Sisse Fisker: “Der skete noget i mig, da jeg fyldte 40”

Sisse Fisker står på en mark på den lille græske ø Ikaria. Hun er i færd med at interviewe en 87-årig biavler til et tv- program om, hvorfor nogle mennesker bliver meget gamle. Den græske biavler betror Sisse Fisker sin største hemmelighed:

“Hvis du nogensinde kommer i tvivl om, hvad du skal med dit liv, så følg dit hjerte. Det kan godt være, du kommer til at tage nogle omveje, og måske bliver du fattigere, men du bliver også lykkeligere, hvis du følger dit hjerte frem for din pengepung og andres forventninger.”

“Jeg havde jo hørt alt det der før, men det ramte mig på en anden måde den dag. I flyet hjem skrev jeg svarene på en masse spørgsmål ned på en blok. Hvad gør mig glad? Hvor har jeg lyst til at cykle hen om morgenen?”

I otte år havde hun været en fast del af DR’s Aftenshowet. Men hun havde også været igennem en langvarig sygemelding med voldsomme rygproblemer, begge hendes sønner var blevet opereret for lyskebrok, og lige om lidt fyldte hun 40.

Da hun kommer hjem til Vanløse, tager hun en lang snak med sin mand, Sune, om, hvad hun skal bruge sit fremtidige arbejdsliv på.

“Jeg var ikke træt af at lave tv, men jeg var træt af at have faste arbejdstider og ked af at være på arbejde, når min familie havde fri.”

Hun sagde op kort efter. I dag består arbejdslivet af foredrag og freelance-tv-opgaver for DR. Sammen med frivilligt arbejde i hendes egen frivilligfond gør det hende glad.

“Det er en fed udfordring for mig at holde foredrag. Jeg bliver meget mere nervøs, end når jeg skal på tv. Jeg kan jo se mit publikum til et foredrag. Og så bliver jeg så ydmyg ved tanken om, at de har betalt for at høre mig tale.”

Vi vil også gerne høre hende tale. Høre hendes historie. Så vi har bedt hende slå ned på de mest skelsættende årstal i det liv, der lige er blevet 40+.

1987 – Populær på grund af en knallert

Sisse Fisker er 11 år. Hun, hendes to år ældre storesøster og deres forældre skal flytte fra deres parcelhus i landsbyen Tårs i Vendsyssel til en gård ude på landet. Gården har tilhørt hendes bedstefar. Sisse vil ikke flytte. Hun har masser af venner på vejen, og de bor lige i nærheden af hallen, hvor hun spiller fodbold og håndbold.

“Min far lokkede med, at jeg måtte få en knallert, når vi flyttede. Jeg kom jo til at elske livet på landet. Der var en grusgrav, vi legede i, vi kunne fiske, og jeg blev den mest populære pige i klassen på grund af den knallert, som alle drengene ville med hjem og køre på. Min far var træner for fodboldholdet, så selvfølgelig spillede jeg også fodbold. Jeg har aldrig ejet en dukke, og jeg ville hellere lege cowboy og indianere med drengene. Hvis mine forældre ikke kunne finde mig, når vi skulle spise aftensmad, fandt de mig altid højt oppe i et træ, hvis ikke jeg kørte rundt i vores traktor ude på marken.”

Sisses forældre bor stadig på gården, som hun elsker at komme hjem til. Hun siger stadig hjem om Vendsyssel. Og hun er ikke glad for at være vendelbo – hun er taknemmelig! En talemåde hun har adopteret fra sin far. I Vendsyssel kommer hun i kontakt med jorden igen. Og hvert besøg inkluderer en lang gåtur ved Vesterhavet, hvor hun bliver blæst godt igennem.

“Vi rejste aldrig, da jeg var barn, og første gang, jeg var ude at rejse, var med håndbold holdet til Ungarn i 9. klasse. En gang om året kørte vi en tur over grænsen til Otto Duborg i Flensborg for at købe billige øl og sodavand, og som barn havde jeg ingen anden forestilling om mit liv, end at jeg skulle blive boende i Nordjylland. Det var først, da jeg blev lidt ældre, at jeg fik lyst til at udforske verden.”

1997 – “Det var jo der, jeg hørte til”

I gymnasiet er Sisse Fiskers yndlingsfag tysk. Hun elsker alle reglerne og kasserne, og hun elsker at terpe verber og bøjninger. Efter studentereksamen flytter hun fire måneder til Tyskland. Hun kommer til at tale perfekt tysk og beslutter sig for at læse tysk på Handelshøjskolen i Aarhus.

“Jeg droppede ud efter fem måneder. Det var røvsygt. Jeg ville hellere gå i byen og dyrke sport end studere. Men jeg var også lidt på røven, for jeg havde virkelig regnet med, at det var det, jeg skulle, og jeg anede ikke, hvad jeg så skulle finde på. Så i stedet tog jeg på jordomrejse med en veninde.”

Da hun kom hjem, satte hun sig med bogen Hvad kan jeg blive og studerede sine muligheder. Hun kom frem til, at hun ville noget med kommunikation, men hun gad ikke blive boende i Aarhus, så Journalisthøjskolen var udelukket.

“På det tidspunkt kunne du blive akademiøkonom i kommunikation på handelshøjskolen Niels Brock i København. Det tog tre år, og det bedste af det hele var, at halvdelen af tiden var praktik. Jeg har altid været bedst til at lære ting i praksis. Jeg kom først i praktik i Nordeas kommunikationsafdeling, dengang det stadig hed Unibank. Shit mand, det er 20 år siden! Det er jo helt vildt,” griner hun.

“Det var meget sjovt i starten, men altså ...” Ordene dør ud, men har du set Sisse Fisker dække en håndboldkamp, så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan hun ville have det med at skrive en kundehåndbog for en bank.

“Jeg gik jo og drømte om det der sport, så jeg kontaktede Kanal 2 og tilbød, at jeg ville arbejde gratis i min efterårsferie. Det gik de med til, og i løbet af den uge fik jeg snakket mig ind på redaktionschefen. En af de fastansatte skulle på barsel, og jeg spurgte, om jeg ikke bare kunne få hendes job. Han blev helt paf og sagde, at jeg jo hverken var journalist eller vidste noget om at lave tv, og at det kunne der sandelig ikke blive tale om. Men jeg lavede et Excelark, hvor jeg viste ham, hvor meget han kunne spare ved at tage mig ind som praktikant i stedet, og jeg forsikrede ham om, at jeg kunne det hele på den halve tid, og så fik jeg det. Jeg var pisseglad. På morgenmøderne kom jeg og havde tusind ting på blokken, og jeg fik lov at komme gennem både den politiske redaktion og kulturredaktionen. Men da jeg kom på sporten og fik lov til at komme ud og stå på de der sportsbaner, kunne jeg jo tydeligt mærke, at det var der, jeg hørte til.”