Paula Larrain
Paula Larrain er og rummer og vil rumme det hele: “Du er ikke forkert, fordi du føler smerte, men faktisk helt normal.”© Ditte Capion // Styling: Judi Lund Finderup // Makeup: Marianne Rud

Paula Larrain: Jeg har lidt af ensomhed i mange år

En særlig salme hjalp på ensomhedsfølelsen, men Paula Larrain vil altid vil have en længsel efter Chile i sig.

21. marts 2021 af Louise Thorsted

Paula Larrain (50)

  • er gift med advokat Frederik Bjørn, som hun har Andreas på 11 år med. Er også mor til Sebastian på 25 år, som hun har med sin eksmand politiker og tidligere journalist Morten Løkkegaard. Er født i Chile og flygtede med sin familie til Danmark i 1974.
  • er journalist, radio- og tv-vært, forfatter og foredragsholder. Har blandt andet været ansat på Radioavisen, DR Morgen og TV Avisen på DR. Hun har været udenrigsjournalist og ledende redaktionssekretær på avisen Berlingske Tidende. Og hun har de seneste år lavet trosstof på DR’s P1, blandt andet radioprogrammet De højere magter. Deltog i Vild med dans i 2007. Udgav i 2003 biografien I morgen skal vi hjem. Og har også skrevet klummer og lavet tv til Ekstra Bladet.
  • er aktuel som tv-vært i tv-programmet Det gode råd på DR2. Du kan streame første sæson på Dr.dk.

Kære Paula

Tak, fordi jeg måtte låne dit liv! Sådan afslutter du selv dit tv-program Det gode råd på DR2, hvor du har åndelige vejledere i studiet, som guider dagens gæst på vej. En gæst, hvis liv vi kort låner for at tage udgangspunkt i et af hans eller hendes største livsspørgsmål og kriser. Et tv-program, som rammer lige midt i din tro på, hvad vi får ud af at dele med hinanden:

“Vi relaterer i høj grad ved at identificere os med andre. Det er gået op for mig, at det er den bedste måde at kommunikere på. Det er derfor, vi to laver det her interview, og derfor, vi laver Det gode råd. Vi bygger bro til en større forståelse gennem andre.”

Jeg møder dig på en efterårsdag, og du er veloplagt, lyttende, talende og nærværende som få. Så tak for at minde mig om, at vi jo har brug for hinanden, og at vi ikke behøver være enige eller ens, men at vi har pligt til at være ordentlige og omsorgsfulde.

Og tak for alle dine svar på mine nærgående spørgsmål, da vores liv krydsede hinandens, og vi vandrede sammen på en skovsti i to timer af vores liv. Livet, du beskriver med ordene:

“Vi ved alle, at vi ender ved det samme mål, døden. Men hvordan vi kommer derhen, det er det, der er livet.”

Paula Larrain
“Det er en kæmpe lettelse at blive 50. Jeg har min plads, og jeg står ved den!” siger Paula Larrain.© Ditte Capion

Hvilket stort spørgsmål vil du selv finde svaret på?

“Hvorfor mennesker er onde mod hinanden. Store som små. Jeg kan ikke forstå børn, der mobber. Jeg kan ikke forstå voksne, der mobber. Jeg kan ikke forstå, hvorfor reaktionen, når et menneske deler sin smerte i al offentlighed, ikke er: ‘Nurhhh, nu skal jeg passe på dig’. Smerte kræver omsorg fra andre. Og så kan det godt være, at jeg er håbløst naiv, når jeg i en alder af 50 år stadig ikke forstår, hvorfor man ikke påtager sig et ansvar for verdens flygtninge, men kun tænker i økonomi, men det er en kamp, jeg ikke kan vinde.

Jeg ved godt, hvor min kamp for retfærdighed stammer fra, for jeg fik den ind med modermælken, da vi flygtede fra Chile i 1974. Jeg var fire år, og politik var det, der gjorde, at jeg gik i stykker. Politik var det, der ødelagde min familie. Retfærdighedskampen for frihed og demokrati og mod racisme har martret mig altid. Den har altid været det, jeg burde gøre, for jeg kan ikke bare lade alle andre lidende i verden i stikken, når jeg nu selv fik en chance i Danmark som flygtning.

Min far blev udsat for diskrimination i Danmark, og det sidder stadig dybt i mig og gør mig vred, når jeg tænker tilbage på det. Jeg var konstant bange og havde ondt i maven, når jeg var ude med ham, for jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt kunne der komme en over til ham, der sagde: ‘Nu skal du bare skride hjem, hvor du kommer fra’.

Jeg oplevede, hvordan mange ikke havde tålmodighed til at lytte og blev irriterede, når han begyndte at tale med sin accent. Jeg oplevede det så sent som sidste år, hvor han var på besøg, og jeg havde ham med til jazzfestival. Han gjorde, som man gør i Chile, falder i snak, med et ældre ægtepar, men jeg kunne godt mærke på manden, at han ikke brød sig om min far, og at konen prøvede at bløde op.

Min far er så nået til en alder, hvor han ser Danmark med meget lyserøde briller, men han glemmer lidt, hvor hårdt det var, og at han flyttede tilbage til Chile, fordi han aldrig rigtigt faldt til. Da han flyttede tilbage for små 30 år siden, sagde han: ‘Jeg trænger simpelthen sådan til at kunne gå ind til naboen og starte et skænderi på mit eget sprog! Og ikke komme til kort, bare fordi jeg ikke kan udtrykke mig præcist og hurtigt nok’.

Vrede er en legitim følelse

Ondskab og ensomhed bevæger mig. Jeg er blevet bedre til at lukke lidt ned, men ikke helt af for følelserne. Det er noget med at kontrollere indtaget af weltschmerz og kun besøge den en gang imellem. Min mand er enig med mig og bakker mig op i min kamp, men når den dræner mig for energi, tærer det også på mine omgivelser, så jeg er nødt til at passe på mig selv for at passe på mine nære.

Vrede er godt, når du skal kæmpe, men på et tidspunkt har den tæret dig så meget indefra, at dine forsvarsværker falder. Jeg kender processen, for jeg har været igennem den så mange gange, og så bliver jeg bare ked af det og går rundt nogle dage og piver og tuder over verdens uretfærdighed, og så bliver jeg på en eller anden måde repareret og kommer frisk op til overfladen igen.

Når livet så har været lidt i vater i noget tid, så tager jeg endnu en kamp. Jeg har da tænkt, om ikke jeg skulle lægge endnu mere låg på vreden, men vrede er en legitim følelse og en god følelse. Vrede er også kærlighed. Når jeg føler vrede, er det jo, fordi jeg elsker verden eller mennesket og vil det gode.

Det er ligesom med sorg. Sorg er også kærlighed. Det er bare kærlighed plus afstand til noget, du ikke kan opnå.”

Interview med Paula Larrain
“Solen er jo ikke forsvundet, fordi du ikke kan se den lige nu. Vi skal også kunne tro på det, vi ikke kan se. Kærlighed for eksempel.”© Ditte Capion

Hvad har været den mest afgørende beslutning i dit liv?

“At jeg valgte at blive journalist. Som barn ville jeg være pilot, astronom eller måske astronaut. Jeg har altid været fascineret af maskiner, og fysik var mit yndlingsfag i skolen. Jeg var sådan en drengepige, som man sagde dengang. Jeg var virkelig en bulderbasse og ville vise verden, at jeg også kunne blive jagerpilot, men det kunne piger så ikke i Danmark, så i stedet gik jeg til optagelsesprøve i hæren som helikopterpilot og flyveleder, men opgav. Man skulle selv betale sin uddannelse, hvis man skulle flyve civilt, og mine forældre blev ved at sige, at det var en dårlig idé. 

Både min far og min stedfar, som jeg fik i teenageårene, var piloter, og de har begge oplevet, hvor svært det var at få job. De sagde, at jeg ville kede mig. Jeg er ikke enig med dem, heller ikke den dag i dag.

Jeg har stadig to vidt forskellige sider i mig: Jeg elsker rutiner og maskiner, og så har jeg den anden side, som er interesseret i samfund og politik. At jeg blev journalist, blev en ret skelsættende beslutning, for det har trukket på nogle andre ting i mig. Jeg tror ikke, jeg havde været den samme person, hvis jeg var blevet pilot. Jeg havde ikke kæmpet så hårdt mod livets og verdens uretfærdigheder, hvis ikke jeg var blevet journalist. Jeg ville gerne være sluppet for at kæmpe så meget, og jeg er til stadighed i indre kamp med mig selv om, hvorvidt jeg har kæmpet forgæves, for meget, og om det har kostet for meget, i forhold til hvad jeg har kunnet opnå.

Jeg er stille og roligt vandret fra at ville gøre noget ved verdens uretfærdigheder, altså min lillebitte del af dem, til at jeg bør være mere opmærksom på og hvile i det nære. Jeg har et rigtigt godt liv, jeg har rigtigt god nærhed og nærvær, og det har jeg, fordi jeg har bevæget mig tættere på mig selv. Det har været en sund udvikling.”

Hvad smuttede mellem hænderne på dig?

“Det er tilbage til det med mit arbejde. Jeg blev skilt første gang som 27-årig og havde et barn på to år, og på det tidspunkt havde jeg kun lavet udenrigsjournalistik og var på Berlingske Tidende. Men jeg kunne ikke rejse mere og måtte kaste håndklædet i ringen og bede om en anden funktion. Jeg kan ikke sige, jeg fortryder det, for mit barn havde brug for mig, men jeg har ad flere omgange forsøgt at komme tilbage til udenrigsjournalistikken. 

I dag laver jeg trosstof på P1 og DR2, og det passer mig rigtigt godt, da jeg hele tiden lærer noget nyt og kan være med til at hjælpe andre mennesker i det helt nære og oplyse om verdens religioner. Udenrigsjournalistikken kan jeg jo følge i fritiden.”

Interview med Paula Larrain
“På min Twitter-profil har jeg fastgjort mit midtvejsmanifest, som kendetegner, hvordan jeg tror på, verden bør hænge sammen“ siger Paula Larrain.© Ditte Capion

Det vidste du sikkert ikke om Paula Larrain

Hun har en Instagramprofil kun med strik

“Jeg har strikket, siden jeg var otte år, og mit første job var som opstrikker for en butik. Min Instagramprofil hedder Paulastrik.”

Hun har tweetet mere end 30.400 gange

“Jeg kom på Twitter for to-tre år siden. Man kan vel godt sige, at jeg er lidt afhængig af det. Jeg har en trang til at meddele mig. Når jeg har set noget, opdaget noget eller lært noget, tænker jeg: Det skal andre også vide. Sådan har jeg haft det, siden jeg var helt lille bitte. Det er lidt sådan, jeg bruger Twitter. Men jeg holder mig især til integrationsdebatten, hvor jeg har noget at bidrage med, fordi jeg ved, hvordan det er at være flygtning og blive integreret.”

Hun har ikke set en hel tv-avis i 13 år

“Jeg skærmer mig for nyheder, og det kan lyde mærkeligt: Jeg er journalist og har selv lavet nyheder, og jeg vil gerne, at nyhedsmedier overlever. Men ikke på at gøre folk mere bange. Jeg tror ikke, jeg har set en hel tv-avis, siden jeg stoppede på nyhederne for 13 år siden.”

Hun er (takt og tone-) Inge Corrells svigerdatter

“Min svigermor er sindssygt god til det med at konversere og få alle til at føle sig tilpasse, og det er at være beleven og en evne, jeg synes er virkelig god.”

Hun er vild med Star Wars

“Jeg har altid været en sucker for alt med rumskibe og har set Star Wars-filmene et utal af gange. Min ringetone er The Imperial March, og min sms-tone er Darth Vaders åndedrag. På mit hjemmekontor står en Darth Vader-figur og vogter over mig. Han er min absolutte yndlingsfigur, fordi han ikke bare er ond ond, men rummer det gode i sig. Han er The Chosen One – den omvendte Jesus-figur.”

Hun taler gerne om døden

“Vi taler ikke ret meget om døden. Vi glemmer at anerkende, at det er vores grundvilkår, at vi skal dø. Men når vi ikke er så gode til at tale om døden, så forhindrer det os nogle gange i netop at leve.”

Hvornår har du kigget ned i det sorteste hul?

“Det var i starten af mine 30’ere. Jeg havde lidt af ensomhed i mange år, da min fortid for alvor manifesterede sig og rev mig i stykker. I 2002 blev min søster mor, men da hendes søn var seks måneder gammel, fik han hjertestop. Han døde i ambulancen, men efter 13 minutter og fire adrenalinsprøjter kom der hjertelyd igen. Lægerne forberedte os på, at han ikke ville vågne igen, og hvis han gjorde, ville han være stærkt medtaget.

Han vågnede efter en uge i koma. I dag er han 18 år. Han er spastisk lammet og sidder i kørestol, men han har et godt intellekt. Det var en voldsom oplevelse, og jeg begyndte at gå i kirke af ren taknemmelighed.

Jeg kommer fra et ateistisk udgangspunkt, men jeg vidste alligevel, at der var noget eller nogen at takke. Jeg gik ikke bare i én kirke, men i mange kirker. Jeg blev ikke kristen med et fingerknips. Efter nogle måneder faldt 10-øren i Gilleleje Kirke. Vi sang den ellers lille undseelige salme Op dog Zion, ser du ej, som jeg ellers ikke har noget forhold til, men der er et vers, der lyder: ‘Klippegrund gør foden fast, frygten flyr for håb i hast, troen står hvor tvivlen faldt, kærlighed forsøder alt’. Egentlig utroligt banalt og genkendeligt. Essensen for mig var, at det eneste, jeg havde behov for, var klippegrund. At føle mig hjemme der, hvor jeg var. Jeg fik en følelse af pludselig at forstå, hvad det handlede om.”

Ensomhedsfølelsen forsvandt i kirken

“Min kamp gik jo på, om jeg hørte til i Danmark eller ej. Jeg havde ellers mest lyst til at flygte fra Danmark igen, fordi det lidt var blevet et fængsel for mig. Jeg var blevet efterladt her: Min far var flyttet hjem til Chile, da jeg lige var blevet voksen, min søster var flyttet til London, og min mor boede i Tyskland på det tidspunkt.

Jeg følte mig virkelig alene i Danmark, og derfor var det så vigtigt for mig at finde et sted, jeg følte mig hjemme. Det fandt jeg i Jesus. Min dybe ensomhedsfølelse forsvandt lige der i kirken og har ikke martret mig på samme måde siden. Jesus er en form for bagstopper for mig, der er altid ham. Det er en meget speciel følelse, som er svær at forklare.

Jeg bruger også birketræet i vores have som trøst. Det er mindst 90 år gammelt og et kæmpetræ. Jeg tror, rødderne går helt ind under huset. Når jeg er stresset, går jeg ud og krammer det. Bare det at komme ud og få luft og grine helt vildt meget af mig selv, fordi jeg gør det, slipper endorfinerne løs.

Jeg mener, at tro og videnskab hører sammen. Noget kan vi se, rigtigt meget kan vi ikke se. Men solen er jo ikke forsvundet, fordi du ikke kan se den lige nu. Vi skal også kunne tro på det, vi ikke kan se. Kærlighed for eksempel.”

Paula Larrain
“Jeg er blevet sådan et vanedyr, som jeg egentlig altid har foragtet” siger Paula Larrain.© Ditte Capion

Hvem og hvad savner du?

“Århhh, min far. Og hele min familie i Chile. Det liv, jeg ikke kunne få, fordi vi flygtede.”

Hvor godt kender du det liv, du ikke fik?

“Jeg har et fantombillede af landet, som med tiden selvfølgelig er falmet. Isabel Allende beskriver det i sin bog Mit opdigtede land, det med at ens hjemland pludselig bliver meget smukkere, end det er i virkeligheden. Jeg har altid savnet mit fædreland og min familie. Når man er i familie i Chile, så vokser man op sammen og holder sammen og mødes til store søndagsfrokoster. Jeg har en kæmpe flok af fætre og kusiner, som allesammen elsker mig, uden at jeg skal gøre mig til. Jeg hører bare til, og den nærhed savner jeg. 

Jeg var i Chile som 29-årig, hvor jeg var deprimeret, og jeg kan huske, at en af mine fætre sagde til mig: ‘Du er jo ikke alene, du er bare meget langt væk’. Det var så godt sagt. Min sorg bestod af det med at vokse op i en fremmed sammenhæng. Jeg følte mig fremmed og fik at vide, at jeg var anderledes, talte for meget, fyldte for meget.

Jeg har besluttet mig for at være chilener i Danmark. Jeg er født i Chile, jeg er opdraget af to chilenske forældre, jeg har en kæmpestor familie i Chile, mit modersmål er spansk, mit fædreland er Chile, og det vil jeg stå ved, til jeg dør.

Jeg har dansk pas, jeg har dansk nationalitet, jeg taler dansk bedre end alle andre sprog, men jeg er ikke dansker som andre danskere. Jeg undertrykker altid den chilenske del, når jeg er sammen med andre, eller det har jeg gjort, men det vil jeg ikke længere. Nu italesætter jeg den, hvis jeg skal forklare grunden til, at vi ser forskelligt på noget. Vi er opdraget i forskellige kulturer.”

Paula Larrains gode råd til dig ...

I 30’erne: “Hold ud, lev, slå dig, rejs dig op igen. Du er ikke alene, der er altid nogen, der kan hjælpe dig, men det kræver, at du lukker op og ikke i.”

I 40’erne: “Hold ud! Det bliver bedre, flere ting vil falde på plads.”

I 50’erne: “Hold dig i god form. Jeg tror aldrig, jeg har været i bedre form, end jeg er nu. Hvis der er noget, jeg har fortrudt, er det, at jeg ikke har været helt jævn til at holde mig i form igennem livet, for det gør en kæmpe forskel, når du kommer i 50’erne, hvor muskelmassen svinder, og du mister energi. Så spis sundt, og gå nogle ture. Jeg dyrker også yoga.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

“Det er: ‘Gå ud, og kræv din plads!’. Jeg havde nogle samtaler med min præst, som også har viet min mand og jeg. Det var for 10 år siden, og mens jeg stadig kæmpede med ikke at høre til. Hun sagde: ‘Du har fået en plads af Gud. Du har fået livet. Gå ud, og kræv din plads’. 

Jeg er ellers ikke så god til at tage imod råd, så det her er det eneste råd, jeg efterlever, og det er kun blevet nemmere, efter jeg er fyldt 50 og er mere ligeglad med, hvad folk tænker.

Jeg havde ikke regnet med at have det så godt med at blive 50, men det er en kæmpe lettelse. Da jeg blev 40, var jeg sådan lidt ‘hmmm’, og jeg tænkte, at det ville blive meget værre at runde de 50, men det er jo fedt: Jeg har en masse erfaring, jeg ved en masse, men jeg behøver ikke at skilte med det hele tiden. Det er nok det mest skelsættende ved at blive ældre: At der er så mange ting, der ikke forstyrrer længere. Jeg har min plads, og jeg står ved den!

Indadtil er der masser af tvivl. Jeg kan tvivle på, om jeg har ret, om det er rigtigt, det, jeg gør, og skulle jeg nu have sagt eller skrevet det, jeg gjorde? Men tvivl er en del af troen, og uden tvivl er det svært at udvikle sig. Jeg arbejder på at holde op med at være min værste efterkritiker, når jeg har lavet et program eller holdt et foredrag. Eller som min redaktør på DR Morgen plejede at sige til mig, når jeg efter at have leveret i tre timer kun sad og tænkte over, hvad jeg kunne have gjort anderledes: ‘Du pisker dig selv med levende skorpioner’.

Det er ikke så længe siden, at betydningen af ‘man skal elske sig selv som sin næste’ gik op for mig. Jeg har været sen til at acceptere nogle ting omkring mig selv, som jeg burde have været mere barmhjertig omkring. Hvor jeg burde have elsket mig selv som min næste. At jeg ikke behøver at negligere mig selv for andres skyld.”

Paula Larrain
“Jeg havde ikke regnet med at have det så godt med at blive 50, men det er en kæmpe lettelse.”© Ditte Capion

Giver du andre gode råd?

“Min erfaring er, at gode råd er meget nemme at komme med, men ikke så nemme at efterleve, og derfor skal man ikke give gode råd, medmindre man bliver bedt om det. Jeg vil hellere sige, at jeg giver trøst. Jeg gør mig umage med at udtrykke omsorg i forhold til folk, der udtrykker, at de har det svært. 

Når nogle skriver ud på Twitter, at de er kede af det og ikke kan se en vej ud, så bruger jeg de sekunder, det tager at skrive: ‘Hold ud, det skal nok gå, der er lys for enden af tunnelen, og du kommer ud på den anden side’. Jeg kan sagtens finde på at skrive til nogle, jeg ikke kender. Det gør jeg faktisk hele tiden. Jeg kender deres smerte, og jeg ved, at det gør en forskel at vide, at man ikke er alene om at opleve smerte. Du er ikke forkert, fordi du føler smerte, men faktisk helt normal. 

For noget tid siden var der en, der skrev på Twitter: ‘Man siger, at misundelse er en grim ting, men jeg er så frygteligt misundelig på folk, der har et godt liv, og som ikke er i smerte. Sådan vil jeg også gerne have det’. Så jeg skrev til hende: ‘Det, du føler, er ikke misundelse, men sorg over, at du ikke også har det, som du elsker. Det er ikke misundelse, men kærlighed til det, du ikke har. Det er ikke, fordi du ikke vil have, at andre har det godt’.”

Hvad holder du fast i mere end i noget andet?

“Mine værdier: Frihed og ligeværd. Og jeg kan sige det så bastant, fordi jeg har tænkt meget over det. På min Twitterprofil har jeg fastgjort mit midtvejsmanifest, som kendetegner, hvordan jeg tror på, verden bør hænge sammen. Ligeværd og frihed er grundlaget for mangfoldighed og tolerance.

Lige nu gør folk det modsatte – af frygt. Vi lukker i for det og dem, der er anderledes, frem for at lukke op. Det synes jeg er en dårlig idé. Vi skal turde og vise mod. Gør vi ikke det, taber vi som mennesker indadtil. Vi bliver indskrænkede.

Bare fordi det er svært at integrere, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke skal gøre det. Hvem har sagt, at livets lethed er det, vi skal stræbe efter? Jeg stræber ikke efter lethed, det er ikke min værdi. Det er ikke engang en værdi, at alle skal være lykkelige, for det er en følelse, der kommer og går. Og hvis lykken ikke er målet og endestationen, så ligger den jo på vejen, og så er vejen jo pludselig ret vigtig. Det, du gør i livet. Målet kender vi allesammen: Vi skal dø. Så hvad gør du så i mellemtiden?”

Interview med Paula Larrain
“På min Twitterprofil har jeg fastgjort mit midtvejsmanifest, som kendetegner, hvordan jeg tror på, verden bør hænge sammen” siger Paula Larrain.© Ditte Capion

Hvad vil du gøre igen og igen?

“Jeg er blevet sådan et vanedyr, som jeg egentlig altid har foragtet. Jeg holder mig generelt til det, jeg ved, fungerer. Vi tager som regel på det samme hotel i Toscana, for der er ikke noget værre, end hvis man vælger noget nyt, og det så ikke er lige så godt! Men ender vi alligevel der, så er vi gode til at tale det op for ikke at blive i ærgrelsen.

På andre punkter kan jeg nogle gange tænke, om jeg i virkeligheden er idiot? Hvis definitionen på idioti er at blive ved at hamre hovedet mod en mur det samme sted, med en forventning om et nyt resultat, så er jeg. Sådan er det med mig på Twitter. Selv om jeg godt ved, at det ikke ændrer sig, er jeg nødt til at blive ved at sige den samme ting: Racisme er forkert! 

Min tidligere svigerinde, Mortens lillesøster, sagde engang: ‘Du er sådan en, der kæmper, og derfor kommer du hele tiden i problemer’. Det var så godt set af hende. Jeg er blevet kaldt ballademager, fra jeg var lille, og det havde jeg det dårligt med, for jeg kunne godt lure, at det ikke var positivt.

Men i dag er jeg faktisk glad for min indre ballademager. Da jeg fyldte 30 år, holdt en kollega på Berlingske Tidende tale for mig og sagde med glimt i øjet: ‘Du er kendt for at tage alle kampe, om det så er for bedre mad i kantinen eller for en kollega, der ikke har det godt. Og du skal vide, Paula, vi står bag dig. Langt, langt bag dig’.”

Hvem er din livline og dit realitytjek?

“Min mand! I alt. Det hænger så meget sammen med ham, at jeg har fået mere selvværd de seneste 10 år. Kærlighed forsøder alt. Simpelthen. Vi har hinanden, vi har Andreas sammen, vi mødte hinanden som voksne, og det har også en betydning, at vi var færdigbagte.

Frederik er min allerbedste ven i verden, han er mit anker, mit realitytjek. Jeg prøver alt af på ham, han er den første, jeg ringer til, og vi er hele tiden i samtale med hinanden om livet og de store ting. Vi er forskellige, og det er svært at sige, hvorfor vi passer sammen, men det gør vi bare, og vi er begge meget opmærksomme på, at det er større end os selv, at vi har mødt hinanden. Det må det jo være, når jeg er født på den anden side af jorden, og vores livsbaner ikke nødvendigvis skulle have mødtes.”

Hvornår har du sidst været stolt af dig selv?

“Sidst jeg blev færdig med et strikkeprojekt. Jeg strikker hele tiden. Alt, hvad jeg har på i Det gode råd, er eget strik. Jeg har interviewet Margrethe Vestager til podcasten Margrethe af Europa, mens vi strikkede sammen og talte om magt. Vi syntes, det var en god kontrast.

For mig er strik næsten en art afhængighed. Det er så enormt tilfredsstillende og meditativt. Det er faktisk også derfor, jeg ikke mediterer mere, for jeg skal jo strikke! Jeg kan også finde på at slå noget nyindkøbt garn op på Twitter for at vise, at jeg også er SÅ MEGET andet end vred på samfundet!”

Interviewet er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021. 

Seneste

Måske er du interesseret i...