Sådan var min abort – tre kvinder fortæller

I 1973 blev den fri abort inden 12. graviditetsuge indført i Danmark.

Dermed var det slut med panisk angst for en ikke-planlagt graviditet med en mand, du ikke havde tænkt skulle være far til dine børn.

Det var heldigvis slut med smertefulde og risikable illegale aborter, som ind i mellem blev udført af mennesker, der ikke var uddannet til at tage vare på kvinders underliv. Og slut med at frygte for aldrig at få en uddannelse, fordi der pludselig kom et barn, der skulle forsørges.

I dag foretages der omkring 15.000 aborter årligt i Danmark. 

Men aborter er stadig noget, vi helst undgår at snakke om. Hvis du tænker efter, ved du så egentlig, hvilke af dine veninder, som har fået en abort? Eller har du måske selv en historie, som måske ganske få kender til?

Vi har bedt tre kvinder fortælle hver deres aborthistorie, for at pille tabuet lidt fra hinanden, så en abort ikke bliver det tomrum, en af kvinderne har følt det som. 

Og så abort bliver noget, der kan italesættes mellem forældre og deres store børn.

Og for at fejre en af de vigtigste sejre for kvindelig frigørelse i nyere tid. Det er der god grund til. I andre dele af verden har den frigørelse aldrig været en realitet, eller også er den ved at blive tilbagerullet.

HISTORIE 1

Min abort har påvirket mig som kvinde, mor og datter

"Jeg er årgang 1971, og som 15-årig – og med det ene ben nærmest ombord på flyet til USA, hvor jeg skulle være på udveksling i et år - konstaterer jeg til min skræk, at jeg er blevet gravid. Efter at have haft samleje, endda beskyttet(!) en eneste gang med min ungdomskæreste.

Mine forældre og jeg boede hver for sig, men jeg måtte stadig gå den tunge gang til mine forældre for en underskrift til at få en abort (og hvorfor skulle man egentlig ikke have en underskrift hvis man ville beholde barnet?). Det ødelagde i den grad mit forhold til mine forældre i mange år fremadrettet.

I 1987 var det, i hvert fald i min omgangskreds, et tabu, og da jeg hverken kunne snakke med mine veninder eller med mine forældre om det – og da slet ikke med min kæreste, jeg kunne slet ikke nænne at fortælle ham det, så han fik det aldrig at vide – efterlod aborten et kæmpe tomrum hos mig i rigtig lang tid.

3 uger efter at jeg havde fået det konstateret, og 9 dage efter aborten tog jeg med flyet til USA og nævnte det ikke for nogen igen, før der var gået 2-3 år.

Nu, mange år senere, har jeg lagt det bag mig. Men min tilgang til mine egne 3 børn på 19, 19 og 22 er at de behøver ikke fortælle mig noget eller alt – men der er ALDRIG noget de ikke må eller kan fortælle mig. Min oplevelse som 15-årig har i den grad påvirket mig som ung, voksen, kvinde, mor og datter."

Anonym kvinde

HISTORIE 2

Min abort er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget

"Jeg fik en abort som 30-årig, og jeg havde allerede 2 børn. Det var virkelig ikke planlagt, at jeg skulle blive gravid, og det var med en fyr, som jeg lige var begyndt at se. 

Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. 

Jeg har ofte følt, at det er virkelig tabubelagt at få en abort i dag, hvor så mange kæmper for at blive gravide. Jeg er altid gået stille med min abort. Mine allernærmeste ved det, men kun mine tætteste veninder og min mand ved, hvad mine følelser omkring min abort er.

Og jeg godt kan føle en skam over det, selv om jeg er helt sikker på, at det var det rigtige valg for mig."

Anonym kvinde

HISTORIE 3

Jeg valgte et andet slags liv til

"Hvis ikke aborten var fri, ville jeg være blevet mor som 21-årig og i dag være mor til en voksen på 30 år, ja måske til og med bedstemor. I stedet har jeg to teenagere i den unge ende. 

Når jeg en sjælden gang leger med tanken, hvad nu hvis … så er det den dag, jeg bad om en abort, jeg vender tilbage til. For at blive mor så ung, uden en far og endnu uden uddannelse, tror jeg, ville have sendt mig i en noget anden retning. En retning, der måske også kunne have været god, men jeg er fint tilfreds, hvor jeg er landet.

Jeg er ikke flov over min beslutning dengang, jeg synes heller ikke den var svær at tage. Graviditeten var resultatet af min eneste one-night-stand nogensinde, med en fyr jeg var vild med, han så mig ikke før den dag, og helt afgørende resultatet af, at der åbenbart var eller gik hul i kondomet.

Jeg har ikke siddet tilbage og tænkt, at vi var uforsigtige eller dumme, vi var heller ikke alt for unge, ligesom jeg heller ikke tænkte, at fostret var liv, jeg tog livet af, for jeg vidste at der “kun” gik 10 uger fra den uheldige nat, til min veninde hentede mig på Riget efter en medicinsk abort. Hun havde lånt sine forældres bil, og jeg sov hos hende, for lidt flov eller i hvert fald bevidst om, at en abort ikke var eller er så fri, som den lyder, må jeg alligevel have følt mig. 

Mine forældre, som ellers er elskelige og forstående har aldrig fået noget at vide. Jeg tror, jeg tænkte, at det ville gøre dem mere kede af det, end det gjorde mig. Muligvis levede både de og jeg, trods mine 21 år i en slags fornægtelse af, at jeg havde et sexliv. 

Og det er måske der skammen eller tabuet ligger. Min mor (en far kan vel også gøre det) fortalte mig ikke om meget af det, der kunne og ville ske i mit underliv. Menstruation, sex, ikke engang underlivsbetændelse, mens børn og fødsler var en anden ting. En glædelig, livgivende begivenhed, som jeg altså valgte at tage livet af for at vælge et andet slags liv til."

Anonym kvinde

De tre kvinder i denne artikel har valgt at være anonyme. Redaktionen kender deres identitet.