Søs Marie Serup fortæller om sin ungdom i 80'erne
Søs Marie Serup (45). © Sine Nielsen

Søs Marie Serup: “Jeg ville ned og se muren falde”

Søs Marie Serup oplevede 80’erne som en bevægelse fra en dystopisk begyndelse med en sort fremtid til en euforisk afslutning, som fik hende til at tro på, at hun kunne forandre verden

21. april 2020 af Karen Greve

Søs Marie Serup (45)

  • er gift og mor til en søn på 7 år.
  • er politisk kommentator og direktør i kommunikationsbureauet By Serup.

Velkommen indenfor i en jysk håndboldhal. Sådan en med lysstofrør i loftet, en lugt af sved og harpiks og et cafeteria, som serverer en menu bestående af pomfritter og cowboytoast fra frost.

Her tilbragte Søs Marie Serup en del tid i 1980’erne, iført gul- og sortstribet spillertrøje og sikkert vinder-instinkt. Hun kan stadig huske “følelsen af panik over at være fri foran mål, hvor du skulle score”.

Alle spillede håndbold, og det var ikke kun på banen, der var en fast uniform. I omklædningsrummet lå der Levi’s 501 og Ballsweatshirts på lange rækker, og efter badet fik håret den store tur, så hun kunne få sin permanentede page til at fylde mest muligt.

Hjemme sov hun under en skråvæg, dekoreret med en plakat med Wham! Og hver søndag eftermiddag klokken 16 så hun Dollars hos naboen, for hjemme hos hende var fjernsyn noget, som kun foregik efter aftensmaden. 

Alt sammen ret almindeligt for en tidlig teenagetid i 1980’erne. Og så var der lige de områder, hvor hun ikke var helt almindelig.

“Jeg spurgte hele tiden efter gulerødder i hallens cafeteria, for jeg havde en aktivistisk dansklærer, der opfordrede os til at kæmpe for at ændre ting, og det endte faktisk med, at de begyndte at have gulerødder sammen med pomfritterne. 

Min lærer syntes også, at nogle af pigerne skulle vælge metalsløjd, så det gjorde jeg selvfølgelig også.”

Vi har kurs mod afgrunden

Søs Marie Serup boede på en gård, og i starten af 80’erne var det ensbetydende med en ganske bestemt frygt.

“Fattigfirserne startede med en bølge af tvangsauktioner, og der var flere landmænd, som begik selvmord. Jeg var super bange for, at vi skulle gå fallit, og at min far skulle begå selvmord, for det var noget, som skete i nabolaget efter den borgerlige regerings reformer, hvor Kartoffelkuren er den mest kendte. 

Der findes et berømt interview med den afgående finansminister Knud Heinesen på kanten til 80’erne, hvor han siger, at vi står ved afgrundens rand. Den følelse var meget tydelig, der hvor jeg voksede op.”

Drømme og udlængsel

Jo mere økonomien skrantede, arbejdsløsheden steg, og håbløsheden bredte sig, jo mere var der brug for eventyrstemning i andre sammenhænge.

“Det hele var dystert og sort. Samtidig var musikscenen så poppet og naiv, som den nogensinde har været. Vi blev introduceret til rap: Rockers by Choice og MC Einar.

Filmene fra dengang var Karate Kid, E.T., Flashdance, Dirty Dancing, Top Gun, Cocktail. Alt sammen et super naivt og lyserødt Disney-ficeret univers og en fuldkommen kontrast til Kartoffelkuren. Så kunne man drømme sig lidt væk.”

Søs Marie Serup drømte sig tidligt væk fra barndommens by. Hun havde en udlængsel og en mere eller mindre bevidst plan om at skulle væk, og første gang, den følelse blev helt konkret, var i 1989, da hun var 16 år gammel.

Søs Marie Serup
© Sine Nielsen Søs Marie Serup drømte sig tidligt væk fra barndommens by.

Tear down this wall

Gorbatjov og Glasnost, Reagan og ordene: “Tear down this wall”. Søs Marie Serup husker det hele.

“1989 var et helt særligt år. Når jeg har glemt, hvad mit barn og min mand hedder, vil jeg stadig huske 1989. Det håber jeg. Muren faldt, da jeg gik i 9. klasse og havde en tysklærer, som startede alle timer med, at vi sang en politisk protestsang. Det var med til at gøre mig så interesseret i politik, for det var så spændende. 

Alt handlede om muren det år, og midt i det hele faldt den. Jeg var rasende på min mor og far, fordi jeg ikke måtte tage til Berlin. Jeg vidste bare, at det var et øjeblik i verdenshistorien. Jeg ville så gerne derned og se muren falde.”

Men skyggerne fra årtiers kold krig lurede, og frygten for, at en Stasi-hær med tanks og skarpladte våben ville rulle hen over den spirende løsrivelse, fik hendes forældre til at sætte hælene i. Så hun var der ikke selv, men begivenheden var alligevel med til at forme hendes fremtid.

“Murens fald sammen med apartheids fald i slutfirserne, tror jeg, har påvirket min generation mest. Det, at vi på et tidspunkt, hvor vi var meget modtagelige, oplevede, at verden kan blive bedre, at de ting, vi ikke troede kunne blive bedre, de blev ved et trylleslag bedre. Vi fik en tro på, at et folk kan rejse sig. At vi kunne forandre verden.”

Vi er røde, vi er hvide

Den senere politiske kommentator og rådgiver og spindoktor i Venstre var allerede som ung one of the boys. Hun havde Søren Lerby som idol og ville gerne spille fodbold uden benskinner ligesom landsholdshelten. Men hun var også fascineret af tidens powerkvinder.

“Jeg kan huske, hvordan der blev talt om nogle af de første kvindelige ministre, Ritt Bjerregaard og Grethe Fenger Møller, som hårde kællinger. Jeg var en lille pige, som tænkte: Hvor er de seje. 

Margaret Thatcher var den første, der rigtigt brugte powersuitet som kvinde, og det var min store drøm at blive voksen og gå på arbejde i en blå spadseredragt.”

Mod til at forandre verden

Bortset fra 1989 savner hun ikke noget fra 80’erne. Hverken lørdagskyllinger eller slatten skinke om meloner (“seriøst, jeg rundede de 40, før jeg fattede, at det var et forsøg på at lave en italiensk delikatesse med prosciutto og melon”).

Den langsomme teknologi, den flæsede mode (“mit konfirmationstøj var så grimt, at jeg ikke kan rumme det”) eller frygten for aids.

“Jeg har læst engang, at folk fryser fast i den tidsalder, hvor de bedst kunne lide sig selv, og så holder de fast i både musik og film og udseende fra den periode. For mig er det nok 90’erne. Der fandt jeg mig selv. Kom væk fra landet. Det var først, da jeg kom ud, at jeg helt forstod, hvad livet også kan være.

Det behøver ikke at være håndboldhaller og parcelhuse det hele. Derfra gik jeg i gang med at forandre verden på et lidt andet niveau end gulerødder.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...