Signe Wenneberg: “Jeg tror, jeg skal holde op med at sige aldrig”

“Jeg elsker det her med at blive interviewet, mens vi går! Jeg har aldrig gjort det før, men det er jo det bedste. Du har nok lagt mærke til, at jeg ikke ville kunne sidde stille på en stol … Så for mig vil en normal interviewsituation altid blive kampen mod: Hvor længe skal jeg sidde her, og hvornår kan jeg komme ud i haven?.”

Det er taknemmeligt at møde Signe Wenneberg på hendes hjemmebane: I naturen. Og særligt her i den vilde natur, hvor der ikke er opgaver, der fanger. Hjemme er der byggerod, så vi mødes i stedet i skoven og på havnen i den lille by Bandholm på Lolland.

Signe Wenneberg er ny, da jeg møder hende. Ny i sit 54. år, som hun trådte ind i for nylig, og ny på Lolland, hvor hun for kun 14 dage siden fik nøglerne til sin nye flexbolig.

Hendes kalender er på mange måder jomfruelig, for at være foredragsholder midt i en pandemi er lig med ikke at være foredragsholder. Det er også hendes første dag uden smerte i et par år efter en langvarig sygdomsaffære, som hendes hals har spillet hovedrollen i. Og alt det nye spiller så fint med det forår, der pipper i vores ører og pibler frem for øjnene af os en lun eftermiddag.

Naturligvis er alt ikke nyt i klimaforkæmperen og bæredygtighedsentusiastens liv. Ved hendes side er hunden Emil, som har sit eget hashtag, #Emilermed, for med er han på rigtigt mange af de billeder, Signe Wenneberg lægger op på sin Instagram-profil, som følges af mere end 63.000. Balancen mellem det nye og det gode, gamle er lige, som den skal være.

Signe Wenneberg tegner omridset af et meget forjættende vindue. Ikke af den fysiske, bevaringsværdige slags med kit og linoliemaling, som hun ellers ofte skriver passioneret om – nej, det er her vinduet, der slås op på vid gab, når børnene flytter hjemmefra.

“I vores del af verden er der så mange negative historier om at være i 50’erne og om, hvor frygteligt det er ikke længere at være i den fødedygtige alder. Om empty nest, når børnene flytter hjemmefra, og om, at man ikke er attraktiv på arbejdsmarkedet.

Jeg føler, at det bliver holdt som en kæmpestor hemmelighed, hvor fedt livet kan være efter de 40. Der er nogle vildt dejlige ting at sige om ikke at være så hormonel – det taler vi ikke om. Og jeg savner selvfølgelig mine små børn, men ærligt talt, jeg synes, det er skønt, at mine børn er blevet ældre. Hvorfor taler vi ikke mere om, hvor vidunderligt det er at stå foran det her kæmpestore vindue af muligheder?

Jeg har haft små børn og oplevet den rigdom, der er i det, og måske har jeg noget godt i vente, hvis jeg får børnebørn, men lige nu har jeg ikke længere legegrupper og deleordninger eller en eksmand, jeg skal forholde mig til. Ingen fritidsordninger og folkeskoler eller gymnasier, jeg skal følge med i.

Da min yngste blev student sidste sommer, var jeg bare sådan: Tillykke til mig! Jeg var kommet i mål. Jeg havde gjort det, jeg skulle. Jeg var nået til den der målstreg langt ude i horisonten, jeg havde set for mig, og da det skete, var jeg sådan: Jeg må gøre alt, hvad jeg vil. Det kan være, jeg flytter til Timbuktu eller Californien. Det kan være, jeg bliver frivillig i Afrika. Og så satte jeg sommerhuset til salg!”

Rigtig intuition

Sommerhuset, måske bedre kendt som Brombærhuset, var i små syv år omdrejningspunkt for både bøger, tv-programmer, artikler, workshops, kurser, foredrag og podcasts og dannede rammen for møder om bæredygtigt byggeri og klimapolitik. Men også helt privat for Signe Wenneberg og hendes sønner og deres venner. Men ...

“Der var ikke så meget sjov tilbage i Brombærhuset for en, der kan lide at have noget at rive i. Jeg kunne ikke plante et eneste træ mere eller lave flere bede. Drivhuset og hønsehuset var også bygget. Og jeg kan godt lide at skabe noget. Jeg troede aldrig, jeg ville sælge Brombærhuset, men nu tror jeg, jeg skal holde op med at sige aldrig. Om noget som helst.

Jeg kunne mærke, at jeg skulle noget andet. Jeg vidste ikke hvad, men det var spændende. Der skulle ske noget. Jeg er så gammel, at jeg kan kigge tilbage og se, at min intuition altid har været rigtig. Jeg har vidst det hver eneste gang: I kærlighed, når den var forkert. Når et job ikke var rigtigt. Jeg vidste også, at det aldrig ville blive helt sjovt at bo i villalejlighed, da jeg blev skilt, men det var jeg bare nødt til … på grund af alt muligt. Men nu har jeg besluttet mig for at lytte til, hvad jeg selv synes, og gå med det. Intuition.

Jeg prøver at leve impulsivt, fordi det er rigtigt for mig. Jeg går rundt med mit pas i min taske, men det har jeg så ikke haft nogen glæde af det sidste år.”

Hun griner, jeg spejder efter tasken med passet, men fanges af hullerne i hendes sorte jeans. De er netop udnævnt til malerbukser, men de har også 20 år på bagen. Et bevis på, at hun hverken har ændret facon eller stil, og at hun selvefterlever det, hun siger: At alt skal bruges så længe som muligt.

“Jamen jeg synes også, at jeg ligner mig selv. Jeg har ikke ændret mig så meget. For 30 år siden var kvinder virkelig gamle, når de var 53 år. Min mormor var en gammel dame, da hun døde som 66-årig. Men jeg føler mig ung. Jeg føler mig frisk. Jeg har selvfølgelig ondt nogle enkelte steder, men jeg kan stadig kanalisere min energi ud i alt muligt, hvor den gør en forskel.”

En sand aktivist

Så det gør Signe Wenneberg. Hun har været klimaaktivist siden gymnasiet, dengang da Brundtlandrapporten udkom, og der for første gang blev talt om global bæredygtighed. Hun gik i 3. g og følte, at hun måtte gøre noget. Hun befriede burhønen Maggie og skabte en hel befrielsesfront for Maggies artsfæller.

I dag bruger hun stadig sin taletid til at slå et slag for hverdagsaktivisme, de vilde haver, bygningskulturarv, bæredygtighed, genbrug, ligestilling og senest det, hun kalder ‘den geografiske revolution’.

Som en sand aktivist er det hjertet, der bærer og fører kampen, ord og billeder er værktøjerne, og bøger, tv-programmer, podcasts, artikler og Instagram-profil er kanalerne. Ofte er det først midt i en ny passion, at det går op for hende, at hun har gang i noget nyt og større.

“Det bedste er, når jeg lige pludselig kan se, at der er mere i det, jeg i nogle uger har skrevet om. Senest hvorfor vi ikke flytter mere ud i landet nu her efter corona og samtidig redder den sidste del af bygningskulturarven, der er tilbage? Før har det været bæredygtigt byggeri, madspild, vilde haver og Burhønsenes Befrielsesfront, som nu er opløst, fordi missionen lykkedes. Det er altid noget, jeg laver ulønnet, når jeg kaster mig over en sag, og det fungerer ret godt, at det er uden bagtanker eller samarbejdspartnere. Det er jo rigtigt græsrodsarbejde.”

“Jeg savnede mine foredragsture. Jeg plejer jo at være tværs over landet cirka en gang om ugen, når jeg ikke er aflyst. I stedet begyndte jeg at køre rundt for at se på huse og landskaber, jeg ikke kendte. Jeg har brug for at se langt og for at se noget andet for at blive inspireret.

Samtidig ledte jeg efter mit nye sted. Jeg troede først, at jeg ville blive oppe i nærheden af det gamle sommerhus. Så troede jeg en overgang, at jeg skulle tilbage til Haslev-området, hvor jeg kommer fra, eller måske til Stevns, Præstø eller Møn, men jeg fandt ikke den gård med den store lade, som jeg ledte efter, så jeg søgte længere sydpå.

Nu har jeg købt et kæmpestort, vidunderligt gammelt hus i en by, hvor jeg aldrig har været før. Men da jeg kørte ind i byen, tænkte jeg, at der var helt skønt, og da jeg havde set entreen og stuen, sagde jeg: ‘Det vil jeg gerne købe’. Og det er helt rigtigt og helt forkert, for det var slet ikke det, jeg skulle. Det var slet ikke planen, før jeg stod her, og min intuition sagde: ‘Gør det!’.

For tre måneder siden anede jeg ikke, at jeg ville købe et hus her på Lolland, jeg kender ikke noget eller nogen hernede, men jeg synes, det er så spændende! Og så kan man jo undre sig over, at jeg med drømme om store lader og enge er endt med en have på lige under 1.000 kvadratmeter. Men det føltes rigtigt i situationen.”

Hun kalder det forsynet og ser det som et held (i uheld), at hun fik en diskusprolaps i nakken og skulle opereres for den, mens hun kiggede på huse.

“Det der med at lære at køre traktor og flytte store tunge ting helt alene, det kunne jeg bare mærke ville gøre lidt for ondt lige nu. Min ryg er blevet virkelig slidt, og så er det måske okay at have en mindre have. Jeg har fået en ‘walled garden’ nu. Det har jeg aldrig haft før. Der er ikke nogen hæk at klippe, og jeg kan have figner og roser, der vokser op ad muren. Det glæder jeg mig helt utroligt meget til at opleve.”

Introvert overskudsmenneske

Signe Wenneberg er med egne ord “født som en stille, indadvendt pige, som bare helst ville sidde og tegne og læse bøger”. Det ændrede sig, da hun blev teenager, og særligt efter at hun som 17-årig var involveret i en alvorlig bilulykke.

“Når du har været ved at stå af, som jeg var det, da jeg var 17 år, så er du resten af livet bevidst om, at hver dag kan være den sidste, og at hver dag skal være en god dag. Der er ingen tid at spilde.”

Selv om Signe Wenneberg er lidt træt af, at flittig ikke længere har samme positive betydning som tidligere, så kan gode dage for hende også være de mindre produktive.

“En god dag er også at lave ingenting. Jeg sidder sjældent ned, men for mig er det også afslapning at gå og binde lidt op i haven hele dagen, gå en tur med hunden og se dårlige tv-serier om aftenen. Jeg prøver at finde et niveau ud fra, at jeg er 53 år, jeg har været syg og er opereret fire gange i halsen inden for to år og har fået fjernet min skjoldbruskkirtel. Jeg har ikke længere noget stofskifte, og jeg har en dårlig ryg og er nylig opereret, så jeg ‘stater lige facts’ for mig selv, og det er en ting ikke længere at have et stofskifte. Jeg kan ikke altid lige regne med det der kæmpe energiniveau, jeg ellers altid har haft.”

“Det er især på de sociale medier, jeg skal passe på mig selv, og det er tilbage til det her med: Hvis det her var den sidste dag på jorden, ville jeg så bruge den på at diskutere med en eller anden internettrold, der fortæller mig, at jeg er en idiot? Nej, det ville jeg ikke. Så jeg blokerer dem og har altid gjort det, også selv om nogle bliver forargede og påberåber sig ytringsfrihed. Øh nej, ikke til at kalde mig idiot!”

Lidt frækt, måske, spørger jeg, om hun kan være svær at være ven med, fordi hun virker så på alle måder overskudsagtig. Og kontant. Hun svarer hurtigt og ufornærmet:

“Ja. Det tror jeg faktisk, jeg er. Det er svært at være tæt for mig, så det er der kun ganske få, der er. Fordi, og det føler jeg på en eller anden måde, jeg har skullet undskylde hele mit liv, jeg er introvert. Jeg har det bare bedst i mit eget selskab. Det dræner mig at være sammen med andre mennesker, og jeg tanker op i mit eget selskab. Så på den måde er jeg svær at være ven med.

Men jeg vil gøre alt for mine venner. Jeg vil flytte bjerge og overføre penge til dem, men jeg er ikke som min veninde, som helst vil snakke i telefon med mig hver dag. Og når hun har snakket med mig, så ringer hun videre til de andre veninder. Hun elsker det og er totalt tanket op bagefter, mens jeg bare er som en karklud, fordi hendes problemer går ind i mig, og jeg bekymrer mig og tænker over dem. Jeg har måttet sige til hende, at det ikke er, fordi jeg ikke bekymrer mig om hende, men fordi jeg bekymrer mig for meget.”

At gøre en forskel

Har du været til et foredrag med Signe Wenneberg eller bare set hende på tv eller på en markedsplads, når hun sammen med sønnerne sælger deres botaniske gin, så kan det være svært at få øje på det introverte.

“Når jeg er rundt i landet, så falder jeg i snak med folk som journalist og som formidler, men ikke som den private Signe. Det samme, når jeg står på en scene, og når jeg bagefter signerer bøger, eller når jeg sælger gin, som den gamle bartender, jeg også er. Men når jeg så slutter klokken 22, så er der lukket. Så har jeg ikke mere i mig og skal ikke med ud og spise natmad.

Mange troede, at når nu Brombærhuset var i fjernsynet, så kunne de da bare gå ind gennem havelågen, og så kunne jeg lige fortælle om det der med træfiberisolering. Nej, det kan jeg ikke! Det er alt for tæt på. Jeg får hjertebanken af det. Jeg skal tage mig sammen for at gå til store fester. Og så skal jeg være i nærheden af udgangen, så jeg kan lade, som om jeg skal på toilettet, og gå ud en gang imellem. Sådan er det bare. Og det synes jeg også, vi taler for lidt om i et samfund skabt på de udadvendtes præmisser.

Min søde mor ved godt, hvor introvert jeg er, så hun siger: ‘Jeg håber, du engang får så mange penge, at du ikke behøver være på Instagram’. Og det håber jeg også, mor, men det er også rart at være med til at gøre en forskel, så jeg trøster hende lidt med det. Jeg kunne sagtens undvære de sociale medier, men det er jo en fantastisk genvej for en gammel journalist som mig, der tidligere skulle vente på respons fra læserne i form af et læserbrev, til, at der i dag er payoff med det samme i tråden. Jeg vil ikke undvære at udkomme og få nogen med i en bevægelse, og det er jo derfor, jeg gør det.”

Lige bortset fra de tarvelige kommentarer, der luges væk som uønsket ukrudt, er Signe Wennebergs universer altid bygget på en idé og en indstilling til at se det positive frem for det negative. Her mødes du af løsninger baseret på erfaringer frem for pegefingre.

“Det fungerer bare bedre, synes jeg, at inspirere frem for at løfte den store hammer. Jeg siger ikke ‘du må ikke rejse, du må ikke køre bil, du må ikke købe nyt’. Jeg siger ikke til folk, at ‘hvis du skal hænge lamper op, så brug en gammel lampe, fordi det er mest bæredygtigt’. Jeg vil hellere vise det positivt med et foto på Instagram af mine 21 år gamle lamper, som jeg skal se, om jeg kan få op at hænge igen. Så kan det være, folk også tænker: Måske har jeg også nogle lamper i kælderen, jeg kan bruge, i stedet for at købe nye?

1. GØR MINDRE

“Man kan virkelig gøre mere skade med det, man gør, end med det, man ikke gør. Tænk på nye haveejere, der rydder en gammel have. Fælder magnoliatræer og det krat, som børn kan gemme sig i, og de levende hegn, som fugle bor i. Det er en katastrofe. Så hellere gør ingenting.”

2. LAD DIN GRÆSPLÆNE VOKSE VILDT

“Gå efter en græsplæne med mange forskellige blomster og højt og lavt græs. Rullegræs er monokultur og en ørken for bier, insekter, sommerfugle og fugle. Der er intet mad at finde. Intet liv. Ingen diversitet. Den rodede græsplæne er basis for liv.”

3. INGEN ADGANG FOR MÆND MED MASKINER

“Det er ikke for at være diskriminerende, men mange års erfaring siger mig, at det gerne er mænd, der komme og rydder haver, saver hække ned, kører grene gennem en flismaskine og lige snupper dronningebusken med, nu der er gang i maskinen. Vækst tager tid. Og al vækst i haven skal man passe på.”

4. ROD ER LIV

“Der er enormt meget liv i en kompostbunke i et hjørne af haven. Orme, biller, myrer og fugle. Fyld bunken med kaffegrums, tegrums, rådne æbler, grønt affald og visne blomsterbuketter. Det kan blive til ganske meget ‘grønt guld’, som bare skal tilbage til jorden og binde CO2.”

5. OVERVEJ ET DRIV(ER)HUS

“Til stor glæde for børn, husdyr og voksne. Et drivhus er det skønneste sted at drive den af og drikke te. Og så forlænger det havesæsonen, og det sætter vi pris på, når vi når til november.”

Treenighed

Den nye seng er en ud af flere i det 150 år gamle nye hus på Lolland, for selv om ældstesønnen er flyttet hjemmefra, og den yngste mest holder til hjemme i lejligheden i København, er huset også deres.

“Jeg siger vores hus, og vi har købt et nyt hus, for vi er stadig en treenighed. Da vi flyttede, insisterede jeg på, at vi gjorde det sammen, selv om de havde travlt med speciale og job. De skal også have ejerskab over det her sted. Og ja, det er megastressende at flytte, så det var ikke engang, fordi det var sådan en lyserød ting at gøre sammen, men jeg vil have, at vi fortsat er noget for hinanden. At vi er en familie. Vi skal være i hinandens liv og vide, at nogen har vores ryg.”

Måske har du allerede sippet af treenighedens botaniske gin, som er resultatet af hendes store sorg over den sommer, hvor hendes drenge ikke længere gad lave hyldeblomstsaft med hende, “fordi der var for få promiller i”, som en af dem sagde.

I stedet arrangerede hun ginsmagninger for dem og deres venner, der endte med, at de vidste så meget om gin, at de fik lyst til at prøve at lave deres egen. Som mor, så sønner kan man ikke lade være med at tænke. Iværksættergenet og troen på at kunne selv er fine vuggegaver at have givet sine børn. Selv kom hun ikke med samme bagage.

Du har sagt, at du som ung ikke troede, at du skulle blive til noget?

“Min mor var enlig mor og lærer, og min far ville ikke rigtigt have noget med mig at gøre, efter de blev skilt, og jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, men når man kommer af ingenting, så er man … ikke bare arbejdsom og flittig, man er også meget idérig. Jeg var nødt til selv at regne ud, hvordan man gør.

Da jeg flyttede til København og fik job på forskellige cafeer, spurgte jeg alle, der kom ind og drak kaffe: ‘Kender du til en lejlighed, jeg kan leje? Jeg kommer fra Haslev, jeg kender ingen, men nu kender jeg dig, fordi jeg serverer kaffe til dig hver morgen’. Til sidst var der en af stamgæsterne, der sagde: ‘Jeg er så træt af at høre på dig, at jeg giver mig. Jeg har en fremleje i Birkegade med koldt vand, den kan du få!’.

Jeg er en mester i at tage besværlige omveje. For ellers var jeg ikke kommet nogen vegne. Da jeg var syg, lå jeg og tænkte: Hvorfor fandt jeg ikke bare en dreng på min landsbyskole, jeg kunne blive forelsket i, så var vi blevet på et landsted dernede omkring Haslev, og jeg havde dyrket en blomstermark med selvpluk, og det havde været nok. Men omvendt så har jeg jo lært noget af alle de ture, jeg har taget.”

Havens mirakler

I dag er der lukket for vandet i det nye hus, som er ved at få nyt blåt køkken og vægge malet med linoliemaling. Haven er mest græs, men ud over de 100 nyplantede roser, skal der også snart et par frugttræer i jorden.

“De ting, man gerne vil have, skal have noget vækst, roser og træer, de skal bare i jorden med det samme. Går du og tænker for længe, er det kun tid, der er mistet. I min have skal der være blomster, jeg kan plukke, krydderurter og også gerne høns. Men det vigtigste i en have, og det har jeg altid skrevet i mine havebøger, det er at have haven som et rum, hvor man kan slappe af.”

Hvor vi andre ser muld, ser Signe Wenneberg “mirakler”.

“Lige her, inden vi to mødtes, lagde jeg lige nogle hjulkronefrø i jorden i min nye have. Det bliver spændende at se, om de kommer op. Det, der er med en have, er, at du altid har noget at glæde dig til! I stedet for at se mørket, og at det hele visner, når det bliver efterår, kan du allerede tænke: Aj, og til foråret kommer der forårsblomster, og så springer anemonerne ud, og mon mine forårsløg kommer op, det bliver spændende. Så har du lagt kimen til noget at glæde dig til. Uge for uge.

Det var ligesom, da børnene kravlede, og man glædede sig til, at de skulle begynde at gå. Det er livet, og det er haven jo det største symbol på: Livet, simpelthen. Det er det, der er så vidunderligt ved haven.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 24. juni 2021.

er mor til Simon på 25, Noah på 21 og hunden Emil på 13 år.

er rådgiver i formidling af bæredygtighed for virksomheder, klimaaktivist, journalist, forfatter til blandt andet 14 havebøger, ginproducent, husbygger og nå ja, foredragsholder.

Har læst retorik og kulturjournalistik på Københavns Universitet. Er tidligere medlem af Etisk Råd. Er ambassadør for Plan Børnefonden. Sidder i bestyrelsen for Madkulturen og for Friland. Og har 63.000 meget aktive følgere på Instagram. Følg med på Signewenneberg.dk og på Botaniskgin.dk.