Ville du ligesom tidligere politiker Lene Espersen være astronaut som barn? Denne drøm har NASA-astronauten Peggy Whitson i den grad ført ud i livet – og nu er hun den ældste kvinde nogensinde, som har fløjet i rummet.
Ikke fremmed i rummet
Whitson er biokemiker og NASAs tidligere administrerende astronaut, og hun kan ikke siges at være fremmed i rummet. Hun har nemlig både rejst i 2002 og 2008, og begge ture har hver varet seks måneder.
Nu har hun netop påbegyndt sin tredje rejse til rummet, som også er en tur på et halvt års tid. Når Whitson vender tilbage til Jorden igen, er hun den amerikanske astronaut, som har tilbragt mest tid i rummet. Hvor sejt er det ikke lige?
Ældste kvinde i rummet
Udover at være den astronaut, der har tilbragt mest tid i rummet, er Whitson ovenikøbet også den ældste kvinde, som har været på sådan en tur. Hun er 56 år og er den mest erfarne astronaut på holdet Expedition 50.
Sammen med to mandlige astronauter, som er 38 og 45 år, skal hun nu på en tur 420 kilometer op i rummet til en rumstation, hvor de skal arbejde i et 100 millioner dollars dyrt forskningslaboratorium.
Man kan være en sej kvinde på mange forskellige måder, hvilket 88-årige farverige Baddie og Tove, der hjælper hjemløse kvinder, i den grad er – og vi kan vist godt blive enige om, at Whitson også tilhører denne kategori.