Özlem Cekic har altid øvet sig i at være modig

Özlem Cekic har mange års erfaring i at gå på med krum hals. Et par dage inden vi ses, har hun lagt en video på Facebook, hvor hun løber op ad trappen til Christiansborg med armene bredt ud. For enden af trappen står Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, som er kendt for sine kritiske udtalelser om muslimer i det danske samfund.

Özlem Cekic omfavner Martin Henriksen og spørger, om han synes, flere skal melde sig ind i foreningen Brobyggerne, der arbejder for, at vi skal have plads til uenighed. Det synes Martin Henriksen ikke. Men han besvarer krammet og smiler til kameraet, mens Özlem Cekic opfordrer til alligevel at melde sig ind.

Begivenheden er en happening. Özlem Cekic har lovet sine følgere, at hun ville kramme Martin Henriksen, hvis Brobyggerne fik 500 nye medlemmer på en uge.

“Når jeg krammer Martin, viser det jo, at vi godt kan være uenige uden at være uvenner,” siger Özlem Cekic.

Øvelse i mod

Krammet på Christiansborgs trappe er en mindre ting. Siden Özlem Cekic for 10 år siden besluttede sig for at drikke en kop kaffe med en mand, der hedder Ingolf, og som gennem hendes år som politiker har sendt hende en lang række hademails, har hun udviklet konceptet dialogkaffe, hvor hun mødes med mennesker, der for eksempel har kaldt hende perker, muslimrotte og terrorist.

De møder kræver tit mod at gå ind til. Ligesom det krævede mod, da hun gik ind i politik i sin tid og stillede op til Folketinget som ung muslimsk kvinde, og senere, da hun ene kvinde stemte imod sin gruppe i SF og mistede alle sine ordførerskaber som konsekvens. Det krævede også mod, da hun som helt ung lod sig skille fra den mand, som hendes forældre havde fundet til hende. Og sådan kunne vi blive ved. Özlem Cekic har et erklæret mål om at være modig hver dag og turde udfordre andre og mest af alle sig selv.

“Mod handler for mig om at presse mig selv ud i nogle situationer, hvor jeg ved, at jeg har mulighed for at udvikle mig. At være modig lyder altid så stort og uopnåeligt, men det er en evne, vi kan træne på linje med alle mulige andre ting,” siger Özlem Cekic.

“Når vi er børn, er det naturligt for os hele tiden at lære nyt og rykke vores egne grænser, men der sker noget med os, når vi bliver voksne, vi glemmer at træne den evne. Vi bliver lidt glade for status quo. Men det kan sagtens handle om at turde sige hej til nogen i bussen. Det er vi så dårlige til i Danmark. Vi er nødt til at øve os.”

Tør jeg? Tør du?

I weekenden har Özlem Cekic været til landsmøde hos Radikale Venstre, hvor hun skulle holde en tale om dialogkaffe og pludselig blev nervøs.

“Der handler det om at være bevidst om, hvor den nervøsitet og angst kommer fra. Jeg var nødt til at finde ud af, hvorfor jeg pludselig var så nervøs? Og det handlede om, at jeg var tilbage i et politisk rum, hvor alt er en kamp. Pludselig kunne jeg huske følelsen i kroppen fra dengang, jeg tog de svære samtaler i politik. Så snart jeg vidste det, kunne jeg tackle det. Dernæst kunne jeg tænke: Hvad vil der ske? Tit tror vi, at der sker noget mere negativt, end der reelt gør. Vil jeg dø? Bliver jeg helt alene? Kaster de tomater efter mig? Angst er irrationelt. Når vi er bange, skal vi sige højt, at vi er bange. Så forsvinder den negative følelse. Det lærte jeg, dengang jeg arbejdede i psykiatrien. Så jeg adresserede min nervøsitet fra talerstolen, og alt gik helt fint.”

Helt så hurtigt blev angsten for at prøve noget nyt til gengæld ikke overkommet, da Özlem Cekic i 2018 blev kontaktet af TED Talk i New York.

TED Talk står for at udsende banebrydende foredrag på under 18 minutter online. Sloganet er “Ideas worth spreading”, og der har i tidens løb været neurologer, økonomer, filosoffer, it-folk, raketforskere, sportsstjerner og aidsforskere på TED, der når et verdensomspændende publikum.

Da TED sendte en invitation til Özlem Cekic, tog hendes liv en ny drejning.

Bruno fra New York

“I 2018 havde jeg modtaget flere mails og telefonopringninger fra TED, men jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var,” fortæller hun.

Ikke før hun en dag i marts lå uvirksom i en hospitalsseng på Amager, indlagt på grund af sin astma og med en iltmaske for næse og mund, og telefonen igen ringede.

“Jeg sagde irriteret til min mand, at jeg blev kimet ned af nogen fra New York. Han ville vide, hvem det var, og da han hørte, at det var TED, sagde han, at det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til. ‘Det er den største scene, du kan få at tale på’, sagde han. Men jeg tænkte jo, at det var udelukket, fordi jeg ikke kunne engelsk.”

Hun gik dog tøvende med til at tale med de ivrige amerikanere, opmuntret af sin mand.

“Men mest fordi jeg regnede med, at de ville opgive, når de hørte mig tale,” siger hun.

For sagen er, at Özlem Cekic aldrig rigtigt havde fået lært engelsk.

Da hun som 10-årig kom til Danmark, skulle hun først lære dansk, og da hun kort efter fik engelsk i den folkeskole på Vesterbro, der tog imod hende, forstod hun ikke, når de engelske ord blev oversat til dansk. Det blev lidt for meget sprogforvirring på én gang.

“Jeg holdt lav profil i folkeskolen, og i gymnasiet snød jeg, og alligevel dumpede jeg i engelsk. Mens jeg var i Folketinget, undgik jeg mange udenlandsrejser. Jeg er altid gået under radaren og har holdt det lidt hemmeligt. Jeg kunne forstå lidt engelsk og bestille noget mad, det var det. Derfor virkede det helt urealistisk, at jeg skulle holde en tale på engelsk.”

Men Bruno fra New York fik hende alligevel overtalt.

“‘Ideen med dialogkaffe er god’, sagde han. ‘Tanken med TED Talks er at sprede gode ideer. Så kan du ikke lære at holde den tale på engelsk?’.”

Ind på scenen

“Jeg vidste med det samme, at jeg skulle have nogen til at hjælpe mig. Meget få mennesker er født som store talenter. Vi bliver dygtigere, når andre hjælper os. Jeg fik to eksperter i retorik til at læse min tale igennem, en engelsklærer oversatte den, min veninde i Novo hjalp mig med at performe talen, mens en anden hjalp mig med udtalen, og jeg fik lov at holde den for en gruppe studerende. Jeg øvede og øvede. Jeg så kun CNN og BBC i månedsvis. Til sidst kunne du vække mig klokken to om natten, og så kunne jeg tale i de 16 minutter og 34 sekunder, talen varede.”

Så efter at have sunket en million klumper i halsen og været ved at kløjes i engelsk udtale lige så mange gange, pakkede hun en elegant, grøn buksedragt og rejste til New York med sin mand. Stadig nervøs, men velforberedt som bare pokker.

Dagen før mødte hun til generalprøve.

“Vi var 12-15 talere. Flere havde engelsk som modersmål, men var så nervøse på scenen. En af dem blev ved med at sige ‘Oh, my god, oh, my god’. Flere andre kunne jeg slet ikke mærke, når de talte. Pludselig forstod jeg, at det ikke var så vigtigt, om jeg udtalte alt perfekt. Jeg brænder for min idé, og det er det vigtigste. Jeg fik et skud selvtillid af den generalprøve.”

Klippet med Özlems Cekics TED-talk er stadig tilgængeligt online. Hun er rolig på scenen, taler artikuleret og i perfekt tempo. Et par gange får hun publikum til at grine. Hun har deres opmærksomhed, og hun ser faktisk ud til at nyde oplevelsen.

En del af noget større

Hvad husker du som det største øjeblik på scenen?

“Jeg slutter talen med at citere min ven Sergeot Uzan, der mistede sin søn i terrorangrebet på den jødiske synagoge i København i 2015. Min ven afviste alle tanker om hævn og sagde, at ondskab kun kan bekæmpes med godhed. Det kræver mod at være venlig, så derfor skal vi være modige. Da jeg sagde hans navn i talen, blev jeg helt rørt. Lige der vidste jeg, hvorfor det var så vigtigt at holde den tale og sprede budskabet om at møde had med dialog. Jeg følte mig som en del af noget større.”

Özlem Cekics tale på Ted.com er oversat til 26 sprog. Efter talen blev hun inviteret til konferencer i hele verden fra Island til Indonesien. Pludselig kunne hun sidde i Jakarta og diskutere homoseksuelles rettigheder og stå foran 1.000 kvinder i Brasilien og diskutere ligestilling og vold mod kvinder. For dialog er nødvendig i alle konflikter.

Sara fra barndommen

Eller vi kan begynde i det nære med familie og venner måske?

Efter at have rejst verden rundt og talt overordnet om, at dialog er livsvigtig for demokratiet, efter at have opfordret unge og ældre, kvinder, mænd og nonbinære, muslimer, jøder og kristne, politisk vakte fra højre og venstre og alle, der er supersure på Facebook til at tale med netop dem, der mener det modsatte, opdagede hun, at hun måske havde lidt svært ved at praktisere dialogkaffe med sine venner og sin familie.

Og den historie hænger sammen med den anden invitation, der også har betydet noget for hende de seneste år.

Hun modtog nemlig en personlig invitation til et bryllup hos en venindes datter. Vel at mærke en veninde, som hun i mange år ikke har set eller talt med. En veninde, som hun tidligere har troet, var tabt for altid. Men som nu rakte hånden ud.

“Jeg mødte Sara første gang, da jeg kom til Danmark som 10-årig. Hun var fra samme kurdiske kultur, talte mit sprog og var et par år ældre. Jeg elskede at tilbringe tid med hende. Senere var det hende, der opfordrede mig til at søge ind på sygeplejestudiet, og vi blev gift og fik vores første barn nogenlunde samtidigt.”

Sara var en tæt veninde for Özlem Cekic. Alligevel blev deres venskab ødelagt.

“Jeg følte, at hun tog parti for min eksmand og hans familie i nogle samtaler efter min skilsmisse. I stedet for at sige, at hun gjorde mig ked af det dengang, lod jeg mine irritationer vokse. Afstanden mellem os voksede, og tilliden blev mindre. Jeg var så optaget af, hvordan jeg havde det, jeg følte, hun svigtede mig ved ikke tydeligt at vælge mig, jeg kunne slet ikke se det fra hendes side. Jeg gik bare ud ad døren og stoppede al dialog.”

Når følelser fylder samtalen

Özlem Cekic beskriver i sin nye bog Tak for kaffe en senere samtale mellem hende og Sara, som hun ikke er særligt stolt af.

Da hun i 2007 blev valgt til Folketinget, ringede Sara for at ønske tillykke. På det tidspunkt havde de ikke talt sammen i seks år. I stedet for at blive glad reagerede hun med mistro. Ville Sara bare udnytte deres tidligere venskab?

Og derfor ydmygede hun Sara ved at sige: “Sara hvem?” i telefonen.

Özlem Cekic er ikke bange for at dele den slags episoder. Hun skåner ikke sig selv i sin bog, hvor hun fortæller om ufine følelser som smålighed, misundelse og egoisme som baggrund for samtaler, som bliver smertefulde og ender uforløst. Hun indrømmer gerne, når hun har taget fejl, fordi hun derfra kan komme videre, udvikle sig og måske genoptage en dialog?

“Jeg begyndte at se Sara lidt igen, i forbindelse med at min mor blev syg. Og da hendes ældste datter skulle giftes, fik jeg så den invitation til brylluppet. Jeg blev egentlig overrasket over, hvor meget det betød for mig. Jeg havde fået overbevist mig selv om, at jeg ikke behøvede Sara i mit liv, men jeg tog mig i for eksempel at tænke meget over, hvilken kjole jeg skulle have på til festen. Der var meget glæde i den invitation.”

Før selve brylluppet mødte Özlem Cekic op til Hennafest kun for kvinder og blev modtaget med åbne arme af Sara.

“Hun krammede mig og sagde, at det betød meget, at jeg var med til fejringen. Pludselig kunne jeg huske, hvordan vi grinede sammen, og det blev en dejlig dag med god mad, dans og musik.”

Venskaber uden konsensus

I dag er venskabet under en slags genopbygning.

“Når ting går i stykker, skal vi bygge det op igen. Vi skal have nye oplevelser sammen. Jeg ved ikke så meget om Sara længere. Hun er også blevet skilt. Vi skal lære hinanden at kende igen. Jeg ved ikke, hvor fortrolige vi er endnu. Stoler vi på hinanden? Vi skal heller ikke vende tilbage til det venskab, som det var. Vi skal starte noget nyt sammen.”

Hun fortæller historien om Sara, fordi den er et godt eksempel på et venskab, der blev for udfordret af en konflikt, hvor ingen af parterne turde starte en dialog om stenen i skoen.

“Hvad hvis jeg nu dengang bare havde spurgt hende nysgerrigt, hvorfor hun forsvarede min eksmand. Måske vidste hun heller ikke, hvordan hun skulle reagere i en situation med skilsmisse, det var helt nyt for os begge to. Venskaber vokser sig stærke, hvis man går ind i konflikten med en samtale. Den lektie har jeg lært.”

Ikke at det er særligt nemt. Det kræver mod og øvelse. Og så kræver det en vigtig ting mere: Bevidstheden om, at vi ikke altid behøver være enige for at kunne være sammen.

Generelt er vi tit for optagede af at nå konsensus i vores samtaler, synes Özlem Cekic.

“Tidligere var det vigtigt for mig at have venner, der var enige med mig. I dag er jeg bevidst om, at venskaber skal berige mig, lære mig noget, udfordre mig i mit eget ekkokammer, og jeg skal have det sjovt. Jeg skal kunne græde med dem og kunne dumme mig og fortælle noget, der er svært. Jeg vil have venner i alle aldre og en masse, der ikke ligner mig selv. Til min 40-års fødselsdag var der mange aldre, etniciteter og religioner repræsenteret.”

Melchior i det hinsides

En af Özlem Cekics ældste venner er for nylig gået bort. På hendes kontor står en slidt bordeaux lænestol i det ene hjørne. Stolen har tilhørt Bent Melchior. Hendes baggrundsbillede på computeren er et foto af de to sammen. Leende. En jødisk overrabbiner og en muslimsk kvinde i omfavnelse.

Det er et billede fyldt med håb og glæde. For hvad nu hvis der nu var lidt flere af den slags hjertelige omfavnelser af den slags på tværs af alder, køn, religiøse og politiske tilhørsforhold rundt omkring i verden?

Eller bare på trappen til Christiansborg.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 21. oktober 2021.

er gift med forretningsudvikler Devrim Ûlgü og mor til Furkan på 22, Yasmin på 14 og Yusuf på 12 år. Er født i Ankara i Tyrkiet, kom med sine forældre til Danmark som 10-årig og er vokset op på Vesterbro i København.

er uddannet sygeplejerske og har blandt andet arbejdet inden for psykiatrien. Var bestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd fra 2003 til 2007 og blev i 2007 valgt

til Folketinget for SF. Forlod Folketinget i 2015 og meldte sig ud af
SF i 2017.

er i dag debattør, forfatter, foredragsholder og stifter af og generalsekretær i foreningen Brobyggerne. Har skrevet bøgerne Fra Føtex til Folketinget om vejen ind i politik og Hvorfor hader han dig, mor? om sine møder med hadefulde mennesker. I 2018 holdt hun en TED Talk i New York om konceptet dialogkaffe.