Portræt af Lene Posselt
Lene Posselt (48)© Trine Bukh

Skilsmisse | Jeg var længe om at tilgive min eksmand

For Lene kom det som et chok, da hendes mand efter 18 år ville skilles. I dag er hun stolt af, at det lykkedes hende at lande og få sine børn godt igennem.

3. april 2023 af Karen Greve

“Første gang jeg mødte min eksmand, var jeg 14 år. Vi gik på samme efterskole og blev kærester. Skolen sluttede, vi gik hver til sit, og så gik der 10 år, indtil vi mødtes igen til en fest for gamle elever. Tre uger senere flyttede jeg ind hos ham.

Det er en sød historie, som vi fort­satte med at blive gift og få to børn. Vi havde et dejligt hjem, og jeg troede, at skilsmisse var noget, der skete for andre mennesker.

Indtil han en dag i august for fem år siden kom og sagde, at han ville skilles. 

 Det var svært for ham at forklare hvorfor, og jeg forstod ingenting. Min første tanke var, at han havde en midtvejskrise, og at jeg måtte kæmpe for mit ægteskab og min familie. Men ret hurtigt viste det sig, at han havde et forhold til en yngre kollega, og at han var forelsket i hende. Det er så stor en kliché, at man næsten ikke kan holde det ud."

Alt gik i stå for mig. Jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg var på samme tid helt i chok, rasende og ked af det, og hans svigt ramte mig hårdt. Den der følelse af, at den, jeg stolede mest på, havde løjet for mig i lang tid, var så ødelæggende.”

Det, vi sjældent taler om

“Jeg synes stadig, at der er tabuer forbundet med en skilsmisse. Jeg skammede mig over at blive valgt fra. Jeg var ramt på min alder, fordi min mand havde fundet en meget yngre kvinde. Jeg frygtede helt konkret i lang tid, at jeg ville miste mine børn. For jeg var selv skudt helt i sænk, mens min eksmand var glad og forelsket. Hvad nu hvis jeg ikke slog til over for børnene, og de foretrak at være hos ham?

Selvfølgelig skete det ikke, men tankerne om det fyldte hos mig. 

Jeg tror, at jeg var i en form for chokfase i et halvt års tid. De første tre uger boede min eksmand i vores kælder, fordi jeg sim­pelthen havde brug for hans hjælp med børnene. Derefter flyttede han. I den første tid var det sådan, at hver gang jeg følte, at jeg ikke selv kunne tage det næste skridt, så tog jeg det for mine børns skyld. På en eller anden måde gjorde det det lettere at gøre det, der skulle gøres.

Portræt af Lene Posselt
Jeg besluttede tidligt, at jeg ikke ville være "hende den skøre ekskone."© Trine Bukh

Lene Posselt (48)

  • er single og mor til Amélie på 16 og Angus på 12 år.
  • er Integrative Shadow Coach og teknisk de­signer i modebranchen. 

Hvad gør jeg nu?

Som noget af det allerførste ringede jeg til min veninde, som er familieterapeut, og spurgte hende, hvordan jeg i lige præcis denne situation kunne undgå at fucke mine børn fuldstændigt op?

Jeg besluttede tidligt, at jeg ville være så ordentlig, som jeg overhovedet kunne være. Jeg havde ikke lyst til at være hende den skøre ekskone eller bitter og ikke kunne have et godt forældresamarbejde.

Men selvfølgelig kunne jeg ikke altid det og særligt ikke i starten. 

Da jeg fandt ud af, at min mand havde været utro, skrev jeg en lang besked til hans affære om, hvad jeg mente om det, de havde gjort, og hvad det havde gjort ved mig. Der har været tidspunkter, hvor jeg har sagt grimme ting til ham, og der gik lang tid, før jeg var klar til at tilgive.


At blive forladt på den måde vil ofte sam­ tidig trække tråde til sår fra tidligere i livet.

I mit tilfælde ramte det mine sår fra, da min far fravalgte mig i min barndom. Den del blev jeg nødt til at tage hånd om også. Det virkede ret uoverskueligt, og det var bestemt ikke noget, jeg havde lyst til, men der var ikke andet at gøre. Og på den måde blev det til en dybere healingsproces, end jeg havde kunnet forestille mig inden.

Men shit, hvor har det været hårdt.” 

Det, som hjalp mig

“Jeg synes egentlig, at jeg har været god til at tage mig af den følelsesmæssige håndtering. Min eksmand og jeg gik sammen i terapi, ikke for at redde vores forhold, men for at få hjælp til at blive skilt på en ordentlig måde. Det er jeg glad for, at vi gjorde.

Hver aften tvang jeg mig selv til at sige 10 ting højt, som jeg var taknemmelig for. Nogle gange virkelig små ting, men det hjalp mig med at holde modet oppe.

Jeg brugte mine veninder så meget,
at jeg håber, at de indimellem bare lagde telefonen til side, mens jeg snakkede og snakkede.

Jeg skrev dagbog, lyttede til guidede visualiseringer, løb ture i skoven og badede i Øresund, og jeg gik til body sds og fik massage, alt sammen for at hjælpe mig selv med at føle mig grounded i stedet for frit svævende i luften.

Det var ikke bare det følelsesmæssige, men også alle de praktiske ting, der fyldte, og det varede et par år. Jeg boede i vores fælles hus det første år. Herefter solgte vi det, og jeg skulle istandsætte mit eget. Det var først i den proces, at jeg begyndte at lande følelsesmæssigt.” 

Det har jeg lært

“Hvis jeg skulle gøre det om igen, ville jeg sørge for endnu mere struktur og faste aftaler med hensyn til børnene. Det skaber ro. Jeg har flere gange lavet en liste med ting, vi skal snakke sammen om som for­ ældre, og når vi har gjort det, går det væsentligt nemmere efterfølgende.

Omvendt har der været tidspunkter, hvor det har været ekstremt svært at stå uforbe­ redt, når børnene for eksempel glade kom­ mer hjem og viser det hus, de nu skal bo i sammen med deres far og hans nye kone. Der må man bare tage sig sammen og så deale med sine egne følelser bagefter.

På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ville bruge mine erfaringer til at hjælpe andre. 

Jeg er uddannet Integrative Shadow Coach og har en stor passion for ud­vikling. Jeg har under min egen proces udviklet et forløb til følelseshåndtering, når man står i eller efter en skilsmisse. Jeg brugte selv alt det, jeg havde i min værktøjskasse, i min egen krise, og det hjalp mig – så det giver god mening at give det videre.” 

Her er jeg nu

“Jeg er et meget bedre sted i dag. Min eksmand og jeg kan have uoverensstem­ melser, men vi kan også grine sammen.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, vi var nære venner, men vi får det til at fungere. Vi spiser morgenmad sammen, når børnene har fødselsdag, og har valgt at mødes

kort hver uge, når vi afleverer vores søns ting. Det gør, at vi lige får talt kort om, hvad der fylder.

Jeg er ikke såret længere, og jeg savner ikke min eksmand eller det, vi havde sammen. Jeg kan godt savne at være en del af en stor familie, at have det fælles­ skab. Men dels har jeg endnu ikke mødt nogen, som har slået benene væk under mig, dels har jeg haft brug for at lande, først og fremmest for at mine børn kunne følge med.

Og at have et godt liv med masser af gode oplevelser sammen med dem betyder meget for mig. Selv om jeg drømmer om en stor familie igen, så kan jeg godt være bange for, om der bliver plads nok til alle?” 

Du vil (garanteret) også kunne lide