny og Alexander, der efter farens død og morens bryllup med den strenge biskop kommer til et koldt og regelret hjem, hvor livet handler om at underkaste sig Gud – og biskoppen.

“Mange af scenerne har brændt sig ind i mig. Det er en fantastisk historie og en stor hyldest til kunsten, livet og fantasien. I min rolle er det også en fortælling om en kvinde, der opgiver sit gamle liv og efterlader alt for at følge og underkaste sig en mand med fatale følger. Hun ender med at komme hjem, ikke bare til sit gamle liv, men til sig selv, som en kvinde, der ved, hvad hun vil, og som tør tage sin skæbne på sig. Jeg tror, de fleste kvinder foretager den rejse i deres liv. Det er en urkvindelig eller -menneskelig rejse, som jeg allerede synes, jeg har foretaget en del af. Men jeg er stadig på vej.”

Trygheden på værelset

Sofie Gråbøls eget barndomshjem var også sammensat. Forældrene gik fra hinanden, før hun blev født, og hun voksede op på Frederiksberg med sin bror, sin amerikanske stedfar og sin udadvendte arkitektmor, der som så mange andre i sin generation var engageret i politik og verden uden for hjemmets fire vægge. Trygheden fandt Sofie Gråbøl inde på sit vær-else, fordybet i fantasihistorier og tegninger.

“Der var meget tidligt en tillid til og en forventning om, at jeg kunne klare meget selv. Jeg savnede helt klart faste rammer eller fornemmelsen af, at nogen styrede bussen. Det gav mig en ensomhed, men også en styrke og en evne til at træffe mine egne valg. Jeg havde ikke fået det ene uden det andet. Inde på mit værelse skabte jeg en tryg hule. Der skulle noget, til før jeg for alvor turde åbne døren og træde ud på den anden side,” fortæller hun.

Det gjaldt især, når der var store forandringer i luften. Da hendes mor blev skilt for anden gang, skulle familien flytte i kollektiv. Det fik den dengang 12-årige Sofie Gråbøl til at stille sig op på en stol med et reb om halsen. Dog mest for at give klart udtryk for sin protest og uden at være klar til at gøre alvor af truslen.

“Jeg var et meget tryghedssøgende barn, og min verden skulle til at forandre sig radikalt. Jeg ville hellere slå mig selv ihjel end flytte væk og ind i noget, jeg ikke anede, hvad var! Heldig-vis væltede stolen ikke, og jeg kom til at elske at bo i kollektiv.”

“Men noget skulle hive mig ud af det værelse, og sådan er det på mange måder stadig, også i forhold til mit arbejde. Jeg er ikke så god til selv at smække døren op og gå ud med et stort: ‘Tadaaa, jeg hedder Sofie Gråbøl, se mig’. Jeg har brug for at føle mig meget tryg, og der skal helst komme nogen og banke på døren, før jeg tør åbne den,” siger hun.

Ingen glæde uden smerte

Deri ligger en del af problematikken i Sofie Gråbøls liv, mener hun selv.

“Det er sjældent mig selv, der får tingene til at ske. Det er vel noget med selvværdet, er det ikke? Jeg arbejder med det, men jeg kan stadig godt få den der lyst til at pakke mig sammen og gå ind på værelset igen,” siger hun.

Det gør hun heldigvis ikke så tit. Sofie Gråbøl opholder sig mest i virkeligheden på den anden side af døren. Måske fordi den opvækst, der skabte det tryghedssøgende og ensomme barn, også har givet hende en stærk vilje og en let adgang til kreativitet.

“Den indre fantasiverden, jeg byggede op som barn, har givet mig en kreativ ressource, som jeg bruger hver eneste dag. Hvis jeg var blevet set, stimuleret og holdt i hånden hele tiden, sådan som vi i min generation gør det med vores børn, ville jeg måske ikke have fået den ressource. Sådan er det med de fleste smertefulde erfaringer. De er med til at gøre os til dem, vi er. Jeg har taget mange smertefulde sving i mit liv, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at lige præcis den og den smerte har givet mig erfaringer, som jeg fik brug for senere,” siger Sofie Gråbøl.

Af samme grund forsøger hun ikke at dele livet alt for meget ind i succes og fiasko, men at give plads til begge dele. Det gælder også de spor, hun selv vil komme til at sætte i sine egne børn, for eksempel som følge af skilsmissen fra børnenes far, filmklipperen Jacob Thuesen, for snart fem år siden.

“Jeg har givet mine børn en anden opvækst end min egen og er mere pylret og beskyttende, end min mor var over for mig. Men mine børn har også allerede oplevet en smerte, som de skal forholde sig til, og som vil forme dem, ligesom min egen har formet mig.”

“Jeg formåede ikke at skabe en perfekt kernefamilie for dem, og det har jeg måttet lære at leve med. Det må mine børn også. Jeg kan ikke tage den smerte fra dem, men jeg kan gøre alt for at hjælpe dem og stå til rådighed for dem. Det var ikke det, jeg ønskede, men nu har jeg fundet fred med det. Det er sådan, det er,” fortæller Sofie Gråbøl med en ærlighed, der står i kontrast til den beskrivelse, hun har set af sig selv gennem det meste af sit liv: som et meget reserveret menneske.

En privat kontrolfreak

Sofie Gråbøl opfatter sig selv som både imøde-kommende og meget nem at lære at kende. Især hvis det er på tomandshånd og uden risiko for at ende på en forside.

“Jeg er overhovedet ikke reserveret, men jeg er meget privat. Det er noget helt andet. Jeg trives også bedst i små selskaber og har mere få og nære venner, end jeg har mange. Jeg har slet ikke behov for at få opmærksomhed omkring mit personlige liv. Det er i øvrigt også ret kede-ligt. Jeg smører jo bare madpakker og vasker op som alle andre,” siger Sofie Gråbøl.

Hun har også fået ry for at være et stort kontrolmenneske, og i mange artikler og portræt-interviews fremstår hun som en ambitiøs perfektionist, der er bange for at begå fejl og derfor må have kontrol med alt omkring sig. Det passer sådan set meget godt, indrømmer hun. Men hun understreger, at hun er nødt til at glemme frygten for at begå fejl:

“Engang var jeg mest optaget af at være dygtig og undgå fejl. Det betød, at jeg spillede den samme plade aften efter aften i stedet for at blive ved med at udforske og udvikle min rolle. Jeg kan godt være stridslysten og afsindig stædig, så på den måde er jeg et kontrolmenneske. Men jeg har også stor lyst til at slippe styringen fuldstændig og lade nogen skubbe mig væk fra det, jeg kan, til noget, jeg ikke vidste, jeg kunne,” siger Sofie Gråbøl og fortsætter:

“Jeg er blevet bedre til at slippe kontrollen. Men jeg er meget ærekær og passioneret omkring mit arbejde og prøver altid at nå så langt, jeg overhovedet kan. Det er vel en form for perfektionisme. Men hvis ikke det er målet med mit arbejde, hvorfor skulle jeg så gøre det?”

Der er også meget, den passionerede skuespiller ikke har styr på. Sin økonomi, for eksempel. Og kalenderen. Hun aner aldrig, hvad hun skal lave til næste år eller med hvem. Hvis hun var et ægte kontrolmenneske, kunne hun slet ikke være skuespiller, mener Sofie Gråbøl.

“Mit fag er en lang øvelse i at tabe kontrollen. Hvis man lever et liv, der er mere fastlagt og uden så mange ubekendte, opdager man måske slet ikke, hvor skræmmende det er. Det er ikke let for mig at give slip på den. Jeg kan godt blive meget bange, og så får jeg lyst til at gå ind på værelset igen og lukke døren.”

Modtagelig for visdom

Når Sofie Gråbøl får lyst til at lukke sig inde på værelset igen, er det lysten til at stille sig til rådighed for skuespillet og – især – udvekslingen med andre mennesker, der får hende fra det.

“Jeg har jo meget stor lyst til livet og til at kaste mig ud i det. Det er udvekslingen med andre, der giver allermest mening for mig. Det er det, der er så berigende og fantastisk ved mit fag, og det bliver jeg mere og mere bevidst om.”

Hvis nogen havde forsøgt at give den unge Sofie Gråbøl et godt råd om det liv, der lå foran hende, ville hun ikke have hørt efter. Hun var meget enerådig og opdraget til at bestemme meget selv. Desuden ville de fleste råd have været overflødige. Den unge Sofie vidste nemlig det meste i forvejen og havde forstået det hele. Det mente hun i hvert fald selv.

I dag er Sofie Gråbøl mere ydmyg og langt mere modtagelig for andres visdom. Hun ved også, at den slags først virker helt, når hun selv har mærket det og gjort det til en erfaring.

“Der er jo meget, der skal udleves først og forstås bagefter. Man bliver nødt til at tage hele måltidet. Noget smager mere bittert end andet, men alle retterne hører med. Vi kan ikke spole i vores liv for at komme frem til det gode, ligesom vi ikke kan adskille glæden fra smerten. Vi får ikke det ene uden det andet.”

Seneste

Måske er du interesseret i...