Selvfølgelig kan jeg starte forfra!

“Jeg blev sprogforsker ved en tilfældighed. Efter gymnasiet tog jeg to sabbatår, hvor jeg var skibums i Frankrig sammen med en veninde. Til sidst sendte min mor mig et katalog med samtlige universitetsuddannelser. Jeg ville være kunstkonservator, så det var min førsteprioritet. Man skulle også skrive et andet ønske, og ingen af os anede, hvad det skulle være. Så slog vi op i kataloget og fandt det mærkeligste til hinanden.

Hun valgte lingvistik til mig, og det kom jeg ind på. Så det blev bare det, jeg gjorde. Men det viste sig at være et match, for jeg er matematisk tænkende. Sprogstudiet handler om systematik og strukturer." 

Forsker i 20 år  

"Efter univer­sitetet vidste jeg ikke helt, hvad jeg ville. Jeg har aldrig haft ambitioner om et fast lektorat eller professorat, som de fleste andre har.

Tværtimod er jeg gået efter det, som jeg syntes lød sjovt. Jeg har været ansat på kort­ varige kontrakter, fordi jeg ikke har haft lyst til at sidde fast samme sted. Jeg har også helst villet forske i noget, som andre ikke syntes var så fint. Derfor begyndte jeg at studere vores almindelige samtalesprog. Jeg elsker især småordene, som vi nærmest bruger ubevidst, men som betyder utroligt meget. Tænk på, hvor meget vi kan få sagt med et ‘nå’ og et ‘jo’. Det har jeg blandt andet forsket i rundt om i Europa i mere end 20 år. Det var virkeligt spændende, indtil det ikke var så spændende mere.”

Blev for kedeligt

“Jeg begyndte at blive meget opmærksom på mit mønster. Efter et år eller to i den samme stilling på et universitet blev jeg altid rastløs.

I virkeligheden tror jeg, det handlede om, at jeg aldrig har følt mig hjemme i den akade­miske verden. Jeg er ikke prototypen på en intellektuel, som kan tale med i kantinen om klassisk litteratur, opera og teater. Jeg er mere til håndens end åndens arbejde. Jeg egner mig heller ikke til hierarkierne i uni­versitetsmiljøet. Der er så meget politik og personfnidder, og den dårlige stemning smit­ter. Fagligt blev det simpelthen også for kede­ligt at blive ved med at skrive forsknings­artikler. Jeg prøvede konstant at udfordre mig selv på alle mulige mærkelige måder, men det var bare det samme og det samme.”

De der maskiner

"På et tidspunkt vendte jeg hjem til Ærø, hvor jeg havde hus og fast base med min daværende mand. Der hørte jeg om et EU­-projekt med en ny el­færge til øen. Kommunen manglede en projektkoordi­nator, der var god til engelsk. Det job søgte jeg, for jeg trængte til, at der skulle ske noget helt andet. Og projektet med færgen var jo midlertidigt, så jeg bildte mig selv ind, at jeg skulle tilbage og være sprogforsker igen.

Som projektkoordinator var jeg nødt til at forsøge at sætte mig ind i alle de tekniske detaljer ved arbejdet med færgen. Når de for­ skellige parter skændtes om, hvordan et tek­nisk problem skulle løses, ville jeg vide, hvem der havde ret. Og jeg opdagede, at jeg syntes, at det var vildt spændende at gå sammen med montørerne og maskinmestrene. Så jeg tænkte: ‘Fedt, jeg skal da også arbejde med sådan nogle maskiner’.”

En pind i en lort

“Der var ikke langt fra tanke til handling, så jeg søgte ind på studiet og fik praktikplads på Søby Værft. Nu går jeg på maskinmester­ skolen i Svendborg, hvor den næstældste på mit hold er 30 år, og ellers er det unge fyre omkring 20 år.

Men det har faktisk været forbavsende nemt at falde ind. Jeg har heller ikke slået mig selv i hovedet med, at jeg skulle være for gammel til det.

Det eneste, der bekymrede mig, var, om min fysik kunne blive en udfordring. Der er noget af det tungeste knokkel, jeg ikke kan klare. Det kan for eksempel være at bakse med nogle store maskindele. Men jeg skal nok lære den rigtige teknik. Der er faktisk virkeligt meget, jeg skal lære. Lige nu kan jeg knap nok stikke en pind i en lort uden at øde­lægge begge dele. Men selv om mændene på værftet har meget høje standarder for deres arbejde, er de tålmodige med mig. Jeg får bare at vide, at mine svejsninger altså ikke behøver at se ud, som om de er hugget ud med en økse. Tonen er befriende ligefrem i forhold til det, jeg kom fra."

Du dør altså ikke af at skifte fag

"Nogle af mine tidligere kollegaer har haft fat i mig for at spørge, hvad der skete. Det undrede jeg mig lidt over, men jeg kan godt høre, det må lyde lidt sindssygt. For mig har det været naturligt. Mine forældre skiftede spor flere gange, og derfor er jeg vokset op med, at det aldrig er for sent, og man dør altså ikke af at skifte fag. Jeg vil være fyldt 52 år, når jeg er færdig. Det skræmmer mig ikke, for jeg har mange gode år tilbage.

Lige nu ved jeg ikke, hvad der er drømme­ jobbet. Hvem ved, måske skal jeg heller ikke være maskinmester. Jeg er i hvert fald åben for, at der kan komme noget endnu mere spændende, jeg vil prøve af.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 10. marts 2022.