Far og datter
- Per Cedervall Laursen (80) er gift og far til Rikke og hendes bror Rasmus. Han er pensionist og tidligere ingeniør.
- Rikke Cedervall Laursen (50) er gift og mor til Simone på 21 og Viktor på 20 år. Hun er træner og ejer af Cph Relations.
Hvordan var Rikke fars pige som barn?
Per: “Jeg husker en bestemt situation, som var en god stund for os begge to. Hver søndag morgengry, fra Rikke var cirka to år, kørte vi til bageren i Hareskovby på cykel. Du sad på barnesaddel foran på min cykel, og når vi kom hjem, lavede vi te og blev populære hos mor.”
Rikke: “Måske er det forklaringen på, at jeg blev så cykelinteresseret? Jeg kan i hvert fald huske, at jeg som 13-årig brugte alle mine penge på en cykel, som jeg selv skulle bygge. Jeg var vant til at være sammen med dig i dit værksted, hvor jeg som lille sorterede skruer og værktøj og var med til at male og bygge alt muligt.”
Per: “Ja, da vi byggede ud, fordi du skulle have et nyt værelse som teenager, der kørte du selv 30 kubikmeter jord, som jeg gravede op, væk i en trillebør. Det er altså ikke så lidt!”
Hvordan er jeres forhold som voksne?
Rikke: “Min mor har altid grinet af, at når jeg skal have min far til at hjælpe mig med noget, så siger jeg: “Faaaar”. Og det har jeg så gjort i 50 år nu. Jeg er stadig fars pige.”
Per: “Vi har et meget tæt forhold, og det har været en stor glæde også at være tæt på dine børn.”
Rikke: “Da jeg blev skilt, var mine børn syv og otte år gamle, og det var vigtigt for mig, at de stadig oplevede, hvordan det var at være en familie, så der var vi altid sammen med dig og mor.
Min søn har Tourettes syndrom og havde svært ved at fungere i skolen i perioder, så der var tidspunkter, hvor jeg brød sammen, fordi jeg ikke kunne mere. Der var både du og mor fantastiske. Det kan jeg sige helt ærligt: Jeg havde ikke klaret det uden jer.”
Hvad har I til fælles?
Rikke: “Jeg føler mig som et spitting image af dig, og jeg er stolt af at have de kvaliteter, som jeg ser i dig: Gavmild og ordentlig, opmærksom og givende. Dem håber jeg at videreføre. Og så er der jo cykling, som fylder meget af mit professionelle liv nu, hvor jeg blandt andet leder et cykelhold for kvinder. Den sportsinteresse har jeg bygget op sammen med dig. Du er min mentor.”
Per: “Jeg har været vant til at cykle hele mit liv. Lige meget hvad jeg skulle som barn, cyklede vi, for alternativet var en overfyldt sporvogn. Vi havde ikke bil, og nogle sommeraftener kunne jeg køre 30-40 kilometer rundt på stier i Nordsjælland. Uden gear. Da Rikkes cykelhold på et tidspunkt spurgte, hvor hun har det fra, måtte jeg sige, at det ikke er fra fremmede.
Det er også rigtigt, at du er opmærksom. Men du påtager dig også lidt for meget, synes jeg jo.”
Rikke: “Jeg øver mig i at sige nej.”
Per: “Ja, men du ligner ikke mig med dit aktivitetsniveau. Jeg får sved på panden over alt det, du har gang i. Det med at ligne mig er ikke noget, jeg tænker over til daglig. Jeg har lyttet til, hvad du kunne tænke dig, for jeg har dårlige erfaringer med forældre, der har bestemte ambitioner for deres børn og pacer dem frem.”
Hvordan er I forskellige?
Per: “Jeg er meget pragmatisk og tager tingene oppefra og ned. Der skal meget til at hidse mig op. Sådan tror jeg ikke, du har det. Du har jo også arvet gener fra din mor, ikke! Men jeg ved bare, at i al den travlhed og skilsmisse, så har du sørget så fint for dine børn. Det er din fortjeneste. Der er jeg stolt af dig.”
Rikke: “Jeg har nok lidt mere temperament. Men far, var du lige så pragmatisk tidligere? Dengang du arbejdede?”
Per: “Hm. Nej, der kunne jeg måske godt gå ud og råbe på toilettet indimellem.”
I hvilke situationer har I haft brug for hinanden?
Rikke: “For mig handler det om, at du og mor altid har været der for mine børn. Jeg havde svært ved at håndtere det hele alene. Men det er svært at få lov at hjælpe den anden vej, synes jeg.”
Per: “Jeg var igennem en operation for kræft, som gik fint. Efterfølgende fik jeg tilbudt kemo, men jeg sagde nej tak efter råd fra en onkolog. Og så skældte du mig ud. Så meget for din opbakning. Men det fik mig faktisk til at ringe lægen op igen og få en bedre forklaring. Rikke har et stort omsorgsgen.”
Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
Rikke: “Tolerance over for andre mennesker er den vigtigste værdi. Men du har også hjulpet mig til at gennemskue mennesker, for tidligere har jeg ladet mig trække for meget rundt i manegen af nogle mænd. Heldigvis har jeg fundet min store kærlighed nu.”
Hvad har Rikke lært dig?
Per: “Rikke har givet mig indblik i et pigeliv. Jeg er vokset op med en bror og kom i en ren drengeklasse. Det var et handicap, for jeg lærte intet i puberteten om kvinder, og jeg ved sikkert stadig ikke nok. At se en pige vokse op var noget helt nyt for mig.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.
