Eksperten
Birgitte Sølvstein er psykolog, blogger og foredragsholder.
Vi har stillet Birgitte Sølvstein fem spørgsmål, som hun svarer på herunder.
1. Hvorfor er det så svært at få gjort noget ved de vigtige ting, som vi har drømt om i årevis?
“De fleste af os lever i illusionen om, at der er tid nok. Vi tænker, at tingene kan vente, og så ender det med, at vi ikke får prioriteret det, der er virkeligt vigtigt for os. Det, der er vigtigt, haster sjældent.
Det er først, når vi får et wake up-call, bliver syge eller skilt, at vi får øjnene op for, at tiden faktisk går. Det er også der, vi mærker konsekvenserne af, at vi ikke fik motioneret, ikke fik passet nok på vores forhold eller ikke tog os selv alvorligt nok. Det skal som regel gøre ondt, før vi gør noget ved det.
Vi har det bedst med det velkendte og lever med en ubevidst frygt for at blive udstødt af flokken. Når vi forandrer os, påvirker det også vores omgivelser, og selv om frygten ofte er ubegrundet, er den reel nok. Kommer du for eksempel fra en familie, hvor alle er overvægtige, og taber dig, eller er du ud af en familie af lønmodtagere og bliver selvstændig, så er der en reel risiko for, at du vil møde modstand,” forklarer psykolog Birgitte Sølvstein.
2. Bliver det sværere at gøre noget, jo længere tid der går?
“Ikke nødvendigvis. Jeg tror faktisk, at det bliver nemmere med tiden, for med alderen bliver vi bedre til at sortere andre forventninger fra. Mange har også flere ressourcer og mere tid og plads.
Det er noget andet, når det handler om konflikter. Konflikter kan blive dybere med tiden, og det er normalt nemmere at sige undskyld dagene efter, end hvis der er gået 10 år.”

3. Hvorfor er det godt at gøre noget – at få gjort noget ved de vigtige ting?
“Du beviser over for dig selv, at du kan føre noget ud i livet, at du kan regne med dig selv, og det giver selvtillid. Det vil også give dig en følelse af at leve livet fuldt ud, og du skal ikke være bange for, at du senere vil fortryde.
Det er som regel de ting, vi ikke får gjort, vi fortryder mest. Den største gevinst af alle er, når det handler om relationer til andre. Gode relationer til dem, der betyder noget, har en enorm betydning.”
4. Bliver det nogensinde for sent?
“Ja, på dødslejet. Men det er også vigtigt at erkende, at vi ikke når alting her i livet. Hvis det handler om andres forventninger snarere end dine egne, skal du helt klart lade være. Og hvis det, du drømmer om, omfatter, at andre ændrer sig, skal du også lade være.”
5. Har du et godt råd til at tage de første skridt?
“Ja, det har jeg. Faktisk tre. Første skridt: Lav en brainstorm over alt det, du ønsker dig, og skriv det ned. Er det svært at formulere dine ønsker, så kan du i stedet formulere problemerne og gøre dem til ønsker.
Hvis du for eksempel har problemer med skænderier med din mand, så lav det om til et ønske om gode samtaler, hvor du giver udtryk for dine behov. Eller hvis dit problem er stress i hverdagen, så lav det om til et ønske om en dag, der forløber i et roligt tempo med nærvær og glæde. Sørg for at gøre brainstorm-situationen særlig. Sæt noget musik på, tænd et stearinlys, vælg et tidspunkt, der er lidt skelsættende for dig.
Andet skridt: Sov på det, prioritér listen, og inddel så de øverste ønsker i praktiske skridt. Spørg dig selv helt lavpraktisk: ‘Hvad er det første skridt, jeg kan tage?’. De der store ting, som vi måske har drømt om i årevis, kan virke meget uhåndterlige, hvis ikke de bliver skåret ned i mindre delmål.
Og det sidste skridt: Vær åben over for, at det måske ikke går som planlagt. Men så sker der noget andet. Det vigtige er, at du gør noget aktivt i stedet for at lade stå til!”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. februar 2019.