“Pyt er min måde at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt”

er medindehaver af hudplejeklinikken Men's Room i København og mor til fem.

Aksel har Downs. Men han er først og fremmest Marie Marcuslund-Reuss’ andet barn – og årsagen til, at familien opgav at leve op til den gængse opfattelse af det almindelige familieliv. I stedet gjorde Marie og hendes mand en dyd ud af at gøre, hvad de havde lyst til. Som for eksempel at få tre børn mere efter Aksel. Også selv om det har betydet alt fra himmelvendte øjne til bekymring fra familiens side.

Mit pyt-liv

“Jeg tror, mit pyt-liv er en konsekvens af det kaos, der ramte os, da vi fik en søn med Downs. Ikke bare almindelig Downs, men en særligt sjælden variant. Point of no return to normality. Til at begynde med følte jeg mig som en fiasko, fordi jeg ikke kunne føde lutter sunde børn, men jeg valgte, at fokus skal være, at vi skal gøre det så godt, som vi kan, for Aksel. Vores kaos-strategi blev at pakke ham ind i søskende.

Omgivet af en hel hær af søstre får han normalitet ind fra alle sider. Og søstrene, de deler det at have en handicappet bror med hinanden. Der er dage, hvor de tager kampen op for deres bror, men også dage, hvor vi siger pyt. Selv om vi har lyst til at fare i flæsket på folk, der får sagt mongol eller spasser, så kan vi ikke tage alle kampe omkring Aksel. I vores børns skole opererer de også med pyt-knapper helt vildt.

Når børnene ryger ud i en konflikt, bliver de opfordret til at bruge pyt-knappen, så pyt er for alvor kommet ind i vores familie. Når Vilma på otte år går i konflikt med treårige Kirsten om, hvorvidt havregryn hedder cornflakes, siger vi: Er det ikke et oplagt sted at trykke pyt?”

Pyt er for marie muligheden for at prioritere

“Det er altid bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Dem, der ikke handler og bare trækker på skuldrene, de gør nemlig også noget. De accepterer tingenes tilstand. Man må aldrig være ligeglad med de mennesker, der betyder noget. Når jeg tager diskussioner af alle slags med min svigermor, så håber jeg, hun ser det som udtryk for min kærlighed og respekt. Som chef har jeg til gengæld måttet acceptere, at jeg ikke kan gøre alle glade, for en chef vil altid blive set på som hende, der spænder ben for det perfekte arbejdsliv. Jeg ved, at jeg ikke gør eller kan gøre alle glade. I stedet prioriterer jeg at gøre dem glade, der er vigtige.”

Børnene er vigtigst

Også selv om de tilsammen spiser alle familiens penge op – eller i hvert fald betyder, at der ikke er overskud til skiferier og charterferier.
“Det er mit valg, at vi skulle have så mange børn, og så nytter det ikke at sidde og være misundelig på alle dem, der tager på ferie flere gange om året. Når jeg har truffet et valg, så ‘pytter’ jeg det, jeg ikke kan. Jeg kan tage mig selv i at komme til at råbe af mine børn, hvis jeg lige har gjort rent og ikke orker, at de kommer hoppende ind med sko på. Men jeg prøver at stoppe mig selv, før det fylder for meget, og det ender med, at det er sådan, de husker mig, og jeg husker mig selv. Så vigtigt er et rent og fint hjem ikke for mig.”

Var ikke født til opgaven

Marie er ikke den fødte ‘pytter’. Faktisk er hun som udgangspunkt et bekymret og kontrollerende menneske. Indtil hun helt bevidst valgte at blive modfobisk.

“Jeg nægter at lade mig styre af regler eller frygt. Det er nærmest blevet en besættelse. Som ung mærkede jeg trangen til at gå uden om oprejste stiger og spytte over skulderen, når jeg så en sort kat på min vej, men jeg kan ikke magte et univers i kontrol.

Jeg besluttede, at blev jeg bange for at træde på stregerne, så skulle jeg træde på stregerne. Og få flere børn og cykle til arbejde uden at have pakket regntøjet ned. Sandsynligheden for, at det går godt, er altid størst. Også når jeg får hevet otte unger med hjem til legeaftale, og køleskabet er tomt, eller jeg impulsivt inviterer middagsgæster, selv om jeg ikke har ryddet op. Det sker tit, for under min pyt-knap sidder en stor ja-knap, som bliver brugt flittigt.

Jeg skal have en virkeligt god grund til at sige nej, og her tæller for lidt aftensmad eller nullermænd ikke. Niels Højlund, ham fra Højlunds Forsamlingshus, var far til ni og har engang sagt, at det gælder om at få så mange børn, at man slet ikke har tid til at tage sig af det uvæsentlige. Det er jo rigtigt. Propfylder du dit liv med ting, der er væsentlige, så er der ikke særligt meget tid til at bekymre dig om det uvæsentlige. Pyt er min måde at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 66.