Sayaka Ebihara Pedersen (44)
- er skolelærer på en specialskole.
- er gift med Michael og mor til Tougo på 12 og Kaito på 8 år.
- kommer fra og omkring Tokyo i Japan. Kom til Danmark i 2000 på studietur, vendte tilbage på to højskoleophold og blev på det sidste kæreste med Michael, som hun blev gift med i 2006.
Hvorfor kom du til Danmark?
“Jeg er uddannet lærer i Japan og læste på mit studie om danske skoler og det danske velfærdssystem. Det var fascinerende. Jeg arbejdede samtidig som frivillig arrangør af sommerrejser for børn og studieture til blandt andet Danmark. Sådan kom jeg hertil i første omgang. Det var en dejlig sommer. Alt virkede så afslappet, og jeg besøgte en højskole alene, som jeg besluttede, at jeg ville vende tilbage til.
Tre år senere vendte jeg tilbage og mødte i foråret 2005 Michael, som var kok på højskolen. Året efter blev vi gift, og i dag bor vi med vores to børn i Espergærde i Nordsjælland,” siger Sayaka Ebihara.
Hvad undrede dig i starten?
“På den anden højskole, jeg gik på, gjorde det stort indtryk på mig, at de studerende på en varm sommerdag bare spurgte lærerne, om vi ikke kunne holde varme-fri? Og fik lov! Det var aldrig sket i Japan. Ingen ville komme i tanke om at sige sådan til en lærer. Jeg var imponeret.
I det hele taget er arbejdskulturen anderledes i Danmark. Her går vi hjem, når et møde slutter. I Japan arbejder alle videre, indtil vi er færdige med dagsordenen, selv om det bliver sent.
Japan er et stærkt kollektiv, vi har en stærk arbejdsmoral og når langt, men vi er til gengæld ikke vant til at skulle tage stilling individuelt på samme måde som danskerne. Jeg er ikke opdraget med spørgsmålet: Hvad synes du? I Danmark bliver børn spurgt om det allerede i børnehaven: Vil du på legeplads eller blive inde?”
Hvad med sproget?
“Det er svært. Dansk er langt fra japansk, og det har taget mig tid at acceptere mig selv som ikke-perfekt sprogligt. I starten ville jeg være lige så god som en dansker, men samtidig turde jeg ikke spørge om ting, jeg ikke forstod: Sort humor, hvornår man smiler?
I dag har jeg accepteret, at jeg ikke taler perfekt, men jeg er god til andre ting, og jeg siger altid til nye bekendtskaber, at de ikke skal være bange for at rette mig. Det er stort for mig at komme dertil. Og jeg er kommet langt. Jeg har lige set Klovn the final, og jeg grinede, selv om humoren er et helt andet mindset end i Japan.”
Hvordan føler du dig som en japaner i Danmark?
“Det gør jeg hver dag, og jeg holder også fast i min kultur. Jeg pynter op i vores hus efter japanske traditioner, vi spiser meget japansk mad, og begge mine sønner har fået japanske navne, fordi det er vigtigt, at de føler sig som en del af japansk kultur, selv om vi bor i Danmark. Min familie ville aldrig lære at sige deres navne, hvis de hed Søren og Jørgen. Så de har fået de enkle navne Tougo og Kaito, som både de japanske og de danske bedsteforældre kan sige.
En anden ting, jeg kommer til at tænke på, er, at jeg stadig kan blive forbløffet til møder, når papirer lige bliver kastet rundt om bordet. I Japan er det en regel at holde på papirer og visitkort med to hænder og se modtageren i øjnene, inden du overdrager kortet eller papiret til vedkommende. Danskere er meget mere afslappede og uformelle.”
Hvordan kan du mærke, at du også er blevet dansk?
“Jeg kan sagtens finde på at gå i shorts og top i Danmark, og det gør jeg ikke i Japan. Der er større forskel på at være ung og så mellem 40 og 50 der, hvor de fleste klæder sig mere konservativt med alderen.
Jeg kan også glemme nogle regler, når jeg er hjemme. Det er kutyme i Japan, at en værtinde anretter mad til sine gæster, og alle siger tak og accepterer det, uanset om de kan lide maden eller ej. At sørge for sine gæster er en måde at vise hensyn til andre på, men jeg kan godt glemme det, fordi jeg er vant til fra Danmark, at gæster helst selv vil øse op.
Jeg tror, at jeg er blevet bedre til at sige min mening. Jeg øver mig stadig på det, for det er ikke naturligt for mig, og det er også en sproglig udfordring. Jeg skal hurtigt formulere noget, for ellers går samtalen videre.”
Hvad er den største forskel mellem Japan og Danmark?
“Heldigvis oplever jeg, at danskere er nysgerrige efter at høre om Japan og japansk kultur. Jeg bliver mødt positivt, og det har været en fordel for mig, at danskere generelt opfatter japanere som arbejdsomme og engagerede. Jeg har haft let ved at finde job.
Jeg savner min familie, kulturen og naturen i Japan, men jeg har fået en vennekreds i Danmark med både danske og japanske veninder. Det er vigtigt for mig at have japanske kvinder, der bor i København og Nordsjælland. Vi ses jævnligt og deler vores oplevelser – også som familier.
I Japan er det mest almindeligt, at mænd og kvinder går ud hver for sig, der er ikke så meget tradition for fælles arrangementer. At gå ud at spise med sin mand, mens bedsteforældrene passer børnene, det sker sjældent.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. juli 2020.
