Puk Damsgård
Puk Damsgård (42).© Ditte Capion

Puk Damsgård bliver altid spurgt om to ting, når hun er i Danmark. Begge spørgsmål undrer hende!

Hvordan tør du? Hvordan er det at være kvinde i krig? Puk Damsgård har et dramatisk liv, men selv føler hun sig hverken modig eller særlig, kun nysgerrig.

21. februar 2021 af Karen Greve

Puk Damsgård (42)

  • er gift og bosiddende i Kairo i Egypten. Hedder egentlig Puk Damsgård Andersen.
  • er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Efter en fuldført, men ubrugt uddannelse som skuespiller fra Holbergs Film + Teaterskole. Siden 2011 har hun været korrespondent for DR i Mellemøsten. Er desuden forfatter til blandt andet: Hvor solen græder – en fortælling fra Syrien (2014), Ser du månen, Daniel (2015) og Den sorte kat i Mosul (2017). 
  • I 2015 modtog hun den fornemste danske journalistpris, Cavlingprisen, for sine reportager fra Mellemøsten og Ser du månen, Daniel, som blev filmatiseret i 2019 med Esben Smed i rollen som Daniel Rye, der var fange hos Islamisk Stat i 13 måneder. Og i september 2020 fik hun Rungstedlundprisen: “For at skrive fortællinger om menneskers levevilkår i flere dele af verden, ofte med fokus på risikoområder”.
  • er aktuel med bogen Arabica, som handler om hendes rejse gennem Yemen.

Egentlig bryder Puk Damsgård sig ikke om at være hovedperson. Hun er et privat menneske, og hun er særdeles bevidst om, hvad hun vil dele om sit liv. Desuden er der mange historier, der er meget vigtigere at fortælle end hendes egne personlige, mener hun selv.

Alligevel finder du hende her i Magasinet Liv, imødekommende, tilstedeværende og nærværende, hvor hun svarer på spørgsmål om sin barndom og ungdom, om sin vej til jobbet som korrespondent i Mellemøsten, om at kunne være både modig og rystende nervøs, forundret, nysgerrig og på én gang træt og helt utrættelig.

Sådan er præmissen for vores møde. Modsætningsfyldt. Samme præmis – at være i centrum uden meget lyst til at fylde for meget – findes i hendes nye bog, Arabica, som handler om hendes rejse gennem Yemen. Et af de fattigste og sværest tilgængelige lande i Mellemøsten.

“Det er angstprovokerende for mig at være mere personlig, for jeg vil ikke skygge for historien. Det er ikke mig, der er vigtig. I min bog er jeg taget ud for at skrive om Yemen. Det er ikke en bog om mig. Men det er lidt en bog om, hvordan jeg arbejder. og måske forsøger jeg også i den at svare på nogle af de spørgsmål, jeg har fået gennem årene.”

De spørgsmål har hun fået stillet i løbet af ni år som fast korrespondent for DR i Mellemøsten og sideløbende forfatter til bøger som Hvor Solen græder – en fortælling fra Syrien, Den sorte kat i Mosul, som hun skrev fra krigszonen i Irak og Ser du månen, Daniel, om den danske fotograf Daniel Rye, som sad fanget i 13 måneder hos Islamisk Stat i Syrien.

I den nye bog handler det ikke om krig. Puk Damsgård vil gerne opleve og fortælle om en anden side af Mellemøsten. Og faktisk er det ikke første gang, hun er drevet af den ambition. I virkeligheden var det lidt sådan fra en skæv vinkel, hun begyndte som helt ung.

Puk Damsgård
“Det er angstprovokerende for mig at være mere personlig, for jeg vil ikke skygge for historien.”© Ditte Capion // Hår og makeup: Marianne Rud // Styling: Marina Rugaard

Bagdad 2003

“I foråret 2003 var jeg 24 år og i gang med at forberede mig til optagelsesprøven på journaliststudiet, og der var krig i fjerneren, for det var lige efter den amerikanske invasion i Irak. Jeg fulgte godt med, og en dag så jeg Ole Sippel rapportere fra Bagdad. Bag ved ham var en masse unge mennesker på min egen alder, der dansede rundt med nogle dokumenter, som de sikkert havde stjålet fra et kontor et sted. 

Gad vide, hvordan det er at være ung iraker lige nu, tænkte jeg. Føler de, at de er besat eller befriet? Hvordan har det været for dem at leve under et regime som Saddam Husseins? Min nysgerrighed blev vakt.”

Puk Damsgård griber resolut telefonen og ringer til en veninde, der er i praktik på DR’s ungdomsredaktion, og foreslår, at de sammen skal rejse til Bagdad og interviewe irakiske unge. Veninden er med på ideen, og i løbet af to måneder får de en aftale med DR om at lave nogle reportager fra Irak og en rejse arrangeret.

Puk Damsgård arbejder i en børnehave på Amager i København, så mellem bleskift og servering af frugtstykker får hun ringet til nogle irakiske familier i Danmark, der hjælper hende med navne og numre på deres slægtninge, som hun kan kontakte i Bagdad. 

Hun ringer også lige til DR’s erfarne korrespondent Ole Sippel. “Han må jo have tænkt: Hvad i alverden vil de småpiger i Bagdad, men jeg er ham evigt taknemmelig, for han satte os straks i kontakt med en chauffør, der kunne få os fra Amman i Jordan og videre ind i Bagdad. Han hjalp os i gang, og vi blev også inviteret hjem til ham og hans kone.”

På vejen over grænsen til Irak ser de to danske kvinder for første gang amerikanske soldater, som de kender dem fra fjernsynet.

“Det var 50 grader varmt, og jeg sad med næsen trykket flad mod ruden i bilen og oplevede en helt anden verden. Ingen vidste lige der, hvor Saddam Hussein var, og der var allerede et gryende oprør mod de amerikanske styrker.

I Bagdad hang vi ud med irakiske unge, og vi var ude sammen med de amerikanske styrker på patrulje. Det var så spændende. Jeg mødte journalister fra alle mulige lande og blev fuldstændigt suget ind i det univers. Fra det øjeblik vidste jeg, at det her skulle jeg. Da jeg efter sommerferien startede på journaliststudiet, gik jeg fra starten efter at lave historier fra udlandet.”

Puk Damsgård er med egne ord “opdraget til at gøre det, som gør hende lykkelig”. Hendes forældre stillede ikke bekymrede spørgsmål til hendes planer.

“Min mor syntes, at det var en glimrende idé at tage af sted i 2003. Min far forstod måske ikke helt, hvad jeg ville i Bagdad, men okay! Jeg husker ikke, at de var bekymrede. Jeg skulle gøre, hvad jeg ville. Måske ville det være noget andet, hvis jeg sad med en nål i armen. Men det var der jo ikke tale om. Jeg var optaget af noget. Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg godt tænke, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg lavede. Men tænk, hvis unge mennesker ikke var sådan? Hvor ville vi så være henne?”

Interview med Puk Damsgård
“Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg godt tænke, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg lavede. Men tænk, hvis unge mennesker ikke var sådan? Hvor ville vi så være henne?”© Ditte Capion // Hår og makeup: Marianne Rud // Styling: Marina Rugaard

Sydsjælland i begyndelsen

Der er ikke ret meget i Puk Damsgårds barndom, der peger direkte i retning af en karriere som korrespondent i Mellemøsten, et liv som rejsende, “frit svævende”, som hun selv siger.

Hun er vokset op på landet som enebarn og boede med sine forældre på et nedlagt landbrug i det sydlige Sjælland. Helt derude, hvor hun måtte vinke efter bussen, så den stoppede for at samle hende op på landevejen, når hun skulle i skole. 

Det var en rolig, almindelig barndom med plads til, at husets datter nogle gange tilbragte en hel sommer med at læse krimier og et andet år fulgte alle etaper i Tour de France fra sofaen. Og samtidig fik frisk luft i rigelige mængder fra ture på hesteryg på skovstier i nabolaget.

“Jeg var vant til at få meget plads som barn. Mentalt og fysisk. Men jeg var egentlig ret indadvendt. Et enebarn, der var god til at tilbringe tid i mit eget selskab. 

Jeg kan huske et eksempel på, hvor genert jeg kunne være. Jeg var glad for at besøge min farmor, men ikke, når hun fik andre gæster på besøg. Hun havde et bord stående i det ene hjørne af stuen, som jeg kan huske, jeg lagde mig hen over med armene over hovedet, indtil hendes gæster var gået igen. Mærkeligt barn! Det lyder faktisk virkeligt mærkeligt lige nu, når jeg siger det.”

På et tidspunkt gik det over, det med at søge ind i hjørnet af stuen. Dog ikke nødvendigvis sådan, at hun altid søgte ind i flokken. Der findes en række fotos fra studentertiden af hende som 18-årig student med nøjagtig samme frisure, som hun foretrækker i dag, og på alle fotos er hun uden studenterhue, for “den gad jeg ikke gå med”.

Puk Damsgård
“Jeg var vant til at få meget plads som barn. Men jeg var egentlig ret indadvendt.”© Ditte Capion // Hår og makeup: Marianne Rud // Styling: Marina Rugaard

Billederne tilhører hendes veninde, som sendte dem tidligere på året, mens Puk Damsgård skrev på Arabica, og i bogen gav de anledning til følgende refleksion (uddrag fra Arabica):

“Egentlig var jeg indadvendt og sorgløs og havde altid tænkt, at jeg havnede i Mellemøsten ved et tilfælde. Men på en række billeder fra dengang, jeg blev student, så jeg fraværende ud – som om jeg var et andet sted. Min barndomsveninde havde fået huen på og stod med blomster i favnen. Hun smilede. Jeg stod med hænderne i siden og gloede ned i gulvet. Når jeg i dag betragtede billede, forstod jeg, hvorfor jeg rejste ud og ikke siden er vendt hjem.”

Først skulle hun dog lige omkring en omvej, som for alvor fik hende trukket fra hjørnet ud i midten af lokalet.

“Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave, da jeg var blevet student. Jeg var lidt skoletræt, havde været på højskole, og det var blevet januar og meget mørkt. En dag så jeg en annonce i avisen, hvor skuespilskolen søgte elever, og så meldte jeg mig. Og jeg skulle hilse og sige, at der ikke er nogen stor skuespiller gemt i mig, men i løbet af de tre år lærte jeg at observere andres følelser og sætte mig ind i de ting, der former os som mennesker. Det var tre gode år. Vilde fester. Det var et helt tilfældigt valg, men jeg er bare sådan en, der gør tingene færdige. Derfor blev jeg skuespiller.”

Puk Damsgård
“Egentlig var jeg indadvendt og sorgløs og havde altid tænkt, at jeg havnede i Mellemøsten ved et tilfælde."© Ditte Capion // Hår og makeup: Marianne Rud // Styling: Marina Rugaard

Kairo til alle tider

I dag er Kairo hendes hjemby. En hovedstad med over 20 millioner indbyggere. En “anmassende, støvet by” ifølge hende selv, og i hvert fald en kontrast til “bøhlandet”, som hun selv siger, hun kommer fra, og hvor hun uden betænkning ville slå sig ned igen, hvis hun en dag vender tilbage til Danmark.

“Når jeg stiger ud af flyet i Kairo, dufter der af metal, og jeg får en varm følelse i svælget. Når jeg løber ture, lugter byen af en blanding af kloak, simregryde og støv. I foråret dufter der af blomster og lidt hengemt af våd, vild hund. Kairo har en forfaldets æstetik, som jeg godt kan lide. En storslåethed. Der er noget iltert over den – den måde, folk kører og dytter på.”

For nogle år siden havde Puk Damsgård besøg af nogle danske veninder. Midt i støjende trafikmylder stoppede hun bilen og råbte ud af vinduet for at spørge om vej.

“Mine veninder syntes, det var uhøfligt, at jeg ikke stoppede og gik ud af bilen for at spørge om vej. Men Mellemøsten har et andet temperament, som er mere højrøstet. I Danmark er alt dialog og konsensus. Jeg har vænnet mig til, at man kan blive vred og gå til den, og så er det overstået. Engang var jeg konfliktsky, men det går ikke, så på den måde er jeg kommet ud af min komfortzone. Og så oplever jeg en større umiddelbarhed i Mellemøsten, som jeg godt kan lide.”

Det er en umiddelbarhed, som kaster invitationer til bryllupper efter 20 minutters bekendtskab af sig. Som betyder, at hun kender sin faste taxachaufførs kærlighedshistorie og har ham med i sin nye bog.

Som betyder, at en fremmed virkelig er en ven, du endnu ikke har mødt, og som måske hedder Shifa og er fra Yemen og har blå neglelak på fingrene. Puk Damsgård spotter hende tværs over midtergangen i en flyvemaskine, og Shifa bliver en hovedperson i bogen Arabica.

“Der er en varme i befolkningen, hvor du altid får en sludder i en butik, hurtigere bliver inviteret hjem og nemmere bliver en del af private begivenheder som begravelser og bryllupper. Vi lever mere i lukkede cirkler i Danmark.

Jeg føler mig både fremmed og utroligt hjemme i Mellemøsten. Det er mit hood. Jeg har et kæmpe netværk og føler, at jeg forstår forskellige steder godt. Samtidig føles det stadig fremmed at køre alene gennem en ørken i Yemen. Men jeg kan lide den følelse. Det er spændende. Jeg vil gerne derhen, hvor jeg kan blive overrasket.”

Puk Damsgård er fuld af forundring, når hun i Danmark igen og igen bliver spurgt, hvordan hun som kvinde kan leve og arbejde i Mellemøsten.

“Det er en myte, at du ikke kan det. Hvis du kigger ud over det internationale pressekorps i Mellemøsten, så er de fleste kvinder. Det er længe siden, at det var mænd i sandfarvet vest med lommer, der var korrespondenter. Så jeg har svært ved at forstå det spørgsmål.

Jeg må bare konstatere, at det ser sådan ud fra Danmark, hvor man oplever et mandsdomineret samfund i Mellemøsten. Men jeg er jo uden for den sociale kontrol. Jeg er ikke en del af den sociale struktur, og det giver mig faktisk et stort manøvrerum. Jeg tænker aldrig over mit køn. Det fylder ikke for mig.”

Puk Damsgård
“Jeg tænker aldrig over mit køn. Det fylder ikke for mig”© Ditte Capion // Hår og makeup: Marianne Rud // Styling: Marina Rugaard

Yemen 2020

Det, som fylder, er nysgerrigheden. På det nye. Det anderledes. På mennesker, på steder, på historier fra nutid og fortid. I sin nye bog, Arabica, gør Puk Damsgård en dyd ud af at udfordre sig selv ved at rejse gennem Mellemøsten som eneste passager på et fragtskib for at opleve en verden af søfolk og se en region, hun kender godt, fra en ny vinkel. 

Samtidig har hun fortiden med sig og følger gennem bogen i hælene på den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, som for 250 år siden drog gennem Yemen.

“Det er givende og spændende at fortælle historier fra den del af verden. Kontrasterne. Modsætningerne. Det med at gå ind i et felt, hvor vi har mange forestillinger, og sige, jamen, vi er ikke enten eller. Vi er alle sammen både og.”

Puk Damsgårds nye bog er anderledes, fordi hun “havde behov for at trække hovedet lidt væk fra krigszonen”. Selv om der er krig i Yemen, så findes det almindelige liv også, hvor mennesker bliver gift og skilt og dyrker kaffe midt i konflikten.

“Jeg synes, at det er livsbekræftende. Vi har brug for at se det håb. Men min bog er også anderledes, fordi jeg selv kommer lidt mere på banen.”

Det sidste lyder for eksempel sådan her (uddrag fra Arabica):

“Nogle gange kan jeg ikke kende mig selv. Mulighederne for fordærv i Mellemøstens vildnis er grænseløse. Som rejsende i krige og konflikter er det nemt at blive kynisk. Jeg fik engang øje på mit spejlbillede i en piges blod, der flød fra hendes livsløse flybombede krop på et fortov i Aleppo.”

I bogens første kapitel får vi lov at følge med Puk Damsgård på besøg hos hendes faste massør Heba, hvor hun ofte tager hen efter ture til urolige områder.

“Massøren sætter mig fri. For oplevelser og følelser sætter sig i kroppen som myoser, så jeg tager over til hende og bliver sat på plads.”

Bortset fra Heba sørger hun for at begrænse ydre stimuli mest muligt, når hun skal komme til hægterne efter rejser til krigszoner. Ned til mindste detalje. Hun spiser mad uden krydderier og ost uden smag. Burer sig inde uden at tale med nogen. Og så går hun ud i sin have.

Puk Damsgård
“Nogle gange kan jeg ikke kende mig selv. Mulighederne for fordærv i Mellemøstens vildnis er grænseløse.”© Ditte Capion // Hår og makeup: Marianne Rud // Styling: Marina Rugaard

“Min have er mit helle. Den er mit space og næsten hellig for mig. Det er vigtigt at kunne komme fra et battle mind og til at beskæftige sig med almindelige ting som glæden i at fjerne ukrudt. Det er en passion for mig at få græsset til at vokse, jeg kan virkeligt godt lide, at der er grønt omkring mig. Roen i min have er vigtig. Ellers ville jeg blive kulret.”

Hun bliver tit spurgt, hvordan hun finder mod til at færdes i Syrien, i Yemen, i Irak. Selv ser hun det ikke sådan.

“Jeg rejser rundt af egen fri vilje. Jeg kan tage hjem fra krigen. Men for en kvinde som Shifa, der frigør sig, tager kontrollen over sit eget liv og går fra sin egen familie, selv om hun elsker dem, det kræver mod. Hvis jeg har lært noget om mod, så er det af hende. Hun er på en måde mit spejlbillede i bogen. Hun kunne være mig, hvis jeg var født i Yemen. Eller det vil jeg i hvert fald håbe!”

At rejse gennem Yemen, dykke ned i landets historie, geografi og kultur og skrive sine observationer ned er også en måde at be arbejde det liv på, hun har som korrespondent og forfatter i Mellemøsten.

“Mestendels har jeg ikke brug for at snakke så meget om det, jeg oplever. Jo, jeg snakker med dem, jeg er i det med. Fotografer og lokale, der hjælper os. Men derudover har jeg ikke brug for at tale om det hele tiden. Det skal selvfølgelig ikke hobe sig op, så man bliver syg. Jeg arbejder med stoffet i mine bøger og fik bearbejdet krigen i Mosul, da jeg skrev Den sorte kat i Mosul.”

Puk Damsgård
“Jeg kan sagtens håndtere at have travlt og multitaske. Men sådan at skulle servere noget på et minut live kan jeg stadig blive nervøs over.”© Ditte Capion // Hår og makeup: Marianne Rud // Styling: Marina Rugaard

København 2020

Denne eftermiddag sidst i september, hvor vi mødes i København, har Puk Damsgård lige afviklet to ret modsætningsfyldte begivenheder.

Den ene var hendes seneste store opgave som korrespondent, hvor hun har besøgt sin gamle hjemby Beirut og rapporteret hjem til DR om ødelæggelserne i byen og de 250.000 indbyggere, der har mistet deres hjem oven på en voldsom eksplosion i august.

Uanset hvor erfaren en journalist tv-seerne ser på skærmen i den slags situationer, kan lige præcis de udsendelser, hvor hun skal på live og fortælle, hvad der sker nu og her, godt gøre hende nervøs.

“Jeg kan sagtens håndtere at have travlt og multitaske. Men sådan at skulle servere noget på et minut live kan jeg stadig blive nervøs over. Pludselig ryster benene. Det gælder ikke alle lives, det kommer an på situationen. Men jeg kan blive ramt.”

Hvad gør du så?

“Jeg trækker vejret helt ned i maven og prøver at falde til ro. Laver vejrtrækningsøvelser. Når det kommer, føles nervøsiteten præcis som for 10 år siden, da jeg begyndte som journalist. Det handler om, at jeg skal beskrive et komplekst emne på meget kort tid, hvor jeg skal være meget præcis. Der er ikke plads til øh og bøh, og det synes jeg er en svær disciplin. Især når jeg ikke er på stedet. Jeg kan bedre, når jeg er der, og det sidder i kroppen.

Et land skal sive ind i knoglerne på mig, for jeg er mere håndværker end akademiker. Jeg kan læse om et land, men det er, når jeg er der, at jeg forstår det. Jeg skal kunne mærke det – have hands on.

Forskellen på først at stå i Kairo og tale om en eksplosion i Beirut og så komme til Beirut og gå rundt og tale med folk, se det selv, tage det ind – det er en kæmpe forskel.”

Den anden aktuelle og kontrastfyldte begivenhed fandt sted dagen inden, vi mødtes, hvor hun modtog Rungstedlundprisen ved en fornem ceremoni, hvor selveste Dronning Margrethe overrakte hende prisen på en regnvåd græsplæne ud for Karen Blixens kunstnerhjem i Nordsjælland.

Hun er blevet hædret med taler, blomster og klassisk musik og så selvfølgelig den sum på 50.000 kroner, der følger med æren.

I morgen rejser hun tilbage til Kairo. Til hverdag, en have, der skal vandes, til snus under overlæben (selv om det er meningen, hun skal stoppe snart), til løbeture iført langærmet bomuldsskjorte, til to katte og en ægtemand, til uventede gæster og fester, hvor hun altid går hjem som den allersidste, og til en anonymitet, hvor hun hverken er krigsreporteren eller den prisvindende forfatter.

“Jeg har stadig en sky åre. Jeg bryder mig ikke om at være midtpunkt. Jeg tror bare, jeg er bedre til at håndtere at køre ind i en flygtningelejr end til at håndtere en prisoverrækkelse. Der er jo også en grund til, at jeg godt kan lide at bo i Kairo, for der kan jeg forsvinde i mængden.”

Da hun bestiller en taxa til hotellet, er det i navnet Andersen.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. december 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...