Paula Larrain: “Jeg har lidt af ensomhed i mange år”

Kære Paula

Tak, fordi jeg måtte låne dit liv! Sådan afslutter du selv dit tv-program Det gode råd på DR2, hvor du har åndelige vejledere i studiet, som guider dagens gæst på vej. En gæst, hvis liv vi kort låner for at tage udgangspunkt i et af hans eller hendes største livsspørgsmål og kriser. Et tv-program, som rammer lige midt i din tro på, hvad vi får ud af at dele med hinanden:

“Vi relaterer i høj grad ved at identificere os med andre. Det er gået op for mig, at det er den bedste måde at kommunikere på. Det er derfor, vi to laver det her interview, og derfor, vi laver Det gode råd. Vi bygger bro til en større forståelse gennem andre.”

Jeg møder dig på en efterårsdag, og du er veloplagt, lyttende, talende og nærværende som få. Så tak for at minde mig om, at vi jo har brug for hinanden, og at vi ikke behøver være enige eller ens, men at vi har pligt til at være ordentlige og omsorgsfulde.

Hvilket stort spørgsmål vil du selv finde svaret på?

“Hvorfor mennesker er onde mod hinanden. Store som små. Jeg kan ikke forstå børn, der mobber. Jeg kan ikke forstå voksne, der mobber. Jeg kan ikke forstå, hvorfor reaktionen, når et menneske deler sin smerte i al offentlighed, ikke er: ‘Nurhhh, nu skal jeg passe på dig’. Smerte kræver omsorg fra andre. Og så kan det godt være, at jeg er håbløst naiv, når jeg i en alder af 50 år stadig ikke forstår, hvorfor man ikke påtager sig et ansvar for verdens flygtninge, men kun tænker i økonomi, men det er en kamp, jeg ikke kan vinde.

Jeg ved godt, hvor min kamp for retfærdighed stammer fra, for jeg fik den ind med modermælken, da vi flygtede fra Chile i 1974. Jeg var fire år, og politik var det, der gjorde, at jeg gik i stykker. Politik var det, der ødelagde min familie. Retfærdighedskampen for frihed og demokrati og mod racisme har martret mig altid. Den har altid været det, jeg burde gøre, for jeg kan ikke bare lade alle andre lidende i verden i stikken, når jeg nu selv fik en chance i Danmark som flygtning.

Min far blev udsat for diskrimination i Danmark, og det sidder stadig dybt i mig og gør mig vred, når jeg tænker tilbage på det. Jeg var konstant bange og havde ondt i maven, når jeg var ude med ham, for jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt kunne der komme en over til ham, der sagde: ‘Nu skal du bare skride hjem, hvor du kommer fra’.

Jeg oplevede, hvordan mange ikke havde tålmodighed til at lytte og blev irriterede, når han begyndte at tale med sin accent. Jeg oplevede det så sent som sidste år, hvor han var på besøg, og jeg havde ham med til jazzfestival. Han gjorde, som man gør i Chile, falder i snak, med et ældre ægtepar, men jeg kunne godt mærke på manden, at han ikke brød sig om min far, og at konen prøvede at bløde op.

Min far er så nået til en alder, hvor han ser Danmark med meget lyserøde briller, men han glemmer lidt, hvor hårdt det var, og at han flyttede tilbage til Chile, fordi han aldrig rigtigt faldt til. Da han flyttede tilbage for små 30 år siden, sagde han: ‘Jeg trænger simpelthen sådan til at kunne gå ind til naboen og starte et skænderi på mit eget sprog! Og ikke komme til kort, bare fordi jeg ikke kan udtrykke mig præcist og hurtigt nok’.

Vrede er en legitim følelse

Ondskab og ensomhed bevæger mig. Jeg er blevet bedre til at lukke lidt ned, men ikke helt af for følelserne. Det er noget med at kontrollere indtaget af weltschmerz og kun besøge den en gang imellem. Min mand er enig med mig og bakker mig op i min kamp, men når den dræner mig for energi, tærer det også på mine omgivelser, så jeg er nødt til at passe på mig selv for at passe på mine nære.

Hvad har været den mest afgørende beslutning i dit liv?

“At jeg valgte at blive journalist. Som barn ville jeg være pilot, astronom eller måske astronaut. Jeg har altid været fascineret af maskiner, og fysik var mit yndlingsfag i skolen. Jeg var sådan en drengepige, som man sagde dengang. Jeg var virkelig en bulderbasse og ville vise verden, at jeg også kunne blive jagerpilot, men det kunne piger så ikke i Danmark, så i stedet gik jeg til optagelsesprøve i hæren som helikopterpilot og flyveleder, men opgav. Man skulle selv betale sin uddannelse, hvis man skulle flyve civilt, og mine forældre blev ved at sige, at det var en dårlig idé. 

Både min far og min stedfar, som jeg fik i teenageårene, var piloter, og de har begge oplevet, hvor svært det var at få job. De sagde, at jeg ville kede mig. Jeg er ikke enig med dem, heller ikke den dag i dag.

Hvornår har du kigget ned i det sorteste hul?

“Det var i starten af mine 30’ere. Jeg havde lidt af ensomhed i mange år, da min fortid for alvor manifesterede sig og rev mig i stykker. I 2002 blev min søster mor, men da hendes søn var seks måneder gammel, fik han hjertestop. Han døde i ambulancen, men efter 13 minutter og fire adrenalinsprøjter kom der hjertelyd igen. Lægerne forberedte os på, at han ikke ville vågne igen, og hvis han gjorde, ville han være stærkt medtaget.

Han vågnede efter en uge i koma. I dag er han 18 år. Han er spastisk lammet og sidder i kørestol, men han har et godt intellekt. Det var en voldsom oplevelse, og jeg begyndte at gå i kirke af ren taknemmelighed.

Ensomhedsfølelsen forsvandt i kirken

“Min kamp gik jo på, om jeg hørte til i Danmark eller ej. Jeg havde ellers mest lyst til at flygte fra Danmark igen, fordi det lidt var blevet et fængsel for mig. Jeg var blevet efterladt her: Min far var flyttet hjem til Chile, da jeg lige var blevet voksen, min søster var flyttet til London, og min mor boede i Tyskland på det tidspunkt.

Jeg følte mig virkelig alene i Danmark, og derfor var det så vigtigt for mig at finde et sted, jeg følte mig hjemme. Det fandt jeg i Jesus. Min dybe ensomhedsfølelse forsvandt lige der i kirken og har ikke martret mig på samme måde siden. Jesus er en form for bagstopper for mig, der er altid ham. Det er en meget speciel følelse, som er svær at forklare.

Jeg bruger også birketræet i vores have som trøst. Det er mindst 90 år gammelt og et kæmpetræ. Jeg tror, rødderne går helt ind under huset. Når jeg er stresset, går jeg ud og krammer det. Bare det at komme ud og få luft og grine helt vildt meget af mig selv, fordi jeg gør det, slipper endorfinerne løs.

Hvem og hvad savner du?

“Århhh, min far. Og hele min familie i Chile. Det liv, jeg ikke kunne få, fordi vi flygtede.”

Hvor godt kender du det liv, du ikke fik?

“Jeg har et fantombillede af landet, som med tiden selvfølgelig er falmet. Isabel Allende beskriver det i sin bog Mit opdigtede land, det med at ens hjemland pludselig bliver meget smukkere, end det er i virkeligheden. Jeg har altid savnet mit fædreland og min familie. Når man er i familie i Chile, så vokser man op sammen og holder sammen og mødes til store søndagsfrokoster. Jeg har en kæmpe flok af fætre og kusiner, som allesammen elsker mig, uden at jeg skal gøre mig til. Jeg hører bare til, og den nærhed savner jeg. 

Jeg var i Chile som 29-årig, hvor jeg var deprimeret, og jeg kan huske, at en af mine fætre sagde til mig: ‘Du er jo ikke alene, du er bare meget langt væk’. Det var så godt sagt. Min sorg bestod af det med at vokse op i en fremmed sammenhæng. Jeg følte mig fremmed og fik at vide, at jeg var anderledes, talte for meget, fyldte for meget.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

“Det er: ‘Gå ud, og kræv din plads!’. Jeg havde nogle samtaler med min præst, som også har viet min mand og jeg. Det var for 10 år siden, og mens jeg stadig kæmpede med ikke at høre til. Hun sagde: ‘Du har fået en plads af Gud. Du har fået livet. Gå ud, og kræv din plads’. 

Jeg er ellers ikke så god til at tage imod råd, så det her er det eneste råd, jeg efterlever, og det er kun blevet nemmere, efter jeg er fyldt 50 og er mere ligeglad med, hvad folk tænker.

Jeg havde ikke regnet med at have det så godt med at blive 50, men det er en kæmpe lettelse. Da jeg blev 40, var jeg sådan lidt ‘hmmm’, og jeg tænkte, at det ville blive meget værre at runde de 50, men det er jo fedt: Jeg har en masse erfaring, jeg ved en masse, men jeg behøver ikke at skilte med det hele tiden. Det er nok det mest skelsættende ved at blive ældre: At der er så mange ting, der ikke forstyrrer længere. Jeg har min plads, og jeg står ved den!

Giver du andre gode råd?

“Min erfaring er, at gode råd er meget nemme at komme med, men ikke så nemme at efterleve, og derfor skal man ikke give gode råd, medmindre man bliver bedt om det. Jeg vil hellere sige, at jeg giver trøst. Jeg gør mig umage med at udtrykke omsorg i forhold til folk, der udtrykker, at de har det svært. 

Når nogle skriver ud på Twitter, at de er kede af det og ikke kan se en vej ud, så bruger jeg de sekunder, det tager at skrive: ‘Hold ud, det skal nok gå, der er lys for enden af tunnelen, og du kommer ud på den anden side’. Jeg kan sagtens finde på at skrive til nogle, jeg ikke kender. Det gør jeg faktisk hele tiden. Jeg kender deres smerte, og jeg ved, at det gør en forskel at vide, at man ikke er alene om at opleve smerte. Du er ikke forkert, fordi du føler smerte, men faktisk helt normal. 

Hvad holder du fast i mere end i noget andet?

“Mine værdier: Frihed og ligeværd. Og jeg kan sige det så bastant, fordi jeg har tænkt meget over det. På min Twitterprofil har jeg fastgjort mit midtvejsmanifest, som kendetegner, hvordan jeg tror på, verden bør hænge sammen. Ligeværd og frihed er grundlaget for mangfoldighed og tolerance.

Lige nu gør folk det modsatte – af frygt. Vi lukker i for det og dem, der er anderledes, frem for at lukke op. Det synes jeg er en dårlig idé. Vi skal turde og vise mod. Gør vi ikke det, taber vi som mennesker indadtil. Vi bliver indskrænkede.

Hvad vil du gøre igen og igen?

“Jeg er blevet sådan et vanedyr, som jeg egentlig altid har foragtet. Jeg holder mig generelt til det, jeg ved, fungerer. Vi tager som regel på det samme hotel i Toscana, for der er ikke noget værre, end hvis man vælger noget nyt, og det så ikke er lige så godt! Men ender vi alligevel der, så er vi gode til at tale det op for ikke at blive i ærgrelsen.

På andre punkter kan jeg nogle gange tænke, om jeg i virkeligheden er idiot? Hvis definitionen på idioti er at blive ved at hamre hovedet mod en mur det samme sted, med en forventning om et nyt resultat, så er jeg. Sådan er det med mig på Twitter. Selv om jeg godt ved, at det ikke ændrer sig, er jeg nødt til at blive ved at sige den samme ting: Racisme er forkert!