Paprika Steen
© www.onedecision.dk

Paprika Steen: “Jeg føler ikke panik før lukketid – tværtimod har jeg aldrig været gladere”

Hun er kendt som en af dansk films største divaer, men refererer til sig selv som en gadetøs. Mød Paprika Steen, som er lige præcis så paradoksal, som … et almindeligt menneske er

20. januar 2017 af Louise Thorsted

Privat: Mor til Otto. 

Job: Uddannet skuespiller fra Odense Skuespillerskole i 1992. Brød igennem med komikkvartetten Lex & Klatten – sammen med Hella Joof, Peter Frödin og Martin Brygmann – i slutningen af 1990’erne og i 1999 som Stella Hertz i Susanne Biers Den eneste ene. Har vundet priser for sine roller i filmene Den eneste ene, Elsker dig for evigt, Okay, Vikaren, Applaus, Lad de små børn og Superclásico. Debuterede i 2004 som instruktør med Til døden os skiller og instruerede siden Lad de små børn i 2007.

Paprika Steen har lige taget en lur i sin bil uden for mit hus. Hun kommer direkte fra træning og er i tvivl om, om jeg er sådan en, der kan tåle, at gæster kommer tidligere end forventet. Hun vågner på en cocktail af nysgerrighed, banan, te og smøger til spørgsmålet:

Hvad ville du ønske, vi skulle snakke om nu?
“Jamen, jeg ville allerhelst bare kunne tie stille eller elegant vende spørgsmålene væk fra mig og slippe af sted med at tale om film og samtiden eller få vendt samtalen over på noget politisk, sådan som Sean Penn formår. Jeg er meget dårlig til at adskille det private og det personlige. Det kan jeg ikke finde ud af. Det bliver altid noget med mig selv.”

Heldigvis. Og heldigvis en evne, hun har fået det bedre med. Særligt på det seneste.

“Jeg er begyndt at finde ud af, hvem jeg egentlig er, og jeg har opdaget, at jo mere jeg er mig selv og siger det, som det er, jo bedre har jeg det med mig selv. Og jeg tror på, at det bare bliver bedre. Så ikke flere masker. Jeg er gadetøsen Paprika.”

En gadetøs med mange evner, som du kan se eksempler på i Bille Augusts roste film Stille hjerte og i TV2’s seermagnet Vild med dans. Og en gadetøs med en vis hang til orden på sagerne.

“Helt grundlæggende er jeg altid bekymret for fremtiden, ked af det over fortiden og kan ikke finde ud af at være i nuet. Men i mit arbejde er jeg et nu-menneske! Når sminken og kostumet er i orden, så er jeg tryg og kan hengive mig selv fuldstændig til fordel for min karakter.”

I Stille hjerte spiller du Heidi, der har en weekend til at tage afsked med sin syge mor. I et løssluppent øjeblik siger hun: “Jeg er ikke kun skrap. Jeg er også sød og god og mild”. Er det også dig?

“Det er en replik skrevet af forfatter Christian Torpe, så nej, det er ikke mig, der siger det. Når du spørger, må det være, fordi du tænker, at det er sådan, Paprika har det? Mine venner ved godt, at jeg ikke kun er skrap. Det er bare blevet min rolle, og indimellem er det bare nemmere at leve op til folks forventninger, om de så er helt eller delvist sande.”

Der er ofte elementer af noget kontrollerende over dine roller ...

“Jeg er et super-kontrolmenneske. Jeg er glad for orden, rene negle og bordskik og går helst først i seng, når opvasken er taget, og dørene til skabene er lukkede. Rent socialt er det lidt modsat, for kommer jeg til et selskab, hvor stemningen er lidt stiv, får jeg en trang til at sige noget dumt, sjovt eller upassende. At være en slags icebreaker. Jeg er god til at sige sjove ting hurtigt og kan måske virke skrap, fordi jeg ikke er bange for at italesætte de ting, andre ikke tør snakke om. Jeg er overbevist om, at elefanten i rummet bliver mindre af, at vi tør snakke om den. Forstillelse, tavshed, fornægtelse og selvbedrag er det værste, jeg ved. Det er så angstprovokerende at blive konfronteret med og stå midt i så stærke stemninger, når du ikke kan lave om på dem.” 

Går, før hun bliver forladt

Selv om Paprika Steen sidder ned, sker der hele tiden noget. Rotte-halerne snoes rundt om fingrene, smøger tændes og slukkes. Hun læner sig frem og skaber et lille fortroligt rum eller slænger sig tilbage og ser veltilpas ud. Der skal være albuerum, for hun bryder sig ikke om at blive tæmmet eller holdt tilbage af regler og forventninger. Om det så er af rygepolitik eller skemalagte møder med højtlæsning af replikker.

Hvordan får du det til at fungere i en arbejdssituation?

“Heldigvis arbejder jeg ofte med folk, der kender mig, som for eksempel instruktør Peter Langdal. Han ved, at mine fødder bliver urolige efter et kvarter, indtil jeg går over og ryger ud ad vinduet, mens alle sidder og siger: ‘Du må ikke ryge herinde’. Jeg er utrolig barnlig og tror stadig, at jeg leger far, mor og børn i legehuset. Når nogle ender med at overforklare ting, mister jeg hurtigt lysten til at lege videre og vil hellere lave noget andet, noget nyt. Det er ikke, fordi jeg ikke selv snakker. Jeg snakker som et vandfald. Gør du det, indebærer det også et ansvar for enten at underholde eller gøre andre klogere. Det håber jeg trods alt, at jeg gør.”

Hun griner.

“Jeg får lyst til at punktere det, hvis nogen forsøger at være kloge eller sidder og fortæller anekdoter hele tiden. Så gør jeg, hvad jeg kan for at trække i den modsatte retning.”

Hun lever gerne med risikoen for at blive opfattet som fræk og selvoptaget, men er træt af, at hun har prædikatet ‘hverdagsdrama’ stemplet i panden.

Hvordan vil du da gerne opfattes?

“Jeg tænker på mig selv som ret levende, men jeg oplever også, at det koster meget at leve. Jeg kan blive meget træt, men jeg nægter at blive kold. Og bitter. Det er måske det, jeg mener, når jeg kalder mig selv en gadetøs. At jeg er glad for alle mine følelser og mine udsving.”

Har du fået hjælp til at blive glad for dem?

“Ja, da jeg begyndte i terapi for 15 år siden, ramt af kærestesorg. Det vigtigste, min terapeut har lært mig, er, at jeg ikke kun skal overleve, men også huske at leve. Den sætning holder jeg fast i, og lige så snart jeg kan mærke, at jeg begynder kun at overleve, så lægger jeg mig ned og sover. I en måned.”

Paprika Steen er en kvinde, der giver af sig selv, fordi hun ikke kan lade være. Desværre er det sjældent, at hun føler sig helt genkendt af den, hun sidder over for.

Men hvem eller hvad er du så?

“Jeg aner ikke, hvad jeg er, så det spørger jeg alle om: ‘Hvem er jeg, og elsker du mig?’. Jeg stiller af og til mine venner det morbide spørgsmål, hvor de vil sætte sig til min begravelse. På hvilken række? Narcissistisk, ikke? Men jeg har et stort behov for at vide, at jeg er elsket. Ikke nødvendigvis altid af publikum, men af mine nærmeste. Allerhelst ville jeg blande blod med mine venner på, at ligegyldigt hvad der sker, og hvor latterlige eller dumme vi er, så vil vi altid være venner. I stedet er jeg så forberedt på, at de vil forlade mig, at jeg skynder mig at forlade dem inden. Hvis du skal være min ven eller veninde, så skal du fortælle mig 36 gange, at du ikke har glemt mig, før jeg tror på det. Og 36 gange, at du savner mig, før jeg tror på det.”

Giver du den opmærksomhed til andre?

“Ja, det gør jeg. Indtil jeg ikke gør det mere. Jeg er ikke jaloux, når det gælder kærester, men jeg kan blive meget såret, hvis jeg har haft et virkelig godt samarbejde eller venskab med nogen, og de så forsvinder for mig. Det har absolut ingenting med de mennesker at gøre, men hænger mere sammen med min opvækst, mine traumer og mine slag i hovedet. Jeg blev mobbet meget som barn, især i de første skole-år, og det med selv at gå er nok blevet min måde at beskytte mig på. Det er med tiden blevet mere tydeligt for mig, hvad det er, jeg gør. Men jeg er stadig sådan en ven, du bliver helt vildt irriteret på, fordi jeg lægger meget mere i det, end jeg kan tillade mig at kræve, at andre gør. Jeg bliver sådan helt forelsket, når jeg får nye venner.” 

Men der må også være mange, der bliver forelsket i dig?

“Det tror jeg ikke. Det ved jeg ikke.”

Hvorfor skulle lige præcis du ikke være værd at elske?

“Årh, det er hårdt at snakke om, synes jeg. Jeg tror ikke, jeg er så god til at se det. Jeg kan sagtens se, at jeg kan forføre i sekundet og være charmerende og tryllebinde et selskab, men jeg kan slet ikke forestille mig, at nogen tør komme hen til mig. Jeg tror, folk er lidt bange for mig.”

Skrøbelig med stærk kerne

I virkeligheden mener Paprika Steen, at hun er alt for sensitiv til at være skuespiller. For ja, det er svært, når der af og til er lange pauser imellem jobbene.

Hvordan tøjler du din sensitivitet?

“Allerhelst og bedst med arbejde. Det er alt for nemt at miste fodfæstet, når jeg ikke har nok at lave. Jeg trøster mig med, at jeg åbenbart har en eller anden grundkerne, der er sindssvag stærk, for ellers var jeg knækket fuldstændig. At der er lange perioder uden særlig mange opgaver, og at de perioder bliver flere med alderen, er en ærgrelse, eller kald det en sorg, for mig. Men det skal jeg nok få lavet om på.”

Hendes stærke kerne kom hende også til undsætning, da hun blev skilt.

Forholdet til Mikael Rieks, som er far til deres søn Otto på 14 år, startede på et skrøbeligt fundament. Hun beskriver dem som to sjæle, der mødtes på det åbne hav. Endnu ikke forankrede i sig selv, men modtagelige for vinde og vejr. Over en fælles redningsplanke fandt de ud af, at de begge havde brug for ro i deres liv.

Hvorfor blev I skilt?

“Egentlig er det ret fantastisk, at vi var sammen så længe, når man tænker på, at jeg blev gravid efter kun fire måneder. Mikael havde to børn i forvejen, så vores liv sammen blev meget hurtigt meget praktisk. Vi nåede ikke at have tre år, hvor vi var nyforelskede og rejste til Hawaii. Nej, vi flyttede i hus og havde faste udgifter, og til sidst var han min bedste ven. To år før vi skiltes, kiggede vi på hinanden og spurgte: ‘Hvad nu?’. Og så gik der et par år mere. Vi var jo enormt glade for vores liv. Vi har altid haft det godt sammen os tre, men jeg er bange for at gå i stå og savnede liv og by. Det var ligesom der, det startede.”

Da de skiltes, var de enige. Det var ikke forhastet, og ingen af dem havde en anden. Den første sommer som singlemor til en teenager sammenligner hun med et efterskoleophold. Pludselig kunne hun leve med rod og mindre struktur og nyde at bruge flere timer på at finde og se sjove Youtube-videoer sammen med Otto. Hun og eksmanden taler stadig sammen dag.

“Vi taler selvfølgelig om Otto, men også om andre ting. Folk tror, vi lyver og er medlemmer af Scientology, fordi vi er så glade og stadigvæk ser hinanden. Vi kan tage tre dage på landet sammen og have grineflip og spise lækker mad, stene og være fuldstændig familie-agtige, og så kan vi tage tilbage til hvert vores liv. Mine 15 år med Mikael har været fantastiske. Vores skilsmisse har været fantastisk, omend vemodig, men rent emotionelt og menneskeligt så er jeg pludselig den bedste udgave af mig selv.”

Er der en frigørelse i at blive skilt?

“Ja. Ligesom der også er en frigørelse i, når ens mor dør. Hvis du tackler tab ordentligt, kan det være frigørende, og det sagt med al respekt for min mor og min skilsmisse. For mig er sorg altid present og lidt ligesom en nyudsprungen blomst, du snuser til, før du stiller den over på bordet og senere rykker den ud på terrassen, for til sidst at plante den i jorden. Planten kommer hele tiden lidt mere på afstand, men du passer den – for det meste – og glemmer du at vande den i en tid, kommer du helt sikkert i tanke om den igen og giver den et skvæt vand mere. Sådan er sorg og tab for mig.”

Midaldrende udenpå

Stort set samme dag som Paprika Steen efterlod en del af sit anker bag sig, tjekkede hun ind til optagelserne på Bille Augusts Stille hjerte, som handler om afsked med en syg mor, som planlægger sin egen død.

Hvorfor sagde du ja til Stille hjerte?

“Fordi Bille August laver nogle fantastiske film, og jeg endnu aldrig havde arbejdet med ham. Jeg var meget overrasket, da han ringede til mig. Jeg tænkte: æstetiske, fine Bille August og så vilde Paprika. Gadetøsen Paprika. Jeg kunne slet ikke se, hvorfor han ville have mig med, men det er vel også ret sjovt for Bille at arbejde med sådan en som mig. Ligesom det er sundt og givende for mig at arbejde med sådan en som Bille. Bille forventer, at du kan dine tekster, han tåler ikke diskussioner på settet, og så tager han maks. en scene om tre gange. Det var en helt ny disciplin for mig. Men jeg var også en udfordring for ham ..,” hvisker gadetøsen Paprika:

“... fordi jeg har humor!”

Hun hæver stemmen igen:

“Jeg følte, at vi var en fantastisk kombination, ham og jeg. Når jeg selv instruerer, er jeg så bange for, at folk ikke forstår, hvad jeg mener, så jeg snakker rigtig meget. Bille, han kan nøjes med at løfte et øjenbryn, rømme sig, smile eller sige: ‘Nej, nej’ – og så ved du, hvad han mener. Jeg vil være ked af, hvis vi ikke skal lave mere sammen.”

Stille hjerte handler om at tage afsked med livet. Hvad skal du nå, inden du skal væk?

“Jamen, jeg er stadig i min tidlige narcissistiske udvikling og skænker det ikke en tanke. Jeg holder fast og dør ikke. Jeg har været rigtig lang tid om at lære mig selv at kende, og derfor er min bevidsthed ikke ældre end en teenagers. I øjeblikket mærker jeg min alder som en smuk klang i sjælen, men for det meste er der larm og uro. Nogle siger, at du bliver som en teenager igen, når du bliver skilt, og det kan godt være.  

Når du har lavet noget eller levet med nogen i lang tid, så kommer du til de her øer i dit liv, hvor du er nødt til at redefinere, hvorfor du gør det, du gør. Jeg føler ikke panik før lukketid. Tværtimod har jeg aldrig været gladere over så lang en periode som nu. Jeg føler, jeg har sprængt det hele i luften og er ved at samle det igen til et nyt dna. Jeg tror, jeg er ved at blive en ny stjerne – eller en lille jord, som bevæger mig væk fra den her branche. Jeg er klar til at forelske mig igen, til at gøre det hele på en ny måde og genfinde kærligheden til mit fag.”

På spørgsmålet om, hvad der giver energi i hverdagen, drejer snakken sig hen mod hendes nye bedste venner, bokseren Mikkel Kessler og deres fælles manager, Allan Bach. Da drengene, som hun kalder dem, opfordrede hende til at komme ud og træne med dem, tog hun imod udfordringen, men tænkte for sig selv: Hvad vil de med sådan en buttet husmor fra forstaden?

Er det nyt for dig at mærke din krop på den måde?

“Ja, fordi jeg altid har været bange for at få pulsen for højt op. Min læge har forklaret mig, at høj puls minder min krop om de panikanfald, jeg kan få, når jeg rejser. Milde panikanfald, som jeg plejer at holde nede med en masse sukker. Alt, hvad der har gjort ondt og været hårdt på nogen måde, har jeg været bange for. Helt sådan kropsligt blokeret bange. Drengene har lært mig, at det handler om vejrtrækning, og jeg har tillid til, at de på sigt kan lære mig at forstå min krop. Jeg har slet ikke lært det endnu, og jeg skal stadig tage mig sammen for at komme af sted, men rent fysisk kan jeg se forskel, og mange fortæller mig, at jeg står anderledes skarpt. Jeg har fået en bedre holdning og tabt mig et par kilo og fået så gode ben, at jeg gik i shorts i sommer. Jeg fylder 50 år i år ...”

Hvad er 50 år for dig?

“Det ved jeg ikke! Jeg har aldrig brudt mig om det med at definere mig efter min alder. Den eneste gang, jeg har bekymret mig over min alder, var, da jeg var 39 år. Ordet 40, det mindede mig om rødvinsfulde kvinder, der dansede sexdans på gulvet, som de gjorde, da jeg var barn. I virkeligheden handlede det nok mere om, at det var i den alder, min mor gik ned, og jeg var bange for, at jeg skulle ende der også. Min mor gik i stå og havde 20 års depression og døde af det. Selv om jeg har overlevet hende, er det stadig min frygt at gå i stå, men nu er jeg så snart 50 år og tænker: Kom nu, Paps. Jeg holder mig okay af en 50-årig, der har røget, siden hun var 12 år. Det er ikke, fordi alderen gør smukkere, men fordi jeg arbejder på det! Jeg træner, og jeg går til 47 hudbehandlinger hele tiden og får ordnet negle og øjenbryn og hår ...”

Min mand og to sønner kommer ind ad døren lige nøjagtig tids nok til at se ryggen af Paprika Steen, der iler videre til Vild med dans--kostumeprøver.

“Mor, hvad skulle damen?” spørger min fem-årige. ‘Damen’ skal tilskrives hans verdens-billede og ikke Paprikas sømands-striber, sneakers og endnu en tændt smøg.

Jeg viser mine drenge filmklip fra Hannibal og Jerry af en Paprika Steen i lyserød spadseredragt og med højt hår. Det er 17 år siden, men hun ser nærmest yngre ud i dag. Jeg forsøger endnu engang at forklare dem, hvad det der fag skuespiller går ud på, og de spørger endnu en gang:

“Er hun så også virkelig?”

Og ja, det er hun. Paprika Steen er meget virkelig. Og virkelig levende.

Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 46.

Pressefoto: www.onedecision.dk

Seneste

Måske er du interesseret i...