Pia lider af inkontinens, her bryder hun tabuet
Pia Jean Mühlendorph (45).© Kåre Viemose

Pia lider af inkontinens – i årevis skammede hun sig, i dag bryder hun tabuet

“Har jeg pakket ekstra trusser og tøj?”, “Bind?” og “Hvad nu hvis jeg ikke kan finde et toilet?”. I årevis var det en yderst skamfuld og beskyttet hemmelighed, at Pia Mühlendorph lider af inkontinens. I dag har hun fået hjælp og deler det og den for at bryde tabuet!

31. januar 2021 af Nana Toft

Pia Jean Mühlendorph (45)

  • er gift med Jesper, og til sammen har de fem børn, hvoraf Pia har Trine på 17 og Emil på 15 år fra et tidligere ægteskab.
  • er vuggestuepædagog.

“Det var kort før mål, at jeg pludselig kunne mærke, at det løb ned ad benene på mig. Heldigvis var jeg alene og midt i Marselisborg Skov ved Aarhus, så jeg gemte mig bag et træ, trak bukserne ned og tissede færdigt. 

Jeg hev løbejakken af, bandt den om livet og løb ind over målstregen, hvor jeg styrede direkte mod et telt, hvor alle mine ting lå, blandt andet også noget skiftetøj. Kan folk se det? Er der plamager? Hvor voldsomt ser det ud? Skammen væltede ind over mig, mens jeg skyndte mig at skifte tøj, så hverken min forholdsvis nye kæreste eller nogen andre kunne se, hvad der var sket.

Jeg havde tisset i bukserne. Det var ikke et par ubetydelige små dryp. Jeg var blevet våd. Følelsen af, at der var sket noget virkeligt grænseoverskridende, var markant. For hvem tisser i bukserne? Det er da kun små børn eller virkeligt gamle mennesker. Og jeg var jo ingen af delene.

Mindre end et halvt år efter tilmeldte jeg mig et løb mere. Her nåede jeg ikke engang at løbe hundrede meter. Så gik det galt, og jeg løb panikslagen tilbage for at skifte tøj. Igen. Det skulle blive det sidste løb, jeg deltog i længe.”

Tænker hele dagen igennem

“En håndfuld år senere, jeg tror, det var 2014, var det blevet en del af min hverdag, at jeg, som det første når jeg ankom til et nyt sted, altid undersøgte, hvor der var et toilet. For hvis jeg ikke vidste det, fik jeg ofte en større tissetrang.

Jeg pakkede også altid skiftetøj og gik ikke ud af huset uden at have tænkt hele dagen igennem: Har jeg pakket trusser? Ekstra tøj er nok godt. Helst noget, der ligner det, jeg har på i forvejen, for så vil folk måske ikke lægge mærke til, hvis jeg har skiftet. Og hvor mange bind mon er klogt? 

Som månederne gik, var det efterhånden ikke nok at bruge almindelige trussebind. Jeg måtte et par gange se mig selv købe Tena-bind på nettet. Lidt senere dristede jeg mig til at købe dem i Føtex. Men kun ved selvbetjeningskasserne. Og så sikrede jeg mig, at pakken ikke lå, så man kunne se, det var Tena-bind og ikke almindelige bind.

I mange år var det nemlig kun min hemmelighed. Selv Jesper, min kæreste og i dag mand, fortalte jeg det ikke til. Ikke hvor voldsomt det egentlig var, i hvert fald.

Jeg var blevet en mester i at skjule det. Mine børn lagde godt mærke til, at jeg altid skulle tisse, når vi kom hjem, eller når vi var på besøg hos nogen, og det blev efterhånden en joke mellem os. ‘Sådan er mor’, sagde de bare.

Jeg havde også altid en trøje eller en jakke med. For hvis uheldet var ude, kunne jeg altid hive den frem fra tasken, binde den om livet, og så ville ingen opdage noget. Og når vi så kom hjem igen, ville jeg liste ud i bryggerset og straks putte det i vaskemaskinen. For så var det, som om det aldrig var sket.”

Pia lider af inkontinens
“Hvem tisser i bukserne? Det er da kun små børn eller virkeligt gamle mennesker.”© Kåre Viemose

Skamfuldt

“Sådan foregik det i årevis. Alt imens det blev værre og værre. Flere gange nåede jeg ikke ind ad døren med mine indkøb, før det gik galt. Det fyldte også en del på arbejdet, hvor jeg en gang kom til at tisse i en sofa, og der kom en plet. Jeg brød grædende sammen og måtte bede mine kollegaer om hjælp. 

Fra at det krævede, at jeg udsatte min krop for høj intensitet, som for eksempel et løb, krævede det til sidst kun, at jeg gik op ad en trappe, før jeg ikke kunne styre det. Hele min dag, min tilværelse, var kontrolleret ud fra ganske få spørgsmål: Hvornår sker det igen? Hvordan kan jeg forhindre det? Har jeg skiftetøj, trusser, bind?

Jeg fik efterhånden involveret min mand i, hvor stort et problem det var. Min angst var nemlig begyndt at rykke med ind i soveværelset: Hvad hvis jeg tissede midt i, at vi dyrkede sex? En aften, da jeg endelig fik fortalt ham, hvor bange det gjorde mig, kiggede han mildt på mig og sagde i en kærlig spøg: ‘Skat. Hvis det sker, så tager vi også det med’.

Han afvæbnede situationen, bragte noget humor ind i det og fik på den måde sagt det helt rigtige: At jeg ikke var mindre sexet, selvom jeg led af inkontinens. Det hjalp. Men det var ikke det samme, som at jeg gav fuldkommen slip på den skam, jeg bar rundt på. For hvilket voksent og værdigt menneske tisser i bukserne?”

Vil jeg genvinde kontrollen?

“I slutningen af 2017 var problemet så stort, at jeg bad min læge om hjælp og fik en henvisning til en virkeligt god fysioterapeut, som jeg fik mange fine redskaber og øvelser fra.

Jeg fik modet til, for første gang i årevis, at tilmelde mig et løb med en veninde, hvor vi dog besluttede os for at gå løbet. Kort før det gik i gang, gik jeg på toilettet for at være helt sikker på, at der ikke skete et uheld. Da min veninde og jeg gik over målstregen, var jeg lettet.

Jeg havde afsløret over for min veninde, at jeg indimellem ikke kunne holde så godt på vandet, så jeg udbrød, helt lettet: ‘Jeg holdt helt tæt denne gang’, hvorefter jeg opdagede, at det store bind, jeg havde på, var fyldt helt op.

Jeg havde på intet tidspunkt haft tissetrang. Jeg havde bare tisset. Uden at mærke noget som helst. Jeg blev skræmt. For hvis jeg intet mærkede, hvordan kunne jeg så nogensinde tro, at jeg ville kunne genvinde kontrollen?

Ved et tilfælde ser jeg et sted i målområdet en stand fra Kontinensforeningen, hvor jeg bliver mødt af et par sygeplejersker. De fortæller, at inkontinens er et langt større problem, end folk – og jeg – tror. ‘Op mod halvdelen af alle kvinder har det i større eller mindre grad’, forklarer de.

Og lige der, midt på en græsplæne, efter i årevis at have skjult sandheden for store dele af min omgangskreds, hører jeg mig selv sætte et væld af ord på, hvordan jeg har det.”

Det er inkontinens

Hvor mange lider af inkontinens?

Mere end 400.000 voksne mænd og kvinder lider af inkontinens, der betyder, at du har svært ved at holde på urin og/eller afføring i mindre eller større grad. Inkontinens er tabubelagt, fordi det for mange mennesker føles pinligt at komme til at tisse i bukserne. Af samme årsag går mange rundt med ubehandlet inkontinens.

Hvordan?

Inkontinens kan være uheld i forbindelse med fysisk aktivitet. For eksempel når du løber, hopper, griner eller løfter. Men det kan også dreje sig om pludselig og voldsom tissetrang, hvor det er svært at nå toilettet i tide. Du kan være generet af mange toiletbesøg om natten eller efterdryp, når du har været på toilettet.

Hvorfor opstår inkontinens?

Der er mange årsager til urininkontinens. Hos kvinder skyldes det typisk nedsunken livmoder, urinblærespasmer eller slap bækkenbund under eller efter graviditet og fødsel.

Hos mænd skyldes det ofte sygdomme eller tilstande i prostata, der med alderen kan vokse og trykke på urinrøret.

Det kan du selv gøre:

Før du begynder lægelig behandling, er der meget, du selv kan gøre. Kontinensforeningen anbefaler, at du:

  • Forsøger at tabe dig, hvis du er overvægtig
  • Nedsætter eventuelt tobaksforbrug
  • Drikker mindre
  • Træner knibeøvelser og går regelmæssigt på toilettet
  • Opsøger læge, hvis det ikke hjælper

Behandling af inkontinens:

7 ud af 10 kan hjælpes med udredning og træning af bækkenbunden.

Du kan også få en TVT-operation, som er den mest anvendte operation af stressinkontinens, hvor man med en nål på begge sider af urinrøret fører et bånd om bag skambenet og strammer til. Det kræver ikke fuld narkose, men kan oftest klares med lokalbedøvelse.

Kilder: Kontinens.org, Min.medicin.dk

Jeg er ikke alene

“Det prikker hul på et eller andet, og da jeg kommer hjem, forstår jeg, at jeg for det første ikke er alene, og for det andet at jeg er på rette vej. For jeg har allerede taget de første skridt til at få hjælp.

Mit forløb hos min fysioterapeut fortsætter, men det kulminerer alligevel kort tid efter med, at hun foreslår, at jeg får en henvisning til en TVT-operation, som skulle være en rigtigt god løsning på min stressinkontinens, som er det, jeg åbenbart lider af.

28. juni 2019 bliver jeg efter et hav af undersøgelser og en ændret operationsdato endelig opereret. Dagen efter sidder jeg i sofaen derhjemme. Jeg har tre ugers sygemelding og oven i det tre ugers ferie. Seks uger, hvor jeg selvfølgelig er mor og kæreste, men hvor jeg har besluttet, at ugerne først og fremmest skal være til mig.

Jeg ved ikke, om det er en pludselig tilskyndelse, eller om ordene har hobet sig op inden i mig, men pludselig begynder jeg at skrive et langt Facebook-opslag, hvor jeg for alvor vælger at prikke hul på den skam, jeg har båret rundt på i årevis. Hvad har jeg at miste ved at fortælle omverdenen om, at jeg lider af inkontinens? Hvad ville det værste være? spørger jeg mig selv og vælger at publicere det.

Reaktionerne kommer hurtigt, og de er fulde af opbakning. ‘Hvor er du sej, at du står frem.’ ‘Fedt, du fortæller det.’ I månederne efter har jeg flere oplevelser, der bekræfter mig i, at det var det rigtige at fortælle om min situation.

Jeg render blandt andet ind i en tidligere kollega i Føtex, som efter lidt smalltalk pludselig siger: ‘Jeg læste dit opslag på Facebook, og det fik mig til at indse, at jeg også kunne få hjælp’.

En dag i foråret har jeg en ny veninde på besøg, og jeg lægger godt mærke til hendes mange ture på toilettet.

‘Det her med at holde mig,’ siger hun, ‘det er ikke så godt, som det har været.’ ‘Det kan du gøre noget ved,’ siger jeg og giver hende nummeret på min fysioterapeut.”

En lang og lærerig proces

“Når jeg i dag vælger at være åben om min lidelse, er det, fordi det er gået op for mig, at der er selvomsorg i det at sætte ord på vores skam. Især som kvinder, hvor vi kan være lidt for optagede af et perfekthedsideal.

Det har været en lang proces for mig, men her i sommerferien var jeg for eksempel ude og ro i kajak med mine børn. Det blæste, vi fik vand i hovedet, og mascaraen løb. Da jeg tog våddragten af ved kajakcafeen, slog det mig, at jeg var fuldstændigt ligeglad med, hvordan jeg så ud, også i badedragt, på et offentligt sted. Det ville jeg slet ikke have været, hvis jeg ikke havde været hele det forløb igennem, hvor min lidelse var den dybeste hemmelighed af alle, til at det i dag er noget, jeg er meget åben om.”

Pia lider af inkontinens, hun fortæller om sine oplevelser
“Når jeg i dag vælger at være åben om min lidelse, er det, fordi det er gået op for mig, at der er selvomsorg i det at sætte ord på vores skam. Især som kvinder, hvor vi kan være lidt for optagede af et perfekthedsideal.”© Kåre Viemose

Et vigtigt forbillede

“Jeg har også tænkt over, at jeg på den måde kan være et forbillede for min datter. Hun er 17 år gammel, og det er vigtigt for mig, at hun ikke arver den skam, jeg har båret på. Hun har set på, hvordan jeg har tacklet det, og jeg synes, jeg kan se, at hun har et sundt selvbillede og et naturligt forhold til sin krop. 

Jeg tror også, min søn lærer noget. Han får jo en indsigt i, at det her er noget, kvinder, og i øvrigt også mænd, kan tumle med. Jeg tror ikke, vi kan undervurdere værdien af de signaler, vi sender vores børn.

I dag er jeg på den anden side. Det er et år siden, jeg fik operationen, og så kan det være, du tænker, at nu er der ingen uheld overhovedet. Sådan er det ikke helt. Jeg kan stå i situationer, hvor det går galt. Især de sidste tre dage op til min menstruation. 

Men fra at jeg kunne have uheld konstant, er det i dag kun et par dage, hvor jeg skal være særligt opmærksom. Markant anderledes er også mit forhold til at købe bind. Nu vender jeg ikke pakken med Tena-bind om. Jeg køber dem, når jeg vil, hvor jeg vil.

Tiden efter operationen var dog hård. Det tog i hvert fald et halvt år, før alt var stabiliseret. En ting, jeg lægger mærke til, som er virkeligt markant, er, at jeg har væsentligt mere overskud nu. Fysisk, men især psykisk.

Jeg har brugt så ufatteligt meget energi på at forholde mig til min lidelse førhen. Mere end jeg vidste. Nu har jeg besluttet mig for at bruge noget af den energi på at fortælle min historie. For vi er flere, end vi tror. Og hvis jeg kan hjælpe én kvinde til at tro på, at der også er en løsning på hendes inkontinensproblemer, så har det været det hele værd.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. oktober 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...