Pia lider af inkontinens – i årevis skammede hun sig, i dag bryder hun tabuet

“Det var kort før mål, at jeg pludselig kunne mærke, at det løb ned ad benene på mig. Heldigvis var jeg alene og midt i Marselisborg Skov ved Aarhus, så jeg gemte mig bag et træ, trak bukserne ned og tissede færdigt. 

Jeg hev løbejakken af, bandt den om livet og løb ind over målstregen, hvor jeg styrede direkte mod et telt, hvor alle mine ting lå, blandt andet også noget skiftetøj. Kan folk se det? Er der plamager? Hvor voldsomt ser det ud? Skammen væltede ind over mig, mens jeg skyndte mig at skifte tøj, så hverken min forholdsvis nye kæreste eller nogen andre kunne se, hvad der var sket.

Jeg havde tisset i bukserne. Det var ikke et par ubetydelige små dryp. Jeg var blevet våd. Følelsen af, at der var sket noget virkeligt grænseoverskridende, var markant. For hvem tisser i bukserne? Det er da kun små børn eller virkeligt gamle mennesker. Og jeg var jo ingen af delene.

Mindre end et halvt år efter tilmeldte jeg mig et løb mere. Her nåede jeg ikke engang at løbe hundrede meter. Så gik det galt, og jeg løb panikslagen tilbage for at skifte tøj. Igen. Det skulle blive det sidste løb, jeg deltog i længe.”

Tænker hele dagen igennem

“En håndfuld år senere, jeg tror, det var 2014, var det blevet en del af min hverdag, at jeg, som det første når jeg ankom til et nyt sted, altid undersøgte, hvor der var et toilet. For hvis jeg ikke vidste det, fik jeg ofte en større tissetrang.

Jeg pakkede også altid skiftetøj og gik ikke ud af huset uden at have tænkt hele dagen igennem: Har jeg pakket trusser? Ekstra tøj er nok godt. Helst noget, der ligner det, jeg har på i forvejen, for så vil folk måske ikke lægge mærke til, hvis jeg har skiftet. Og hvor mange bind mon er klogt? 

Skamfuldt

“Sådan foregik det i årevis. Alt imens det blev værre og værre. Flere gange nåede jeg ikke ind ad døren med mine indkøb, før det gik galt. Det fyldte også en del på arbejdet, hvor jeg en gang kom til at tisse i en sofa, og der kom en plet. Jeg brød grædende sammen og måtte bede mine kollegaer om hjælp. 

Fra at det krævede, at jeg udsatte min krop for høj intensitet, som for eksempel et løb, krævede det til sidst kun, at jeg gik op ad en trappe, før jeg ikke kunne styre det. Hele min dag, min tilværelse, var kontrolleret ud fra ganske få spørgsmål: Hvornår sker det igen? Hvordan kan jeg forhindre det? Har jeg skiftetøj, trusser, bind?

Jeg fik efterhånden involveret min mand i, hvor stort et problem det var. Min angst var nemlig begyndt at rykke med ind i soveværelset: Hvad hvis jeg tissede midt i, at vi dyrkede sex? En aften, da jeg endelig fik fortalt ham, hvor bange det gjorde mig, kiggede han mildt på mig og sagde i en kærlig spøg: ‘Skat. Hvis det sker, så tager vi også det med’.

Han afvæbnede situationen, bragte noget humor ind i det og fik på den måde sagt det helt rigtige: At jeg ikke var mindre sexet, selvom jeg led af inkontinens. Det hjalp. Men det var ikke det samme, som at jeg gav fuldkommen slip på den skam, jeg bar rundt på. For hvilket voksent og værdigt menneske tisser i bukserne?”

Vil jeg genvinde kontrollen?

“I slutningen af 2017 var problemet så stort, at jeg bad min læge om hjælp og fik en henvisning til en virkeligt god fysioterapeut, som jeg fik mange fine redskaber og øvelser fra.

Jeg fik modet til, for første gang i årevis, at tilmelde mig et løb med en veninde, hvor vi dog besluttede os for at gå løbet. Kort før det gik i gang, gik jeg på toilettet for at være helt sikker på, at der ikke skete et uheld. Da min veninde og jeg gik over målstregen, var jeg lettet.

Jeg havde afsløret over for min veninde, at jeg indimellem ikke kunne holde så godt på vandet, så jeg udbrød, helt lettet: ‘Jeg holdt helt tæt denne gang’, hvorefter jeg opdagede, at det store bind, jeg havde på, var fyldt helt op.

Jeg er ikke alene

“Det prikker hul på et eller andet, og da jeg kommer hjem, forstår jeg, at jeg for det første ikke er alene, og for det andet at jeg er på rette vej. For jeg har allerede taget de første skridt til at få hjælp.

Mit forløb hos min fysioterapeut fortsætter, men det kulminerer alligevel kort tid efter med, at hun foreslår, at jeg får en henvisning til en TVT-operation, som skulle være en rigtigt god løsning på min stressinkontinens, som er det, jeg åbenbart lider af.

28. juni 2019 bliver jeg efter et hav af undersøgelser og en ændret operationsdato endelig opereret. Dagen efter sidder jeg i sofaen derhjemme. Jeg har tre ugers sygemelding og oven i det tre ugers ferie. Seks uger, hvor jeg selvfølgelig er mor og kæreste, men hvor jeg har besluttet, at ugerne først og fremmest skal være til mig.

Jeg ved ikke, om det er en pludselig tilskyndelse, eller om ordene har hobet sig op inden i mig, men pludselig begynder jeg at skrive et langt Facebook-opslag, hvor jeg for alvor vælger at prikke hul på den skam, jeg har båret rundt på i årevis. Hvad har jeg at miste ved at fortælle omverdenen om, at jeg lider af inkontinens? Hvad ville det værste være? spørger jeg mig selv og vælger at publicere det.

Reaktionerne kommer hurtigt, og de er fulde af opbakning. ‘Hvor er du sej, at du står frem.’ ‘Fedt, du fortæller det.’ I månederne efter har jeg flere oplevelser, der bekræfter mig i, at det var det rigtige at fortælle om min situation.

Jeg render blandt andet ind i en tidligere kollega i Føtex, som efter lidt smalltalk pludselig siger: ‘Jeg læste dit opslag på Facebook, og det fik mig til at indse, at jeg også kunne få hjælp’.

En dag i foråret har jeg en ny veninde på besøg, og jeg lægger godt mærke til hendes mange ture på toilettet.

‘Det her med at holde mig,’ siger hun, ‘det er ikke så godt, som det har været.’ ‘Det kan du gøre noget ved,’ siger jeg og giver hende nummeret på min fysioterapeut.”

En lang og lærerig proces

“Når jeg i dag vælger at være åben om min lidelse, er det, fordi det er gået op for mig, at der er selvomsorg i det at sætte ord på vores skam. Især som kvinder, hvor vi kan være lidt for optagede af et perfekthedsideal.

Det har været en lang proces for mig, men her i sommerferien var jeg for eksempel ude og ro i kajak med mine børn. Det blæste, vi fik vand i hovedet, og mascaraen løb. Da jeg tog våddragten af ved kajakcafeen, slog det mig, at jeg var fuldstændigt ligeglad med, hvordan jeg så ud, også i badedragt, på et offentligt sted. Det ville jeg slet ikke have været, hvis jeg ikke havde været hele det forløb igennem, hvor min lidelse var den dybeste hemmelighed af alle, til at det i dag er noget, jeg er meget åben om.”

Et vigtigt forbillede

“Jeg har også tænkt over, at jeg på den måde kan være et forbillede for min datter. Hun er 17 år gammel, og det er vigtigt for mig, at hun ikke arver den skam, jeg har båret på. Hun har set på, hvordan jeg har tacklet det, og jeg synes, jeg kan se, at hun har et sundt selvbillede og et naturligt forhold til sin krop. 

Jeg tror også, min søn lærer noget. Han får jo en indsigt i, at det her er noget, kvinder, og i øvrigt også mænd, kan tumle med. Jeg tror ikke, vi kan undervurdere værdien af de signaler, vi sender vores børn.

I dag er jeg på den anden side. Det er et år siden, jeg fik operationen, og så kan det være, du tænker, at nu er der ingen uheld overhovedet. Sådan er det ikke helt. Jeg kan stå i situationer, hvor det går galt. Især de sidste tre dage op til min menstruation.