Nu tør jeg stå ved min sårbare side

Susanne Vodder har altid været en dedikeret sygeplejerske, som gennem 30 år har elsket sit ar­bejde som omsorgsperson.

På et tidspunkt fandt hun på at tage til Grønland for at ar­bejde på hospitalet i hovedstaden Nuuk. Første gang hun drog af sted for at tilbringe et år i den barske nordatlantiske natur, tog hun afsked med sin far med et kys. Det er den eneste gang, hun kan mindes at have kysset ham. Både som barn og som voksen.

“Jeg var ret knyttet til min far som barn, fordi min mor ofte arbejdede om efter­ middagen og aftenen. Hun var sygehjælper og hjalp til på en nærliggende kro. Så det var min far, der lavede mad og lagde mig i seng, men han var ikke en glad mand, det kan jeg se nu. Det emotionelle nærvær var bare ikke en del af min barndom.”

Der var ikke så meget kropslighed og heller ikke noget med at græde i Susannes barndomshjem. Ikke af ond vilje. Hendes for­ ældre kunne bare ikke give noget videre, de ikke selv havde fået, tænker hun i dag.

“De har gjort det, som de bedst kunne. Jeg prøvede at få min mors omsorg og kærlighed, men hun var ikke i stand til at give den. Og det har jeg skammet mig over i årevis, men den skam er jeg i færd med at kaste af mig.”

Min ensomhedsfølelse

For Susanne blev 2018 et vendepunkt. Her blev hun først sygemeldt med stress og siden fyret fra sit job som operationssygeplejerske.

“Hele mit arbejdsliv har jeg prøvet at give andre noget, jeg selv længtes efter. Jeg har været omsorgsfuld og altid sagt ja til alt. Jeg har tilpasset mig andre og holdt mig i gang med mange aktiviteter og en stor omgangs­kreds. Jeg tror, det handler om en ensom­hedsfølelse, jeg har haft med mig lige siden min barndom.”

På et tidspunkt var Susannes omsorgslager bare tomt. Hun kunne ikke give mere og rea­gerede ved at få stress.

“Jeg mærkede det som en forkrøblethed i min krop,” siger Susanne, som i begyndelsen troede, hun kunne komme overens med følelsen i løbet af nogle måneder. Derfor kom hun tilbage på arbejde alt for tidligt og endte med at blive fyret i andet stressforløb.

Ro ved vandet

“Jeg har altid troet, at jeg var sådan en, der skulle bæres ud af operationsstuen, for jeg har lagt så meget energi og stolthed i mit arbejde. Men så mærker man jo ikke så meget sig selv. I virkeligheden var det en gave, at jeg blev fyret. I forbindelse med at jeg fik stress, begyndte jeg at være opmærksom på, hvad min krop har brug for. Jeg har dyrket vejr­trækningsterapi og yoga, og jeg er bevidst om at gøre to ting hver dag, der giver mig glæde og energi.”

Det er blevet en fast tilbagevendende be­givenhed for Susanne at tage til vandet i Fåborg eller Svendborg, hvor hun sidder på en bænk med en kop kaffe.

“Der er en uendelig ro ved vandet, som giver mig ro i maven og i sindet. Mit liv er blevet meget anderledes. Langsomt. Jeg har lært, at jeg har brug for den ro, at jeg i det hele taget har brug for en anden vej i mit liv.”

Den vej handler om at turde stå ved de sår­bare sider, som tidligere har været vanskelige at sætte ord på.

“Det påvirker mig, hvis jeg føler, at jeg ikke får noget igen i mine relationer. Jeg tænker meget over tingene. Der skal ikke meget til, før jeg tænker: Hvad mener de med det? Jeg har arbejdet meget med mig selv, med at jeg er god nok, som jeg er, og jeg er blevet bedre til at sætte grænser. Jeg har opdaget, at jeg altid har bygget en betonklods omkring mig, som nu skal opløses, i takt med at jeg skal turde sårbarheden.”

De seneste tre år siden fyringen har hun været mere alene end nogensinde før. Hun har indset, at hun ønsker mere indre liv, og i stedet for at flygte fra situationer, hun for­ binder med svære følelser, prøver hun at gå ind i dem.

“Jeg har altid arbejdet i alle højtider. Jul og påske, for jeg har ikke haft familie at fejre noget med. Så jeg kan mærke, at det er sår­ bart for mig at tænke på. Men jeg har lært at række ud og stå ved min sårbarhed, og det gør den lettere.”

Det gad jeg godt ændre

“Tidligere har jeg selv sat mange ting i gang, men har måske egentlig ikke været der i det. Nu er jeg mere tilbageholdende med bare at fylde kalenderen op og op­mærksom på, at mine indre behov er vig­tigere end de ydre. 

Det har selvfølgelig forandret mig og forandret mit forhold til mennesker, jeg har kendt. Nogle har jeg næsten ikke hørt fra efter min forandring. Det har gjort mig ked af det. 

Men måske skal vi mennesker lære at være mere i det indre og turde spørge mere ind til det og ikke kun spørge til ‘den fantastiske efter­ årsferie’, men også til det sorg­rig­fulde, til det sårbare ­ for der er vi vist mange, der er menneskeligt ufaglærte,” siger Susanne Vodder.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 13. januar 2022.