Siri Ramsland fortæller om at have mistet sin søster
Siri Ramsland (52).© Sine Nielsen

Siri Ramsland: “Da min søster døde, krakelerede min kerne”

Da Siri Ramsland mistede sin lillesøster, mistede hun sit anker og det menneske, der for hende var lig med hjem. 11 år senere savner hun stadig, men hun heler og elsker, selv om hun er bange for at miste igen

13. september 2020 af Nana Toft

Siri Ramsland (52)

  • er kæreste med Søren og mor til Tim på 25 og Birgit på 23 år, som hun har med sin eksmand.
  • er lærer
  • Siri mistede sin lillesøster som 41-årig.

“Det var følelsen af at komme hjem, når jeg var med min søster Hege. Hun var mit anker. Det var Hege og mig. Mig og Hege. Da hun døde, krakelerede noget af min kerne. For min kerne bestod ikke kun af mig selv. Hege boede der også.

Det er 11 år siden, hun døde, men jeg kan stadig føle mig hjemløs. For selv om jeg har mine voksne børn og verdens dejligste kæreste i Søren, som jeg lige nu bygger et liv op sammen med, er alt så nyt.

Hege har været der altid. Fra jeg var to år gammel, har Hege været der, og jeg husker intet fra min barndom, uden at hun var der.”

Stærk beskyttertrang 

“Hvor er mit hjem, hvis det ikke er med Hege? Vi voksede op i de norske fjelde i nærheden af Stavanger i et hus på toppen af en stejl bakke. Jeg var hendes motor og havde altid en hånd på hendes ryg, når jeg puffede hende opad, mens hun trak vejret tungt og besværet. 

Hun havde et sæt skolebøger derhjemme og et i skolen, fordi hun ikke kunne bære dem. En gang slog jeg en af mine klassekammerater, fordi han drillede Hege med, at hun havde det her lidt gennemsigtige lilla skær i ansigtet, som børn med hjertefejl ofte har.

I det hele taget har jeg en oplevelse af at vokse op med en meget stærk beskyttertrang over for Hege, og i årene efter hendes død kunne jeg stadig blive ramt af, hvor jeg skulle gøre af de følelser, der var blevet en stor del af den, jeg var: Hvem skulle jeg nu beskytte?

I dag savner jeg ikke at beskytte nogen, men jeg lærte meget tidligt at tage mig af andre, og det var i lang tid en stor del af mit dna. Jeg tror også, det er derfor, jeg valgte at blive lærer.”

Fulgtes tæt

“Hege blev hjerte-lunge-transplanteret i foråret 1994. Hun var 24 år. På det tidspunkt var jeg i Mozambique, men tog flyet hjem for at se hende. Vi var gledet fra hinanden i en del år på det tidspunkt. 

Jeg tror, det var for svært for mig at forholde mig til, at hun var så syg. Jeg fortrængte det. Holdt det på afstand. Ville ikke indse, at hun kunne dø når som helst.

Da jeg kom ind på hospitalet, fik jeg at vide, at Hege endnu ikke måtte få besøgende, så jeg betragtede hende gennem et vindue.

Hun lå i hospitalssengen. Hendes lange, sorte, krøllede hår lå spredt på puden, og jeg husker, at jeg lagde mærke til hendes ansigtsfarve. For første gang nogensinde var det lilla skær væk, og en helt normal glød var kommet i stedet.

Jeg endte med at blive på hospitalet i en uge, og fra da vi fulgtes ud ad hospitalsdørene, fulgtes vi tæt til det sidste. Hun fik 15 fantastiske år, før kræften tog hende.”

En lille engel i stof 

“Ugerne op til hendes død tilbragte jeg på hospitalet med hende. Hun bad mig om at rede sit hår og hjælpe hende med at fjerne de totter, der alligevel var ved at ryge af. Så sad vi der. I hendes hospitalsseng, mig lidt til højre for hende, mens jeg kørte børsten gennem hendes hår, der, for hver dag der gik, blottede mere og mere af hendes hovedbund.

På et tidspunkt købte jeg et rødt tørklæde, som vi bandt om hovedet på hende. Vi grinte helt vildt, da Hege så sig selv med det på.

Hun døde 20. maj 2009. Det var en onsdag. En helt almindelig onsdag. Jeg har et billede af mig fra den morgen, som er taget, kort før jeg kører på arbejde. Da jeg langt senere kigger på billedet, bemærker jeg, at jeg har nyvasket hår og en rød T-shirt på. 

Jeg ser glad, sorgløs og forelsket ud. Jeg ser også, hvad tid billedet er taget. Lidt over klokken otte. Præcis på det tidspunkt, hvor Hege dør.

Jeg får telefonopkaldet, da jeg sidder i bilen på vej til arbejde. ‘Kør ind til siden’, siger min far.

Jeg syede en lille engel i stof, cirka 20 centimeter lang, i dagene efter Heges død. I dag hænger den i mit soveværelse. Så hun er stadig med mig. Englen var også med mig, da min datter blev konfirmeret året efter Heges død. Her lå hun i min taske i kirken.”

Forbundet i naturen 

“Ligesom Hege også ofte optræder i bobler i vandet, i lyset, i vinden. Hun er i det hele taget meget i naturen. Jeg gik mange lange ture i skoven bag Rigshospitalet i Oslo, da Hege var indlagt.

Skovbunden var dækket af hvide anemoner og grønne blåbærbuske, og da jeg tog til Danmark igen efter hendes død, gravede jeg nogle af dem op, smuglede dem ud og plantede dem i min nyindkøbte kolonihave, som Hege akkurat ikke nåede at besøge.

Indimellem kommer jeg til at kalde min datter for Hege. For det var jo det, jeg følte, Hege var for mig: En, jeg skulle passe på. Så måske har jeg puttet lidt af mit beskytterbehov over på min datter.”

Siri Ramsland
“Jeg kan ikke få det, jeg fik af Hege, fra andre.”© Sine Nielsen

Beundring

“Selv om Hege og jeg, især de sidste 15 år, udviklede et meget ligeværdigt søskendeforhold, hvor jeg i hvert fald oplevede, at der voksede en voldsom beundring frem i mig i forhold til hende.

Hun lod sig virkelig ikke kue, selv om hun var syg i store dele af sit liv. Hun var med til de olympiske lege for transplanterede. Var aktiv i foreningen for transplanterede og var kontaktperson for pårørende.

Jeg savner stadig de mange postkort, hun sendte virkeligt mange af. De var sjove og finurlige og altid fyldt med lidt pudsige, humoristiske figurer. Og så savner jeg vores lange telefonsamtaler. Hun blev jo boende i Norge, hvor jeg tidligt flyttede til Danmark, blev gift og fik børn.”

Hjem i sproget

“Det særlige var også, at vi talte norsk. Så Hege blev jo også, i mere end én forstand, mit hjem, fordi jeg kom hjem i sproget sammen med hende. Vi havde en særlig ting med at tale en lidt særlig version af norsk. Sådan en kone-norsk dialekt.

Hege var bare noget særligt for mig. Det er følelsen af, at den, der kender mig bedst, er væk. Hege, jeg har spist morgenmad med et utal af gange. Hege, som jeg opførte underlige teaterstykker med. Hege, der var noget uvurderligt i forhold til mine børn. Hege, som var der ubetinget, da jeg blev skilt fra børnenes far. Hege, der forstod fjeldet, og som jeg talte norsk med. 

Jeg kan ikke få det, jeg fik af Hege, fra andre. Jeg kan ikke være den, jeg var, med andre end Hege.

Efterfølgende mistede jeg min far i 2018 og min mor i 2019, så nu er jeg tilmed også forældreløs. Det er ikke et større tab end Hege. Faktisk er der tale om to forskellige former for sorg, og kapitlet med mine forældre er på sin vis en helt anden historie.

Min bror har jeg heldigvis stadigvæk, og vi er helt klart rykket tættere på hinanden, efter vi både har mistet Hege og vores forældre. Det er en gave.”

Hele verden skal vide, hvor sej hun var!

“Jeg mærker også, at jeg er helet. Stille og roligt er min krakelerede kerne helet. Jeg synes fortsat, det er smertefuldt at leve uden hende, og jeg kan stadigvæk ikke få mig selv til at smide den røde T-shirt ud, jeg havde på, den dag hun døde. Den ligger i mit skab.

Men som årene er gået, har jeg opnået en større accept af, at hun er væk. Hvor følelserne de første mange år mest var chok og sorg, er de dominerende følelser i dag kærlighed og stolthed. Jeg er virkeligt stolt af hende, og jeg har lyst til, at hele verden skal vide, hvor sej hun var.

Og så bruger jeg lige nu tiden på at bygge noget andet op. Selv om jeg oplever en stor frygt for at miste, så rykker jeg tættere på mine børn. Og jeg rykker tættere på Søren, og vi er lige nu ved at finde et fælles hjem.

Jeg håber, jeg på den måde kan få følelsen af igen at slå rødder og finde et nyt sted at komme hjem.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. juli 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...