Skilsmisse | Jeg troede, vi kunne være bedste venner

“Jeg mødte Casper, da vi begge var 16 år og var en del af samme vennegruppe. Senere, da vi var i starten af 20’erne, blev vi kære­ ster, og 20 år senere blev vi skilt. På det tidspunkt havde vi fået to børn sammen, og i lang tid prøvede vi at redde vores forhold.

Vi forsøgte os blandt andet med par­ terapi. Som en øvelse i parterapien skulle vi konkret svare på, hvordan vores drømme for fremtiden så ud, og da Casper ud­ foldede sin drøm, var der intet, der reso­ nerede hos mig. Meget sigende. Vores kon­ flikter blev med tiden mere hyppige, og vi blev frustrerede over ikke at kunne få vores forhold til at du.

Når man har været sammen længe, er man hinandens bedste venner og holder af hinanden. Jeg kan huske tidspunkter, hvor jeg har sagt, at nu kunne jeg ikke mere, og hvor Casper bad mig finde ud af, hvad jeg ville. Men hvor jeg alligevel ikke helt var klar til et brud. Men de sidste år, vi var sammen, blev min lunte kortere og kortere. 

En dag sagde Casper stille og roligt til mig på en gåtur, vi ofte har gået sammen, om vi mon ville kunne finde ud af at blive skilt på en ordentlig måde, hvis vi skulle gå fra hinanden. Og jeg sagde: ‘Ja, det tror jeg godt, vi kan’.

Det var meget udramatisk. Vi gik turen nogle gange og talte det igennem. På den måde var vi enige om skilsmissen. Som Casper sagde, så havde vi haft fat i alle de værktøjer, der findes i værkstøjskassen. Selv havde jeg en følelse af, at der bare ikke var mere for os.” 

Det, som gik godt

“Når jeg i dag ser tilbage på de første år efter skilsmissen, er der bestemt nogle ting, der gjorde bruddet lettere at håndtere for os begge.

Vi havde glæde af vores terapiforløb, for selv om parterapi ikke kunne redde vores forhold, så fik vi løst nogle knuder, som fik stor betydning for, hvordan vi kunne tale sammen under og efter skilsmissen.

Casper insisterede desuden på, at vi

skulle lave et detaljeret aftaledokument, hvor vi skrev alle aftaler om børn og bode­ ling ned. Jeg er mere sådan en ‘det finder vi ud af’­type, og lige i øjeblikket syntes jeg, det var lidt rigeligt formelt, men det gav anledning til at tale praktisk om en masse ting og flyttede lidt af det om skilsmissen ud af det følelsesmæssige rum og over i noget praktisk.

Vi aftalte for eksempel, at vores ene barn skulle have adresse hos mig, mens den anden havde hos Casper, så ingen af os bare ville kunne flytte langt væk med børnene. På den måde forsøgte vi at tage højde for de situationer, som ingen af os kunne fore­ stille sig ville ske. Man ved bare aldrig.

Vi oprettede også en børnekonto, hvor vi begge indbetaler penge hver måned til nye vinterjakker, fritidsinteresser og den slags. Jeg er sikker på, at det har sparet os for nogle diskussioner.

Først og fremmest aftalte vi, at børnenes behov kom før vores egne, og at vi skulle sørge for at bringe dem så godt igennem skilsmissen som muligt.” 

Det, som kom bag på mig

“Det var ikke svært for mig, da vi flyttede fra hinanden. Tiden op til var værre. Jeg følte en lettelse, da beslutningen var taget. Det sværeste i den første tid havde med børnene at gøre. Den dag, hvor vi fortalte dem, at vi skulle skilles, ville jeg gerne have været foruden.

For mig er de svære erkendelser kommet i bølger efterfølgende. Jeg havde en naiv drøm om, at vi skulle være venner og fort­ sat holde jul sammen med børnene, og det gjorde vi også den første jul. Vi spiste også sammen en gang om ugen, og vi var oveni­ købet på ferie sammen med nogle venner, som bagefter sagde, at det simpelthen var for mærkeligt at være en del af. 

Men Casper havde altså på et tidspunkt brug for at rive plasteret helt af. Andet år havde han ikke lyst til jul sammen, men jeg fik det gennemtrumfet alligevel, og den jul var hæslig. Bagefter sagde min datter, at det så forhåbentlig var sidste gang, vi holdt jul sammen. 

Der måtte jeg indse, at jeg måtte kali­ brere min forestilling om, hvordan vi nu skulle være en familie. Det var mit behov, at vi skulle være sammen. Ingen andres. Jeg kunne hælde min forestilling om den lykkelige skilsmisse lige ned ad brættet.” 

Det har jeg lært

“Det var et tab for mig at give slip på ven­skabet med Casper, men jeg ved nu, at sådan måtte det jo blive.

Jeg har også lært at vælge mine kampe. Det skal være meget stort, før jeg blander mig i noget med børnene, som foregår hos Casper. Vi er jo ikke enige om alt. Man skal bare huske, at nogle af de konflikter, vi har nu, for eksempel om, hvilke grænser de skal have med hensyn til fester og alkohol, dem ville vi også have, hvis vi stadig var gift. Det er bare sværere over telefonen. Det giver ikke samme fortrolighed, og man kan ikke give hinanden et kram bagefter.

I det, som handler om mig personligt, har jeg brugt tid på at reflektere over de sandheder, vi fortæller om os selv og hin­ anden i et parforhold. I et vist omfang har jeg lagt låg på mig selv sammen med Casper. Jeg kan se nu, hvor presset jeg var dengang, og det var ikke kun, fordi bør­ nene var små og sov dårligt om natten. Casper og jeg holdt hinanden fast i nogle mønstre. Vi var gode til at give hinanden plads, men jeg ved nu, at den frihed også har en pris. Den kan blive en undskyldning for ikke at tage hinanden alvorligt.

Jeg har altid haft en fuld kalender og følt, at sådan trivedes jeg. Men fuld fart på kan også være en flugt, så du slipper for at være hjemme. Jeg har opdaget, at jeg i dag fak­ tisk godt kan lide weekender, hvor jeg ikke har planer. Det er gavnligt at være nys­ gerrig på, om der findes en anden fortæl­ ling om os selv?” 

Her er jeg nu

“Det første år efter skilsmissen oplevede jeg lidt som en honeymoon – og jeg kender andre, som har haft den erfaring. Det kan være berusende pludselig at kunne gå ud og drikke vin og gøre præcis, hvad du vil, hver anden uge. Det er okay at have det lidt vildt efter et langt parforhold, synes jeg. Men det klinger af igen.

Den dårlige nyhed er, at jeg faktisk først efter seks år sagde til en veninde, at nu føler jeg endelig, min skilsmisse er over­ stået. Nu er vi igennem alle faser. 

Men sådan er det ikke for alle, og jeg er i det hele taget forsigtig med at give råd. Der findes mange slags skilsmisser. Da vi blev skilt, brugte jeg en del tid på, hvor chokerede folk blev. Vildt nok, at vi har sendt signaler om at være det perfekte par, så ingen så skilsmissen komme. Det har jeg taget med mig, og jeg kunne aldrig finde på at sige ‘Hvordan kan I finde på det?’ til nogen, som vil skilles.”