Natasja Crone
Job: Nyhedsvært på TV2 Nyhederne. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Startede karrieren som sportsreporter på Berlingske Tidende. Fik et stort folkeligt gennembrud som underholdningsvært på DR i successen Stjerne for en aften, var vært ved Det Internationale Melodi Grand Prix i en propfyldt Parken i 2000 og har været tv-vært ved flere kongelige begivenheder. Har de seneste syv år været nyhedsvært på henholdsvis TV2 News og TV2 Nyhederne.
Fra sport til underholdning. Og fra underholdning til nyheder.
Natasja Crone har som en af de få danske tv-værter tilsyneladende ubesværet skiftet rollerne ud, når noget trak hende i en anden retning. Skiftet fra sport til underholdning var en oplagt tilfældighed. Beslutningen om at gå fra DR til TV2 var godt gennemtænkt.
“Det var bestemt ikke en nem beslutning at forlade DR’s trygge rammer med en million seere fredag aften for at lave nyheder på TV2 News, som var en helt ny tv-kanal. Det føltes karrieremæssigt som et meget stort valg – og et supersats! Men jeg er nok hende, som i sidste ende vælger udfordringer frem for tryghed. Og jeg har aldrig fortrudt den beslutning.”
For det var et vigtigt valg. Det var nu, hun havde brug for at bryde ud.
“Jeg har ikke haft en plan for min karriere, og den ene opgave har ligesom bare taget den anden. Men efter fem år med underholdning kunne jeg mærke, at jeg skulle tilbage til journalistik, inden jeg fik et stempel i panden som hende underholdningspigen. Årene som vært på diverse underholdningsprogrammer var et sidespring. Det var langt og sjovt, men det var et sidespring, så min beslutning om at skifte rolle var for en gangs skyld ret bevidst. Jeg prikkede til mine chefer i DR, men de ville gerne fastholde mig i det, som var en umiddelbar succes. Den nye og dengang meget hemmelige kanal TV2 News var derfor det perfekte sted for mig at søge hen. Her kunne jeg langsomt sidde og blive afluset, i takt med at kanalen fik flere seere.”
Det, der driver Natasja Crone, er og har altid været formidlingen. Nysgerrigheden og afleveringen.
“En stor del af mit job i dag handler jo om at gøre det komplicerede let – ikke at forveksle med overfladisk – men at koge en masse informationer ned til et par minutter, som fortæller essensen bedst muligt. Og det er stadig en udfordring for mig hver dag, som jeg enormt godt kan lide.”
Ingen kradsende kriser
Nysgerrigheden og den ofte medfølgende tvivl har fulgt Natasja Crone ind i 40’erne, som en afsøgende måde at gå til livet på. Forsvundet er til gengæld den nervepirrende nervøsitet, der prægede hendes første år på skolebænken for åben skærm, hvor angsten for at falde igennem til tider tog over. Og lagde hende fysisk ned.“Jeg er færdig med at komme hjem fra arbejde og tude over, at jeg ikke føler mig dygtig nok. Og tiden er heldigvis forbi, hvor jeg kunne bringes helt i kulkælderen over en dårlig præstation. Ligesom tiden, hvor jeg kunne gå i baglås over en sur mail fra en seer, som ikke kunne lide mig. Efter så mange år på tv har jeg erkendt, at der selvfølgelig sidder nogle foran skærmen og tænker: Fuck, hvor er hun irriterende. Det kan ikke undgås, og det har jeg lært at leve med.”
Faktisk havde hun ingen kradsende kriser, da hun fyldte 40.
“Da jeg fyldte 40, var der ikke noget af det, jeg gerne ville nå inden, jeg ikke havde nået. Min 40-års fødselsdag havde mere tyngde end 30, men jeg havde ingen kriser over at være nået dertil i livet.”
For hun havde det, hun havde håbet, hun ville have: børn, kærlighed og et arbejde, der blev ved med at være udfordringer i.
“Jeg synes, det var sværere at blive 35, men det handlede mere om det rent ydre. Før jeg blev 35, stod jeg bare op, gik i bad og ud af døren – højst med mascara på. Men pludselig kunne jeg godt se, at det krævede mere tid foran spejlet, og jeg fik erkendelsen af, at: Shit, jeg er jo ved at blive gammel! Det hele blev i den periode også toppet af, at jeg fik en diskusprolaps og ondt i knæet, når jeg løb og … ja, jeg blev på flere fronter mindet om, at jeg var ved at blive ældre.”
Så hun gik i gang med at passe på sig selv.
“Det kan i dag tage dagevis at få strøget ansigtet på plads efter en tur i byen, så jeg vælger festerne med omhu og arbejder for at holde mig i form. Før jeg fik Samuel og Noah, spillede jeg håndbold på divisionsplan, men efter jeg som 28-årig blev mor, dyrkede jeg ikke noget særligt frem til sidst i 30’erne. I dag løber jeg meget, og der er gået lidt konkurrence i det for mig. Men det er kun godt, for jeg kan enormt godt lide god mad, og slankekure ville så afgjort forringe min livskvalitet. Jeg elsker saucer med fløde, og det ville være forfærdeligt, hvis jeg skulle spise skyr eller hytteost i stedet for flødesauce. Så jeg løber. Og er helt med på, at jeg har en alder, hvor jeg bliver nødt til at motionere for at kunne spise det, jeg har lyst til.”
Og en alder, hvor hun kan komme i tvivl om længden på tøjet.
“Jeg føler ikke, jeg kan være helt lårkort længere. Altså, vi snakker virkelig kort, før jeg melder pas. Men alderstingen i forhold til min påklædning rammer mig blandt andet, når jeg ser et billede af en model med noget fedt tøj, jeg gerne vil have, men må konstatere: Ja, det ser fedt ud på hende … fordi hun er 19 år gammel! I dag går jeg mere efter at udstråle elegance, selvsikkerhed og rene linjer.”
Selv om det at runde 40 ikke gjorde ondt (andre steder end i ryggen), har rollen som en af de ældre været noget, der krævede en smule tilvænning.
“Jeg var 18 år, da min mor holdt sin 40-års fødselsdag, og jeg syntes, de var gamle mennesker, der var kiksede, når de dansede, hørte mærkelig musik og fortalte dårlige hø-hø-vittigheder. Og ja, det er jo så mig og mine venner nu. Det er da klart noget, jeg lige skal vænne mig til ...”
Måske også fordi hun i mange år har været en del af unge arbejdsmiljøer, hvor der med hendes egne ord herskede en stemning af lejrskole og fællesskab.
“Jeg kom tidligt ind i tv-branchen og troede nok i lidt for lang tid, at jeg var på samme hold som praktikanterne på 22. Men de syntes ikke, jeg var en af dem. Tværtimod var jeg i deres øjne blandt dem, der skulle hente børn i institution, boede nord for København og havde et forstadsliv kørende med alt, hvad det indebar. I dag er jeg med på den generelle opdeling og helt okay med, at jeg ikke er på de unges hold længere. Det gik bare op for mig lidt sent i livet, tror jeg.”
Natasja Crone er måske blevet en af de ældre og erfarne tv-profiler, men hun føler sig langt fra for gammel. Eller bare tæt på at være det! Hun tror ikke på parolen om, at kvindelige nyhedsværter skal føle sig truede på deres job, bare fordi de har passeret de 40. Hun har spottet en tendens i tiden og tror på, at det efterhånden kun er i Italiens Berlusconi-land, at kvindelige nyhedsværter bliver ansat på deres glatte ansigt. Og krop.
“Jeg bekymrer mig overhovedet ikke over mine 43 år i forbindelse med mit job. Der var en debat for nogle år tilbage, som kørte på, at kvindelige tv-værter partout skal være unge. Og den ramte rigtigt i forhold til underholdning, hvor værterne er forholdsvis unge. Men jeg synes, det er noget helt andet med nyheder. I amerikansk tv er der for eksempel et stigende antal kvindelige nyhedsværter over 50, som bliver brugt som frontfigurer. Faktisk er der utroligt få unge værter i amerikanske nyhedsmedier, da det kræver en vis alder at udstråle den rette troværdighed.”
Ros mere!
Da Natasja Crone begyndte på Journalisthøjskolen som 21-årig var det for at blive bedre til at skrive. Skriv en reportage, skriv en nyhed, skriv et portræt! Det var selve skrivehåndværket, hun var fascineret af. Modsat filmhåndværket, som hun var vokset op med.“Forældre. Søster. Tante og onkel. Hele familien arbejdede med film, så det skulle jeg vel også? Mine forældre var producenter med eget filmselskab (Crone Film, red.), og de gik meget op i deres arbejde. Men efter et par studenterjobs i branchen blev jeg klar over, at deres passion for film ikke var en, jeg delte. Jeg kæmpede meget med logistikken og var ikke udpræget skrap til det, så jeg sprang fra filmarbejdet for at skrive referater af forhandlingsmøder i en fagforening. De andre sekretærer afskyede de nattelange møder, men jeg elskede dem. At sidde med en stak notater fra et møde, som skulle formidles, så det ikke blev kedeligt at komme igennem, det fangede mig!”
Hun fik en gammeldags skrivemaskine i afskedsgave, da hun sagde op i fagforeningen, flyttede til Aarhus og begyndte på Journalisthøjskolen som en af de yngste på årgangen. Med en praktikperiode på Berlingske Tidende fulgte ambitionen om at finde de gode historier og formidle dem, så de gik rent ind. Blandt andet som sportsreporter. Så kom den offentlige succes som underholdningsvært. Og den konstante vurdering sled på hende. Det var sjovt og udfordrende, og hun fik mange gode venner i den periode, men hun længtes tilbage til skrivebordet og en plads på holdet. Ikke at stå på mål for et.
“Det var hårdt for mig at blive vurderet på mit udseende hele tiden. Jeg stillede hele mig selv frem fra stiletter til frisure, og alle havde en mening om, hvordan jeg så ud. Har hun ikke taget på? Hvad er det for nogle underlige sko? Hvad sker der lige med hendes hår? Var jeg den fødte underholdningsvært, havde jeg sikkert kunnet tage opmærksomheden som en del af gamet, men jeg blev sindssygt træt af det. Jeg tror i dag, at det sled så meget på mig, fordi jeg ikke brændte nok for den rolle. Som nyhedsvært er jeg ikke selv historien, jeg formidler den bare og er kun på skærmen med halvdelen af min krop – og det har jeg det så godt med.”
I starten af hendes karriere sendte rosende ord hende op i skyerne og kritik hende hjem med dynen over hovedet. I dag ser hun kritik og ros som et vilkår, der ikke skal have en alt for stor plads. Det skal tages seriøst, men det får hende ikke til at tvivle på sig selv.
“Jeg synes generelt, det er fedt, at folk giver udtryk for deres holdning. Hvor tit skriver man selv en mail til nogen i fjernsynet eller på børnenes skole, der gør noget godt? Det kræver overvindelse. Tidligere lod jeg det ofte blive ved tanken, men med alderen er jeg blevet mere opmærksom på at rose folk for en god indsats. Jeg ved sgu, hvor glad man bliver over, at nogen gider at tage sig tid og overskud til at sige noget positivt om det, man laver. At bryde den barriere, det er at gå hen til et fremmed menneske og rose. Det synes jeg, vi danskere gør for lidt.”
Stadig i tvivl
En ting er at være blandt de erfarne, der har overskuddet til at rose og give fra sig, en anden ting er at føle sig der i livet, hvor man har knækket koden. Og lærer af sine fejl i stedet for at begå dem igen. Til spørgsmålet om, hvad hun har lært af livet indtil nu, opstår der et sjældent øjebliks tavshed.
“Gid jeg kunne sige, at jeg var nået til en række vigtige erkendelser, jeg kunne give videre, men der er jeg bare slet ikke endnu. Tværtimod bokser jeg stadig med nogle af livets store spørgsmål, og jeg kan netop stadig være i tvivl i rollen som både mor, kæreste og nyhedsvært. Skal vi gå den her vej? Eller vil jeg noget helt andet? Men jeg tænker i dag, at tvivlen er en tro følgesvend, jeg må acceptere. En del af mig. Og det synes jeg ikke, der er noget forkert i. Det gør det bare svært for mig at langtidsplanlægge!”
Natasja Crone griner og fortsætter:
“Altså folk, der allerede nu ved, hvor de skal på sommerferie i 2015 … det er mig meget fjernt. Jeg kan i løbet af sådan et år svinge utroligt meget i lyst og behov og har derfor en tendens til at udskyde beslutninger generelt. Men måske er det mere i familie med vægelsind end tvivl?”
Tvivlen melder sig aldrig, når det gælder om at række ud til omgangskredsen. Hun har aldrig haft problemer med at søge gode råd. Hendes behov for at opnå det bedste resultat, flytte sig og afprøve nye sider af sig selv overskygger behovet for at fremstå fejlfri.
“Hvis mit dilemma går på noget, der har med mine børn at gøre, ringer jeg en veninde op og snakker det igennem, og hvis min tvivl gælder håndteringen af en journalistisk opgave, tøver jeg aldrig med at vende det med en kollega. Jeg har for eksempel en del gode mandlige venner, jeg kan snakke fortroligt og godt med, og de har da også en tvivl på sig selv af og til … hvis man altså går dem lidt på klingen. Det er bare ikke noget, mænd generelt skilter med eller lige vender med gutterne under en Champions League-kamp. Men jeg hopper altså ikke på den der med, at det mest er kvinder, der bliver ramt af tvivl og usikkerhed – mænd skjuler det bare bedre.”
Kan mænd generelt noget, som kvinder kunne lære lidt af?
“Hm, jeg synes virkelig, det er et svært spørgsmål. På mange områder er der ikke specielt meget, jeg misunder dem. Ud over deres generelt højere løn for det samme arbejde! Men hvis jeg skal nævne noget, må det være det, at de er ret gode til ikke at bekymre sig om detaljer. Både de ligegyldige og de væsentlige. De kan sagtens hygge sig med vennerne, selv om der står opvask på køkkenbordet, og sengen er uredt. Og de kan også godt leve med, at de tager nogle valg, som er upopulære – både derhjemme og på jobbet. Der tror jeg, flere kvinder tøver af frygt for at komme i ‘bad standing’. Hos mand, børn, kolleger …”
Natasja Crone har selv haft svært ved at tage upopulære valg og takke nej til offentlige arrangementer og receptioner, hun dybest set ikke gad deltage i, men alligevel endte med at sige ja til. For at leve op til andres forventninger.
“Jeg er generelt blevet bedre til at sige fra. Før i tiden befandt jeg mig tit i sammenhænge for at please andre. Og for ikke at skuffe. I dag kan jeg godt finde ud af at sige nej – og prioritere min tid, som jeg reelt har lyst til. Også selv om det betyder, at jeg skuffer nogen – og muligvis går glip af noget!”
Skyldsspørgsmålet
Hvor meget må arbejdet fylde i en hverdag med børn? Spørgsmålet er et af dem, Natasja Crone bokser med og ikke har noget endegyldigt svar på, men en tydelig fornemmelse af. Hendes barndomshjem nord for København var præget af forældre, der var stærkt passionerede omkring deres arbejde, og Natasja og hendes søster, Barbara, blev ofte taget med på arbejde – eller arbejdet blev taget med hjem til dem. Med overlæg og helt uden skyld.“Mine forældres arbejde fyldte meget, men på en positiv måde, og de har været gode rollemodeller for, hvordan man tackler et passioneret arbejdsliv med familieliv. Jeg er i høj grad blevet hørt som barn og talt til på et voksent plan.
Min søster og jeg måtte gerne snakke med ved bordet og have meninger, og der blev aldrig sagt: ‘Shh, de voksne snakker’. De havde ikke den der skyld med skyld på over, at de rejste meget og havde mærkelige arbejdstider. Jeg har aldrig oplevet dem sige: ‘Åh lille skat, nu skal vi søreme rejse igen, men i næste måned bliver det hele bedre, og nu må du lige ...’. Tværtimod. Det var mere noget i retning af: ‘Hey børn, kom og vær med, det her er sjovt!’. De viste os, at man skulle gå efter det, der begejstrede en, og ikke nødvendigvis det, der virkede fornuftigt eller sikkert. Og det har jeg taget til mig, selv om det bestemt ikke altid har været lige nemt.”
For Natasja Crone er – modsat sine forældre – faldet i skyldsfælden nogle gange og har været i tvivl om, hvor meget arbejdet skal fylde i livet, når man har hjemmeboende børn, man knuselsker, og som lige om lidt er så store, at man skal slippe taget i dem.
“Der har været situationer, hvor jeg har haft dårlig samvittighed og følt skyld i forhold til mine egne børn. Dengang min ældste søn, Samuel, var omkring syv år, var han en periode ked af, at jeg havde nogle mærkelige arbejdstider og aldrig var hjemme om søndagen – ligesom de andre mødre. Og det ramte mig lige i den der skyld-ting, og i stedet for at reagere, som min forældre gjorde, fik jeg formuleret noget underligt halvt noget om, at mine arbejdstider ville blive bedre i næste måned. Det gik jeg så rundt og havde det rigtig skidt med. Jeg vidste jo udmærket godt, at jeg ikke ville have et 8-16-job måneden efter. Jeg kom i tanke om, hvordan mine egne forældre tacklede det, og tog en snak med min søn, hvor jeg sagde, at jeg godt kunne forstå ham, men at jeg rigtig godt kunne lide mit arbejde, og det indebar, at jeg var væk af og til, når andre mennesker holdt fri.”
Snakken gjorde noget godt for dem begge. Og med sine 12-13 vagter på TV2 i Odense om måneden holder Natasja Crone til gengæld ofte fri, når andre mødre arbejder. Hun erkender, at hun i perioder er fraværende, selv når hun er hjemme, fordi arbejdet kører inde i hovedet. Kunne jeg have vinklet historien anderledes? Fik jeg det væsentligste med? Men sådan er det at være begejstret for sit job.Og i stedet for skyld forsøger hun at lade sin arbejdsglæde smitte af på sine børn og vise dem, at det er vigtigt at gå efter det, man brænder for.
Nærværet med sine drenge har hun især på de mange køreture til og fra sportshallen, hvor begge drenge træner boldspil på eliteplan. Hvor hun selv har haft sine forældre på sidelinjen i sportshallen under 10 gange på 15 år, er hun med egne ord en rigtig “soccer mom”, som trofast kører sine drenge til træning og kamp i de uger, hvor de er hos hende.
“Jeg nyder virkelig at se dem spille kamp, men jeg kan også godt se det groteske i, at vi forældre i dag står på række med campingstole og termokander for at se vores børn dyrke sport … der er virkelig tale om et kulturskifte, og mine egne forældre kunne ikke drømme om at stå på sidelinjen hver søndag. Fritidsinteresser?! Det måtte vi ligesom selv finde ud af, min søster og jeg. Men jeg gør det, så længe jeg får lov. De er begge ved at være store, og der kommer helt sikkert en dag, hvor de ikke gider have mig stående og heppe længere.”
Natasja Crone blev skilt fra børnenes far i 2004, et brud, hun ikke ønsker at gå i detaljer med endnu. Ikke så længe børnene er børn, som hun siger. Hun har tidligere fortalt åbent om sit privatliv, fordi hun ikke kunne gennemskue konsekvenserne. I dag ved hun, hvad B.T. kan få en forside ud af.
“Jeg har virkelig dummet mig i interviews tidligere, hvor jeg har været helt vildt åbenmundet og fortalt alt muligt privat. Det gør jeg ikke i samme omfang længere. Jeg vil ikke se mig selv på en spiseseddel, som det er sket med udtalelser, jeg slet ikke havde luret, de kulørte medier kunne lave en historie ud af. Af samme årsag giver jeg meget få interviews. Det her er det tredje personlige interview på to år, og det er meget heftigt for mig …”
Hun smiler undskyldende uden at føje flere ord til.
Til trods for at hun arbejder i sin drømmestilling, hvor alderen ingen rolle spiller, flere år ind i fremtiden, end Natasja Crone kan bekymre sig om, afholder det hende ikke fra at dagdrømme om at lave noget helt andet.
“Jeg er lidt en rastløs sjæl, som ser muligheder i mange retninger, og jeg tænker af og til på, hvad jeg ville lave, hvis jeg ikke arbejdede med tv. Der er egentlig ikke andre jobs inden for journalistfaget, jeg drømmer om – der har jeg ligesom været – nej, mine tanker går mere i retning af: Kunne det egentlig være sjovt at åbne en café? Eller skulle jeg hellere åbne min egen butik? Hvad skulle jeg så sælge? Jeg vil ikke fuldstændig afvise, at jeg kunne finde på det en dag. Jeg har langt fra nogen færdig plan, men en stor respekt for folk, der gør noget helt andet midt i livet. Jeg æder de historier om folk, der har haft det samme job i 20 år og pludselig springer ud i noget helt andet. Den slags turn-around er meget fascinerende, men jeg ved slet ikke, om jeg selv ville have modet til det. Det vil tiden vise.”
Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 34.
