Ruth Kabel
Ruth Kabel (56).© Kirstine Mengel

Ruths bror faldt om og døde som 29-årig – hun gik fra ung til voksen på et splitsekund

Dagen 7. maj 1987 ændrede Ruth Kabels liv, da hendes seks år ældre bror faldt om på en løbetur og døde. Det pludselige tab kom til at galvanisere hende indvendigt.

25. februar 2021 af Nana Toft

Ruth Kabel (56)

  • er gift med Per, som hun har Christa på 32 og Simon på 28 år med.
  • er journalist og radiovært.

“På min arbejdsplads sang vi hver morgen klokken 8.30, og jeg havde valgt Det er i dag et vejr, et solskinsvejr, som jeg syntes, var den smukkeste forårssang. I dag står sangen for mig som den sorteste sang af alle.

‘Der er telefon til dig, Ruth’. Sekretæren vifter med telefonrøret. Jeg løfter blikket fra de papirer og det tekniske udstyr, jeg er ved at pakke ned. Jeg er på vej ud ad døren til et interview. Jeg har travlt. ‘Det er din far’. Min far ringer aldrig til mig på arbejde. Måske har min mor ringet en enkelt gang. Men ikke min far. Jeg når at tænke, at det måske handler om min bedstemor, før jeg overtager røret. ‘Hvad så, far?’, siger jeg.

Der er fuldstændigt stille i den anden ende. Det eneste, jeg hører, er min far, der trækker vejret. Besværet. ‘Jeg har en lidt kedelig meddelelse til dig, Ruth’, siger han.

Min hjerne kører i 27 forskellige retninger, indtil jeg hører ham sige ordene. ‘Poul er død. Han døde her til morgen i København. Faldt om på en løbetur’. Jeg hører, hvad han siger. Men jeg er sikker på, jeg hører forkert. Poul er 29 år gammel. Han skal giftes om to uger. Hvem som helst kan være død. Men ikke min storebror Poul. 

‘Mor og jeg vil gerne have, at du kommer hjem’. Jeg lægger røret på. Det føles tungt. En times tid senere sidder jeg i bilen, på passagersædet, og kigger op mod mit barndomshjem – en kollega har kørt mig hjem.

Turen op ad havegangen er lang, og lyden af klokkespillet, som går i gang, når døren bliver åbnet, kan jeg stadigvæk høre den dag i dag, for resten af huset er indhyllet i total stilhed. Min mor møder mig i køkkenet, tager fat i mig og begynder at ryste og kan ikke stoppe med at sige Pouls navn. Igen og igen.

Jeg ringer til bedemanden. Til præsten. Til Pouls forlovede, Ellen, for at finde ud af, om de har talt om, hvordan Poul vil begraves. Jeg koordinerer blomster og arrangerer, hvordan man flytter en død person fra København til Fyn. Min storesøster kommer med sine to børn, så jeg laver aftensmad til alle. Udenfor synger fuglene. Indenfor er der koldt og sort.

Det er 7. maj 1987. Jeg er 23 år gammel. På et splitsekund er jeg blevet voksen. Når jeg skal sætte det på spidsen, plejer jeg at sige, at Pouls død ændrede mit liv. For det galvaniserede mig indvendigt.

Ruth mistede sin bror
“Jeg længes efter at kunne spole tiden tilbage og drikke en øl på et værtshus med ham. Diskutere med ham. Blive udfordret.”© Kirstine Mengel

Unoderne i mig har stået stille

Jeg kom til verden som familiens efternøler. Poul var seks år ældre end mig. De første tydelige minder, jeg har med ham, er, at jeg står som vogter for ham og hans venner, der leger på marken bag vores hus, mens de forsøger at ryge nogle cigaretter, de har hugget.

Han overtaler mig også til, at vi lirker 25-ører ud af min mors pung, og da jeg vokser op, lyver han for dørmanden på det lokale diskotek og får mig ind ved at sige, at jeg er ældre, end jeg er. I det hele taget tager Poul alt til grænsen af, hvad man må. Diskuterer højlydt med min far. Sætter spørgsmålstegn ved alt.

En aften – jeg tror, jeg er omkring 10 år, hvor han har været oppe at diskutere med min mor – banker han på døren til mit værelse. ‘Lad os tage ned til havnen’, siger han. ‘Jeg vil lære dig at lave hovedspring’.

Vi tog af sted, og uanset hvor mange maveplaskere jeg præsterede, blev han ved. ‘Igen, Ruth. Igen. Sådan her. Op med hovedet. Hold vinklen’. Han heppede og pressede mig, som om jeg var i gang med at gennemføre et maraton. Da jeg gennemfører et perfekt hovedspring, vil hans jubel og rosende ord ingen ende tage. I dag tænker jeg, at unoderne i mig har stået stille, siden den dag han døde.

“Ruth klarer alt”

‘Når verden vælter, så klarer Ruth det. Ruth klarer alt’. Det er blevet fortællingen om mig. Da jeg tog hjem fra Kerteminde et par dage efter Pouls død, sagde mine forældre til mig: ‘Hvor var det godt, du var her til at klare tingene for os, Ruth’. 

Jeg kom hjem til en mor og en far, der brød sammen for øjnene af mig, så det eneste, jeg kunne gøre, var at overtage. Jeg tror, min evne til at lave lister, koordinere, organisere og tage styringen – på arbejdet, privat, på villavejen – begyndte i de dage, og den er kun fortsat. 

Mine forældres sorg fik plads. Ellens, Pouls forlovedes, sorg fik plads. Min blev skubbet til side, også af mig selv. For intet i verden kunne jo slå det at miste en søn. Det betyder, at jeg har svært ved at vise følelser, når noget bliver slemt. Som da min far døde for snart 10 år siden. Jeg græd ikke på noget tidspunkt, men jeg var hende, der igen arrangerede alt omkring begravelsen og holdt talen til mindesammenkomsten. Uden at bæve.

Der gik seks måneder efter min fars død, før jeg tillod mig at mærke, at jeg savnede ham. Jeg er virkeligt god til at skubbe smerten væk og sige til mig selv: ‘Ruth, det er ikke nu, du skal falde sammen’. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Og hvordan kan jeg fortsætte med at have tillid til, at foråret og verden er et godt sted at være, når min bror tager sig til brystkassen på en løbetur, lægger hånden på det nærmeste træ og falder om. Død.

Ruth mistede sin 29-årige bror
“Mine forældres sorg fik plads. Ellens, Pouls forlovedes, sorg fik plads. Min blev skubbet til side, også af mig selv.”© Kirstine Mengel

Lidt flere ridser

Indimellem har det også påvirket mit forhold til mine egne børn. Når de er kommet med sorger til mig, har jeg været på nippet til at bagatellisere deres problemer og sige: ‘Herregud, ingen er døde. I har ikke stået med en mor og en far, der er brudt sammen, eller med en bror, der ikke fik sit bryllup’. Jeg har skullet arbejde med at forstå, at deres problemer er mindst lige så vigtige som alle andre unges. 

For et par år siden opsøgte jeg en psykolog. Jeg kunne mærke, jeg havde brug for at rydde op i et morads af undertrykte følelser. Jeg havde haft et år, hvor jeg havde mistet mange, der var tæt på mig. Min mor. Min svigerfar. Min svoger. En veninde. På intet tidspunkt nåede jeg at være ked af det. ‘Skal man altid være hende, der kan klare alt?,’ spurgte min psykolog mig. Og selvfølgelig kan man kun svare nej. Men hvad sætter man i stedet, når man har et livs erfaring med at være hende, der tager ansvar? 

Jeg har tænkt, om jeg har været vred på mine forældre, men det har jeg ikke. De gav mig en opvækst fuld af kærlighed, men jeg mistede ikke kun Poul, da han faldt om. Jeg mistede også et sæt forældre, så jeg har været barnligt skuffet over ikke at få lov til at være ung længere, end jeg var.

I dag øver jeg mig og tænker over, når jeg står over for en situation, hvor jeg før i tiden ville stille mig til rådighed. Nu vælger jeg indimellem livet på tilskuerrækkerne. Jeg er også bevidst om ikke altid at have telefonen ved mig, og så er jeg begyndt at gå til yoga for at få plads til bare at være mig.

Jeg giver også plads til at mærke savnet af Poul. Jeg længes efter at kunne spole tiden tilbage og drikke en øl på et værtshus med ham. Diskutere med ham. Blive udfordret. Hoppe i havnen.

Jeg tror, det ville have været sundt for mig at have haft ham længere i mit liv. Jeg har tænkt på, hvem og hvad jeg var blevet, og hvor jeg havde rykket mig hen, hvis Poul ikke var død, men jeg er kommet frem til, at jeg godt kan lide den Ruth, der leder og fordeler.

Hun er mig. Hun kom ikke den dag, Poul døde. Hun var der i forvejen, hun har bare fået lov til at fylde for meget. Jeg tror aldrig helt, jeg slipper mit galvaniserede indre, men jeg håber, jeg kan skrabe lidt ridser. Hvis Pouls død nogensinde skal give mening, så vælger jeg at sige, at den formede mig til at være den, jeg er.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. december 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...