Skuespiller Sofie Gråbøl (53)
Skuespiller Sofie Gråbøl (53).© Ditte Capion

Sofie Gråbøl: Jeg var voldsomt på udebane

Rollen som Inger i filmen Rose var en udfordring for Sofie Gråbøl, som virkelig gerne ville lykkes med at vise, at vi som samfund skal dyrke de anderledes tænkende.

17. marts 2022 af Louise Thorsted

Sofie Gråbøl er noget særligt på Magasinet Liv, hun var nemlig på forsiden af det allerførste Liv, som udkom for 11 år siden. Og så er det jo oplagt at lave en slags status.

“Er det kun 11 år siden? Jeg synes, jeg er blevet 30 år ældre. Der er sket rig­tigt meget. Både overskrifter og alt det, der står nede i teksten. Jeg har oplevet de store dramaer: Været meget syg, mistet min mor, og mine børn er blevet store. Det sidste er det smukke store drama. Men det er overskrifterne. Ellers reviderer jeg ikke rigtigt. Jeg tænker over mig selv og mit liv, og hvorfor jeg lever, som jeg lever, men jeg sætter det ikke op i en gøren status.”

“Hvis jeg skal sætte en overskrift på mit arbejdsliv, fra jeg startede, da jeg var 17 år, og til nu, hvor jeg er 53 år, hvor jeg har spillet alle genrer, har jeg altid spillet mennesker, som er relaterbare. Det kan godt være, at jeg i perioder har været puttet i en kategori, men jeg har aldrig følt, at jeg hang fast. Jeg har været så heldig hele tiden at få mulighed for at blive hvirvlet et andet sted hen.” 

Filmen Rose

Seneste resultat af en hvirvlen er instruktør Niels Arden Oplevs nye film, Rose, hvor Sofie Gråbøl spiller hovedrollen, Inger, som har skizofreni. En roadmovie, der blev optaget dels i Paris og i Aarhus, dels i en turistbus mellem de to lande.

Filmen er inspireret af instruk­tørens søsters historie. En film, som med Sofie Gråbøls ord “ikke er en temafilm, men en dybt personlig film for Niels Arden.”

“Det er ikke bare historien om at være psykisk sårbar, han fortæller. Han fortæller om de udfordringer og kvaliteter, det genererer at have en anderledes tilgang til livet. Jeg tror, han havde tænkt, den skulle have mere alvorstyngde, men han har forklaret, hvordan det, han skrev, hele tiden også havde en lethed og en humor. Og en meget stor kær­lighed. Jeg synes, filmen er en hyldest til livets mangfoldighed.”

Men Sofie Gråbøl har også følt sig “voldsomt på udebane” i rollen.

“Jeg kan aldrig blive en anden, end jeg er, men min metier ligger jo i, i størst mulig grad, at lægge mig selv til side og prøve at fortolke et andet menneske. Det er farligt, hvis man som skuespiller føler, man skal være repræsentant for en gruppe eller et køn. Det her er ikke proto­historien om psykisk sårbarhed, men historien om Inger. Det, som optager mig mere og mere, er, hvor mange modsætninger og dermed nuancer, jeg kan få indeholdt i selv det, der på papiret er en ‘type’, som for eksempel en såkaldt mor­rolle. Det må aldrig bare være en ‘type’, og hvis publikum sidder og tænker: Nå, det er jo bare Sofie Gråbøl igen, så har jeg fejlet og kedet, ikke bare mig selv, men også dem.”

Nuanceret og modsætningsfuld er muligvis også de eneste kasser, man kan lykkes med at forsøge at proppe Sofie Gråbøl selv ned i. Hvis man overhovedet tør gøre forsøget. 

Portræt af skuespiller Sofie Gråbøl
Sofie Gråbøl vil gerne tale om andet end sig selv, når hun bliver interviewet. © Ditte Capion

En oprigtig samtale

I modsætning til de fleste interviews, er et interview med Sofie Gråbøl ikke af slagsen, hvor jeg tænder for diktafonen og skyder løs med alle mine nysgerrige spørgsmål. Det fornemmer jeg, allerede da vi skal bestille frokost.

Sofie Gråbøl: “Det er altid svært at tale, mens man spiser.”
Mig: “Ja, det er jo luksussen for mig, at jeg ikke skal sige så meget.”
Sofie Gråbøl: “Det ved du da ikke!”

Så vi taler om, hvordan det er at arbejde på storkontor, om hvordan vores sanser udvider sig, når vi rejser, om fagligt nørderi, om japansk jazz og om gløgg. En samtale drevet af oprigtig nysger­righed og undren. 

Hvis Sofie Gråbøl på et tidspunkt skal spille en midaldrende kvindelig journalist, der læser menukortet, før hun går ud og spiser, og som hellere lytter til den samme jazz­podcast to gange (må jeg anbefale Jazz & Co på DR Lyd med Sofie Gråbøl som gæst) end gennembladrer de kulørte magasiner, som research til dette interview, har hun researchen på plads. Som hun også havde det med Inger i Rose

Kunsten at spille skizofren

“Vi havde mange snakke inden optagelserne, for skizofreni findes i 1000 grader. For mig var det vigtigt, at det ikke blev for cute. Inger lever med et ofte destruktivt mørkt indre, som er en del af hendes virkelighed, og hvordan skildrer man det? Det var søvnløse nætter for mig i de to måneder, optagelserne stod på. Dels det helt tekniske: Hvordan spiller jeg hende? Der er jo 100 måder. Dels valget af, hvordan hendes personlighed skulle afspejle sig i hendes fysik.”

“Da jeg mødte det menneske, Inger er baseret på, følte jeg, at jeg skulle have hende med. Ikke som et forsøg på objektivt at kopiere hende, som når man spiller en historisk person, men jeg blev inspireret af helt kon­krete ting, ord og vendinger. Og hendes stemme og fysik. Jeg valgte at lade hende være lidt sammensunken, hvilket i øvrigt ikke er uproblematisk, når man er disponeret for diskusprolaps i nakken, som jeg er.” 

Still fra filmen Rose med Sofie Gråbøl, Anders W Berthelsen og Søren Malling
Sofie Gråbøl i rollen som Inger i filmen Rose, her på roadtrip i bus til Paris.© PR

Optagedage i Paris

Efter de to første ugers optagelse i Paris var hun ikke bare øm i nakken, hun var også frustreret. Hun følte ikke, hun havde fundet Inger. Hun var i tvivl om, hvor meget hun skulle skrue op og ned for virkemidlerne.

“Efter et par dages refleksion, besluttede jeg at gå længere ud i hele hendes udtryk. Det fungerede ikke at fedte med det. Mellemvaren ville blive forkert. Jeg gav slip og tænkte: Nu må det briste eller bære. Det var befriende at slippe kontrollen, en fantastisk følelse, som at afkalke vandhanen og bare lade det flyde, et kontrolslip, som var afgørende.”

Personerne omkring Inger i filmen Rose oplever også at miste kontrollen og at lære af det.

“Jeg mener, at vi som mennesker og, hvis vi skal op på den store klinge, som samfund har dybt behov for de anderledes tænkende. Hvis ikke menneskets psyke rummede yderpunkter, var der jo ingen menneskelig udvikling.”

"I Rose er rammen vidunderlig: En gruppe mennesker kører i en bus, som et minisamfund, og så sætter man et menneske ned, der ikke umiddelbart passer ind. Man kan lege med tanken om, at havde Inger ikke været med på turen, hvor spændende havde den så været?” 

Komplekse karakterer

At spille Inger var ikke bare lige at følge manuskriptet. Det er det sjældent for Sofie Gråbøl.

“Der er ikke nogen roller, hvor jeg tænker, den winger jeg lige. Jeg vil altid lede efter, hvordan rollen kan blive mest nuanceret eller modsætningsfyldt. Det er en skuespillers metier at leve sig ind i vidt forskellige roller og måder at være menneske i verden på, og den proces holder aldrig op med at interessere mig. Lige meget hvor forskellig fra mig selv, en rolle er, vil der altid være noget, jeg kan identificere mig med. 

“De mest komplekse og modsætningsfyldte karakterer er også dem, der er mest interessante at leve mig ind i. De sorte tanker, som Inger er overmandet af, kan jeg aldrig til fulde sætte mig ind i. Når det gælder følelser, så går vi rundt med en forestilling om, at vi er rationelle og objektive, men i virkeligheden er vi det meget mindre, end vi tror. Vi er utroligt styrede af følelser, erfaringer og den bagage, vi går rundt med. Der er jo ikke noget, der hedder at opleve virkeligheden objektivt. Vi har alle vores grader af subjektiv fortolkning.”

Følelsen af angst

“Jeg kender til at føle så meget angst, at mine proportioner tipper, men med den overbygning, der kommer med alderen, kan jeg i dag sætte det i perspektiv. Nu ved jeg godt, at det sorte ikke er, som jeg oplever det. Men det har taget utroligt mange år at nå dertil. I mine barneår, teenageår og ungdomsår virkede det mere realistisk, at der kunne ligge en under min seng, eller der kunne komme en og slå mig ihjel. Jeg kan stadig tænke, at alt er håbløst, og at jeg ikke kan noget, men nu ved jeg, hvor og hvad jeg skal arkivere det som i mit indre kartotekssystem.”

still fra filmen Rose med Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders Berthelsen og Karen-Marie Mynster
Sofie Gråbøl lod Inger have et let foroverbøjet udtryk og fik ret ondt i nakken efter optagelserne.© PR

Melding fra kontroltårnet

Sofie Gråbøl faldt og brækkede sin albue ugen før vores aftale. 

“Det er den kedeligste historie: Jeg skvattede over en ledning i en døråbning i min mors lejlighed og vidste i det sekund, jeg ramte gulvet: Fuck, den er brækket. Og så tanke nummer to, som virkelig er en fagskade: Godt, jeg ikke er i optagelse. Min mor døde i juli, oven i optagelser til en tv-serie, så oprydningen i hendes lejlighed er sket drypvis, men den her dag skulle der virkelig rykkes, og så skvatter jeg.”

“Nu bagefter tænker jeg: Måske var det en melding oppe fra kontroltårnet om, at nu skal du lige køre af landingsbanen og ind i en hangar? Og når det skal være, så er det ikke det værste tidspunkt. Jeg har på mange måder haft et heftigt år, primært med min mors død, men fordi jeg også har været arbejdspresset på kritiske tidspunkter, så har jeg smidt nogle ting om bag i bussen, som jeg jo godt ved, ligger der, men jeg var nødt til at køre videre.”

Da jeg mistede min mor

“Da min arm brækkede, var jeg nødt til at stoppe op. Det er okay. Det er en slags mindfulness på flere måder, fordi jeg nu skal gøre alt med venstre hånd. Det tvinger mig til at være til stede. Den sidste tid med min mor var intens og på en gang både smertelig og smuk at være tæt på. Hun var syg i et år og blev erklæret rask, så det var ret chokerende, da hun pludselig ikke var det længere, og så gik det stærkt. Det føles, som om de tektoniske plader har forskudt sig under mig, dybt, dybt nede. Det er en proces, der bliver lang, tror jeg. Hendes død er så grundlæggende en begivenhed, og det tager tid til fulde at mærke den og forstå den.”

At miste sin mor har også fået hende til at tænke over, hvilken mor hun selv er. Med store børn. 

“De begynder for alvor at træde frem, og jeg er selv på afstand af de år, hvor jeg var helt nede i, ikke bare det enkelte kapitel, men på den enkelte side og bare skulle have dagene til at køre og passe mine børn og mit arbejde.”

Prisen for bedste mor?

“Nu er jeg på et punkt, hvor jeg kan tænke over, hvad der skete, i den lidt større fortællings perspektiv. Hvordan jeg klarede det og med hvilke ressourcer? Og ikke mindst, men smertefuldt: Hvad havde jeg af begrænsninger og fejl? Hvilke af mine forældres har jeg gentaget? Har jeg måske begået nye fejl netop for at undgå at gentage deres? Der er ting, jeg ville ønske, jeg havde forstået, da mine børn var mindre. 

Og så vil du helt sikkert spørge: ‘Hvilke?’ Og nu ved jeg ikke, hvor formuleret det er, men: At det var godt nok! At det var okay. Også når det ikke var det. Du får ikke anmeldelser for at være mor. Der er ikke noget, der hedder ‘Prisen for den Bedste mor’ eller ‘Dårligste mor’. Jeg ville gerne så meget, og så godt, at jeg nogle gange tænker, at jeg var rigtigt dårlig til bare at lade ting være, som de var. Og lade ting være okay, for der var jo aldrig noget, der sejlede. Det betød ekstremt meget for mig, at mine børn havde det godt, og at de ikke manglede det nærvær og den støtte, jeg måske selv har længtes efter.”

“Men det kan også betyde, at man får en blind vinkel, når projektet bliver så formuleret. Jeg ville ønske, jeg havde forstået, at alt har en pris. Du kan ikke være i plus på det hele i det store regnskab. Hvis du vælger at vie dit liv til dine børn, vil du være i minus i andre kolonner, som også vil få en effekt på dem. Det hele er en balance.”

“Det er ikke, fordi jeg mener, at det hele skal være problemfrit eller konfliktfrit. Alle mennesker har en eller anden portion af problemer på deres tallerken, men målet er jo ikke, at der ikke er nogen. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre. Og alle kriser eller udfordringer kommer med en mulighed for indsigt. Det er så ikke altid, den er behagelig. Men der er muligheder i dem, hvis man har ressourcerne.” 

Portræt af skuespiller Sofie Gråbøl
Hun kommer tit til at tale mere om tvivl end om mod i interviews, Sofie Gråbøl, og hvorfor egentlig?© Ditte Capion

Angst for definitive overskrifter

Her er interviewet egentlig slut, diktafonen er slukket efter mange flere minutter og ord, end jeg normalt kan forvente at få, når det gælder kvinder med agenter og agendaer. Men Sofie Gråbøl har mere på hjerte, nogle sidste ord, som på en måde vender det hele på hovedet og så fint forvandler slutningen til en ny begyndelse.

“Når man laver sådan noget som det her interview, bliver det meget tydeligt, hvilke kategorier man putter sig selv i. Jeg kan blive så uendeligt træt af mine egne, når jeg læser dem sort på hvidt. Så tænker jeg: Så sætter du en anden plade på, Sofie! For jeg gider ikke selv høre den samme historie mere. Det sker bare igen og igen, når journalister siger: ‘Du har før sagt ...’ og jeg så pludselig skal korrespondere med en tidligere version af mig selv. For måske har jeg skiftet ham i mellemtiden uden at opdage det.”

Meget snak om tvivl

“Jeg har altid skullet snakke om tvivl og om angst, som vi også har været forbi i dag. Jeg husker nu, at jeg, sidst jeg lavede et interview, besluttede at fortælle en ny fortælling næste gang, men nu havde jeg glemt det og faldt tilbage i rillen."

“Jeg fortalte om søvnløse nætter over Rose i stedet for om det mod og den befrielse, der lå i at slippe kontrollen. For jeg er ikke kun et tvivlende, men også et ret modigt menneske, som kaster mig ud i ting, der gør mig rædselsslagen. Og når jeg gør det, overvinder jeg min angst.”

“Så hvorfor ender jeg altid med at fortælle om, hvor angst jeg var, i stedet for hvor modig jeg var? Kategoriseringer er svære, både med andre og med mig selv. For hver gang andre eller jeg selv siger noget, jeg er, så tænker jeg: Men jeg er jo også det modsatte! Jeg er ekstremt arbejdsom, og jeg er ekstremt doven. Jeg er vildt stædig og beslutsom og kan være fuldstændigt vægelsindet ud i det neurotiske. I mit arbejde elsker jeg, at jeg både kan få lov at spille noget, der har kæmpetyngde, men også komedien.”

Appetit på nye steder

“Jeg elsker det lette og det perlende og ville være virkeligt ked af at skulle begrænse og vælge side, når jeg føler, jeg hører hjemme alle steder. Jeg kan supergodt lide at være sammen med andre mennesker, og jeg kan supergodt lide at være alene. Hvis der kun er mod uden tvivl, så er det overmod, eller det kan tippe. Det er vigtigt at kunne mærke sine begrænsninger eller barrierer for at kunne overskride dem. Tvivl føder refleksion, som er det, der tit får mig til at vokse. At stille spørgsmål, ikke kun ved verden, men også ved mig selv, kan man kalde tvivl, men det er også en nådegave.”

“Jeg lever ikke mit liv ved at sidde og ruge: Jeg kaster mig ud i vidunderlige projekter, jeg har en kæmpe appetit på at nå nye spændende steder hen med nye spændende mennesker, og det er i virkeligheden det, der er min driver og benzinen på min motor: En blanding af både lyst og nysgerrighed, og så har jeg altid haft noget, jeg skulle overvinde. Hvem har ikke det?” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. februar 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide