Puk Elgård

Puk Elgård: “Jeg har aldrig været klogere på mig selv end nu”

Puk Elgård ligner de fleste, men er som de færreste. Hun er ligeglad med, at hun aldrig tog en uddannelse, og om andre ser hende med morgenhår. Hun hviler i sin evne til at møde mennesker, som de er. Derfor: Mød (og nyd) Puk, som hun er

30. december 2016 af Johanne Luise Boesdal

”Er det okay, hvis jeg sætter mig på gulvet? Jeg har siddet på en stol det meste af dagen ...”

Hvor meget den bevægelse fra stolen og ned på gulvet fortæller om Puk Elgård, finder jeg først ud af, da vi har siddet der et stykke tid.

Efter hun har snakket om majs på grill med sin mand i mobilen. Er blevet instrueret af et filmhold, som laver en dokumentar om hende. Har krammet med fotografer, stylister og assi-stenter . Et virvar af afbrydelser, der på intet tidspunkt under interviewet generer hende. Eller egentlig afbryder hende.

“Jeg er god i kaos. Ro kan derimod godt provokere mig, og jeg kan blive rigtig bange, når der ikke sker noget. Så jeg er ikke et særligt typisk sted i mit liv lige nu. Jeg er nemlig det samme sted, som jeg har været længe. Jeg har kendt min mand, Lothar, i 14 år, og jeg har boet i det samme hus i Hareskoven i en del år nu. Jeg plejer at flytte mig i mit liv, men efter jeg har fået en familie, har jeg været nødt til at skrue ned for udlængslerne. Vi hører sammen, og når ‘jeg’ bliver til ‘vi’, er der andre hensyn at tage. Min søn, Robin, på 13 skal blive, hvor han er – han har allerede flyttet tre gange. Så lige nu i mit liv flytter jeg rundt på møblerne, rejser eller skifter job: Noget bliver nødt til at være i bevægelse. Jeg ville aldrig kunne leve en tilværelse, hvor dagene er ens. Vi kiggede faktisk lige på en husbåd forleden dag. Sådan en må jeg da prøve at bo i engang.”

Jeg spørger ind til den rastløshed, hun i mine ører fortæller om. Men hun betragter ikke sig selv som rastløs. Snarere som nysgerrig. Det handler for hende om at prøve noget mere, -noget nyt. Noget andet. Også i den lille be-vægelse fra stol til gulv.

“Jeg har sagt gode faste jobs op, fordi jeg var ved at blive kvalt i dem, men hvor jeg efter opsigelsen ikke har anet, hvordan jeg skulle få råd til den næste husleje. Det er også en af -siderne ved at ville rykke sig hele tiden, men det har været nødvendigt, og jeg har aldrig fortrudt en opsigelse. Det er mere, hvis jeg ikke rykker mig, at jeg fortryder det.”

Puk Elgård om at gå fra soldat med sprængt ben til spinattærte med gedefeta

Efter 17 år på DR skifter Puk Elgård nu til TV2. Hun lægger ud med en drømmeopgave, hvor hun i et program skal rejse op gennem USA i indianernes fodspor sammen med -manden Lothar og sønnen Robin.

Det er en gammel drøm, der bliver realiseret, at opleve landet og deltage i forskellige indianerceremonier. At det så er arbejde og med tændt kamera tager ikke noget fra glæden. For det er det, hun kan. Glemme fjernsynet i den anden ende og bare være i mødet med nye oplevelser, nye mennesker.

Når eventyrrejsen slutter, skal hun fra 1. november være vært på Go’ Morgen Danmark, og det bliver selvskrevet en udfordring for en person, som har det lidt svært med rutiner. Men hun erkender, at de er nødvendige.

“Det er weekendmorgener, jeg skal lave, og da jeg for det meste alligevel er oppe ved fem-tiden, tror jeg, det bliver godt. Jeg har haft jobs, hvor jeg tog tidligt af sted og kom sent hjem, og det var svært for Robin. Han lå derhjemme med store, runde øjne ved 21.30-tiden, fordi han ville holde sig vågen, til jeg havde sagt godnat. Det duede ikke. Med det her job kan jeg være hjemme om eftermiddagen, når han har venner med hjem. Det er så kort tid endnu, han synes, det er fedt, at jeg er der. Men selvfølgelig skal jeg vænne mig til de faste rammer i studiet, for jeg er vant til at komme rundt i landet og møde folk, hvor de er. Jeg har heldigvis lavet en aftale med TV2 om, at hvis min længsel efter at komme ud og producere uden for studiet bliver for stor, får jeg lov til det.”

Hun skal også lige vænne sig til igen at lave et program, hvor hun skal kunne gå fra alvor til sjov på meget kort tid. Ligesom da hun lavede Aftenshowet på DR for nogle år siden.

“Der kunne jeg godt blive lidt skør af at gå fra en soldat, der havde fået sprængt benet væk, direkte hen for at lave spinattærte! Det er noget underligt noget og stadig en udfordring for mig. Men dem gælder det også om at finde efter snart 20 år i branchen, hvor jeg har lavet næsten alt: store shows, små udsendelser og live-tv. Og som vært på et liveshow skal du kunne alt. Du skal være dygtig, vågen og parat – og skabe en enorm tillid på meget kort tid. Jeg kan smaddergodt lide at forfine interviewdelen ved mit arbejde. At ramme mennesket og historien ind er et puslearbejde, jeg elsker. Folk kommer ind i studiet og fortæller alt muligt, og jeg kan godt lide den lille boble, vi skaber sammen i otte-ni minutter, før de forsvinder igen.”

En af de gange i karrieren, hvor hun virkelig har haft brug for sit håndværk, var, da hun interviewede et par af de efterskoleelever, der faldt i det iskolde vand ved kæntringsulykken på Præstø Fjord i 2011. En lærer druknede, og syv elever blev lagt i kunstigt koma.

“Det var det første interview med elever fra ulykken – og hele Danmark holdt vejret. De var jo kun børn. At sidde med dem i studiet, hvor de skulle fortælle om det mareridt, de havde gennemlevet, for første gang offentligt, det var et stort ansvar. Jeg skulle sørge for, at de fik fortalt det hele – men heller ikke mere, end de ville. Jeg får tit de her historier, hvor jeg interviewer folk, der har gennemlevet forskellige former for ulykker. Det er meget at bede om, at de skal dele ud af deres historie inden for så kort en tidsramme, så det er enormt vigtigt for mig at behandle dem ordentligt.” 

Puk Elgård om at være hende, der er tættest på at ligne de fleste

I mange år syntes andre journalister, det var sjovt at kalde mig naboens datter, og det kan jeg godt lide at være. Jeg er hende, der er tættest på at ligne de fleste, og jeg har ikke så meget at tabe med den rolle. Når jeg på vores indianereventyr uden tvivl kommer til at stå med morgenhår foran et tændt kamera, er jeg ligeglad. Jeg har set ud på alle mulige måder i fjernsynet! Mange af mine kollegaer ville nok græmme sig ved at skulle filmes, lige når de stikker hovedet ud af en teltdug, og det kan jeg godt forstå. Men sådan har jeg det ikke. Jeg er meget lidt forfængelig.”

Puk Elgård ser meget sjældent de programmer, hun medvirker i. Hun leger, at det ikke bliver vist i fjernsynet, det hun laver. Ikke i barnlig naivitet – for hende handler det om at holde iscenesættelsen af sig selv fra døren.

“Indimellem står jeg med ryggen til og lytter til mine programmer, så jeg kan høre, om mit håndværk er i orden, men jeg kigger ikke, for jeg vil ikke dreje mit fokus hen på, om jeg er tyk, eller om min arm svinger dumt, når jeg snakker. Du kan som vært nemt blive for optaget af dig selv. Så forsvinder det umiddelbare.”

Hun har tidligere forsøgt at skrue op for nogle af de ting, hun gjorde på skærmen, som andre roste hende for, men uden succes.

“Det dur bare ikke at spille ekstra meget på det, du i forvejen gør godt. Du kan se det på nogle af de unge værter, der måske har fået at vide, at det er smadderskægt, når de griner, og så begynder de at grine hele tiden. Det bliver du træt af. Du skal turde hvile i det, du er.”

Lige så sikkert som hun kan optræde foran et kamera iført gummistøvler og morgenhår, lige så usikker kan hun blive en dag som i dag med styling og fotoshoot, hvor hun, med sine egne ord, skal ligne de andre, smukke studieværter.

“De stylister, jeg har arbejdet sammen med, er vant til at høre mig sige: ‘Ikke for meget, ikke for kort, ikke for højt, ikke for pænt’. Jeg bliver usikker i høje hæle og kan ikke lide, når jeg ikke kan kende mig selv. Den meget feminine side er en side, jeg ikke har udforsket så meget, og jeg tror, det hænger sammen med, at jeg egentlig ikke selv synes, jeg er særlig pæn. Jeg er den almindelige og skal ikke leve op til at være pæn og følge moden, som mange andre af mine kollegaer. Jeg må gerne være tykkere end de andre og have mærkeligt hår – og det har jeg sørme også haft igennem tiden.”

Puk Elgård om at fire mennesker flyttede ind, og katten Kurt døde

Det begyndte med et glas vand. Så kom han forbi med en ekstra sandwich imellem optagelserne, og til sidst lagde han et varmt tæppe omkring hende. Den tidligere jægersoldat Lothar Friis mødte Puk i et modtageligt øjeblik i hendes liv, hvor hun var hængt op af stress og holdt i ro af et par brækkede ribben.

“Jeg har ikke haft særlig mange kærester og har ikke haft lyst til at have mænd så tæt på, før jeg vidste, om det var den rigtige. Jeg mødte Lothar i år 2000 i forbindelse med tv-programmet Den Store Mission. Han kom ind som en meget stærk og maskulin mand i mit liv. Jeg sejlede lidt rundt jobmæssigt. Det er den hårdeste produktion, jeg nogensinde har lavet, og så stod der bare sådan en klippe af ro, som var meget dragende … og det var nok godt, at jeg havde en stækket vinge, så jeg ikke kunne skynde mig at flyve væk. Jeg er ikke typen, du skal holde døren for, det klarer jeg fint selv, men lige i den periode var der en flig af noget sårbart.”

Mødet med Lothar blev på alle måder en omvæltning. Puk blev gravid, og så flyttede han med tre børn og to ekskoner ind i hendes liv. Parret boede til at starte med i hendes lejlighed på 52 kvadratmeter, hvor hun havde boet alene sammen med katten Kurt i mange år.

“Da Lothar tjekkede ind i mit liv med tre børn på halvandet, tre og fire år, blev jeg for alvor voksen. Den første weekend, hvor alle de her børn var havnet hjemme i vores seng med dinosaurer, lastbiler, barbiedukker, hår, der skulle flettes, bleer, der skulle skiftes, putte-tider, sovebamser … da tænkte jeg: ‘Hvor faen kom alt det her fra?’. Og lidt senere: ‘Gud ved, hvad det er, jeg skal her?’. 

Der er jo ikke nogen facitliste på, hvor meget og hvor lidt du som papmor skal fylde over for dine delebørn, men de flettede sig lige så langsomt ind i mit liv, og i dag betyder de tre børn uendeligt meget. Jeg føler, at de er mine, i den forstand at hvis jeg fik en opringning en nat, ville jeg løbe hele vejen til Kalundborg eller Aarhus, hvor de bor. Uden tvivl. Jeg skærmer dem, så godt jeg kan. Jeg synes også, Lothars tre børn har været en stor gave i forhold til Robin. Jeg var ikke kæmpefan af at være gravid eller føde for den sags skyld, og jeg er ret glad for, at Robin har tre søskende, som jeg så blev fri for at levere.”

Parret har været sammen i 14 år, og de -holder, fordi de er gode til at slippe. Lothar er som erhvervscoach ofte væk, og Puk står aldrig med korslagte arme og klager over, at han nu skal af sted igen. Ligesom han naturligt sætter hende fri, når hun er ude ad døren igen.

“Jeg har fået tatoveret et hjerte i min håndflade, som er et buddhistisk symbol for, at alt det, du elsker, skal du holde i en åben hånd. Hvis du holder for hårdt om det, kvæler du det. Det giver god mening for mig, uden at jeg på nogen måde er buddhist. Jeg ved, at hvis jeg holder for hårdt på Lothar, så mister vi kærligheden.

Jeg holder hånden under min kærlighed til ham og sørger for ikke at klemme for hårdt om den – præcis som jeg gerne selv vil elskes. Når vi er hjemme sammen, er vi også gode til at være os selv hver især. Han må gerne spille computer, og jeg må gerne se Netflix i flere timer på sofaen efter en lang arbejdsdag. Den frihed, vi giver hinanden i og uden for hjemmet, gør, at vi kan slappe af i vores forhold.”

Katten Kurt døde desværre tre måneder efter, at Lothar flyttede ind på Østerbro. Det virvar, som fulgte med, kunne den ikke overskue, og den fik akutte nyreproblemer.

Puk Elgård om at blive aet på kinden, mens hun venter på bussen

Puk Elgård bliver også mødt med kærlighed uden for hjemmet. Hun skal bare stille sig og vente på bussen for at blive aet på kinden.

“Jeg er så privilegeret på den front. Hver dag møder jeg nogen, der siger noget sødt til mig eller giver mig et knus. Hver eneste dag! Tænk på, hvor mange mennesker der går på arbejde, uden at nogen fortæller dem, at det var fedt, at de lige gad sidde otte timer nede i banken! Der er masser af mennesker, som aldrig får anerkendelse for det, de laver. Folk kommer hen og takker mig. Det er da imponerende. Og det er ikke bare sådan noget med: ‘Hey, det er dig fra fjernsynet’. Det er virkelig varmt og fint. Folk har noget på hjerte, når de henvender sig.”

Den seneste ros, som gjorde et stort indtryk på hende, fik hun i sommer, da hun rejste rundt i Danmark og lavede tv med Michelin-kokken Thomas Herman. De havnede på Skænkestuen i Kerteminde, som mest af alt mindede Puk om tv-serien Sams Bar fra 80’erne.

“Vi kommer ind og bliver mødt af den vildeste gæstfrihed, glæde og varme. Folk spurgte nysgerrigt til, hvad vi lavede, og jeg blev krammet, kysset og aet. Der mødte jeg fandeme dem, jeg laver fjernsyn for! Og deres begejstring betyder oprigtigt meget for mig, for så ved jeg, at jeg har gjort noget rigtigt i alle de år. Alle politikere burde have et år, som er ligesom mit arbejdsliv. Jeg ved, der er 100 måder at leve sit liv på, og det gør, at jeg aldrig møder nogen med fordommene først. Min nysgerrighed efter at opleve, hvordan andre mennesker vælger at leve, er årsagen til, at jeg laver det, jeg gør.”

Puk Elgård om at være 17 og selv sørge for rudekuverterne

Jeg blev voksen som 17-årig, da jeg fik nøglen til min første lejlighed på Nørrebro og selv stod med rudekuverterne og ansvaret for at slæbe gasflasker op, som jeg hentede bag på min -cykel. Hvis jeg ikke selv lavede noget mad, var der ikke noget. Jeg var alene om alt, men jeg nød at bo selv, og der er ikke noget, jeg ikke kan. Jeg kan slå vægge ned og rense tagrender. Jeg har ingen uddannelse overhovedet. Jeg gik ud af 10. klasse og tog ikke engang en studentereksamen, men jeg er ligeglad. Jeg føler mig robust, fordi jeg ved, at hvis jeg beslutter mig for noget, så sker det også. Jeg følger tingene til dørs, for andre gør det ikke for mig.”

Puk Elgård har været meget åben om sin kaotiske barndom med en skrøbelig mor og en far, der drak og spillede for meget. Hun har fortalt så meget, at vi har aftalt, at det her interview ikke skal cirkle om fortiden. Men da vi taler om kærlighed, lander vi der alligevel.

“Når du ser på børn, der som jeg er vokset op i et dysfunktionelt hjem, så klarer dem, der har haft en følelsesmæssig tæthed med deres forældre sig bedre end dem, der ikke har. At føle sig set og elsket, selv om det kun er i glimt, det er altafgørende. Jeg har aldrig været i tvivl om, at mine forældre elskede mig. Især min far var rigtig god til at fortælle mig, at det nok skulle gå. Han fortalte mig altid, at jeg var -noget særligt, og det skal alle jo have at vide, så de kan gå ud i verden med en tro på, at de godt må være her. Så selv om min barndom har -været forbundet med meget uro, har jeg alligevel fået et fundament af noget kærlighed.”

Mennesker lever det liv, de har kapacitet til. Det husker hun sig selv på, når hun møder folk, som hun har forventninger til. Og det husker hun sig selv på, når hun ser sig tilbage. Måske har de ikke altid slået til, hendes forældre, måske har hun haft et håb om, at de havde handlet anderledes, men hun har aldrig bebrejdet dem. De handlede, som de havde kapacitet til.

“Jeg tror ikke, der er nogen, som vågner om morgenen og tænker: ‘I dag vil jeg være et dumt svin og gøre noget ondt ved dem, jeg holder af’. Du ser mildere på verden, hvis du ved, at folk gør det, de kan. Mine forældre gjorde det, de kunne, og jeg har helt de samme forventninger til mig selv: Bare jeg gør det, jeg kan, er det okay, hvis jeg ikke altid kommer i mål.”

Men hun kommer i mål med mange ting.

“Siden min opvækst har mit liv været rimelig roligt, fordi jeg selv har haft styr på det. Jeg er ikke blevet skilt, og jeg har ikke været alvorligt syg. Jeg har ikke haft store brud i mit voksne liv – al balladen har jeg haft tidligere. Jeg aner ikke, hvad det vil sige at vokse op bag en tryg ligusterhæk, og jeg ved ikke, om jeg ville have ønsket mig det. Jeg har valgt at se det på den måde, at jeg har fået nogle redskaber til at forstå andre mennesker, fordi jeg er vokset op, som jeg er. Jeg tænker ikke, at der er erfaringer i mit liv, jeg gerne ville have været foruden.”

Puk Elgård om at først at forstå sig selv og andre kvinder efter de 45

I mange år var Puk Elgård en rigtig drenge-pige. Hun forstod ikke piger og syntes, det var svært at være sammen med dem. Med drengevennerne var det mindre kompliceret. De raflede eller så fodbold, og der var ingen undertoner. Der var kun drengenes kærester, som ikke forstod, hvad hende Puk havde gang i.

“Pigerne så altid mig som hende, der var sammen med deres mænd, men jeg ville ikke deres mænd andet end at hænge ud og have det sjovt. Jeg forstod ikke glæden og styrken ved at kende andre kvinder, men det gør jeg i dag.

 Nu forstår jeg, hvor stærke vi er som køn. Jeg forstår glæden og værdien i at have gode veninder. Og jeg har eddermaneme nogle gode veninder! Jeg har kendt de fleste i mange år, men det er først nu i en alder af 46, at jeg begynder at forstå, hvor vigtige de er for mig. Alle de her følsomme lag og ord, som er imellem kvinder, forstod jeg ikke tidligere, men jeg ved, at jeg selv er en rigtig god veninde i dag, som har noget at byde ind med.”

Det er ikke kun andre kvinder, hun er blevet klogere på med alderen.

“Jeg har aldrig været klogere på mig selv, end jeg er lige nu, og det betyder 10.000 gange mere for mig, end om jeg er begyndt at få løs hud på armene. Jeg kan godt lide at blive ældre. Der er ikke så meget, som er postuleret længere. Som ung har du så travlt med at vise verden, hvem du er, og gå imod strømmen.”

Da hun var ung, var hun meget indianer-inspireret. Mens de andre gik i Lady Diana-skjorter med blonder, havde hun fjer i håret og frynser på jakken. I dag er hun kun den, hun har det bedst med at være.

“Jeg kan da godt se, at min krop og mit ansigt har ændret sig, men jeg går stadig i leopardshorts ned ad gaden. Måske er svaret anderledes om 10 år. Det tager vi til den tid. Der er også sket noget positivt i forhold til alder i den branche, jeg arbejder i. 

Folk har fået øjnene op for, at modne og erfarne kvinder kan noget, de unge ikke kan, og de er blevet penge værd. Jeg har tidligere hørt tv-chefer citeret for at sige, at når kvinder får børn, er de ikke interessante mere. Den æder de nu, for det er ikke sandt. Det er så dejligt, og du ser det overalt – også i modebilledet. Pludselig må vi være her! Den råstyrke og erfaring, kvinder har, når de kommer over 40, er guld værd i en verden, der er så flimrende, flygtig og elektrisk. I dag er det kun rart, at der sidder en mor i fjernsynet, og at du har en veninde, som er nærværende.”

Puk Elgård har været i bevægelse meget af sit liv. Faktisk har hun været jorden rundt, og det er det samme, hun ser: Kvinderne er limen, der får det til at hænge sammen.

“I de landsbysamfund, jeg har besøgt, er det kvinderne, der handler, og mændene, der drikker pengene op. Det er det bare. Nu, hvor vi taler om det, bliver jeg enormt stolt af at være kvinde, og det er nyt for mig. Ikke nødvendigvis kvinder på høje hæle i stramme kjoler. Det er kun en del af det at være kvinde. Den power, kvinder indeholder, den findes indeni.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 44.

Seneste

Måske er du interesseret i...