Rikkes hjerte banker for hjemløse

Gadens løse fugle flokkes om en foodtruck på Sydhavnen i Aarhus. Narkomanerne. Alkoholikerne. De psykisk syge. Duften af kaffe og dampende suppe har lokket dem til. Et rullende hjerterum for de hjemløse, kalder Rikke Sejthen den.

Hun står bag den frivillige organisation Hjemløs i Aarhus. Den stiftede ildsjælen efter at have hjulpet til ved en julefrokost for hjemløse, som en lokal mand holdt.

“Jeg tabte fuldstændigt mit hjerte til de hjemløse den dag. Jeg følte, der var så meget mere, jeg kunne gøre for dem. Det var ikke nok med en årlig julefrokost, for min oplevelse var, at det er en gruppe, der bliver over set og glemt resten af året. Jeg ville synliggøre de hjemløse, inddrage borgerne i byen og hjælpe i en større skala året rundt. Så det har grebet om sig siden,” siger Rikke Sejthen.

Jo bare ondt i livet

Foodtrucken er ildsjælens seneste initiativ.

“Det er en drøm, jeg har haft i et par år, og det er simpelthen så fedt, at det er lykkedes at skaffe penge nok til den. Nu kan vi forkæle de hjemløse lidt med morgenmad og frokost i weekenderne, for der har værestedet kun mad om aftenen. Men foodtrucken handler ikke kun om maden, men lige så meget om, at vi også gerne vil give de hjemløse et hyggeligt sted at gå hen, hvor nogen gider lytte og snakke. Jeg ved, hvor meget de har brug for den omsorg.”

Rikke er på fornavn med de fleste af byens skæve eksistenser, og hun deler gavmildt kram ud sammen med den gratis mad.

“Der er alt for mange, der slår en stor bue uden om misbrugerne, fordi de er bange for dem. Ja, det kan godt være, at de er fulde, skæve, beskidte eller lugter. Men de er altså ikke farlige – de har bare frygteligt ondt i livet.

For et par år siden var der en ung misbruger, som faldt og kom slemt til skade midt i menneskemylderet ved åen i Aarhus. Der var ingen, der ville røre ved ham og hjælpe ham. Sådan noget gør mig virkeligt vred og ked af det. Jeg ser misbrugerne, de hjemløse, som de mennesker, de er. De er nogle fantastisk søde og skønne mennesker, som har det sindssygt svært.

I den tid hvor jeg har forsøgt at hjælpe, er jeg kommet tæt på mange af dem. Jeg kalder dem min gadefamilie. De ved, at de kan stole på mig, og de kan ringe til mig døgnet rundt. Så kommer jeg.”

Det er snart 10 år siden, at Rikke dedikerede en stor del af sit liv til socialt udsatte. Inden da havde hun arbejdet og boet på Maldiverne.

Hendes mand er pilot og fløj vandfly mellem tropeøerne. I dag ejer han Nordic Seaplanes, hvor Rikke er HR- og administrationschef.

Hvorfor er det så essentielt for dig at hjælpe andre?

“Jeg har altid haft et omsorgsgen. Jeg er typen, der hele tiden har alle antenner ude for at mærke, hvordan andre har det. Og jeg har det ikke godt, hvis andre ikke har det godt. Jeg føler en pligt til at hjælpe, når jeg er så privilegeret at have overskud til at gøre det.”

Hvad håber du, at de får ud af det?

“At de føler sig set og forstået. At de ved, at de er mindst lige så meget værd som alle andre. De her skønne mennesker fortjener alt det bedste i livet.”

Hvad får du selv ud af at arbejde for din hjertesag?

“At se de hjemløses smil og glæde er det hele værd for mig. Når jeg kommer forbi værestedet, og der er en, der råber ‘hej, Rikke, jeg har savnet dig’, eller når jeg får et stort knus, bliver jeg helt høj. Jeg går derfra med tusind gange mere energi og motivation.”

Det provokerede mig

Da de vendte hjem, begyndte Rikke at bemærke skyggesiden af velfærdsdanmark. Skæbner, der slingrer af sted i gadebilledet med et fjernt blik. Dem, der bærer deres liv i en Ikea-pose og bor under en bro.

“Det provokerede mig, når folk sagde, at ingen behøver at leve på gaden her i landet. Jamen, det er for fanden da ikke frivilligt. Der er jo ikke nogen, der vokser op og tænker: Jeg kunne godt tænke mig at blive hjemløs, når jeg bliver stor.

Men der er sket så meget traumatisk i deres liv, at de ender med at havne i den her situation som hjemløse. Mange af dem, jeg møder, slæber rundt på en tung kuffert fuld af forfærdelige historier om omsorgssvigt, seksuelle overgreb, vold og stofmisbrug i familien. De er blevet kastet rundt i systemet gennem opvæksten, og der er ikke nogen, der har grebet dem ret længe ad gangen. Der er ikke noget at sige til, at mange af dem prøver at dulme traumerne med stoffer og alkohol.

Så de har ikke brug for at blive mødt med fordomme om, at det er deres egen skyld. De har brug for at blive set, hørt og forkælet lidt.”

Det er lige præcis det, som Rikke prøver at gøre. At strø en smule glimmer ud over en grå tilværelse. At forære dem noget af det, de fleste tager for givet. Som varme sokker, en vinterfrakke, en klipning. For hendes mission er hverken at være sagsbehandler eller psykolog, men medmenneske.

“De er så ydmyge og taknemmelige for hjælpen. Selv dem, der har det dårligst, bliver simpelthen så glade. Jeg tager forbi Værestedet næsten hver dag for lige at høre, hvem der mangler noget. Så skal jeg nok sørge for det. Jeg er blevet kendt som hende skaffedyret, der kan fremtrylle det meste. Det kan være et telt, en cykel, et par specielle støvler.

Det bedste, jeg ved, er tiden op til jul, hvor jeg beder dem om at skrive ønskesedler. De får at vide, at gaven må koste omkring 400 kroner, og så går jeg ud og køber en personlig gave til hver. Jeg har holdt juleaften med de hjemløse, og det gør et dybt indtryk at opleve, hvor spændte de er, når de skal åbne deres gave. Der er jo mange af dem, der aldrig har haft en juleaften, som vi andre kender den. Den glæde er alt værd for mig.”

Jeg kommer aldrig til at svigte

Pengene skaffer Rikke fra fonde, sponsorater og private donationer. Hun laver også tøjindsamlinger og holder et stort velgørenhedsbingo. Det er sommetider et fuldtidsarbejde ved siden af fuldtidsarbejdet, og nogle gange synes hendes mand, hun bruger lige rigelig tid på de hjemløse, fortæller hun med et grin. Men så bliver stemmen grødet.

“Nu kan jeg godt mærke, jeg bliver ret rørt, når jeg skal forklare det her. Selvfølgelig kan det være hårdt og trist, for jeg kan godt komme til at tage de hårde skæbner på mig. Men jeg elsker de mennesker. De hjemløse er blevet mine hjertebørn. De er altid i mine tanker og er blevet en fuldstændigt naturlig del af mit liv. Det er mennesker, der er blevet svigtet igen og igen, så det kommer jeg aldrig til. Det har jeg lovet både dem og mig selv.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2022.