Signe Molde
Signe Molde (43)© Thomas Dahl

Signe Molde: “Jeg har en stor trang til at sige højt, hvordan jeg synes, tingene i virkeligheden ser ud”

Satirikeren og tv-værten Signe Molde øver sig. På at blive bedre til tennis, at sove igennem og i det hele taget at leve med fejl og mangler. For nej, de går ikke væk.

16. december 2020 af Eline Holm

Signe Molde (43)

  • er gift med forfatter og instruktør Peter Molde-Amelung, som hun har to døtre på 14 og 8 år med.
  • er journalist og TV-vært. Har en basisuddannelse i samfundsvidenskab fra Roskilde Universitetscenter. Er udlært journalist gennem en oplæringsstilling på DR Børneradio. Har blandt andet været vært og tilrettelægger på ungdomsprogrammet Rundfunk på TV2 og diverse børneprogrammer på TV2. Hun har været vært på X-Factor på DR (i 2013), reporter på Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen på DR, haft sit eget talkshow sammen med Sara Bro, Sara & Signe, på TV2 Zulu og været vært for Quizzen med Signe Molde på DR2.
  • er aktuel fra slutningen af oktober med tv-programmet Signe Molde på udebane på DR2.

Signe Molde er lige vågnet efter en lur. Da der var 10 minutter til vores interviewaftale denne onsdag formiddag på kanten af efteråret, havde hun valget imellem at bruge tiden på at sætte kaffe over og lave den smoothie, som hun havde planer om at byde på, eller liiige at lægge sig og blunde lidt på sofaen. Hun valgte det sidste. Og er lettere omtumlet, da hun åbner døren til rækkehuset i Humleby på Vesterbro i København, stadig med brusebadsvådt hår og ingen makeup. Derfor går de første 20 minutter af besøget med småsnak, mens Signe Molde blender bær og saft, måler kaffe op og finder kopper frem.

“Jeg har altid en tanke om, at jeg vil være i god tid og gøre det hele klar. Men af en eller anden grund går det aldrig sådan ...”

Det er en af hendes skavanker, forklarer hun senere i interviewet. Hun lægger aldrig en buffer ind og kommer notorisk for sent til ting. I dette tilfælde er det måske meget godt, for det skaber en mulighed for at lære hinanden lidt at kende.

Hun vil gerne vide en masse om mig, hvilket man som journalist på job ikke kommer ud for så ofte, men hun er selv journalist og vant til at være den, der spørger. Så vi finder både ud af, at hun er vokset op i samme område, hvor jeg nu bor, og at vi har fælles bekendte. Inden vi bliver enige om, at vi hellere må gå i gang med interviewet. En smule modstræbende, for Signe Molde synes faktisk, det er ret akavet at snakke løs om sig selv.

Signe Molde
“Jeg har altid en tanke om, at jeg vil være i god tid og gøre det hele klar. Men af en eller anden grund går det aldrig sådan ...”© Thomas Dahl

Jamen, er det pinligt?

Set udefra er det ellers noget, hun virker til at være nærmest magnetisk draget imod. Det akavede. Det pinlige. Det uperfekte. Måske har du set hendes corona-videoer, der gik landet rundt, mens vi alle sammen var lukket inde med mere eller mindre frustrerede familiemedlemmer, virusforskrækkelse og bunker af vasketøj og opvask. 

På de sociale medier var det mest billeder af den rene corona-idyl, der florerede – familien forenet om hjemmeskole og -arbejde i køkkenet, hyggelige bageprojekter, der endelig blev til noget, ture i skoven med røde kinder og korrekt #coronaafstand. 

Signe Molde valgte at vise en anden side af nedlukningen: Sig selv dansende rundt med fedtet hår og truckertop, mens hun sang om at smide bh’en og lade kropsdunsten få sit eget liv – “åh, det’ lækkert!”.

hendes Instagram-profil er der heller ikke meget retoucheret virkelighed at finde. Tværtimod er det billeder af den gryde med spaghetti, som hun har præsteret at lade stå på komfuret et par dage, og som nu er blevet ulden af mug “i tre forskellige farver!!!”, manden, der er i færd med at kæmme hende for lus, og overlæben, der er hævet efter at være gået ind i et skab, som hun vælger at offentliggøre. 

Det er ikke, fordi hun tror, at den Insta-pænhed, mange af os er mere tilbøjelige til at markedsføre os selv på, er løgn. Den er bare ikke hele sandheden.

“Når jeg scroller ned igennem mit feed på Instagram, så synes jeg egentlig, det er ret vildt, hvor mange der lægger alt muligt op fra deres perfekte liv. Det er jo ikke, fordi de idylliske stunder ikke findes, for det gør de. Men lige så ofte, eller oftere, går tingene jo galt.”

Bliver du provokeret af den perfekthedskultur, der er?

“Jamen, jeg ved ikke med den perfekthedskultur, mange snakker jo om den ... jeg synes faktisk, der er mange, som har selvironi og godt kan finde ud af at vise et andet billede af livet, også på de sociale medier. Det synes jeg er dejligt og fedt. 

Men når jeg ser nogen, der kun lægger billeder op, hvor det hele ser skidegodt ud – hvilket folk jo er i deres gode ret til! Hvis de har det godt med det, skal de da bare gøre det! Men jeg tænker altid, ej, hvor er det sjovt, for jeg kan da godt regne ud, at sådan er det jo ikke altid. Når det er sådan her hjemme hos os, så må det også være sådan hjemme hos andre. Og så skynder jeg mig at sige det højt. 

Så jo, jeg har helt klart en – mission er et stort ord – men jeg har en stor trang til at sige højt, hvordan jeg synes, tingene i virkeligheden ser ud. Eller hvordan de OGSÅ ser ud. Og jeg synes bare, det er sjovere at lægge et billede op, hvor min mand kæmmer mig for lus, end et billede, hvor jeg lige har vasket mit hår og taget makeup på.”

Signe Molde i et interview
Og jeg synes bare, det er sjovere at lægge et billede op, hvor min mand kæmmer mig for lus, end et billede, hvor jeg lige har vasket mit hår og taget makeup på.”© Thomas Dahl

Sprang ud som sjov

Det sjove har fulgt Signe Molde gennem hele hendes karriere. Mest kendt er hun fra Quizzen med Signe Molde, som kørte i flere sæsoner på DR2, hvor hun med ironiserende, kærligt bid lod to gæster, ofte en politiker og en kulturpersonlighed, dyste i spørgsmål om ugens begivenheder. 

Og fra Anders Lund Madsens Det Nye Talkshow, hvor hun lavede indslag i rollen som nævenyttig, nyhedsliderlig journalist. Der blev krummet tæer hjemme i stuerne, når hun hev knive op af tasken til en åbningsreception på en politistation (og fik en bøde for brud på våbenloven efterfølgende).

Eller deltog i et pressemøde med den daværende statsminister og først stjal en kollegas spørgsmål og dernæst bad Lars Løkke Rasmussen svare “lidt sjovere og kortere” på sit spørgsmål. Mens de andre journalister så måbende til, og for nogles vedkommende brokkede sig højlydt.

Det var grænseoverskridende pinligt, på den Klovn-agtige måde. Med hende selv i hovedrollen som klovnen. En rolle, hun først som voksen er sprunget ud i, for den sjove pige i klassen var hun måske nok, men det var mest noget, der foregik inde i hende selv.

“I folkeskolen var jeg meget ordentlig. Jeg kan huske, at jeg til nogle forældremøder fik at vide, at ‘du må godt række hånden lidt mere op og blande dig lidt mere’. Jeg var nok lidt forsigtig. Men jeg har altid haft nogle ting inde i mit hoved, som jeg havde lyst til at sige højt.”

Det var under en oplæringsstilling på DR Børneradio, at hun fandt ud af, at man rent faktisk kunne gøre det – baldre ud med de gaggede indfald, som hun hidtil havde tiet stille med. 

Som datter af en mor, der var læge, og en far, der var jurist, havde hun ellers en tanke om, at hun skulle akademikervejen, og hun nåede da også at tage den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC. 

Tanken om at læse videre til journalist i den mere klassiske forstand droppede hun dog igen, da hun søgte og fik DR-jobbet. Og befandt sig så godt, at hun aldrig vendte tilbage til universitetet.

“På Børneradio følte jeg første gang, at jeg mødte en masse mennesker, som tænkte på samme måde som mig. At jeg bare kunne give fuldstændigt los og sige en masse ting, som var helt rablende. Og folk forstod, hvad jeg mente, og syntes, det var sjovt.”

Signe Molde
“Jeg har altid haft nogle ting inde i mit hoved, som jeg havde lyst til at sige højt.”© Thomas Dahl

Angsten for, at ingen griner

Siden gik det støt og roligt i den retning. Mod det sjove, med mindre afstikkere til mere traditionelle programmer. Ikke at det var et bevidst mål for hende, at hun skulle i den satiriske retning. Hun blev bare ved med at blive draget hen imod den tone.

For det er et sårbart sted at hænge sin professionelle hat – der, hvor det er meningen, at folk skal grine – for hvis ingen kan se komikken, er der kontant afregning, og det er hun pinefuldt bevidst om.

Angsten for ikke at være sjov nok er en evig følgesvend, og hun var tæt på skrækslagen, da hun første gang skulle lave noget, hvor det var meningen, at hun skulle være sjov – i rollen som den grænseoverskridende journalist i Anders Lund Madsens Det Nye Talkshow. 

Pressemødet med dengang statsminister Lars Løkke Rasmussen var det første indslag, hun lavede.

“Jeg var meganervøs inden, for hvis folk ikke syntes, det var sjovt, ville jeg jo bare være totalt til grin. Sådan havde jeg det hver eneste uge, da jeg lavede det talkshow. På fjernsynet kan man jo ikke se folks reaktion med det samme, og jeg kunne slet ikke finde ud af – forstår folk det? Hvordan virker det på fjernsynet? Hver gang der var nogen, der havde rost mig, fik jeg ondt i maven. ‘Ej, ej, du må ikke synes, det er godt, for hvad nu hvis jeg laver noget på fredag, der ikke er godt?’ Jeg var hele tiden bange for ikke at kunne finde på noget. For at falde igennem.”

Hvordan fandt du modet til at blive ved, på trods af at du havde det sådan?

“Jeg var også lige ved at stoppe, da jeg havde lavet en sæson. Det var først, da den var færdig, at jeg kunne se, at det faktisk var gået ret godt. Men da Anders (Lund Madsen, red.) spurgte, om jeg ville lave en sæson mere, var jeg i tvivl. For jeg syntes, jeg havde været så nervøs over det.

Samtidig blev jeg spurgt af DR, om jeg ville være vært på noget lørdagsunderholdning, og der behøvede man ikke at være sjov. Det lød ikke så stressende at lave, og det var virkeligt tillokkende. Jeg havde nærmest besluttet, at jeg skulle stoppe på talkshowet.

Men så snakkede jeg med en ven, som sagde: ‘Prøv at høre. Det er gået skidegodt, du er vildt god til det’. Men jeg sagde: ‘Det er også bare held’. Han påpegede, at jeg jo trods alt havde lavet en hel sæson. Og at når man er et sted, hvor det føles rigtigt, man har det godt fagligt og personligt med de andre og har fået rum til at lave det, der virker, så skal man holde fast i det. Det var faktisk det, der gjorde udslaget, så jeg blev.”

På udebane

Signe Molde fandt nogle teknikker til at dæmpe sin nervøsitet. Det handlede om at planlægge tingene i god tid og være lidt på forkant, så hun blev mindre presset. Det hjalp – lidt. En magisk kur til at slippe for flossede nerver fandt hun ikke. Men det holder hende ikke tilbage.

Efter at have haft succes med Quizzen med Signe Molde har hun besluttet, at det er tid til at bevæge sig ud af studiets trygge rammer. Så nu her i oktober har hun premiere på et tv-program, hvor hun skal stå ansigt til ansigt med mennesker, hun er dybt uenig med eller bare ikke forstår, og præsentere dem for de jokes, hun laver på deres bekostning. Nogle gange griner de – men bestemt ikke hver gang.

Signe Molde
“Jeg var hele tiden bange for ikke at kunne finde på noget. For at falde igennem.”© Thomas Dahl

“Det er jeg ved at dø af skræk over lige nu ...”

Faktisk sover hun ikke så godt om natten. Tankerne kører rundt i hovedet på hende, ikke kun om problemer og bekymringer, men også med ideer til ting, hun vil lave. Hun kan ligesom ikke slippe det og ligger søvnløs og spekulerer. Der har vi måske forklaringen på, at hun kan få brug for en lur, 10 minutter inden en journalist banker på døren.

“Hver gang jeg så forsøger mig med noget, som skal være lidt mere stille og roligt, får jeg alligevel drejet det over, hvor det ikke er det. Jeg synes bare, det er sjovt at sige, hvad jeg rigtigt tænker. Og jeg kan godt lide at drille folk. Kærligt! Hvilket også gør, at jeg mindst en gang om dagen får sagt et eller andet til folk, hvor jeg bagefter tænker: ‘Åh nej, åh nej, det var ment for sjov, og jeg prøvede i virkeligheden at give ros, og så ... årh!’.”

Kufferten er pakket med selvværd

Hvor modet til at kaste sig ud i ting, hun egentlig er skrækslagen for, kommer fra, ved hun ikke helt. Måske har det rod i hendes kernefamilieopvækst, som, nærmest undskylder hun, i denne sammenhæng ikke er særligt spændende, for hun er ikke en af dem, der har klaret den på trods.

Tværtimod er hun vokset op i trygge rammer i et rækkehus i Jægersborg, hvor forældrene gik op i at vise hende, at hun var elsket, præcis som hun var. De gav hende et solidt selvværd med i bagagen, sammen med oplevelsen af, at verden er stor og værd at udforske.

Da hun gik i 2. klasse, tog forældrene hende og storesøsteren med på halvanden måneds telttur i Nordafrika. De så ekstrem fattigdom, men oplevede også, at man kan banke på døren hos en familie i Marokko og spørge om lov til at slå sit telt op på marken udenfor og få et: “Ja, og kom med ind og spis!”.

“Mine forældre viste os helt konkret, hvordan verden også ser ud. Både at man kan have tillid til mennesker, men også at der findes stor uretfærdighed derude. Min søster er blevet antropolog og arbejder med udviklingsprojekter i tredjeverdenslande. Jeg ville gerne snakke i radioen ... Så det gav mig ikke helt den der ‘jeg skal ud at redde verden’. Men jeg vil gerne gøre en forskel. Og prøver i mit arbejde at få gjort opmærksom på ting, som er helt groteske, og som vi lige skal snakke lidt om.”

Det kan man godt gøre med et glimt i øjet. Så Signe Molde har ingen planer om at følge det råd, tidligere kulturminister Mette Bock engang gav hende.

“Hun sagde meget sødt og i bedste mening, at jeg da også skulle komme i gang med noget mere alvorligt. For jeg kunne meget mere. Men humor er en rigtigt god måde at sætte fokus på ting på. For det er altid skurken, jeg driller, og ingen har lyst til at blive til grin.”

Signe Molde
“Jeg vil gerne gøre en forskel. Og prøver i mit arbejde at få gjort opmærksom på ting, som er helt groteske, og som vi lige skal snakke lidt om.”© Thomas Dahl

En kop kaffe og et parforhold

Humor fylder også meget i Signe Moldes private liv. Hun kalder sin mand, Peter Molde-Amelung, for det sjoveste menneske, hun kender, og måske er det en del af forklaringen på, at de har holdt sammen i 20 år.

De mødte hinanden i TV-Byen i Gladsaxe, hvor de begge arbejdede. Signe Molde åbnede døren ind til et lokale, hvor han stod på den anden side og kiggede hende lige i øjnene og sagde: ‘Hej!’.

Det var, om ikke kærlighed, så i hvert fald interesse ved første blik, og da de nogle måneder senere var til fest i Radiohuset, insisterede han på bagefter at komme med hjem og drikke kaffe.

“Så han kom med hjem klokken fem om morgenen og drak en kop kaffe. Bagefter sagde han ‘tak for kaffe’, og så gik han. Jeg var helt forvirret. Okay, han VILLE bare have kaffe, fint nok. Men så begyndte han at kontakte mig, og jeg inviterede ham til en julefrokost. Han blev og sov. Vi var så fulde og fumlede rundt, så jeg faldt på gulvet. Bang! Han sagde noget med, at det bare var, fordi jeg var så lang, og jeg sagde, at nej, det var ham, der var alt for kort. Han er ikke så høj ...”

Godt. Der var selvironi på begge sider. Efter halvandet år flyttede de sammen, og efter tre år fik de børn. Og gæld. Men de har den sammen. Og er gode til at bakke hinanden op.

“Jeg tror, at Peter er ekstra god med det. Han har altid opmuntret mig, både arbejdsmæssigt og privat. Med at jeg er sjov og klog, og at jeg skal kaste mig ud i ting, jeg har den mindste smule lyst til. 

Da det begyndte at gå godt med Quizzen på DR2, som passede rigtigt godt til mig, sagde han en dag, at når nu vores børn var små, og i forhold til det sted vi hver især var arbejdsmæssigt, så kunne han da godt hente og bringe, så jeg kunne koncentrere mig om mit arbejde.”

Hun fik frit løb til at køre karrieren, mens han blev hjemme og arbejdede på en bog. Og tog sig af størstedelen af det huslige. Måske en fordel for hele familien, for det er ikke her, hendes evner ligger. 

Mens mug på spaghettien dog hører til undtagelserne, brænder hun næsten altid maden på, og hendes mand synes heller ikke, hun er særligt god til at hænge vasketøj op. Eller til at få tingene gjort. Pludselig sidder hun i stuen og drikker kaffe, mens han står udenfor og klipper i den blåregn, hun egentlig havde ansvaret for at holde væk fra naboens tagrender.

“Det kom vi rigtigt meget op at skændes om forleden. Jeg har plantet den, og Peter har mange gange sagt, at jeg skal klippe den ned, og det har han jo ret i. Og så i lørdags stod han igen og klippede i den, fordi den breder sig helt vildt og kan ødelægge rigtigt meget. 

Han blev virkeligt irriteret på mig, fordi han syntes, at jeg bare sad og drak kaffe. Og det gjorde jeg faktisk også lige der ... Fordi jeg var irriteret over, at han var gået i gang og insisterede på, at det lige præcis skulle være på det tidspunkt. Det er faktisk altid det, vi skændes om. Og så at vi altid kommer for sent.”

Interview med Signe Molde
Humor fylder også meget i Signe Moldes private liv.© Thomas Dahl

Vokset fra forfængelighed

Det to årtier lange parforhold er ikke perfekt og skal heller ikke være det. Det er en tryg base og et sted, hvor Signe Molde ikke føler, at hun skal ud at bevise sig. Med det i ryggen er det måske også nemmere for hende at lægge et kikset billede af sig selv på Instagram, end hvis hun var single, ræsonnerer hun – og har lidt mere at sige om den perfekthedskultur, som måske/måske ikke er der, men som hun under alle omstændigheder gerne vil helt til livs. 

Hun ser det faktisk som sin pligt at møde verden, om det så er i den lokale Netto eller på Instagram, uden den tv-venlige pænhed, hun er svøbt i på skærmen. Fordi det er den ærlige vej at gå.

“Når jeg går ud ad den dør der, har jeg stort set aldrig makeup på. Og tit har jeg heller ikke været i bad. Jeg har helt klart taget en beslutning om, at nu er jeg i fjernsynet, der er mange, der følger mig, og så må jeg i hvert fald gøre mit til også at fortælle, at bare fordi det ser sådan ud på tv, så er det hele ikke perfekt. Det mindste, jeg kan gøre, er at vise, at det er bare mig på fjernsynet, men virkeligheden er en anden.”

Er det noget, der er kommet med alderen?

“I forhold til forfængelighed er det noget, der er kommet med alderen. Da jeg var ung og teenager, var jeg som de fleste andre usikker og famlede rundt og skulle finde mig selv. Da var jeg meget optaget af mit udseende og gik rigtigt meget op i altid at have makeup på.

For mig har det bare været megafedt stille og roligt at finde ud af, jamen, det er da dejligt, hvis nogen synes, jeg ser godt ud, og det er også rart for mig selv at føle, at jeg indimellem har gjort noget ud af mig selv. Men det er ikke en værdi for mig, og det er heller ikke en identitet. Det er da vigtigere, at folk synes, at jeg er sød, hjælpsom, har sagt noget klogt eller sjovt – at jeg er rar at være i selskab med.”

For fremtiden?

Heldigvis, mener hun, er vi også ved at være ude på den anden side af den gamle traver om, at en kvinde på skærmen ikke er bedre end sit blikfang.

“Nu er jeg 43 år og arbejder i en branche, hvor det er en stående joke, at ‘kvinder over 40, ha, ha, ha’. Alle griner af det, fordi det taler ind i noget sandhed. Men jeg tror ikke, det er så meget sådan mere. 

Jeg føler ikke, at jeg har en udløbsdato. Jeg har det faktisk sådan, at jeg er bedre nu, end da jeg var yngre. Jeg har fået lov til at øve mig i 20 år og finde min egen tone, og jeg er et sted, hvor jeg kan få lov at bestemme flere ting selv og stoler mere på, at jeg er god til det, jeg gør.”

Men selv med den bevidsthed in mente har Signe Molde indset, at hun nok er typen, der aldrig kommer til at sove helt godt om natten. For hun vil altid søge derhen, hvor hun er lidt ude over kanten. Når jeg spørger hende, hvad hun kunne forestille sig at lave i fremtiden, lyder svaret sjovt nok, at hun gerne ville arbejde lidt mindre og være knap så presset. Og hun kan godt se det selvmodsigende.

“Altså, jeg vil jo bare have det hele – det skal være megaspændende og udviklende, men helt stille og roligt. Det kan du jo ikke! Min far har sagt, at hvis man godt kan lide, at noget skal være spændende og udfordrende, så kan det ikke samtidig være nemt. Fordi de ting harmonerer bare ikke. Jeg kan godt lide, når det er svært.”

Signe Molde
“Jeg føler ikke, at jeg har en udløbsdato. Jeg har det faktisk sådan, at jeg er bedre nu, end da jeg var yngre.”© Thomas Dahl

Storhedsvanvid på tennisbanen

Det virker, som om det er enten-eller for Signe Molde. Hun går all in, når hun gør noget, ellers gør hun det ikke. Hendes far har forsøgt at lære hende at spille tennis i 30 år, og da hun for et år siden genoptog interessen, var det ikke for at hyggespille i ny og næ. Det var for at blive god. 

Hun har øvet sig, prioriteret at spille om morgenen og arbejdet om aftenen i stedet for, og nu ER hun faktisk blevet så meget bedre, at hun forleden slog sin nabo, Ulla, som er “ret god”.

Nu har Ulla så brækket benet, og det skal udnyttes til at øve sig. For Signe Molde er konkurrencemenneske, og selv om hun plæderer for, at man skal kunne grine af sine fejl og mangler, så er det ikke det samme som, at hun har let ved at acceptere sine egne.

“For nylig spillede jeg tennis med min mand og blev ved med at spille til nettet, og jeg var bare sådan ‘fuuuck, øv, røv!’. Da jeg kom hjem, tænkte jeg: Gud, det er jo storhedsvanvid! Det er jo simpelthen ... jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, jeg er jo ikke bedre, end jeg er. Så når jeg bliver så sur på mig selv, må det være, fordi jeg har en eller anden forskruet forestilling om, hvor god jeg er eller BØR være. Bagefter kan jeg godt grine af det, men det er ikke det samme som, at jeg kan stoppe mig selv i situationen. For det kan jeg ikke.”

Måske er det lige præcis det, der er sjovt. At vi alle sammen har vores fejl, og at vi bliver ved med at begå dem, selv om vi burde være blevet klogere. Med erfaringen, med alderen, klog af skade.

Mens man kan øve sig på nogle ting og blive bedre – til at svinge en ketsjer, til at styre den nervøsitet, som i Signe Moldes tilfælde kunne føles fysisk lammende, da hun var yngre – bliver andre ting bare ved med at være der. Signe Molde kommer stadig for sent, selv om hun godt ved, at hun burde lægge den buffer ind, men hun bliver aldrig snorlige, og det, har hun lært, er måske slet ikke en fejl.

“Livet er jo alt muligt. Nogle gange er det helt perfekt – nærmest aldrig – men nogle gange er det meget fedt, og nogle gange er det totalt noget lort. Det er jo sådan, livet er. Jeg kan godt være bange for, at nogle, især yngre mennesker, føler, at hver gang noget går galt, så er det en fejl. Men det er det jo ikke. Det er bare livet. Det gør ondt, det er nedtur, det er svært, to skridt frem og 10 tilbage. Og nogle gange er det omvendt. For mig er det det, der er sandheden. Det synes jeg godt kunne være noget, vi taler mere om.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. oktober 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...