Rebekka Wellejus om at være forældreløs

er gift med Kasper og mor til Carolina på 15, Jonathan på 12 og Arthur på 11 år.
er uddannet lærer og tidligere souschef på en skole.
Rebekka blev forældreløs som 38-årig.

“Hvornår lærte jeg at gå? Hvad var mit første ord? Hvordan var jeg som teenager? Det er der ingen, der kan fortælle mig. Min far mistede jeg til psykisk sygdom for mange år siden, så det meste af mit liv har jeg kun haft min mor. Da hun døde for to år siden, var det endegyldigt. Jeg var forældreløs.

Som forældreløs mister du din grundfortælling: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra – og hvad kommer jeg af? Du mister den ubetingede kærlighed, som i mit tilfælde kun min mor kunne give mig.

Hende, der altid holdt hånden under mig, og som følte med mig og fulgte mig, uanset om jeg gik gennem glæde eller smerte. Selvfølgelig elsker mine børn mig, men kærligheden er væsensforskellig.

Du er ikke mor, som du er datter. Jeg har jo ikke bekymret mig for min mor gennem mit liv, som min mor har bekymret sig for mig. Jeg har ikke været hendes heppekor. Det er jo det, en mor gør. Jeg har mistet det at være barn af nogen. Jeg har mistet den, jeg har boet indeni.”

Ikke uproblematisk

“Det var ikke, fordi mit forhold til min mor var uproblematisk. Hun var en skarp dame, som ville have tingene på sin måde og have kontrol over alt. Mine forældre blev skilt, da jeg var lille, og da hun senere blev gift og fik flere børn, voksede jeg op i et hus med seks børn. Der var dømt hardcore, striks opdragelse.

Desuden var hun præst. Med stort P, og hendes arbejde fyldte meget. Hun kunne virkelig være grænseløst irriterende, hvilket kastede vores forhold ud i heftige bølgedale, op og ned.

Men det er sådan med savn, at jeg kan længes efter at være irriteret på hende. Hvis det ville betyde, at hun stadig ville være her.

Jeg har for eksempel lige sagt mit job op. Det var en svær beslutning for mig, og jeg var længe i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige.

Flere gange undervejs har jeg været på vej til at ringe til min mor, for hvis der var en rolle, hun havde i mit liv, så var det rollen som den, jeg ringede til for at få et godt råd.

Hvis jeg skulle til jobsamtale eller eksamen, så vidste jeg bare, at hun ville ringe eller sende en sms med et ‘pøj pøj, jeg krydser fingre’, og hun ville også være den første, der ringede, når samtalen var slut.”

Taler stadig

“Jeg taler faktisk stadigvæk med hende i dag. Om forskellige ting. Både om mig selv og om ungerne: ‘Hvordan skal jeg tackle det her?’, spørger jeg. Nogle gange svarer hun, andre gange ikke.

Den dag hun skulle begraves, tog jeg op til hendes lejlighed, og jeg hørte hende klart og tydeligt: ‘Jeg har det godt,’ sagde hun. ‘Jeg passer på jer. Husk at passe på hinanden’.

Mine søskende har det på samme måde. De hører hende også. Min søster ringede for eksempel på et tidspunkt, efter jeg havde truffet beslutningen om at sige op, men endnu ikke havde involveret andre i mine tanker. ‘Jeg drømte om mor i nat’, sagde hun. ‘Hun har en besked til dig: Det er en god beslutning, du har taget’.”

Forberedelse og chok

“Min mor blev første gang syg med brystkræft, da jeg var gravid med Jonathan i 2006. Efter et år blev hun erklæret rask. Men så kom kræften tilbage, og i 2018 døde hun. Jeg har spurgt mig selv, om jeg fik talt ud med hende. Om jeg fik sagt de ting, jeg ville.

Hun fik at vide, at hun havde et år igen, da kræften kom tilbage i 2011, så hun havde mere end seks år, før hun døde, en del af dem som palliativ patient. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun spurgte mig: ‘Er der noget, du vil spørge mig om? Spørg om alt!’.

Præsten i hende fornægtede sig ikke. Jeg syntes, det var pisseirriterende. ‘Nej, mor! Det skal vi ikke tale om’, sagde jeg, næsten lige så mange gange. Men hun insisterede naturligvis. Så vi fik vendt ting, vi måske ellers ikke ville have fået vendt.

Men der er samtaler, vi ikke nåede, for vi forstår ikke døden, før den kommer. Vi kan tro, vi kan forberede os, men det kan vi ikke. Jeg vidste, hun skulle dø, men da hun så forsvandt, var det alligevel det største chok.”

Forældreløs

“Hun døde om natten. Vi nåede ikke derud, da det skete, men mødtes, samtlige søskende, foran Diakonissestiftelsen på Frederiksberg klokken halv fire om morgenen. Så gik vi ind til hende sammen. Hun så fredfyldt ud. Da vi kom ud af hospitalet igen et par timer senere, gik livet videre. Det var der ingen af os, der kunne forstå.

Det strejfede mig kun kort, at jeg den dag var blevet forældreløs. Man forstår det først senere, og det bliver først tydeligt i meget konkrete situationer. Som da hun ikke var der, da min ældste datter Carolina skulle konfirmeres året efter. Eller når mine venner refererer til deres forældre. Så slår det mig: Hov, jeg er forældreløs.

Jeg kan blive vred, når venner brokker sig over deres forældre. ‘I det mindste har du dine forældre’, kan jeg finde på at sige. ‘Mine børn har ikke bedsteforældre, der kan sige: ‘Sådan var Rebekka også, da hun var på din alder’, eller: ‘Rebekka var også altid god til at tegne’.”

Vi bliver voksne mange gange i vores liv

“Det er også kun mine familiemedlemmer, der er døde. I min mands, Kaspers familie er de alle sammen i live. Her kan jeg indimellem godt have det sådan lidt: ‘Du forstår det ikke, Kasper’.

Selvfølgelig har jeg mine søskende, og de er også vidner til mit liv. Jeg har også venner tilbage fra folkeskoletiden. Jeg føler mig heldig, for de kan alle bidrage, men det er alligevel ikke det samme, for ingen husker, som forældre gør.

Jeg er dog taknemmelig for, at jeg ikke er enebarn. Jeg ved slet ikke, om jeg ville kunne rumme den ensomhed, der ville være i det. Det har Kasper og jeg talt en del om. Han er nemlig enebarn.

Jeg har tænkt på, at vi bliver voksne mange gange i vores liv. Når vi flytter hjemmefra. Bliver gift. Får børn. Køber en bil. Og så bliver vi også voksne, når vi bliver forældreløse og kan kigge på os selv som dem, der udgør den ældste generation.

Her bliver man voksen på en særlig måde, synes jeg. På en mere alvorlig måde, måske. Jeg tror også, jeg vil være mange år om rigtigt at forstå, at hun ikke er her. Jeg vil være mange år om at lære at leve med det.”

En helt særlig rolle

“Jeg har hende faktisk stadig på speed-dial. Mine søskende og jeg har heller ikke fjernet hendes profil på Facebook. Vi har på mange måder besluttet at holde hende i live imellem os. Som den rådfører, hun var. ‘Hvad ville mor sige her’, er et spørgsmål, vi ofte stiller hinanden, når vi er sammen.

Som dengang min søster vandt en Robert for en dokumentarfilm, hun har lavet om vores far. Her sad vi alle sammen og livestreamede uddelingen: ‘Hold kæft, mor ville være stolt lige nu. Hun ville have ringet rundt til os alle sammen’.

Hun har stadigvæk et ord at skulle have sagt mellem os søskende. Det har vi brug for. Men det er samtidig det, der er sorgfuldt. For ingen andre end min mor kan have den rolle.

Hvor ville jeg give meget for bare at have én samtale mere med hende i mit liv. Det skulle ikke være om noget særligt. Bare løst og fast. En hverdagssnak. Om mig og mine børn måske. En diskussion om, hvorvidt nogle af mine bekymringer for ungerne er helt hen i vejret.

Måske ville jeg også mærke den her irritation mod hende, som jeg også havde, og den efterfølgende refleksion: Slip det nu, Rebekka. At være irriteret på sin mor. Det er også et privilegium. Det er kærlighed.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. juli 2020.