Rosa Kildahl (63)
- er gift og mor til Allan på 40 og Trine på 35 år, som hun har med sin afdøde mand. Er farmor til tre og mormor til en.
- er selvstændig. Deltog i Den store bagedyst i 2017. Har sin egen Youtube-kanal: Rosa uden filter og hjemmeside Rosaudenfilter.dk.
Min hurtige genvej til glæde …
“Jeg blev mormor i efteråret og bare at gå helt alene med barnevognen, når solen skinner – så tænker jeg, hvor er jeg heldig, og kan ikke lade være at smile.”
Jeg bliver glad i låget af …
“Nye udfordringer. Når jeg skal gøre mig umage og bruge mig selv på en anden måde. Jeg elsker, at min hjerne er kringlet, og at der bliver ved med at komme nye vinkler på. Jeg gemmer ikke på en hel masse. Hvis jeg ikke kan bruge en idé eller tanke til noget, bliver den smidt over skulderen. Jeg har et åbent sind og ser på livet med positive øjne – så er det altså meget nemmere at komme igennem. Og jeg insisterer på, at der må være en løsning på det meste. Det er en stor drivkraft for mig. Det gør mig glad at tænke andre tanker. Kunne jeg lykkes med det her også? Det hænger nok lidt sammen med, at jeg er konkurrencemenneske. Jeg kan både vinde og tabe, men jeg er skidegod til at vinde!
Da jeg startede mit firma H20-branding under finanskrisen, ville jeg have, at det skulle lykkes, så jeg kløede på og fandt nye veje og nye måder. Det var rart, da der var gået to-tre år, og jeg kunne få en løn også.”
Min hverdagsglæde …
“Kan godt være min to do-liste. Det er ikke sjov og ballade det hele, der er ting, der skal ordnes og ikke kan vente. Men når jeg skriver listen, er jeg rigtigt god til at lave en prioritering, så der bliver plads til noget, der ikke står på listen også. Noget sjov. For 80 procent kan også gøre det.
Jeg er virkelig ikke god til at blive på stien, rutiner er slet ikke mig. Derfor går den der to do-liste også i smadder, inden dagen er omme. Men som min mand siger, så er planer til for, at man har noget, man kan ændre i. Det er det, jeg lever efter!
Jeg kan vågne og være rigtigt ugidelig. Så tager jeg en ting ad gangen. Spiser morgenmad, går en tur, for jeg skal trækkes op. Jeg er blevet rigtigt god til at lytte til min krop, så når den siger, at den ikke orker noget i dag, så tænker jeg, at det skal du heller ikke, nu skal jeg nok være lidt god ved dig.”
Jeg er ikke Mariehønen Evigglad ...
“Da jeg mistede min første mand som 41-årig, blev jeg fuldstændigt slået hjem i Ludo. Det var svært at finde ny retning og mening. Jeg var i sorg, men jeg er også typen, som ikke vil byde mig selv at sumpe hen.
Min taktik blev at arbejde. Jeg var nødt til at tage teten, for jeg blev eneforsørger og den eneste til at opdrage vores børn, som var 13 og 18. Den der tosomhed, som ikke var længere, måtte jeg løse på en anden måde.
Jeg var så heldig, at jeg havde så meget godt at bygge på, vi havde fået nogle dejlige børn og haft et godt liv og oplevet en masse sammen. Der var så meget godt med i bagagen, at det var en god grobund for noget nyt.
Jeg blev lidt mere modig. Det værst tænkelige havde ramt mig, så nu kunne livet sgu bare komme an. Alt det med at være tøset og ikke turde ting, det kom jeg for alvor helt ud over. Indtil da havde det for eksempel været dejligt bekvemt at være lidt mørkeræd. Nu fik jeg lige det sidste skub til at sige: Det kan jo ikke nytte noget at gå rundt og være nervøs for noget. Alt blev sat i et nyt perspektiv.”
Sådan er jeg min egen lykkes smed:
“Jeg lytter indad og følger min fornemmelse for, hvad der vil gøre mig glad. Og jeg opsøger aktivt situationer, som kan bringe mig glæde. Jeg har for eksempel lavet flere Youtube-videoer, hvor jeg lærer unge at lave mad, men jeg kan jo ikke holde min mund, så de får lige mine erfaringer med i købet, og det gør mig glad at kunne give mine tanker om succes, begrænsninger og konsekvens videre.”
Men jeg insisterer på glæden …
“Det har jeg altid været god til. Men med alderen er det blevet endnu nemmere, fordi jeg grundlæggende er taknemmelig for stadig at være her. Men jeg har stadig mål. Jeg er både blevet farmor og mormor, men nu har jeg så bestemt, at jeg vil blive 92 år. Hvis jeg kan holde mig nogenlunde frisk og fysisk stærk og klar i hovedet, til jeg er 92, så kan jeg egentlig ikke forlange mere. Men så ser jeg sådan en som Lise Nørgaard på 103 år, som har et fantastisk liv. Og jeg overvejer, om jeg har sat barren for lavt?
Jeg lever ret frygtløst og måske nogle gange også for meget. Når jeg får sagt ja til for meget og for eksempel til lige at køre til København og tilbage til Glyngøre igen samme dag. Så kan jeg på tilbagevejen i mørke og regn tænke, hvorfor tog jeg ikke en overnatning? Nogle gange byder jeg mig selv lidt for meget. Det må jeg lige skrive mig bag øret til næste gang.
Man får hår på brystet med alderen. Hver gang jeg finder ud af, at det her, det sker der jo heller ikke noget ved. Men jeg har aldrig undladt at gøre noget af frygt. Der kører jeg i stedet sådan en konsekvensberegning. Jeg har tidligere haft det sådan med nogle ting, at det måske ikke skulle være lige nu, men nu er jeg blevet så gammel, at jeg siger: ‘Jo, det skal være nu! Bom Karl’. Det er sådan noget, jeg bruger, når jeg går og snakker med mig selv og så selv lige knytter sløjfen og siger: ‘Ved du hvad, det kan vi sgu ikke blive ved at køre rundt i. Bom Karl!’. Jeg er god til at eksekvere.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. februar 2021.
