Sådan kan en hospitalspræst hjælpe dig

Det er hun ved Palliativt Team og Børne og Unge Palliativt Team på Odense Universitetshospital.

Hendes job er at møde familier der, hvor det gør allermest ondt. Når de ved, at de skal tage afsked.

Hvorfor er du hospitalspræst?

“Som 18-årig havde jeg en kvinde til filosofi og litteratur på min højskole. Hun var så klog udi menneskelivet, at jeg tænkte: Jeg skal være teolog, ligesom Anne Kirstine. Jeg er fra en kulturkristen familie, min far har været praktiserende læge, og i mit barndomshjem var der en naturlighed i at snakke om det at være menneske. Jeg mistede to søskende, da jeg var fire og otte år. Jeg tænker, at det har gjort, at jeg ikke er så bange for at gå ind i det rum, hvor alt er afmagt.

Jeg var 28 år, da jeg blev sognepræst på Djursland. Da den første master i sjælesorg kom, tog jeg den og begyndte at rette mig hen mod hospitalsverdenen og den mere specialiserede del af sjælesorgen. Sjælesorg kommer af det tyske ord Seelssorge, som betyder omsorg for sjælen.

At være præst er en livsform, som forudsætter, at jeg tror på Gud, og det er min styrke. Jeg kan blive ramt af, at mennesket skal lide så meget, men derfor kan jeg alligevel godt holde fast ved at hjælpe mennesker med at få øje på, at der kan være mening i livet på trods af smerte.

Siden 2015 har jeg været hospitalspræst og en del af hospitalets to palliative teams, som tager hjem til uhelbredeligt syge børn og unge, men også voksne. Jeg kommer som præst, men jeg kommer også som menneske og altid i mit eget tøj.

Jeg kan godt blive ked af det, men jeg er så faglig, at det ikke er min sorg, for jeg kan ikke gøre det, jeg skal, hvis jeg bliver for berørt. Min opgave er at være solidarisk med det menneske, der lider. Stille mig på deres side, forblive rolig og og lytte til dem, der hvor livet er allermest uretfærdigt.

Benny Andersen har sagt det meget fint: ‘Min klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes i’. Bliver man lyttet til, uden at sorgen skal fikses, sker der ofte det, at man får øje på små øjeblikke med lys. Det handler meget om kærlighed, om at være sammen med sine kære og få sagt de ting, man vil sige,” siger hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer.

Hvad kan jeg bruge dig til?

“Jeg ved selvfølgelig en masse fagligt og har stor erfaring, men jeg kan aldrig blive ekspert i andres liv. Det er forskelligt, hvad der giver mening for den enkelte, og det ikke er det samme, der lindrer alle. At være menneske kan aldrig sættes på formel.

Når jeg kommer ud til familier, fortæller jeg altid lidt om mig selv, og så siger jeg, at alle følelser er i orden, også de skamfulde. Jeg har tavshedspligt, og jeg skriver ikke journal, men det er en stor hjælp i mit arbejde, at mange af familierne lader mig dele deres historier med andre i samme situation. Man kan hurtigt få en forkerthedsfornemmelse, for ingen ved, hvordan det er at være dig. Det er godt at få lov til at tale om den alenehed uden at føle sig skamfuld.

Sorg kan ikke tales eller håndteres væk, for kunne vi gøre sorgen mindre, ville det være at bagatellisere kærligheden. Får det lov at være præcis så råt, som det er, så ærer vi på en måde kærligheden.

Jeg bliver ofte blæst bagover af, hvor kloge børn og unge er. De har en kreativitet, en åndelighed og et mod til at stille de store spørgsmål. Min opgave er at værne om deres spiritualitet. Og at skabe sproget til at tale om, hvad der sker, når vi dør. Tit sætter jeg mig ned med familier og tegner, hvad vi tror, der sker, når vi dør.

Når man er syg, kan man føle sig lille på mange måder. Jeg hjælper mennesker til at få en stemme og værne om den, ved for eksempel at spørge: ‘Hvad er vigtigt for dig i din situation?’. Der er rigtigt meget ventesorg, når man er uhelbredelig syg. Hver gang man mister noget, man har haft en kærlighed til, om det så er at spille fodbold eller gå til fester, er det en sorg. Og der er en dobbelthed i både at være i og at skabe rum for den sorgfuldhed, men samtidig forsøge at få øje på noget, som kan give mening og skabe lys,” fortæller Elisabeth Rokkjær Hammer.

Hvad er dine redskaber?

“Jeg lytter. Og taler. Og det helt uafhængigt af, om dem, jeg taler med, ikke tror eller tror på noget andet.

Uanset om jeg kommer hjem til familier eller møder dem på et hospital, vil jeg altid tage udgangspunkt i noget konkret og jordnært. Det kan være, jeg kommer ind på et børneværelse og ser, at der er rigtigt meget Harry Potter, og så er der mange ting at tale om. ‘Hvem er din yndlingsperson i Harry Potter?’. ‘Det er Sirius Black’. ‘Hvad er der med Sirius Black?’. ‘Han hjælper Harry Potter, når han er ked af det’. ‘Har du en Sirius Black i dit liv?’.

Nogle gange lytter vi til musik. Et ungt menneske spillede nummeret Kun for et øjeblik med L.I.G.A for mig, en fantastisk sang om at skulle miste, hvor de synger: ‘Du er aldrig gået bort, du er bare gået i forvejen’.

Jeg har ikke en manual til mit arbejde, men indstiller mig på ydmyghed og på, at hver gang jeg møder et nyt menneske, så er det dem, der skal lære mig, hvem de er,” siger Elisabeth Rokkjær Hammer.

Hvad ser du som din fornemste opgave?

“Det er at hjælpe mennesker og familier til at kunne leve meningsfuldt lige til det sidste. Eller som Cicely Saunders, foregangskvinde inden for det palliative felt, siger: ‘Vi vil ikke kun hjælpe dig med at dø fredfyldt, vi vil hjælpe dig med at leve, indtil du dør’.

Det er min opgave at lindre den eksistentielle smerte og hjælpe den syge til at holde fast i, at vi alle er unikke og uendeligt værdifulde, også selv om vi er ramt af uhelbredelig sygdom.

Og den opgave fortsætter også efter døden. Når du har fulgt en familie, der skal miste et barn, bliver du også et livsvidne, der har gået med dem den sværeste vej,” fortæller hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer.