Pernille deler sine midtvejstanker: “Jeg er trådt i karakter som mig selv”

Min alder... “er en anledning til at stille spørgsmål.

Er jeg på rette vej? Er det meningsfyldt, hvad jeg laver? Hvad vil min mand og jeg nu – og om 15 år, når vi når pensionsalderen? Hvor er jeg i forhold til venskabelige relationer?

Jeg kan mærke, at det rumsterer mere i mit hoved, end da jeg fyldte 40 år. Dengang var jeg lige blevet skilt og skulle starte et nyt liv. Nu har jeg ro til at tænke,” siger Pernille Meltofte Janssen.

Jeg bor... “i hus med mand og sammenbragte børn.

Jeg kan rumme de fleste følelser, der findes i en familie. Efter at jeg mødte min mand, er der sket meget med mig. Det handler om at turde kærligheden og at give den plads og være ærlig.

Især i starten følte jeg, at jeg skulle forsvare vores livsform over for venner og familie. For min mand arbejder meget og er ofte på rejse tre-fire dage på en uge, mens jeg har de fleste opgaver hjemme. Den arbejdsdeling fungerer for os. Jeg trives fint, selv om alle ligestillingslove ikke bliver overholdt.

Når vi er sammen, er vi nærværende, og det sætter jeg pris på. Min mand er udfarende socialt, mens jeg er mindre ekstrovert. Og det er okay, at jeg har lyst til noget andet end ham. Jeg er ikke misundelig, når han er ude med vennerne.”

Det der med familie... “begyndte i et kollektiv for mig.

Min mor fik mig, da hun var 19 år. Hun boede i kollektiv i København, og min far boede i Nordsjælland. Jeg voksede mest op hos ham, og selv dengang i hippietiden var den ordning usædvanlig.

Jeg følte, at alle andre voksede op i en kernefamilie, mens jeg havde halve søskende, og alting var lidt rodet. Men mine forældre har altid haft en god tone, selv om de gik fra hinanden, da jeg var lille.

I forhold til at opdrage mine egne børn tænker jeg meget på at møde dem i øjenhøjde og på at snakke om følelser, for det sidste synes jeg ikke var en del af kollektivet i min barndom. Det var fornuft og praktik og politik, men de voksne var ikke så tæt med børnene, som jeg er med mine i dag.”

Da jeg var ung... “var jeg i rejsebranchen.

Jeg solgte erhvervsrejser i Mærsk. Mens jeg var gift med min eksmand, havde vi en blomsterbutik, som jeg drev, og jeg var helt bidt af det kreative og det spændende i at være selvstændig.

Da jeg blev skilt, startede jeg forfra på en uddannelse som diætist. Jeg var alderspræsident på mit studie og på SU og det hele, men det var fedt. Det gav mening for mig, og det var skønt at lære noget nyt.”

I dag er jeg... “leder af mad og måltider i en kommune.

Jeg er glad for at bruge min uddannelse som diætist og for at prøve rollen som leder. Men jeg bruger primært mit hoved og kan godt savne noget kreativt.

Måske i min fritid, hvor mine yngste børn efterhånden er så store, at jeg kan slippe lidt og få tid til mig selv?”

Mit liv slog en kolbøtte... “da jeg blev skilt.

I hele den opslidende proces, det var at forlade min eksmand, blev jeg klar over, at jeg var nødt til at træde mere i karakter som mig selv. For mine børns skyld. Jeg havde skyldfølelse over for dem, fordi jeg ville skilles, og jeg brugte det første år på at glide af og glatte ud i forhold til min eksmand.

Men mine børn blev usikre, fordi jeg ikke var tydelig, med hensyn til hvad jeg ville og ikke ville, så langsomt øvede jeg mig på at træde i karakter. Jeg er trådt i karakter som mig selv i dag.

Jeg sagde blandt andet farvel til en veninde i den periode. Tidligere ville jeg nok bare langsomt have ladet vores venskab glide ud, men jeg fandt mod til at sige fra.”

Efterhånden har jeg lært... “at sige fra og til.

Det kan godt have en negativ klang, når vi taler om at sige fra. I virkeligheden handler det lige så meget om at sige til. Vide, hvad jeg har lyst til. Og vide, hvornår jeg har brug for at tænke mig om.

Jeg er ikke bombesikker i alle situationer. Jeg kommer lige fra et konfliktmøde på mit arbejde, og der har jeg brug for at gå hjem og tænke over, hvad jeg mener. Evnen til at turde træde et skridt tilbage og reflektere føler jeg også er blevet stærkere med alderen.”