Sine Bruun fik diagnosen ADHD som voksen

Har en kæreste og er mor til Laura på 20 og Carla på 15 år.
Er uddannet lærer og kandidat i pædagogisk filosofi.

Sine Bruun har følt sig skrøbelig og forkert i længere perioder af sit liv. Indtil hun fik sin diagnose og med den afgørende svar og hjælp.

Mit liv før min diagnose

“Jeg har følt mig anderledes hele min barndom. Jeg var meget tænkende og indelukket, men havde samtidig en trang til at ville og skulle alt muligt. Det blev virkeligt tydeligt, da jeg kom i gymnasiet.

Jeg har altid fået høje karakterer og klaret mig godt, men lige pludselig kunne jeg slet ikke fungere. Jeg havde venner, men jeg havde svært ved de mange skift i løbet af en dag og ved store forsamlinger og gymnasiefester.

Jeg havde en følelse af ikke at kunne kapere livet og udviklede social angst. Jeg følte mig inkompetent og punkede mig selv med, at nu måtte jeg tage mig sammen og holde op med at være sådan.

Jeg følte mig for blød, for sensitiv, for følsom, jeg tog alt for meget ind og kunne slet ikke sortere i indtryk. Jeg blev hurtigt overvældet og stresset og fik ondt i maven. Jeg endte med at droppe ud og tog på togt med Skoleskibet Danmark, fordi jeg tænkte, at det måtte gøre mig hård.

Strukturen var god for mig, men det med at bo så tæt med andre mennesker duede slet ikke! Da jeg var kommet hjem, fortsatte jeg meget uklogt til Israel for at passe svært psykisk handicappede. Der blev jeg så syg, at jeg næsten identificerede mig mere med dem, jeg passede, end med mine kollegaer.

Siden jeg var 11 år, har jeg haft svært ved at sove. Når jeg var virkeligt presset, kunne der gå dage, hvor jeg ikke sov. Så kunne jeg intet sanse, og alt blev forvrænget. Da det var værst, havde jeg svært ved at se fjernsyn eller læse, og jeg forsøgte at udmatte mig selv, så jeg kunne finde ro.”

Min omgangskreds har altid sagt: ‘Vi forstår ikke, du har det så dårligt, Sine. Du virker så stærk’. Det har sikkert snydt dem og også flere fagfolk, at det er lykkedes mig at tage så mange uddannelser, men jeg har altid haft det bedst, når jeg har studeret, for så har jeg følt en vis frihed og mulighed for selv at planlægge min tid og bestemme, hvor mange mennesker og skift jeg skulle igennem på en dag.

Men angsten og tilbagevendende depressioner har fulgt mig hele mit voksenliv. Da jeg får barn nummer to, bliver jeg indlagt på psykiatrisk, min mand smutter i samme ombæring, og lige der bliver jeg frygteligt bange for, om jeg vil være psykisk syg resten af mit liv.

Mit nulpunkt, men også mit vendepunkt, var, da jeg købte jeg en blomsterbutik overnight med en veninde for to år siden. Ved siden af havde jeg et lærerjob på deltid og boede på en stor gård med mange dyr.

Jeg gik helt ned og blev sygemeldt og fik stærk medicin for at kunne sove og bare overhovedet være. Jeg kunne hverken føre en samtale eller bare smile. Min hukommelse var væk, og jeg frygtede, jeg var hjerneskadet.”

Endelig fik jeg en diagnose!

“Da min veninde fik stillet diagnosen ADHD i 2018, hørte og læste jeg mere om den og tænkte: Hold kæft, hvor er der bare mange ting, der passer på mig!

Jeg fik en henvisning til en psykiater, og allerede efter første samtale bekræftede hun min fornemmelse. Dog uden H’et, fordi min uro vender indad fremfor udad. Diagnosen blev endelig stillet på baggrund af test og nære pårørendes svar på en række spørgsmål. Resultatet var bragende AD(H)D.

Diagnosen ændrede flere ting: Fra at se mit liv med “det kunne jeg heller ikke finde ud af”-øjne, kan jeg nu se på det med milde øjne og sige: Hvor har jeg kæmpet, og forgæves, for det er jo ikke min skyld. Diagnosen ændrede på min selvbebrejdelse og min skamfuldhed.

Det, der er allerhårdest ved at have det, som jeg har haft det, er, at man udvikler verdens dårligste selvværd, tæt på selvhad, fordi man synes, man er så dårlig til at leve, og ikke kan forstå det.

Jeg får en form for antidepressiv medicin, som min dygtige psykiater justerer. Medicinen gør mig mere robust, så jeg ikke tager lige så meget ind som før. Selv om min hjerne ikke er så god til at sortere i, hvad der er nødvendigt og ikke nødvendigt, og jeg hurtigt glemmer, hvor jeg er, og hvad jeg har gang i, er jeg ved at lære, at sådan er det.

Jeg slår ikke længere mig selv i hovedet, når jeg kommer til kort. Men det var også en sorg endelig at få en diagnose, for jeg kan ikke lade være med også at tænke: Hvorfor er jeg ikke blevet hjulpet før? Hvorfor skulle jeg igennem indlæggelse og en masse forkert medicin og terapi?

Hvis du vidste, hvor mange bøger jeg har læst om at tænke positivt! Jeg har løbet og spist sundt, fordi jeg har mødt mange læger, der troede, at det ville hjælpe.”

Det er ADHD:

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. ADHD er en forstyrrelse, der giver problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. De bagvedliggende biologiske årsager til forstyrrelserne menes at være nedsat mængde eller effekt af stofferne dopamin og noradrenalin, som sørger for kommunikationen mellem hjernecellerne.

Der findes tre forskellige typer af ADHD. Og ADD bruges om den stille ADHD, hvor tegnene på hyperaktivitet og impulsivitet er få eller mindre synlige, og uroen vender indad.

Personer med ADHD har stor risiko for at udvikle andre psykiske sygdomme og lidelser som for eksempel angst, depression og misbrug.

Vær opmærksom på disse symptomer:

Har let ved at blive distraheret.
Er impulsiv og rastløs.
Hyperaktivitet i form af uro i arme eller ben.
Har svært ved at planlægge og organisere.
Kan have humørsvingninger og vredesudbrud.
Søger spænding og risici for bedre at kunne koncentrere sig.
Har mange tanker kørende, ofte flere tankesæt ad gangen, som er vanskelige at stoppe.
Har problemer med tid og problemer med at falde i søvn.

Behandling:

Psykoedukation, kognitiv adfærdsterapi og behandling hen imod at ændre adfærd er første skridt. Ved middelsvære og svære tilstande anbefales medicinering. Den er i de fleste tilfælde meget effektiv og fører til øget opmærksomhed, mindre hyperaktivitet og mindre impulsivitet.

Hvem får diagnosen?

Undersøgelser peger på, at mindst 2 % af alle voksne har ADHD. Det er sværere at opdage og diagnosticere ADHD hos voksne, fordi hyperaktiviteten ofte forsvinder eller reduceres og bliver til indre rastløshed, og voksne er bedre til at kompensere end børn.

Ofte har voksne også andre psykiske sygdomme og lidelser oveni, som kan skygge for ADHD’en.

Her kan du læse mere:

Adhd.dk

Kilde: Min.medicin.dk, Adhd.dk

Mit liv i dag

“Jeg har været bange for, at noget af min personlighed ville forsvinde med medicinen, men jeg føler mig heldigvis som den samme Sine.

Jeg får stadig lidt for mange rigtigt gode ideer, men jeg er bedre til at stoppe mig selv. Jeg er mindre følsom og græder ikke længere over det mindste. Der er meget mere balance i mit liv og sind.

Det er første gang i mit liv, at jeg føler, at jeg er i verden, som om jeg er med! Før var det, som om jeg havde otte fjernsynsskærme kørende i mit hoved. Nu er der kun en. Jeg har fået en ro indeni, jeg kan sove, jeg fungerer! Jeg er begyndt at drømme, når jeg sover, og når jeg er vågen, drømmer jeg om ting, jeg gerne vil.

Jeg kan arbejde fleks 15 timer om ugen og leder efter et job, gerne med børn og unge med samme diagnoser. Noget, hvor jeg kan bruge mine erfaringer.

Slut med skam

“I dag ved jeg, at det, der hjælper mig, er den rigtige medicin og struktur på min hverdag, og en erkendelse af, at jeg har en lavere stresstærskel end andre, så jeg skal holde igen og holde pauser.

En diagnose er måske et helle, for den giver nogle faste rammer at leve inden for og en bedre mulighed for at sige: “Jeg skal trække mig her”.

Jeg kommer aldrig til at leve som før igen. Mit liv er forandret for evigt, jeg er så glad for livet. Jeg kommer til at leve et enkelt og mindre ambitiøst liv. Før havde jeg så travlt med at bevise, at jeg kunne tage en uddannelse og være mor, at jeg glemte omsorgen for mig selv.

Der er mange ting, jeg ikke har sluttet fred med endnu, men jeg skammer mig ikke længere over at være mig. Det tror jeg næsten er det bedste: Jeg er den, jeg er.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 10. september 2020.