Portræt af forfatter Sissel-Jo Gazan
Forfatter Sissel-Jo Gazan (49)© Les Kaner

Sissel-Jo Gazan: “Jeg mødte mit livs kærlighed, da jeg var 48 år”

"Jeg tænker helt ærligt ikke over, at jeg bliver 50, og det er kun i Danmark, at jeg oplever aldersfascisme", siger forfatteren, der snart skal giftes med en italiensk mand.

19. april 2023 af Maj Bjerring Sørensen

Mit livs ...

Forfatter Sissel-Jo Gazan er træt af den måde, vi danskere går op i alder på, hun har ordet “fire” skrevet på sin arm, og hun har ild i stemmen, når hun taler. Også om Alessandro, som hun skal giftes med til september.

Vi har bedt hende sætte ord på vigtige livsbegivenheder. For hvad er for eksempel hendes livs rejse? Hendes livs ja og hendes livs overraskelse.

... rejse

 “Som 20-årig var jeg med min far og hans kone på en forlænget weekendtur til Portugal. Det var forår, og jeg blev fuldstændigt fascineret af stemningen, så da jeg kom hjem, skippede jeg mit røvsyge job i en blomsterbutik i Aarhus og tog alene tilbage til Lissabon.

Jeg havde købt en enkeltbillet, jeg boede hos en gammel, sur dame, som ikke gav mig min post, hvis jeg havde glemt at slukke lyset. Og i de 10 måneder, jeg boede der, skrev jeg min første roman på den lille kommode på værelset. Så selv om jeg har været på masser af rejser siden, var den her markant, fordi den var en dannelsesrejse.” 

... overraskelse

“Det er helt klart, at jeg har mødt mit livs store kærlighed for halvandet år siden. Vi er som to puslespilsbrikker, der bare klikker ind i hinanden. Sjovt nok udvekslede jeg i begyndelsen af mine 20’ere breve med en veninde, hvor vi skrev om vores fremtid. Og i et af brevene skrev jeg, at jeg ville blive gift med en italiener med sort hår og sort skæg, der hed Tomas. Og det bliver jeg nu til september.

Godt nok hedder han Alessandro, men til efternavn hedder han Tomaselli. Han er buddhist og ikke det mindste overrasket over, at universet havde vores møde oppe i ærmet. Selv har jeg det sådan: WTF! Jeg har sådan en følelse af tre udråbstegn indeni!!!” 

... ja! 

“Det bliver uden tvivl det ‘ja’, jeg giver til Alessandro til september. Men ud over det ja, tænker jeg på det ja, jeg gav til mine to yngste børns far, Mark. Det kom også dybt fra hjertet, og lige meget hvad der siden skete, var det et ja for livet. Vi har to vidunderlige børn og er stadig tæt knyttet, og han skal selvfølgelig med til brylluppet.

I den bog, jeg skrev, Sig ja! Hvad præster ved om kærlighed, sagde en af præsterne, at kun et dybfølt, ægte ja gælder. Og ja, måske bliver det serielt, men i det øjeblik du siger ja, skal du mene det 100 procent, ellers skal du sige nej.” 

Portræt af forfatter Sissel-Jo Gazan
"Jeg er mindre frembrusende og mere usikker, end folk tror.” © Les Kaner

... hemmelighed

 “Hvis der er noget, der er hemmeligt, er det nok mere træk ved min personlighed, som jeg forsøger at skjule lidt.

Jeg er for eksempel mere genert, mindre frembrusende og mere usikker, end folk tror. Fordi jeg er så god til at tale foran folk og har mine meningers mod, er det noget, der overrasker mange. Tidligere har jeg valgt ikke at vise det, fordi jeg har været bange for, hvad folk så ville tænke om mig, men jeg har fundet ud af med alderen, at det er vigtigt også at stå ved sin sårbarhed.” 

... krise

“Da min ældste datters far gik fra os i 2004, kom det som et kæmpe chok, som satte sig i kroppen. Jeg tabte blandt andet 10 kilo og kunne ganske enkelt ikke fatte, hvad der var sket.

Det har fået stor betydning for resten af mit liv, for det inspirerede mig til Anna Bellas historie i Dinosaurens fjer, som førte til, at jeg i dag lever som forfatter. Set helt nøgternt gav det brud mig noget selvoplevet at skrive på, og fra at skrive på min fantasi begyndte jeg at skrive på min egen smerte.

Det fik mig også til at flytte til Berlin, for min datters far er tysk, og jeg ville vise hende, hvad hun også kommer fra. 

Mit livs anden store krise var, da min søn blev alvorligt syg af en sjælden autoimmun sygdom i 2018. Her gik jeg i handlingsmode. Jeg skulle kæmpe for min dreng og holde modet oppe hos ham, hos hans søskende og hos hans far. Og det gav mig en anden styrke, end jeg havde, da jeg blev forladt.” 

... tatovering

“Jeg har mange. Men den vigtigste er nok min eksmand Marks håndskrift på min arm. Der står ‘fire’, og det kommer sig af en drøm, jeg havde, da jeg var omkring 37.

Det var en arketypisk drøm, hvor jeg var på vej ned til livet på jorden, men inden var der en mand med en spand, der fordelte livets dyder. Han ville give mig ‘fire’, men jeg tænkte, at jeg ikke kunne klare mere ild.

Jeg havde i forvejen et hidsigt temperament og havde oplevet flere ildebrande. Så da han ville kaste dyden på mig, holdt jeg hånden op, og ‘fire’ landede på min arm. I det samme satte manden spanden ned og sagde: ‘Hvem tror du, du er, at du kan bestemme en dyd? Det er min opgave!’. Så skubbede han mig ned på jorden.

Og da jeg vågnede midt om natten, sagde jeg til Mark, at han skulle skrive ‘fire’ på en serviet. Og næste dag gik jeg ned til den lokale tatovør i Rye i Australien, hvor vi boede, og fik lavet tatoveringen.” 

Min alder?

“Jeg gad da godt blive 100. Måske bliver det mit livs runde fødselsdag? Men jeg er faktisk en smule irriteret på al den snak om alder. Jeg tror meget på, at det eneste, jeg kan gøre, er at leve det på en anden måde. Ikke klippe mit hår kort, ikke holde op med at gå i gamacher, ikke holde op med at tænke på mig selv som et seksuelt væsen, ikke tale om mig selv som gammel.

Se på Jennifer Lopez – hun er fantastisk – og over 50!
Jeg tænker helt ærligt ikke over, at jeg bliver 50, og det er kun i Danmark, at jeg oplever den aldersfascisme. Mine danske veninder kan tale sig selv helt i smadder, men i Tyskland taler man ikke om, hvor gammel man er, ligesom der heller aldrig er nogen i Italien, der har kommenteret på, at jeg er ældre end Alessandro. De har bare knebet mig i kinden og sagt, hvor fantastisk det er, at han endelig har fundet sådan en dejlig kvinde og den helt rigtige.” 

... havn

 “Min trygge havn er min mor og hendes nedlagte landsted på Samsø. Det er vores go to – både mit og mine børns. Det er bare trygt, gammelkendt, sikkert. Det har ikke altid været let med min mor, men jeg ved, at hun vil ofre alt for mig, og at hun elsker mig højt.

Nu er Alessandro selvfølgelig også min havn, men det er min mor, der altid har været der, når jeg ser tilbage.”

... inspiration

“Jeg er mest optaget at skrive om mennesker. Jeg er interesseret i det, der foregår mellem mennesker, og i, hvordan vi bliver til dem, vi er. I psykologien og i menneskers samspil.

Jeg observerer, ofte lidt ubevidst, når jeg er ude, og så trækker jeg på en slags harddisk af viden om folk, når jeg skal skabe mine karakterer. Og så er naturvidenskaben selvfølgelig også en inspirationskilde, der altid er med.” 

... date

 “Jeg mødte Alessandro via en datingapp, og han var så pæn på sine billeder, at jeg troede, det måske var en scam, så da jeg satte en date op, sørgede jeg for at have en flugtvej. Nogle venner fra Danmark var i Berlin, og jeg havde advaret dem om, at hvis min date var cool, kom han med ud at spise, men hvis han ikke var, måtte de lige redde mig.

Alessandro og jeg mødtes til en koncert, hvor jeg først ikke kunne se ham, så jeg ringede ham op, og vi talte sammen, mens vi bevægede os hen imod hinanden. Det var som i en film, og da jeg fik øje på ham, tænkte jeg: Der er han!

Senere skulle han selvfølgelig med til middag, og vi ankom til restauranten før mine venner, og da jeg lige havde underskrevet en forlagskontrakt, bestilte vi champagne. Da mine venner kom, spurgte de, hvad vi fejrede, og jeg sagde, at vi havde besluttet os for, at vi skulle giftes. Lidt for at teste Alessandros humor – og han var flad af grin. Men også fordi det var min følelse, selv om vi kun havde kendt hinanden i to timer.” 

Sissel-Jo Gazan (49)

  • er mor til Lola på 21, Willow på 11 og Frankie Roo på 8 år, som hun har med eksmænd.
  • er forfatter og uddannet biolog fra Københavns Universitet. Senest udkom romanen Uglens øje på Politikens Forlag. Til efter­ året udkommer første bind i en ny krimitrilogi.
  • bor i Berlin på 18. år og skal giftes med Alessandro til september. 

Du vil (garanteret) også kunne lide