Mit livs...
... oprør
“Jeg er altid parat til et lille oprør. Jeg har hele mit liv haft det svært med autoriteter og mange regler, så jeg stritter imod, når jeg møder stive systemer. Med alderen er jeg blevet meget bedre til at være i det, men rent instinktivt byder det mig imod. At gå i skole var svært for mig, og da jeg som ung rejste til England, fordi jeg gerne ville være danser, måtte jeg indse, at den disciplin, det krævede, sammen med en autoritativ undervisning var for meget for mig. Der måtte jeg simpelthen opgive og rejse hjem.”
... eliksir
“Det er kaffe. Engang ville jeg have sagt cigaretter, men dem sagde jeg farvel til for otte år siden. Jeg var træt af, at de bestemte over mig. Til sidst var det sådan, at når jeg kom ind i et rum, scannede jeg altid omgivelserne for at se, hvor jeg kunne ryge. Mit humør kunne ændre sig
på et splitsekund i forhold til ryge-mulighederne, og det er jo latterligt. En af mine venner, der også røg 20-25 stykker om dagen, stoppede, og det motiverede mig. Og jeg savner det egentlig ikke.”
... helle
“De seneste mange år er jeg vendt tilbage til det samme feriested og pensionat på Kreta med min store familie. Med børn og bonusbørn og kærester, søskende og venner. Jeg er så meget mig selv på mit sted med mine mennesker. Det at vende tilbage til samme sted betyder, at jeg slapper helt af. Jeg skal ikke tænke over noget, kun læse og snorkle i havet og mødes med de andre til middag om aftenen. Det er også altid et kaos, men et godt kaos.”
... overraskelse
“Sidste gang, jeg blev overrasket, var i VM-finalen i fodbold mellem Frankrig og Argentina. Den kamp blev ved at tage en overraskende drejning, og jeg er vild med et drama, hvor hvert nyt øjeblik hele tiden er definerende for, hvad det ender med. Det gør mig glad, og jeg er en kæmpe fodboldfan. Jeg så kampen sammen med en masse voksne og mit bonusbarnebarn på fire år, og hun var faktisk den mest voksne i selskabet. Men jeg tror, at vi voksne har brug for at kunne flippe ud indimellem. Stå op, råbe højt og komme i affekt. På den måde kan fodbold skabe et drama, ligesom teater kan.”
Mit livs rolle lige nu
Hvordan oplever du filmen Den, der lever stille i forhold til romanen bag?
“Filmen er sit eget værk og på ingen måde 1:1 med romanen. Jeg sagde ja til rollen, fordi jeg blev så fascineret af manuskriptet.”
Hvad tænker du om din rolle som moren til hovedpersonen, forfatteren Leonora Christina Skov?
“Da jeg læste bogen, tænkte jeg, at moren er for viderekomne. Hun er ikke noget rart menneske, og det er hun heller ikke i filmen. Jeg opfatter hende som et menneske, som ikke har truffet så mange valg i livet, det er bare blevet sådan for hende, og hun er vanvittigt vred over det. Hendes verden er meget lille. Spørgsmålet er, hvor meget hun bevidst manipulerer, og hvor meget hun ikke gør med vilje? Det vil jeg lade publikum afgøre.”
Hvordan var det at spille død?
“Der er en meget lang dødsscene, som det tog tre meget varme dage at optage. Jeg måtte have køleelementer i sengen for at kunne holde ud at ligge der i tre dage. På et tidspunkt skal jeg løftes fra sengen over i en kiste, og der var jeg lige ved at få lidt klaustrofobi, men heldigvis var kisten kølig, og jeg lå faktisk rigtigt godt i den.”
... chance
“Jeg synes, jeg tager en chance, hver gang jeg arbejder. Det er en del af det at være skuespiller. Jeg stiller mig til rådighed og stoler på instruktøren, materialet og mine medspillere. Nogle gange lykkes det bedre end andre, men jeg har ikke brug for kontrol. Og i mit arbejde har jeg ikke problemer med at rette mig efter en autoritet.”
... tro
“Jeg tror ikke på nogen religion, men jeg tror på kærligheden. Måske har jeg bare ikke brug for en eksistentiel forklaring. Det er ikke, fordi jeg ikke er nysgerrig, jeg har altid været fascineret
af universet, og mens nogle mennesker bliver lidt bange, når de tænker på, hvor små vi er i det store univers, er jeg mere fascineret af den tanke. Ligesom jeg elsker livet under vandet, elsker jeg det uendelige rum. Og jeg har altid været vild med science fiction. Tænk, hvis der findes rumvæsner, det ville være fantastisk.”
... overgang
“Min overgangsalder har været et miskmask af behandlinger, fordi jeg fik konstateret brystkræft, da jeg var 48 år, og fik både kemo, stråler og piller. Det gjorde det svært at afgøre, hvad der var
hvad, når kroppen har reageret anderledes. Og jeg må indrømme, at da jeg læste manuskriptet til Den, der lever stille, skulle jeg lige beslutte mig for, om jeg kunne spille en kvinde, der er syg og dør af brystkræft. Det er jo ikke et forløb, man gider blive mindet om. Men selvfølgelig kunne jeg det, ligesom jeg kunne spille en, der er blevet skilt, efter min skilsmisse.”
... drøm
“Jeg har aldrig haft en bestemt drøm foran mig. Ting sker. Livet udvikler sig ligesom bare. Jeg vil gerne være her, så længe jeg kan, og være sammen med dem, jeg elsker. Jeg elsker at rejse, men jeg drømmer ikke om et bestemt sted. Men måske om at tage på lidt længere rejser. To
måneder i Mexico eller Afrika. Grundlæggende er min drøm den enkle: At have mine mennesker
omkring mig.”
... pause
“Jeg har altid læst mange bøger. Digte er en ting for mig, men jeg læser også store romaner på 600 sider. Fysisk udfoldelse er også en prioritet for mig, og sådan har det været, siden jeg var barn. Jeg dyrkede. dans, volley og svømning som barn, hvor det foregik meget fælles på hold.
Som voksen foretrækker jeg at være mig selv. Måske fordi jeg er så meget og så intenst sammen med mennesker i mit job. Jeg har i mange år dyrket yoga, og jeg elsker at vinterbade.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i februar, 2023.
Sarah Boberg (56)
- er uddannet skuespiller i New York og har medvirket i en lang række film, tv-serier og teaterforestillinger. Filmen To verdener (2008) modtog hun en Bodil for bedste kvindelige birolle for.
- har en kæreste og er mor til en voksen søn fra et tidligere forhold. Er desuden del af en større familie, der også tæller voksne bonusbørn og et barnebarn.
- er aktuel i filmen Den, der lever stille, der får premiere 30. marts 2023
