Pernille Wahlgren
Pernille Wahlgren (45). © Ninna Flor

Pernille begyndte at investere – og fik mere tid og frihed!

Kender du også følelsen af, at noget fylder for meget i dit liv? Noget du godt gad blive fri for at leve med. Mød Pernille Wahlgren, som er blevet fri af økonomisk afhængighed

24. november 2019 af Nana Toft

Pernille Wahlgren (45)

  • har en kæreste og er mor til Robert på 11 og Johannes på 9 år. 
  • er investor og etnolog. Og hun er aktuel med bogen Lev & tænk enkelt.

Pernille Wahlgren er opdraget til at kunne forsørge sig selv og aldrig være økonomisk afhængig af en mand. Så hun begyndte at investere, og nu finansierer det afkast det enkle liv, hun lever. Og det mener hun også, du kan lære.

“Jeg tror, det startede i 9. klasse, hvor min samfundsfagslærer, som jeg i øvrigt var meget glad for, en dag kom ind i klassen med et aktiespil fra Handelsbanken. Mine klassekammerater og jeg stirrede på spillet. Hvor langt de fleste slet ikke gad det her spil, var jeg fuldstændigt på. 

Min samfundsfagslærer fortalte om de forskellige virksomheders historie, og jeg var opslugt. Det var vildt spændende at høre om, hvordan virksomhederne blev skabt, udviklede sig og tjente penge. 

Vi skulle naturligvis også spille spillet. Vi blev inddelt i grupper og fik opgaven at få 100.000 kroner til at vokse mest. Min gruppe endte med et overskud på 5.000 kroner og vandt dermed spillet.

Jeg har siden tænkt, at hvis jeg ikke havde vundet, kan det være, at mit liv havde set helt anderledes ud. Det er jo klart sjovere at vinde og opleve, at man har succes med noget. Og det havde jeg med det her.”

Nysgerrig på mennesker, kultur og udvikling

“Det handlede faktisk ikke om pengene. Det handlede også om, at jeg blev bidt af at høre virksomhedernes udviklingshistorie.

Jeg husker, da jeg på et tidspunkt i min barn- eller ungdom hørte om A.P. Møller Mærsk og om, hvordan han startede op med at cykle rundt og sælge aktier. Hans livsforløb fascinerede mig. Hvad han kom fra, og hvad han har bedrevet. 

Det er nok også derfor, jeg senere uddannede mig til etnolog. Den her nysgerrighed på mennesker, kultur og udvikling har jeg nok altid haft.”

Morfars indflydelse

“Min morfar har også haft en ret stor indflydelse på, at jeg tidligt har taget det med penge alvorligt. Min morfar var bådebygger og gemte alle sine penge i sine madrasser og andre steder i huset. Han havde dem altså fysisk eller på en helt almindelig bankkonto, hvor de bare blev mindre og mindre værd. 

Han var den sparsommelige type, som ofte brokkede sig over, hvor dyre ting var: ‘Mormor køber virkeligt dyre ting’, sagde han ofte. Han forstod ikke, at priser udvikler sig.

Min mormor fik lommepenge af min morfar. Altså sådan noget med at give hende 50 kroner og sige: ‘De skal række til på fredag’.

Dengang var det jo typisk, at manden tjente pengene, mens kvinden gik hjemme og på alle måder var dybt afhængig af manden.

Ingen kvinder var frie til at bestemme selv eller kunne blive skilt, hvis det var. Jeg ved, at det har præget min far at se, hvordan hans svigermor i den grad var afhængig af sin mand, så jeg er vokset op med, at han ofte har sagt: ‘Du skal kunne klare dig selv som kvinde, Pernille’.

Den dag i dag har min mand og jeg ikke fællesøkonomi, men har hver vores konto. Vi er heller ikke gift. Nu er jeg på ingen måde ved at forlade min mand, men det ligger dybt i mig, at jeg altid skal have råd til at kunne forlade en mand. Det ligger i mit dna.”

Pernille Wahlgren
“Det ligger dybt i mig, at jeg altid skal have råd til at kunne forlade en mand. Det ligger i mit dna.”© Ninna Flor

Hvad er lykke?

“Nu var det naturligvis ikke sådan, at jeg gik all in på at investere allerede efter min succesoplevelse i 9. klasse. Men jeg havde fået blod på tanden, så det voksede derfra. 

Da jeg blev omkring 25 år, begyndte jeg at tage en mere aktiv beslutning om det her med at få mine penge til at yngle. Jeg havde nogle penge på min børneopsparing, så jeg gik ned til min bankrådgiver og talte med ham om dem. Det gjorde man dengang. I dag foregår alt online, men dengang var det anderledes.

Mine 10.000 kroner blev i løbet af et par år til 20.000 kroner. Jeg forstod, hvad min morfar måske aldrig forstod: At penge ikke skal stå og falde døde hen på en konto. De skal ud og yngle.

Finanskrisen blev afgørende for mig. Her begyndte jeg rigtigt at købe op. Jeg satsede. Og var heldig. Jeg begyndte seriøst at tjene penge på at investere og drømte om store biler og en villa på Frederiksberg. Det måtte være det gode liv, tænkte jeg, og jeg købte en del meget dyre ting i den periode.

For fem år siden kunne jeg mærke, at jeg ville i en anden retning med mit liv. ‘Hvad er lykke?’, spurgte jeg mig selv. Fra at lykke var noget materielt, er det i dag mere lig med tid og frihed. Tid til at leve mindre stressfyldt. Tid og frihed til at være sammen med mine børn.

I dag har jeg droppet ideen om Frederiksberg-villaen. Den er ikke det værd. Det, at jeg investerer og tjener penge på det, gør, at jeg kan bruge langt mere tid med ungerne. Jeg kan kysse min søn og hænge hans taske op på knagen i gangen, når han kommer hjem fra skole klokken 14.30.”

Frihed kan købes

“I dag er jeg selvstændig og underviser andre kvinder i at investere, fordi det giver frihed. Frihed til at kunne vælge at leve sit liv på en måde, så man er mere uafhængig.

Det giver jo også friheden til at sige et job op, du ikke er tilfreds med. Fordi du har en økonomisk buffer. Det har jeg selv gjort. 

Flere gange i mit liv har jeg kunnet mærke, at nu skulle jeg videre fra et job. Bare det at have muligheden er en utrolig frihed. En frihed, jeg ikke ville bytte for ting eller prestige.

I dag er der mange kvinder på mine workshops i investering. Kvinder på min alder, men især yngre kvinder, som jo ellers kan se frem til et liv, hvor de måske skal arbejde, til de bliver 70 år. 

Det kan blive nødvendigt med pauser i livet, oaser af stilhed, hvor du tager en timeout, tænker dig om og restituerer. De tænker langsigtet, de unge kvinder.

Her kan investeringer jo købe dem de her små pauser i livet, de har brug for, men som vi alle kan få brug for.

Jeg ved, at det for mange, også kvinder, kan virke uoverskueligt at investere. Men det er faktisk uhyggeligt, så let det er.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. oktober 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide